Protestaktion i Minsk, 16. august 2020. Foto: Maksim Shikunets, Wikimedia
De arresterede, Volka Britikava og Aliaksandr Kukharonak har allerede tidligere tilbragt kortere perioder i fængsel for at kritisere Lukashenkos regering og deltage i demonstrationer mod regeringen. De er blandt de seneste ofre for den vedvarende undertrykkelse af faglige organisationer og aktivister, der gik med i de landsomfattende demonstrationer for tre år siden, i august 2020.
Over 40 medlemmer af faglige organisationer er for tiden i fængsel i Belarus, mange er flygtet ud af landet, og andre udsættes for retsforfølgelse og politisk motiverede fyringer hver eneste dag. Bølgen af politivold er en skånselsløs reaktion fra den herskende elite i Belarus på den uro blandt det store flertal af arbejderne, der rystede landet for tre år siden i kølvandet på det stærkt omstridte præsidentvalg 9. august 2020.
August 2020 blev kulminationen på de enorme demonstrationer og protester, der vil gå over i historien som den største manifestation af civil ulydighed i Belarus siden uafhængigheden. Og man har med sikkerhed heller aldrig oplevet politivold af så ubehersket og voldsom karakter. Protesterne i 2020 skilte sig ud i mere end en henseende: Faglige organisationer som en samlet kollektiv aktør sammen med andre samfundsgrupper, med hver deres særlige rolle: kvinder, sundhedsarbejdere, pensionister, IT-eksperter og andre.
Arbejdernes deltagelse i de omfattende protester var ikke noget nyt i det belarussiske samfunds historie, men i 2020 nåede det et omfang helt uden fortilfælde - og det er trods alt helt usædvanligt for de protester, der har været imod valgsvindel og korruption i post-sovjetiske republikker, herunder de såkaldt orange revolutioner i Georgien og Ukraine, og også demonstrationer imod Putin i Rusland.
Mens jeg fulgte begivenhederne i Belarus i det efterår, var jeg lige blevet færdig med min afhandling om arbejderbevægelsen og den statslige regulering af arbejdsforhold i landet, og med min baggrundsviden derfra var jeg temmelig pessimistisk indstillet med hensyn til de lyse fremtidsudsigter, som de demonstrerende og deres ledere forestillede sig.
Jeg troede ikke, at Lukashenko ville trække sig tilbage, men i slutningen af den første uge kunne jeg se, at der var et potentiale for positive forandringer i landet, og at det kunne komme fra arbejderbevægelsen. Det lykkedes virkelig for arbejdere fra BelAZ, MAZ og mange andre virksomheder at selvorganisere sig, og få deres chefer og lokale politikere til at lytte til deres krav, hvad der i hvert fald kortvarigt demoraliserede hovedparten af den statskapitalistiske elite.
I modsætning til, hvad der skete i gaderne, havde uroen på arbejdspladserne mulighed for at fremtvinge indrømmelser vedrørende faglige rettigheder og demokratisering i det hele tage. Det, der skete de følgende tre måneder, viste, at min pessimisme var berettiget, og at håbet om selv beskedne progressive forandringer blev knust.
Og værre endnu, den hensynsløse og ekstremt voldelige nedkæmpning af opstande, beordret of Lukashenko og støttet af Moskva, banede vejen for Belarus’ deltagelse i invasionen i Ukraine. De belarussiske arbejderes meget vanskelige situation blev en kendsgerning ikke bare på grund af den infame videreudvikling af Lukashenkos autoritære populisme, men også den russiske imperialismes genopståen.
Det er imidlertid af stor værdi at analysere disse bemærkelsesværdige uger og måneder med henblik på at forstå styrken og svaghederne hos en arbejderklasse, der rejser sig imod autoritære regimer. Lad os især se på, at arbejdernes deltagelse i protesterne imod regeringen rent faktisk foregik ud fra en separat kollektiv identitet. Det er en tilgang, der står i modsætning til den belarussiske propaganda, der fremstillede arbejderne som grundpiller i opbakningen bag Lukahenkos populisme.
Belarus havde faktisk, i modsætning til andre post-sovjetiske republikker, bevaret en rimeligt stor industriarbejderklasse, koncentreret i statsejede maskinfabrikker og inden for den kemiske industri, placeret i hovedstaden Minsk og i allel andre regionale hovedbyer. Et helt distrikt i Minsk, Partizanski-distriktet, er hjemsted for enorme virksomheder for fremstilling af maskiner som Minsk Traktorfabrik og Minsk Automobilfabrik. Det er ikke så mærkeligt, at arbejdere fra disse og andre virksomheder marcherede ad distriktets hovedgade for at slutte sig til den demonstrerende menneskemængde på byens centrale plads.
Arbejderklassens strukturelle magt i et industrialiseret land er et centralt element i potentialet for protester. Hvad så med den bevidste vilje og den organisatoriske styrke? Det er der, modsætningerne i den såkaldte belarussiske model for en post-sovjetisk udvikling især springer i øjnene. Arbejdere har traditionelt været aktive i modstand imod regeringen, begyndende med en massedemonstration i Sovjetunionens sidste år. Med stærke mindelser om 2020-begivenhederne, gik belarussiske arbejdere på gaden i 1991 i protest mod prisstigninger og i sidste instans også imod det kommunistiske bureaukrati. Republikken var på kanten af undtagelsestilstand, og kommunistpartiets prestige var brudt sammen.
Disse protester kom til at danne grundlag for en stærk reformbevægelse i den eksisterende faglige hovedorganisation, Den Belarussiske Føderation af Fagforbund, men gav også livsbetingelser for mere venstreorienterede, uafhængige fagforeninger. Volha Britikova, der kommer fra denne tradition, blev en af lederne i Den Belarussiske Uafhængige Fagforening, dannet i 1991 efter strejkerne i potaske-minerne i Salihorsk.
Disse nye fagforeninger tilførte den belarussiske arbejderklasse friske organisatoriske ressourcer og erfaringer med selvorganisering. Arbejderprotester blev almindelige i 90’erne, også efter Lukashenko kom til magten i 1994. Efter en af disse protester, i 1995, advarede den nye præsident: Hvis folk indtager den centrale plads, så kommer der tanks. Det var meget tæt på i 2020.
Lukashenkos populistiske drejning var dels et svar på truslen fra de udbredte protester med sociale krav, og dels et forsøg på at forebygge, at uafhængige, politiske konkurrenter dukkede op. Hans beslutning om at sætte privatiseringen af statslig ejendom på standby, var i lige grad en indrømmelse forårsaget af arbejdernes militante ageren, og et forsøg på at forhindre dannelsen af en uafhængig klasse af storkapitalister, eller det, der kaldes oligarker i Rusland og Ukraine.
Lukashenkos politiske strategi var det cæsaristiske styre, sådan som det blev formuleret af Antonio Gramsci: den nye præsident opbyggede sin udøvende magt, så den kunne fastfryse magtbalancen mellem de klassekræfter, der nu kom til syne, et nyt borgerskab og et proletariat, der stadigvæk havde betydelig strukturel og organisatorisk styrke.
Fagforeningerne blev dog ved med at stå som en af de største udfordringer. Formanden for Føderationen af Fagforeninger i Belarus, der omfatter flertallet af landets arbejdere, Uladzimir Hancharik, stillede op som præsident i 2001, og tabte til Lukashenko. Siden dengang iværksatte Lukashenkos administration så et tostrenget angreb på fagforeningerne. Den satte en Lukashenko-tro person i spidsen for Føderationen, og udstedte et dekret, der introducerede korttidskontrakter på tværs af alle industrigrene.
På den måde blev Føderationen reelt en del af regimets administration, og dissident-fagforeninger blev ad lovens vej marginaliseret. 1-5 års-kontrakter, sammen med en række relaterede nøddekreter, introducerede en bureaukratisk kontrolleret prækarisering, der gjorde arbejderne totalt afhængige af ledelsen. Og på den måde endte man med et ledelsesdespoti, der var værre, end det havde været i Sovjetunionen, fordi de blev berøvet ansættelses- og jobgaranti. Det var en tilstand, der blev yderligere forværret af kriminaliseringen af arbejdsløshed, hvad der førte til protester i 2017. Systemet med korttidskontrakter blev så endegyldigt indført i det nye Arbejdskodeks kort før de seneste protester sammen med andre tiltag, der yderligere forringede arbejdernes rettigheder.
Lukashenkos populisme byggede på bevarelsen af de strukturelle betingelser for arbejderklassen, men fjernede arbejdernes politiske repræsentation. Da Føderationen af Fagforeninger blev indlejret i regimets administration, blev dissident-fagforeninger marginaliseret. Marginaliseringen pressede dem så til at sætte deres lid til international solidaritet, og gjorde dem afhængige af økonomisk støtte fra vestlige organisationer. Deres medlemstal styrtdykkede, og de mistede adgang til de fleste fabrikker, med den Uafhængige Fagforening inden for den kemiske industri som en bemærkelsesværdig undtagelse.
De uafhængige fagforeninger blev reelt en slags NGO’er, der støtter rettigheder for arbejderne, men med en meget beskeden basis i større virksomheder. Deres politiske agenda var en alliance med den politiske opposition, selv om nogle af dem bevarede tilknytningen til socialistiske grupperinger. Det forklarer arbejdernes svaghed som kollektiv deltager i 2020-protesterne.
De fleste arbejdere sluttede sig til demonstrationerne imod valget i 2020 som enkeltindivider, og ikke som medlemmer af deres respektive organisationer. Med undtagelse af den Uafhængige Minearbejderfagforening, så blev uroen inden for maskinindustrien koordineret af spontant opståede strejkekomiteer, med et meget begrænset medlemstal. Selv om faglige rettigheder var en del af dagsordenen hos disse strejkekomiteer, så overtog de listen over politiske krav fra den politiske oppositions ledere, der ikke havde nogen forbindelser til arbejderbevægelsen, og fulgte en populistisk strategi.
Det, der satte bølgen af uro blandt arbejderne i gang, havde på den måde en begrænset basis. Halvdelen af protesterne i de første to uger efter de var begyndt, omfattede ca. 80 virksomheder over hele landet. Og da det så blev klart, at Føderationen af Fagforeninger forblev under kontrol af regimet, og arbejdere blev truet med fyringer, eller spærret inde på fabrikker, så stilnede bølgen af: Spontane arbejdsnedlæggelser blev til arbejd-efter-reglerne-taktik, og skrumpede til sidst til kun at være individuelle symbolske protesthandlinger. Den generalstrejke, som oppositionslederne havde meldt ud i slutningen af oktober, blev aldrig til noget. Og snart efter var fremtrædende arbejderledere i fængsel eller eksil.
Nederlaget for bølgen af arbejderuro og de bredere demokratiske protester banede vejen for en omformning af Lukashenkos populistiske udgave af cæsarismen til et autoritært styre, af diktatorisk tilsnit, understøttet af massiv politivold. Og da det slog fejl med den indenrigspolitiske balancegang, så blev det også tilfældet i geopolitisk henseende. Således havnede Belarus i en asymmetrisk afhængighed af Rusland og kom reelt til at stå som medskyldig i de russiske imperialistiske bestræbelser.
2. september, 2023
Volodymyr Artiukh er PhD i sociologi og socialantologi, og medlem af redaktionen af Commons: Journal of Social Critique
Oversat fra Commons af Niels Overgaard Hansen
