Pinsens årsmøde i Enhedslisten kan på overfladen virke som bare ”endnu et i rækken”, hvor hovedpunkterne er boligpolitik og organisationsudvikling, uden at dette for alvor bringer sindene i kog. Men bag dette ligger hovedfokus i højere grad på de vedtægtsforslag, som har fyldt meget i organisationens debatter de sidste to år, fordi især ændringsforslag om valg af hovedbestyrelse og folketingskandidater indebærer udvanding af rotationsordningen og indskrænkning af medlemsdemokratiet.

af SAPs Forretningsudvalg

Dertil rører der sig under overfladen spørgsmålet om, hvilken type parti, Enhedslisten skal være, og hvordan partiet skal forholde sig til regeringen.

 

På den formelle dagsorden er de to hoveddiskussioner på årsmødet spørgsmålet om et nyt boligpolitisk delprogram og en plan for organisationsudvikling.

 

Begge forslag udmærker sig ved ikke at være særlig kontroversielle. Det boligpolitiske program er igennem en længere proces lykkedes med at samle hovedparten af de fælles holdninger. Herunder en hovedlinje om en ny beskatning på ejendomme, en beskrivelse af visionen for en anden type boligmarked, et opgør med de private ejendomsspekulanter, en demokratisering af boligmarkedet og meget mere. På mange måder et program, som opkvalificerer debatten. Selv om der også er efterladt relevante diskussioner til årsmødet, f.eks. i forhold til den nuværende lejerbevægelse/de almennyttige boligselskabers organisationer.

 

Det organisatoriske hovedprogram, udmærker sig ved næsten ikke at være konkret. En række paroler omkring udvikling og styrkelse af Enhedslisten, flere medlemmer, højere aktivitetsniveau m.m. Alt sammen ting, der skal arbejdes med, undersøges og udvikles. Det er der næppe nogen, der kan være uenige i.

 

Men bag de rummelige formuleringer i mange retninger befinder sig grundlæggende politiske uenigheder. Enkelte steder træder disse tydeligere frem. F.eks. i det massive fokus på antallet af betalende medlemmer – uden at disse ses som først og fremmest nogen, der skal søges mobiliseret til at blive en del af et aktivt politisk kollektiv. Uden at det er defineret som den centrale opgave at omsætte en øget medlemsmasse til en langt stærkere Enhedsliste-indsats i bevægelserne, i den udenomsparlamentariske politiske kamp. I værste fald kan man få det indtryk, at Enhedslisten skal have flere medlemmer – for at have flere medlemmer.

 

Programmets hovedpointe er, at vi skal undersøge og arbejde med ting, og det er jo fint nok. Men dermed lægges der ikke op til reel politisk stillingtagen til de afgørende spørgsmål. F.eks. spørgsmålet om, hvorvidt afdelingerne skal forblive og udvikles som et vigtigt omdrejningspunkt for medlemmernes politiske aktivitet – sammen med andre handlende organiseringer af medlemmer, ikke mindst de faglige netværk. Eller om f.eks. zoom-møder med MF’ere for alle medlemmer i højere grad skal overtage rollen som partiets grundstruktur.

 

Demokrati eller festivaler
Modsætningerne fremtræder nok mere klart, når det kommer til punktet om ”Rød-Grønne Dage”. Her fremstår den politiske forskel tydeligt: Skal man i 2022 aflyse årsmødet til fordel for en politisk festival?

 

Argumenterne for at afholde politiske festivaler er mange – om end det kan diskuteres, hvorvidt det er mest logisk af afholde det som en begivenhed centralt i landet, frem for flere begivenheder, som folk ikke skal rejse efter. – Men ideen er god nok: Selvfølgelig skal et parti som Enhedslisten markere sig i lokalbefolkningen, samle masserne til politiske diskussioner og aktiviteter, gerne i et godt og sjovt miljø.

 

Problemet opstår, når det skal ske på bekostning af vores måske vigtigste demokratiske institution, årsmødet. En festival kan ikke erstatte medlemmernes mulighed for at temasætte diskussioner, træffe beslutninger på demokratisk vis – og ikke mindst vælge en ny ledelse, de har tillid til vil gennemføre disse beslutninger. Medlemmerne bliver i højere grad gjort til et publikum.

 

Grundideen om plads til udvekslinger af erfaringer og meninger, flere diskussioner og teoretiske udviklinger, flere inddragende arrangementer, festlige former m.m. er altid fine i et socialistisk parti! Det behøver bare ikke at ske på bekostning af årsmøder, der som minimum diskuterer den politiske retning og vælger (evt. udskifter!) ledelsen en gang om året.

 

Demokratiske udvandinger
Fortsætter vi listen af forsøg på demokratiske udvandinger, kommer vi ikke uden om forslagene om elektroniske urafstemninger til valg af hovedbestyrelsen. En række medlemmer – herunder prominente – har foreslået, at medlemmerne af hovedbestyrelsen fremover skal findes ved en vejledende urafstemning blandt alle Enhedslistens medlemmer. Forslaget sælges som en udbredelse af demokratiet. Men kigger vi på, hvordan udviklingen i forbindelse med valget til folketingskandidater har været, siden det overgik til elektroniske urafstemninger, har tendensen været klar: Det er i højere grad blevet en popularitets-konkurrence, hvor enkelte, offentligt kendte personer nærmest kan udpege, hvem de ønsker at markedsføre, og herefter sikre dem stabile valg. Og sandsynligheden for, at forhenværende folketingsmedlemmer vil indtage det meste af hovedbestyrelsen, vil også være stor – med en deraf følgende fare for overfokusering på det parlamentariske arbejde.

 

Urafstemningen skal godt nok kun være vejledende, men årsmødet vil selvfølgelig føle sig forpligtet af denne. Og dermed vil urafstemningen reelt frakoble valget af ledelse fra det årsmøde, som demokratisk beslutter den politiske linje, der skal følges.

 

Dertil kommer, at forslaget vil udvide hovedbestyrelsen fra 25 til 35 personer (præcis samme antal, som er opstillet til årets HB-valg…), og vil lade alle stemme på 35 personer i urafstemningen. Herved afskaffer man den mindretalsbeskyttelse, der ligger i at begrænse stemmetallet til f.eks. halvdelen af antal valgte. Den foreslåede valgmetode betyder, at et flertal på 55 procent kan sætte sig på 70-80-90 eller endda 100 procent af pladserne i en ledelse. Dette bryder ikke kun med en historisk tradition, men med et grundlæggende politisk princip for venstrefløjen.

 

At paragraffen om, at mindretalsgrupper af delegerede kan trække sig ud af afstemningen og få forholdsmæssig repræsentation, er selvfølgelig et plaster på såret. Men overgangen til dette vil til gengæld kunne fremprovokere en problematisk opdeling af Enhedslisten i skarpt afgrænsede ”fraktioner”, som der ikke er grundlag for.

 

Venstrefløj i egen ret, støtteparti eller politisk kraft
Ovenstående forslag og diskussioner skal også ses i lyset af de sidste års udvikling, hvor fokus for Enhedslistens virksomhed i højere og højere grad bliver parlamentarisk båret. Enhedslistens identitet er i stadigt stigende grad opbygget alene omkring funktionen som et parlamentarisk parti. I praksis levnes der – uanset positive formuleringer i ”organisationspapiret” om dette – stadigt mindre opmærksomhed til den selvstændige værdi af bevægelsesarbejdet, eller hvordan bevægelser er det, der skaber grundlaget for politisk forandring.

 

En sidste afgørende diskussion på årsmødet er spørgsmålet om forholdet til regeringen. Dette er blevet højaktuelt efter regeringens lange række af tydeligt racistiske og fremmedfjendske udmeldinger og tiltag, både vedrørende danskerne i Syrien, udvisning af danskere til Syrien, udrejsecentre, den nye ”parallelsamfundspakke”, nye begrænsninger af statsborgerskab osv. osv.

 

Dette har rejst spørgsmålet om, hvorvidt vi agerer ”støtteparti” til regeringen i dette begrebs sædvanlige betydning, eller om vi er det ”venstrefløjsparti i egen ret”, som vi udtrykkeligt har vedtaget at være:

 

En opposition til venstre, der har vores egne dagsordener, som er grundlæggende helt anderledes end Socialdemokratiets. Et parti, der konsekvent kun støtter regeringens forslag, når de går i den rigtige retning, og stemmer imod, når de ikke gør det. Som betragter forståelsespapiret ikke som et ’fælles regeringsprogram’, men som det minimum, der får os til at se SD-regeringen som en bedre regering end f.eks. en Venstre-regering.

 

Det er dog langt fra altid, at denne fortælling fremstår lige så tydeligt i vores parlamentariske fremtræden.

 

Heldigvis har folketingsgruppen gjort det godt i forbindelse med hjemtagelsen af danskerne fra de syriske flygtningelejre. Her har vi løbet side om side med en folkelig bevægelse, der faktisk har formået at presse regeringen. Et kerneeksempel på, hvorfor vores fokus skal ligge mere på kampen uden for parlamentet, end indenfor.

 

Vi kan kun håbe, at denne nye erfaring også sætter sit præg på, hvordan folketingsgruppen og partiets ledelse agerer mht. klimaområdet, ulighed mm.

 

Og dette bliver også centrum for beretningsdebatten, når der skal samles op på årets erfaringer med affaldsforliget og andre klimaaftaler, statsborgerskabs-sagen mm. Hvor der netop er brug for en kritisk evaluering af vores egen indsats i forhold til at sætte opbygning af bevægelser i centrum og at agere som en tydeligt selvstændig kraft i Folketinget.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 21. maj 2021

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com