Strejken blev støttet, udover af Knesset-medlemmerne, også af såvel Fatah som Hamas. Opfordringen til strejken havde sit udspring i selve Israel fra især unge arbejdere, men støtten spredte sig hurtigt til alle dele af Palæstina. Strejkevåbnet har givet anledning til kontroverser og splittelse i islamiske kredse, som resulterede i, at den islamiske bevægelse tilsluttede sig strejken.

Strejken er blevet navngivet Enhedens Intifada. Millioner deltog og lukkede forretninger og virksomheder ned og store forsamlinger mødtes over hele Palæstina. I Israel strejkede yderligere 1,6 millioner palæstinensiske arbejdere, blandt andet inden for transport, sundhed og undervisning til trods for trusler om afskedigelse. Det var en aktion, der trodsede årtiers forsøg på at så splittelse - politisk og geografisk.

Den palæstinensiske digter Salem Barameh udbrød: “Jeg er ved at tabe vejret af, hvad der udspiller sig over hele Palæstina: Ramallah råber slagord for Gaza, Haifa synger for Ramallah og det palæstinensiske flag bliver rejst i Jerusalem. Det er en utrolig dag anført af folket selv for deres befrielse fra underkuelsen fra det tyranniske regime. Leve Palæstina.” (Jacobin. 18.5.21)

Undertrykkelsen har nu nået et omfang så stort, at for stadig flere er modstand den eneste udvej. Strejken forventes at blive fulgt op af en international aktionsdag den 22. maj.

Se også manifestet om palæstinensisk enhed, som blev omdelt på strejkedagen.