Støttedemonstration for Lula i Sao Paolo, 24. oktober 2026. Foto: Lula Oficial – Flickr, CC BY-SA 4.0, Wikimedia

 

Det var et unikt øjeblik i Brasiliens historie, en historisk begivenhed, der vil få eftervirkninger og konsekvenser i lang tid fremover. Det repræsenterede et kvalitativt spring i situationen og et spring i befolkningens bevidsthed. Det var en sejr, der satte et eksempel for verden.

 

Efter sejren, mens vi debatterer og undersøger de faktorer, der førte til dette resultat, forbliver den politiske scene hektisk. En »tredje runde« er allerede begyndt, om end med konturer, der er noget anderledes end forventet.

 

Den nye dynamik kombinerer nu de umiddelbare virkninger af Lulas sejr med de næste skridt i den politiske kamp, hvor Brasilien, klassekampen og Partiet for Socialisme og Frihed (PSOL) går ind i en ny fase.

 

Umiddelbar virkning: Flávio er flygtet

Det var en dybtgående og intens sejr, trods det hårdt omstridte valg. Dybtgående, fordi det endelige resultat – trods den ekstremt tætte kamp – var en forbedring i forhold til 2022, hvor Jair Bolsonaro var kandidat, og indebar en højere grad af mobilisering og bevidsthed på gaderne og på de sociale medier. Intens, fordi skiftet i den politiske situation var meget hurtigt og overraskende, idet Lula nød stærk opbakning, mens Flávio fik mindre spillerum for sin kuppropagandistiske retorik.

 

Flávios flugt, som synes at have været improviseret, afslørede hans bånd til den internationale yderste højrefløj, med den argentinske præsident Javier Milei og den amerikanske præsident Donald Trump som centrale allierede. Dette træk har imidlertid svækket ham på den nationale scene: hans allierede og parti anerkendte valgresultatet og tog afstand fra hans katastrofale udtalelser (som han ændrede flere gange) om ikke at anerkende valget.

 

Der er to dynamikker på spil: hvis Trump taber midtvejsvalget, vil pendulet i den globale politiske situation svinge mod det yderste højre, hvilket reelt vil gøre Lulas sejr til et internationalt vendepunkt; den anden dynamik er indenlandsk, hvor det yderste højre fortsat er modstandsdygtigt, men hvor dets ledende kerne – personificeret i Bolsonaro-klanen – har lidt et knusende nederlag, der kan indlede en periode med omorganisering og interne stridigheder inden for denne politiske lejr.

 

Faktum er, at denne »tredje runde« kan føre til konsolideringen af en ny fase i den globale antifascistiske kamp, hvor Brasilien allerede spiller en central rolle.

 

Gader, gader og endnu flere gader!

Hvad nu? De næste skridt skal koordineres, uden at vi mister kontakten med gaderne, og indebærer kamp på to fronter: mod kuppets bagmænd, som skal stoppes og bandlyses; og til forsvar for de sociale rettigheder og den dagsorden for forandring, som Lula forpligtede sig til i anden runde. Det er udfordringerne i tredje runde.

 

Flávio handlede ikke alene. Enhver foranstaltning, der indebærer amnestiaftaler eller forsøg på at mægle med kupplanlæggende fraktioner, skal afvises og modarbejdes. Vi skal bekæmpe den aktive kupplanlæggende kerne inden for Det Liberale Parti (PL) og andre partier samt deres økonomiske sponsorer ved at tage kampen op mod de store tech-virksomheder og kræve, at regeringen bruger institutionelle midler til at kvæle fraktioner, der åbent planlægger et kup.

 

Vi skal blokere de arbejdstagerfjendtlige initiativer, som erhvervsvenlige sektorer ønsker at gennemføre som gengældelse for valget, drevet af opfordringerne til »politiske afskedigelser«, som Bolsonaros tilhængere opildner til på de sociale medier. Samtidig skal vi kæmpe imod de angreb, som reaktionære guvernører allerede forbereder mod befolkningen.

 

Den anden kamp må være at forsvare et program, der sikrer befolkningens krav, som blev bakket op på gaden og ved stemmeurnerne: at reducere arbejdsugen; at sikre løn- og pensionsforhøjelser; at udvide den gratis offentlige transport; eftergivelse af gæld for husholdninger og ejere af små og mellemstore virksomheder; massive investeringer i sundhedsvæsenet (gennem SUS, det samlede sundhedssystem) og i gratis, universel offentlig uddannelse; samt en ny kurs i den økonomiske politik ved at sænke rentesatserne og afskaffe den finanspolitiske stramning, som overlader en stor del af det offentlige budget til spekulanter.

 

Kapitalisterne og dele af regeringen har meddelt, at de agter at fortsætte med nedskæringer, hvilket vil komme i direkte konflikt med den enorme folkelige energi fra en mobiliseret, bevidst og selvsikker arbejderklasse, der er ivrig efter løsninger.

 

Svaret på dette dilemma ligger på gaden. Det er »gaden, gaden og endnu mere gade«, som vi har hørt fra folkemængderne på landets torve og gader i løbet af de seneste tre uger. Det er fra gader, fra uddannelsessteder, arbejdspladser, hjem og fritidsaktiviteter, at vi vil opnå en større selvorganisering af selve samfundet for fuldstændigt at ændre begivenhedernes forløb. Det var i denne ånd, at Den Socialistiske Venstrebevægelse-PSOL (MES-PSOL) handlede i forreste linje i denne proces, ligesom Juntos! gjorde det inden for studenterbevægelsen og mange andre bevægelser, vi har opbygget.

 

PSOL’s plads: I skyttegravene på gaderne

PSOL spillede en fremtrædende rolle i anden valgrunde. Dets ledere var afgørende for Lulas comeback og udgjorde en integreret del af dette brede demokratiske oprør. Mange nye medlemmer tilmeldte sig i løbet af valgkampen, og partiet fremstod som en uafhængig og socialistisk pol, der var engageret i at opbygge enhed med Lula, samtidig med at det ikke blot repræsenterede et valgalternativ, men også et organisatorisk alternativ for de mange mennesker, der nu søger at organisere sig politisk.

 

Vi har overskredet spærregrænsen, som det enstemmigt blev fastslået af Den Øverste Forfatningsdomstol (TSE). Dette er en antidemokratisk regel, der har til formål at blokere partier som PSOL, men som vi endnu en gang har besejret takket være partiets markante fremgang i stemmetallet.

 

PSOL kan og skal blive stærkere i lyset af de nye udfordringer, som denne nye fase medfører. Den første af disse er partiets positionering: Vi skal imødegå disse udfordringer ved at fokusere indsatsen på »skyttegravene i gaderne« – det vil sige ved at prioritere politisk handling som drivkraften bag samfundets krav og kæmpe i Kongressen på baggrund af en direkte forbindelse til de sociale kampe. Med dette for øje skal PSOL bevare sin uafhængighed og afstå fra at acceptere ministerposter eller tillidsposter i den føderale regering.

 

Kampen om fremtiden er begyndt. Den positive forskydning i magtbalancen skal ledsages af en udvikling af et antikapitalistisk og internationalistisk partiprojekt, der er rettet mod at kæmpe og vinde gennem en radikal tilgang, der lytter til gadernes ønsker og imødekommer befolkningens reelle problemer.

 

3. november 2026

 

Israel Dutra er sociolog, sekretær i PSOL for sociale bevægelser samt medlem af partiets nationale ledelse og af organisationen MES, som er en af strømningerne inden for PSOL.

 

Først udgivet på portugisisk på Esquerda en Movimento. Oversættelse af Federico Fuentes til LINKS International Journal of Socialist Renewal, og herfra oversat af Poul Bjørn Berg.