Illustrationen viser resultatet af anden valgrunde. Lula vandt i de røde delstater, Bolsonaro i de blå. Kilde: Danielmoreno4774 - CC BY 4.0, Wikimedia
Luiz Inácio Lula da Silva vandt det brasilianske præsidentvalg med 51,79 procent af de gyldige stemmer. Han formåede dermed – for første gang nogensinde ved et brasiliansk præsidentvalg – at vende resultatet fra første valgrunde, hvor Flávio Bolsonaro stod som vinder. Mellem de to valgrunder vandt Lula omkring 10,4 millioner ekstra stemmer.
Flávio Bolsonaro meddelte efter sit nederlag, at han ville kræve valget annulleret. Dagen efter anerkendte hans Liberale Parti (PL), dog valgresultatet.
Et advarselssignal til den globale yderste højrefløj
Ud over at bremse Donald Trumps og udenrigsminister Marco Rubios indflydelse i regionen peger valgresultatet i Brasilien på strategier, der kan bruges til at dæmme op for den yderste højrefløjs succes i andre lande. Det er også et personligt nederlag for Trump, der investerede både energi og indflydelse – uden officielt at erklære sin støtte – med det mål at bringe Bolsonaro-familien tilbage til magten.
Lulas sejr kan tilskrives tre faktorer, der er lige vigtige. Den første er en pakke med sociale tiltag: en udvidelse af ”Bolsa Família”, regeringens centrale program for direkte økonomisk støtte til familier; forskellige tiltag til gavn for små virksomheder (med højst en ansat, o.a.) – som udgør næsten 70 procent af de aktive virksomheder i Brasilien – og, ikke mindst, vedtagelsen af regeringens lovforslag under valgkampens anden runde, som nedsatte arbejdsugen fra seks til fem dage uden lønnedgang.
En meningsmåling foretaget fire dage før valget viste, at netop denne lov havde størst betydning for vælgernes valg (17 procent). Derefter fulgte nyheden om, at dommere fra Højesteret var involveret i korruptionssagen mod Banco Master (14 procent), at politikere var involveret i samme sag (13 procent), samt Lula-regeringens ophævelse af forbuddet mod online-spil (11 procent).
Mellem de to valgrunder steg opbakningen til Lulas regering, især blandt vælgere med højere indkomster (+6 procentpoint) og højreorienterede vælgere, der ikke tilhører Bolsonaros vælgerbasis (+12 procentpoint). I samme periode oversteg frygten for, at familien Bolsonaro skulle vende tilbage til magten, frygten for, at Lula ville blive genvalgt (44 procent mod 42 procent).
Mobilisering i gaderne og digital magt
Denne vending skyldtes i høj grad en massiv mobilisering af Lulas støtter – både i gaderne og på de sociale medier. Store demonstrationer, indkaldt af studerende og andre – hovedsageligt unge – mennesker, fik millioner af borgere på gaden og brød dermed den afdæmpede stemning, der havde præget de foregående uger. Den største demonstration til støtte for Lula fandt sted i São Paulo den 24. oktober. Demonstranterne sang Brasiliens uafhængighedshymne – en tydelig henvisning til Brasiliens uafhængighed af Trumps politiske indblanding.
En del af denne indblanding blev tilskrevet Meta, moderselskabet bag Instagram, Facebook og WhatsApp. Under valgkampens anden runde voksede anklagerne om, at selskabet havde favoriseret Flávio Bolsonaro og andre kandidater fra den yderste højrefløj ved at manipulere sine algoritmer. Selvom Meta afviste enhver form for favorisering og i stedet henviste til tekniske fejl, afslørede interne beskeder – offentliggjort af avisen Folha de S. Paulo – at Lulas valgkampagne i oktober havde været ude af stand til at booste opslag i næsten 24 timer.
Som reaktion på den yderste højrefløjs dominans på digitale platforme var et af de mest markante træk ved anden valgrunde oprettelsen af ”Lulas hær” – en WhatsApp-kanal etableret af et medlem af det føderale parlament, som på få dage samlede over 10 millioner medlemmer. Initiativet fokuserede på aktivitet på sociale medier med det formål at skabe fremdrift for profiler fra Lulas valgkampagne og hans støtter. ”Hæren” omtalte sine medlemmer som soldater og opererede med en rangorden, der omfattede en general og en feltmarskal (Lula) – et lån fra yderste højrefløjs eget begrebsapparat. Det lykkedes gruppen at sætte venstrefløjens emner på dagsordenen, samtidig med at den fokuserede på en række skandaler, der involverede Flávio, herunder politiets efterforskning og modsætninger i hans forslag.
Både bevægelserne i gaderne og mobiliseringen på de sociale medier gav ny energi til Lulas støtter i et omfang, man sjældent har set i landet. Det peger på, hvordan demokratier kan stå imod den yderste højrefløjs fremgang.
Hvem gav Lula en fjerde embedsperiode?
Da det ville være en næsten uoverkommelig opgave at vinde stemmer fra modstanderens lejr – især i betragtning af, hvor stor en del af vælgerne der afviste Lula – satsede kampagnen på at aktivere sofavælgerne fra første valgrunde. Umiddelbart efter første runde så dette mål næsten umuligt at nå. Normalt er valgdeltagelsen lav og koncentreret i de fattige områder, der ofte ligger langt fra valgstederne – hvilket går ud over Lulas stemmetal.
For at vinde var Lula derfor nødt til – frem for alt – at imødegå den politiske fremmedgørelse og øge valgdeltagelsen i disse områder. Det var netop, hvad hans kampagne gjorde: 3 millioner flere kom til valgstederne, hvilket bragte andelen af sofavælgere ned på det laveste niveau i 20 år – 19,2 procent. Yderligere 1,8 millioner mennesker, der tre uger tidligere havde afgivet blanke eller ugyldige stemmer, valgte denne gang at stemme på en kandidat – endnu en historisk forskydning mellem de to valgrunder. Andelen af blanke og ugyldige stemmer faldt til 3 procent af det samlede antal i anden runde, sammenlignet med næsten 10 procent i 2018. Af de ekstra gyldige stemmer på de to kandidater gik 74 procent til Lula, hvilket forklarer, hvorfor forskydningen blev så markant.
Geografisk set var disse gevinster ikke begrænset til ét bestemt område. Lula vandt i 51,6 procent af landets kommuner. I fem af de 26 delstater – samt i det føderale distrikt – oplevede Lula en fremgang på mindst 7 procentpoint i forhold til første runde. Den sydøstlige region stod for en stor del af tilstrømningen af nye vælgere til Lula; faktisk kom næsten halvdelen af dem derfra.
Profilen på Lulas og Bolsonaros vælgere er dog i store træk uændret. Siden 2018 er der opstået nye mønstre i vælgernes politiske tilhørsforhold i Brasilien, og disse mønstre er blevet rodfæstet ved årets valg. Specifikke samfundsgrupper, der tidligere stemte forskelligt fra valg til valg, eller som stemte personligt på en kandidat, er nu konsekvent knyttet til én politisk lejr. Evangeliske kristne er det tydeligste eksempel. Deres særlige stemmeadfærd går længere tilbage end tiden med Bolsonaro, men siden 2018 har den knyttet sig tæt til den evangelisk-kristne retorik, der kendetegner bolsonarismen. I denne gruppe angav 60 procent, at de ville stemme på Bolsonaro forud for anden valgrunde.
Køn er en anden væsentlig faktor, når det gælder opbakningen til den yderste højrefløj i Brasilien. I 2018 opstod der en markant kønsforskel, drevet af Jair Bolsonaros kvindefjendske retorik. Denne forskel har siden holdt sig på omkring 9 procentpoint – både i 2018 og 2022 – og meningsmålinger frem mod 2026 bekræfter, at forskellen består. I dag er andelen af kvinder, der afviser Flávio, oppe på 58 procent. I de sidste dage op til valget oplevede Lula desuden øget opbakning blandt vælgere med lave indkomster og kortere uddannelse. Det er endnu for tidligt at sige, om Lulas koalition vil være i stand til at fastholde disse nye vælgere fremover.
De næste fire år
Med dette resultat forbliver den yderste højrefløj i opposition, men den står stærkere end nogensinde før. For at kunne regere får Lula brug for støtte fra partier på højrefløjen. Selvom Brasiliens politiske system er indrettet til at fungere gennem koalitioner, var det allerede i den nuværende embedsperiode en udfordring for Lula – en præsident fra centrum-venstre – at danne en regering. Det bliver endnu vanskeligere med et parlament, der er rykket længere mod højre. At Lula vandt med en margin på 3,6 procentpoint over Flávio Bolsonaro – næsten dobbelt så stor en margin, som han vandt med over Jair Bolsonaro i 2022 – kan give ham en stærkere folkelig opbakning, når han nu indleder sin fjerde embedsperiode.
Desuden vil Lula sandsynligvis fortsat stå over for et pres fra Trump-administrationen. Trumps politik, der betragter det amerikanske kontinent som en amerikansk indflydelsessfære, blev tydeliggjort i slutningen af 2025 og formelt nedfældet i det, der er blevet kaldt "Donroe-doktrinen". Dagen efter valget udtalte den amerikanske præsident, at det så ud til at være manipuleret, men tilføjede samtidig, at han har et godt forhold til Lula. Rubio udtalte, at han så tegn på valgsvindel i Brasilien.
Dagen efter valget vågnede Brasilien op og holdt øje med tegn på en antidemokratisk reaktion fra den yderste højrefløj – en fløj, der i forvejen er mærket af kupforsøget i januar 2023. Men det er i Kongressen, at der formentlig vil komme et opgør.
For bolsonarismen består udfordringen i at fastholde opbakningen fra de partier på højrefløjen og centrum-højre, der hidtil har støttet bevægelsens valgkamp (og familien). Familien befinder sig nu midt i stormens øje. Med Jair Bolsonaro i fængsel, [hans søn] Eduardo på flugt i USA og Flávio under strafferetlig efterforskning [nu flygtet til USA's, o.a.], må familien Bolsonaro forsøge at bevare sin enorme politiske kapital. Spørgsmålet er, om bolsonarismen – en bevægelse, der vandt tilslutning fra næsten halvdelen af landet – kan overleve uden dem.
27. oktober 2026
Roberta Picussa er politolog og postdoc-forsker på Universidade Federal do Paraná.
Andressa Zanin Rovani er forsker i statskundskab ved Universidade Estadual de Campinas.
Oversat fra The Conversation af Karina Skov










