Foto: Phil Pasquini
Demonstrationen blev organiseret af ”Koordineringen imod lave lønninger”, Kvindelige Arbejdere) og fagforeningen COBAS (Confederazione Dei Comitati Da Base. Den anklagede den italienske regering og premierminister Giorgia Meloni for ikke at gøre noget i forhold til de høje leveomkostninger og undermineringen af lønningerne.
På demonstrationen blev der, mens en stor styrke med uro-politi stod ved siden af, brugt stærke ord om den indvirkning, den nuværende økonomiske situation har haft på folks liv. En kvinde sagde, “Jeg kigger på min mor og græder”, da hun beskrev sin 53-årige mors usikre familiesituation. Moderen har kun sin uddannelse fra grundskolen, og hendes indkomst rækker knapt til at dække benzinen, der skal fyldes i hendes bil. Og uden den kan hun ikke arbejde, hvilket sender hendes familie ud i en nedadgående økonomisk spiral.
Et fælles tema for deltagerne var spørgsmålet om værdighed, eftersom arbejdet i vid udstrækning betragtes som en kilde til identitet. De understregede det umiddelbare behov for højere løn i kampen for at bevare en anstændig levestandard. De klagede særligt over, hvor vanskeligt det er for lønmodtagere at stifte familie, skaffe mad, betale husleje, transport, adgang til] sundhedsvæsenet og forbrugsudgifter med de stigende priser og indefrosne lønninger. Arrangørerne annoncerede deres fælles kampagne i kampen for at få indført en minimumsløn på 12 euro (90 kroner).
De siger, at de “holder samfundet kørende hver dag gennem deres arbejde”, men at de nu er “ved at give op.” De har ikke den nødvendige fritid “til at restituere fra den stress, de oplever socialt og arbejdsmæssigt.”
Blandt deltagerne var mange studerende i solidaritet med arbejderne, sammen med almindelige borgere, som sluttede sig til for at protestere og udtrykke deres frustration over regeringens manglende opmærksomhed og de øgede omkostninger, som de dagligt står overfor. Dette kan direkte forbindes til “spill-over” effekterne af krigene i Mellemøsten, som kan mærkes i hele verden.
For at udtrykke deres følelser bar mange af deltagerne skilte med forskellige personlige udfordringer og bekymringer om solidaritet med studerende, racisme, folkemordet i Gaza, immigration og andet. Et skilt om immigration opfordrede til at nedlægge udvisningscentrene (CPR - centro di permanenza per i rimpatri) - den italienske ækvivalent til ICEs fængselsfaciliteter i USA. I Italien er immigranter, der bliver deporteret til deres oprindelsesland, i gennemsnit tilbageholdt i 38 dage i ét af de ti centre. Klager om forholdene fra de tilbageholdte spejler dem fra USA: overfyldte pladser, mangel på juridisk assistance og lægehjælp sammen med ubehandlede psykiske problemer, som de fængslede står overfor.
Udsigten til en løsning på dette økonomiske og sociale opråb synes for øjeblikket at være langt væk. Der er stilstand i evighedskrigene og deres stadig større konsekvenser for fprsyning af brændstof, som driver priserne opad i den globale økonomi. Selv hvis det var muligt at afslutte krigene og rulle trenden tilbage, ville det tage en del tid, før stabiliteten kunne genoprettes. Og selv da, vil vi alle stå overfor “en ny normal.”
18. oktober 2026
Oversat fra countercurrents.org af Bodil Olsen
