Demonstration mod albanske politikere og planerne, støttet af Jared Kushner, Trums svigersøn. om et luksuriøst turistprojekt i et naturreservat, Tirana, Albanien, 14. juni 2026. Foto: Albinfo -CC BY 4.0, Wikimedia
I fem dage i træk – og stadigvæk – er titusindvis af universitets- og gymnasieelever gået på gaden i hovedstaden Tirana og andre byer. De er blevet mødt af en hårdhændet politiindsats, hvilket har ført til voldsomme sammenstød. Undervisningsministeriet og to banker er blevet stukket i brand, også statsministerens kontor blev angrebet; snesevis af mennesker kom til skade. EU-delegationen i Albanien har krævet, at der bliver givet høj prioritet til at undersøge anklager om overdreven magtanvendelse af politiet mod demonstranter og journalister. Imens er regeringsmedlemmer kommet med fromme udtalelser om at respektere lov og orden, uden dog at forholde sig til de grundlæggende årsager til protesterne.
De studerende kræver markante nedsættelser af studieafgifter, øgede statslige tilskud og investeringer i universiteternes faciliteter. De er vrede over stigende udgifter til uddannelse, dårlige forhold og mangel på job efter endt uddannelse. I Albanien har nyliberale kræfter – ligesom i Storbritannien – gjort uddannelse på universiteterne til en vare; de har forvandlet et offentligt gode, der finansieres via skatter, til en urimeligt dyr privat udgift, som de studerende selv må bære.
Den umiddelbare anledning til protesterne var den bølge af udbredt utilfredshed med uddannelsessystemet, der har skyllet ind over Frankrig. Men studenteroprøret i Albanien udspiller sig også på baggrund af en langt bredere bevægelse.
Siden maj har den såkaldte flamingo-bevægelse mobiliseret titusindvis af mennesker i protest mod et luksusresort, der støttes af Jared Kushner – Donald Trumps svigersøn – og hans private investeringsselskab, Affinity Partners.
Projektet, der har en værdi på over 10 milliarder kroner, truer en uberørt kyststrækning og sårbare levesteder for dyrelivet, hvor tusindvis af flamingoer yngler og bygger rede. For albanerne er det et symbol på et korrupt politisk system, der forærer værdifulde offentlige aktiver væk til velhavende udenlandske investorer, mens almindelige mennesker kæmper for at få enderne til at mødes.
Fjenden i egne rækker
Protesterne retter sig mod premierminister Edi Rama, der har siddet på magten siden 2013 og sidste år blev valgt til en fjerde periode. Hans socialistiske parti er alt andet end socialistisk. Det står i spidsen for et system domineret af erhvervsinteresser og folk med de rette forbindelser. Rama har prøvet dette før. I december 2018 tvang en studenterbevægelse, der protesterede mod stigende udgifter til uddannelse, ham til at afskedige flere ministre og lancere en "pagt for universitetet" – men de centrale krav er stadig ikke blevet opfyldt.
De konservative Demokrater, som er i opposition, møder også udbredt mistillid på grund af deres egen elendige regeringshistorik. Demonstranter ser et establishment, hvor partierne skifter, men systemet forbliver intakt. Det er ikke så mærkeligt, at en studerende fortalte BBC:
"Nu prøver vi at gøre som i Frankrig ... vi prøver at lave en revolution."
På den anden side af grænsen har Serbiens studenterbevægelse ført an i masseprotester i næsten to år. Det startede, da en genopbygget togstation faldt sammen og dræbte 16 mennesker, og bevægelsen tvang en premierminister til at træde tilbage. Trods vedvarende forsøg fra nationalistiske politikere på at opildne albansk-serbiske fjendskaber kæmper almindelige albanere og serbere den samme kamp mod den samme fjende.
Detaljerne varierer, men i Storbritannien står vi over for lignende problemer som dem, man står over for andre steder i Europa. Vores skoler forfalder, studerende er stærkt forgældede på grund af studieafgifter, og universiteter, der drives som konkurrerende virksomheder, skærer nu ned på arbejdspladser og kurser. Privatiserede chefer for offentlige forsyningsvirksomheder har fået lov til at profitere i stedet for at investere, mens almindelige mennesker forventes at bære et økonomisk pres, der sjældent berører dem i toppen.
Unge mennesker i Europa er en inspiration. De afviser status quo og begynder at omdanne massiv vrede til bevægelser, der er i stand til at skabe varig forandring.
Oversat fra Counterfire af Anne Haarløv
