Igennem de seneste tre år har vi foretaget interviews om natten på hustage i Tel Aviv med 24 israelske soldater med en aktiv rolle i Israels angreb på Gaza. De fleste af dem var efterretningsofficerer, der arbejdede bag skærme og deltog på afstand i massedrabet på palæstinensere.
Deres vidneudsagn danner grundlaget for NAZA – en ny dokumentarfilm, vi har instrueret (produceret af The Guardian, James Wilson og Jonathan Glazer), og som får premiere i aften på den 83. internationale filmfestival i Venedig.
Vi interviewede ikke disse soldater, fordi det var den eneste måde at få indsigt i Israels handlinger i Gaza. Enhver, der har set ødelæggelserne i Gazastriben, lyttet til indbyggerne i Gaza eller blot taget de israelske ledere på ordet, burde have indset sandheden om det for flere år siden.
Vi lavede denne film af én enkel grund: Vi forstod, at vidneudsagn fra officerer og soldater i den hær, der lagde Gaza øde – dem, der stod for overvågningen, som beregnede, hvor mange uskyldige mennesker der sandsynligvis ville blive dræbt i hvert enkelt hus, og som gentagne gange gav grønt lys til at bombe hele familier – ville gøre det endnu sværere at benægte forbrydelserne. Og netop denne benægtelse er en del af årsagen til, at disse forbrydelser får lov at fortsætte frem til i dag.
Dette er en film om et system. Den fokuserer på ordrer, retningslinjer og operationelle mønstre, ikke på afvigelser fra disse. Den konklusion, vi drager på baggrund af vidneudsagnene, er klar: Massedrabet på palæstinensiske civile i Gaza var ikke et "tragisk biprodukt" af en krig mod Hamas, sådan som det ofte fremstilles i Israel, men derimod en overlagt, kalkuleret og tilsigtet handling. Det er grunden til, at en FN-kommission, verdens førende menneskerettighedsorganisationer samt palæstinensiske, israelske og internationale forskere har betegnet det som et folkedrab.
Filmens titel, "NAZA" – et hebraisk akronym (se note) for "collateral damage" (utilsigtede civile tab) – er en kritik af den måde, Israel fremstiller drabene på civile på. En fremstilling, der slører både den forhåndsviden, man har om antallet af mennesker der sandsynligvis vil blive dræbt ved hvert angreb, og den hensigt om at ødelægge, der har præget den militære kampagne lige fra begyndelsen.
En af de officerer, vi interviewede, beskriver, hvordan han i hundredvis af tilfælde var fuldstændig klar over, hvordan familier levede deres normale liv – en mand, der talte med sin kone, lyden af et tv-program, en bøn, en grædende baby – hvorefter han gav tilladelse til at bombe dem. Da han blev spurgt om hvorfor, forklarede han: "Man forstår, at målet er at ødelægge."
Set i dette lys bliver tilstedeværelsen af en person, som Israel betragter som et mål for likvidering i et bestemt hus et sekundært anliggende; i mange tilfælde viste det sig faktisk, at målet slet ikke havde været til stede. Selve drabet var det afgørende.
Et blik ind i mørket
De soldater, der optræder i filmen, indvilgede alle i kun at udtale sig på betingelse af, at deres identitet blev grundigt skjult, da de frygtede repressalier fra Israels side for at have afsløret belastende oplysninger. Nogle af deres vidneudsagn var så presserende og rystende, at vi offentliggjorde dem næsten med det samme i en række undersøgende artikler til +972 Magazine, Local Call og The Guardian.
De fleste af de soldater, vi interviewede, tilhører det, man normalt betegner som Israels socioøkonomiske elite, og de gjorde primært tjeneste i prestigefyldte efterretningsenheder. Nogle gjorde det klart, at de havde deltaget i alvorlige forbrydelser, og de håbede, at det at stå frem kunne hjælpe med til at nedbryde murene af benægtelse og retfærdiggørelse og tvinge den israelske offentlighed til at forholde sig til, hvad hæren er sendt ud for at gøre på deres vegne. Andre indvilligede først i at tale efter måneders overvejelser – hvad enten det skyldtes skyldfølelse, skam eller endda stolthed over det, de betragtede som deres professionelle bedrifter.
Vores film dvæler ikke ved deres bevæggrunde; og det er et bevidst valg. Den fokuserer primært på selve drabet og på, hvad der gør et sådant drab muligt. At bruge for meget tid på kildernes moralske og politiske holdninger ville risikere at flytte fokus væk fra ofrene, hvilket vi ikke ønskede.
At give anonymitet til personer, der efter eget udsagn har deltaget i grufulde forbrydelser, er ikke noget, vi tager let på. Men i lyset af, at disse forbrydelser fortsat begås, følte vi os forpligtet til at offentliggøre deres beretninger i håbet om at bidrage til bestræbelserne på at sætte en stopper for angrebene. Soldaternes vidneudsagn peger også på et langt større system, som den øverste politiske og militære ledelse i Israel bærer det endelige ansvar for. Vi håber, at filmen kan bidrage til, at der bliver placeret et ansvar for Israels alvorlige forbrydelser, og at ofrene kan få retfærdighed.
Men filmen er ikke blot en samling af soldaters vidneudsagn. Vi rettede også kameraet mod Tel Aviv og byens indbyggere om natten; vi betragtede byen som en boble, hvor hverdagslivet går sin gang, mens palæstinensere bliver massakreret blot 60 kilometer derfra. Gennem vores blik på byen, hvorfra krigen i Gaza styres, forsøgte vi at observere de mekanismer for ensretning, der muliggør en så udbredt ligegyldighed.
Undervejs stillede vi os selv spørgsmål, som også vores bedsteforældres generation stillede – spørgsmål, som mennesker verden over har stillet efter at have hørt om grusomheder og folkedrab andre steder: Hvordan kan én gruppe mennesker acceptere den totale afhumanisering af en anden? Og hvordan ser et system, der begår folkedrab, ud indefra?
I de kommende år – måske i en tid efter Netanyahu, hvis en sådan tid nogensinde indtræffer – vil dele af den israelske liberale lejr måske forsøge at distancere sig fra forbrydelserne i Gaza og tilskrive dem den højreekstreme regering. Det er ganske vist denne regering, der bærer hovedansvaret for drabet på mere end 73.000 mennesker – hovedsageligt civile – i kølvandet på Hamas’ kriminelle massakrer den 7. oktober. Ikke desto mindre blev en betydelig del af disse drab udført af soldater, der kom fra selve kernen af den liberale lejr i Israel: efterretningsofficerer og piloter i luftvåbnet, der gjorde tjeneste i militærets mest prestigefyldte enheder.
Piloter i luftvåbnet vil måske hævde, at de blot fulgte ordrer – at de modtog et sæt koordinater, kastede bomben og vendte hjem uden at vide, hvad de ramte. Infanterisoldater vil forsvare sig med, at de ikke altid vidste, hvem de ramte, blandt andet på grund af krigens uoverskuelighed. Hvor tvivlsomme disse forklaringer end måtte være, kan man ikke benægte, hvad netop efterretningsfolkene vidste.
De var med egne øjne og ører vidner til, at de hjem, de udpegede som legitime mål, var fyldt med familier. De vidste, at de mange såkaldte "NAZA-godkendelser" ikke var knyttet til mål af nævneværdig militær værdi. Og alligevel spillede de deres rolle i dødsmaskineriet, stort set uden at gøre modstand eller nægte at udføre ordrerne.
Filmen viser, hvordan et dræbersystem ser ud, når det bygger på forestillingen om, at "der ikke findes uskyldige i Gaza" – eller, som man kunne udtrykke det i efterretnings-terminologi: "Der findes ingen NAZA i Gaza." Dermed vil filmen passende undergrave dem, der benægter fakta, dem, der sår tvivl, og dem, der finder sig til rette i gråzonen mellem viden og uvidenhed om det, der foregår 60 kilometer syd for Tel Aviv.
Filmen har premiere i Venedig i aften og kommer snart til New York, før den distribueres til resten af verden. Men den retter sig også indad, mod det israelske samfund. Den er optaget udelukkende om natten, hvilket afspejler det dybe mørke, den blev skabt i, og som vi selv lever i. Men uden et ærligt opgør med det, der skete i mørket, vil ingen af os kunne se lyset.
10. september 2026
Filmen fik "Juryens særpris" ved filmfestivalen i Venedig og kan netop nu ses i en række danske biografer.
Note:
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne (eller dele) af flere andre ord
Yuval Abraham er journalist og filminstruktør med base i Jerusalem.
Rachel Szor er filminstruktør og -fotograf.
Oversat fra +972 Magazine af Anne Haarløv












