Den britiske Ukraine Solidarity Campaign skriver om antikrigskonferencen i London den 20. juni:
"Den 20. juni 2026 organiserer Stop the War Coalition [en britisk "fredsorganisation", der har nægtet at tage stilling til Ukraine] en stor international konference mod krig i London. Tilbage i januar skrev den ukrainske solidaritetskampagne til Lindsey German, koordinator for Stop the War, og understregede, at enhver troværdig diskussion om krigen må omfatte dem, der er direkte berørt af Ruslands uprovokerede invasion - især ukrainske fagforeningsfolk og demokratiske venstreorienterede organisationer. Vi tilbød at hjælpe med at arrangere en sådan deltagelse. Den 28. januar modtog vi et foreløbigt svar om, at der endnu ikke var truffet nogen beslutning - ingen sådanne ukrainske talere blev inviteret.
For at sikre, at disse stemmer ikke udelukkes, udgiver vi et stærkt åbent brev til konferencen fra Snizhana Oleksun, forperson for ledelsen af Sotsialnyi Rukh. Snizhana er lærer og fagforeningsaktivist i Kryvyi Rih, en større industriby i Ukraine. Hendes budskab kommer direkte fra frontlinjen af modstanden mod russisk imperialisme og kampen for social retfærdighed. Vi vil distribuere dette åbne brev til konferencens deltagere.
Som det står i brevet: "Vores stemmer – stemmerne fra dem, der modsætter sig imperialismen, kæmper for social retfærdighed og lever i denne krig – mangler."
Vi opfordrer læserne til at dele dette bredt, så de, der lever med konsekvenserne af denne krig, ikke bliver gjort tavse ved at blive udelukket fra denne konference."
Åbent brev til den internationale antikrigskonference
Vi samles i London i dag, mens Ruslands fuldskala invasion af Ukraine fortsætter med at ødelægge byer, arbejdspladser og lokalsamfund. Hver dag bringer nye missilangreb på hjem, skoler, hospitaler, jernbanedepoter og energi-infrastruktur. Millioner af arbejdere er fordrevet; tusinder er blevet dræbt på deres arbejdspladser; hele regioner er udsat for besættelse, undertrykkelse og tvungen "russificering".
Alligevel er ingen ukrainske socialister, fagforeningsfolk, feminister eller LGBTQ+-aktivister blevet inviteret til at tale på denne konference. Vores stemmer – stemmerne fra dem, der modsætter sig imperialismen, kæmper for social retfærdighed og lever i denne krig – mangler.
At nedlægge våbnene betyder nederlag
Konferencens invitation opfordrer folk til at "nedlægge våbnene og hæve vores lønninger". For ukrainske arbejdere er dette ikke en mulighed. Hvis vi nedlægger våbnene, er vi besejret.
Besættelse fører ikke til fred – besættelse betyder massegrave, bortførelse af børn, deportationer og knusning af uafhængige fagforeninger og civilsamfundet.
En fredspolitik, der glemmer dem, der er under angreb, er slet ingen fredspolitik.
En folkelig modstand – og en kamp for social retfærdighed
Denne krig har karakter af en folkekrig. Over en million ukrainere tjener i de væbnede styrker; millioner flere holder landet kørende – jernbanearbejdere, sygeplejersker, energiarbejdere, lærere, frivillige. Hver dag kontakter arbejdere os om droner, de skal finansiere gennem crowdfunding, kolleger dræbt på jobbet, ubetalte lønninger og krigens invaliderende belastninger.
Ukrainske demokratiske socialister og fagforeningsfolk kæmper på to fronter:
- Mod russisk imperialisme, som forsøger at udslette vores land og knuse vores bevægelser
- Mod indenlandsk neoliberal politik, som svækker arbejdernes rettigheder, privatiserer offentlige aktiver og underminerer krigsindsatsen ved at lægge byrden på almindelige mennesker, mens oligarkernes rigdomme forbliver uberørte.
Vi afviser både imperialisme og nedskæringspolitikker. Vi kæmper for et frit, demokratisk og socialt retfærdigt Ukraine.
Til den internationale venstrefløj og fredsbevægelsen
Alt for mange progressive kræfter ser stadig verden gennem forældede briller og forestiller sig USA som den eneste imperialistiske magt og Rusland som et offer. Dette synspunkt kan ikke forklare, hvorfor Ukraine fortsætter med at gøre modstand, selv når amerikansk militær støtte trækkes tilbage. Det kan ikke forklare, hvorfor arbejdere, feminister, LGBTQ-aktivister og socialister i Ukraine overvældende støtter modstanden.
At modsætte sig våbenleverancer til Ukraine i "antimilitarismens" navn efterlader os forsvarsløse. Det er ikke solidaritet – det er forræderi.
Hvordan ægte solidaritet ser ud
Vi opfordrer alle, der deltager i konferencen i dag, til at:
- Stå sammen med de ukrainske arbejdere, fagforeninger og sociale bevægelser, der modsætter sig invasionen og kæmper for demokratiske rettigheder.
- Støtte militær og humanitær hjælp, der vil gøre det muligt for Ukraine at overleve og forsvare sit folk.
- Modsætte sig neoliberale reformer, der underminerer faglige rettigheder og social sikkerhed i krigstid.
- Kræve en retfærdig fred – en fred bestemt af ukrainerne selv, ikke påtvunget af Trump, Putin og stormagtsaftaler, der belønner aggression.
Den yderste højrefløj i Storbritannien, USA og andre steder er Putins forsvarere. Et nederlag for Ukraine ville styrke fascister og autoritære kræfter overalt.
Den ukrainske modstand – vores arbejderbevægelses overlevelse – støtter kampen for demokrati og social retfærdighed på verdensplan.
Udeluk ikke de ukrainske stemmer
Kald ikke besættelsen for "fred".
Stå på Ukraines side. Stå på de ukrainske arbejderes side.
30. juni 2026
Snizhana Oleksun, forperson for Den Sociale Bevægelses (Sotsialnyi Rukh) Hovedbestyrelse
Oversat fra ukraine-solidarity












