På ét-årsdagen for denne krig opfordrer vi alle dem, der længes efter fred, til at møde op til demonstrationer og demonstrationer mod Putins invasion. Desværre vil ikke alle de “freds”-møder, der finder sted næste weekend, være i solidaritet med Ukraine. En stor del af venstrefløjen i Vesten forstår ikke karakteren af denne krig og går ind for et kompromis med putinismen.

Vi har skrevet denne erklæring for at hjælpe vores kammerater i udlandet med at forstå situationen og indtage det rigtige standpunkt.

En kontrarevolutionær krig

Nogle vestlige skribenter angiver Sovjetunionens sammenbrud, den “modsætningsfyldte historie om den ukrainske nations dannnelse” og geopolitisk konfrontation mellem atommagter som årsager til krigen.

Uden at afvise vigtigheden af disse faktorer er vi overraskede over, at disse spørgsmål overser den vigtigste og mest åbenlyse årsag til, hvad der sker: Putin-regimets ønske om at undertrykke demokratiske protestbevægelser i hele det tidligere Sovjetunionen og i selve Rusland.

Erobringen af Krim i 2014 og fjendtlighederne i Donbas var et svar fra Kreml på Majdan-revolutionen [også kendt som Værdighedens Revolution”] i Ukraine, som væltede Viktor Janukovitjs korrupte pro-russiske administration, samt på russernes massedemonstrationer for retfærdige valg i 2011-12 (især demonstrationen på kendt som Bolotnaya-pladsen i Moskva den 6. maj 2012).

At annektere Krim-halvøen var en indenrigspolitisk sejr for Putin. Han brugte med succes revanchistisk, anti-vestlig og traditionalistisk retorik (såvel som politisk forfølgelse) til at udvide sin sociale base, isolere oppositionen og gøre Majdan til en bussemand, som han kunne skræmme befolkningen med.

Men det opsving i popularitet, der fulgte efter annekteringen, var kortvarigt. I slutningen af 2010’erne oplevede man stagnation, en upopulær pensionsreform og opsigtsvækkende afsløringer af korruption fra Alexei Navalnys hold, som underminerede opbakningen til Putins, især blandt unge mennesker. Protester fejede hen over landet, og det regerende parti Forenet Rusland led en række smertefulde nederlag ved regionale valg.

Denne situation har fået Kreml til at satse alt på at bevare regimet. Folkeafstemningen om forfatningen i 2020 (som krævede manipulation uden fortilfælde selv efter russiske standarder) gjorde i realiteten Putin til hersker på livstid. Under påskud af at begrænse Covid-19-pandemien blev protestmøder til sidst forbudt. Man forsøgte at forgifte den ekstraparlamentariske oppositionsleder Alexei Navalnyj, hvilket han mirakuløst overlevede.

Den folkelige opstand i sommeren 2020 i Hviderusland bekræftede den russiske elites tro på, at det “kollektive Vesten” fører en “hybridkrig” med angreb på Rusland og dets satellitter med “farverevolutioner”.

Naturligvis er sådanne påstande ikke andet end konspirationsteorier. Social og politisk utilfredshed i Rusland er vokset på grund af rekordstor social ulighed, fattigdom, korruption, tilbagerulning af borgerlige frihedsrettigheder og den åbenlyse fiasko for den russiske model for kapitalisme, som bygger på et parasitisk oligarki, der lever af udbyttet fra fossile brændstoffer.

Hvis der er én ting, vi kan bebrejde det “kollektive Vesten”, så er det dets mangeårige leflen for putinismen, herunder om det ukrainske spørgsmål. I årtier har europæiske og amerikanske eliter søgt at lave “business as usual” med Putins Rusland, som har tilladt et diktatur at opstå, omfordele rigdommen opad og føre udenrigspolitik fuldstændig ustraffet.

At give efter for Putin vil ikke føre til fred

At invadere Ukraine var et forsøg fra Putin på at gentage triumfen fra Krim i 2014 – ved at sikre en hurtig sejr, samle det russiske samfund omkring flaget med revanchistiske slogans, endegyldigt knuse oppositionen og etablere sig som hersker i det post-sovjetiske område (som Putins imperialisme betragter som en del af det “historiske Rusland”).

Ukrainernes heroiske modstand forpurrede disse planer og forvandlede Kremls drømme om en “kort, sejrrig krig” til en langvarig konflikt, der har slidt Ruslands økonomi ned og knust myten om den russiske hærs uovervindelighed. Trængt op i et hjørne truer Moskva verden med sine atomvåben og opfordrer samtidig Ukraine og Vesten til at forhandle.

Moskvas retorik efterplapret af nogle europæiske og amerikanske venstreorienterede, der er modstandere af at sende våben til Ukraine (for at “redde liv” og forhindre en atomudslettelse). Men Rusland er ikke villig til at trække sig tilbage fra de områder, det har erobret, en betingelse, som Kiev og 93 procent af ukrainerne anser for ufravigelige. Skal Ukraine i stedet ofre sin suverænitet for at formilde aggressoren – en politik, der har meget mørke fortilfælde i europæisk historie?

Redde liv?

Så er det rigtigt, at et nederlag for Ukraine – hvilket er uundgåeligt, hvis vestlig bistand stopper – vil forhindre flere ofre? Selvom vi accepterer den ikke-indlysende (fra et socialistisk perspektiv) logik om, at det at redde liv er vigtigere end at bekæmpe tyranni og aggression, mener vi ikke, det er tilfældet.

Som vi ved, har Vladimir Putin gjort krav på hele Ukraines territorium og hævdet, at ukrainere og russere er “én nation”, og at den ukrainske stat er en historisk fejltagelse. I denne sammenhæng ville en våbenhvile blot give Kreml tid til at genopbygge sin militære kapacitet til et nyt angreb, herunder ved at tvinge endnu flere russere (for det meste fattige og etniske minoriteter) ind i hæren.

Hvis Ukraine fortsætter med at modstå invasionen selv uden våbenforsyninger, vil det føre til utallige tab blandt ukrainske soldater og civile. Og det, der venter alle de nye territorier, som Rusland kan erobre, er terror, hvis forfærdelige følger vi har set i Bucha og andre steder.

Multipolær imperialisme

Når Putin taler om at slippe af med amerikansk hegemoni i verden og endda om “antikolonialisme” (!), henviser han ikke til at skabe en mere ligeværdig verdensorden.

Putins “multipolære verden” er en verden, hvor demokrati og menneskerettigheder ikke længere betragtes som universelle værdier, og hvor såkaldte “stormagter” har frie tøjler i deres respektive geopolitiske indflydelsessfærer. Det betyder i bund og grund at genoprette det system af internationale relationer, der eksisterede i optakten til Første og Anden Verdenskrig.

Denne “stolte gamle verden” ville være et vidunderligt sted for diktatorer, korrupte embedsmænd og den yderste højrefløj. Men det ville være et helvede for arbejdere, etniske minoriteter, kvinder, LGBT-personer, små nationer og alle befrielsesbevægelser.

En sejr for Putin i Ukraine ville ikke genoprette status quo før krigen, det ville skabe en dødbringende præcedens, der giver “stormagter” ret til angrebskrige og atomvåben. Det ville være en indledning til nye militære og politiske katastrofer.

Hvad kan en sejr i Ukraine betyde for putinismen?

En Putin-sejr ville ikke kun betyde underkastelse af Ukraine, men også, at alle postsovjetiske lande må bøje sig for Kremls vilje.

Inden for Rusland ville en sejr for regimet bevare et system defineret af sikkerhedsstyrkerne og det fossilbaserede oligarki på bekostning af andre sociale klasser (frem for alt arbejderklassen) og plyndringen af naturressourcer på bekostning af teknologisk og social udvikling.

I modsætning hertil vil et nederlag for putinismen i Ukraine sandsynligvis give momentum til bevægelser for demokratisk forandring i Hviderusland, Kasakhstan og andre tidligere sovjetiske lande såvel som i Rusland selv.

Det vil være alt for optimistisk at påstå, at nederlag i krig automatisk fører til revolution. Men russisk historie er fyldt med eksempler på militære tilbageslag i udlandet, der har ført til store forandringer herhjemme – herunder afskaffelsen af livegenskab, revolutionerne i 1905 og 1917 og perestrojka i 1980’erne.

Russiske socialister har ikke brug for en “sejr” for Putin og hans oligarki-kumpaner. Vi opfordrer alle dem, der virkelig ønsker fred og stadig tror på dialog med den russiske regering, til at kræve, at den trækker sine tropper tilbage fra ukrainske territorier. Enhver opfordring til fred, som ikke omfatter dette krav, er ikke oprigtig.

* Stop krigen! Solidaritet mod Putins invasion af Ukraine.

* Afslut tvangsudskrivningen! Russere er ikke kanonføde.

* Løslad de russiske politiske fanger!

* For et frit Rusland!

Udtalelsen blev vedtaget af Ruslands Socialistiske Bevægelse (udlandsafdeling) den 15. februar 2023. Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind