Journalist og forfatter Michel Warschawski, israelsk anti-zionist fra Jerusalem, vurderer Gaza-våbenhvilen som de israelske lederes forsøg på ikke at skade forbindelsen til den nye amerikanske præsident.

af Camilla Gelao

Hvad er den bredere betydning af den aktuelle våbenhvile mellem Gaza og Israel, og hvorfor tror du, at den kommer netop nu?

»Timingen af våbenhvilen skyldes to ting. Den ene var, at en våbenhvile var nødvendig for Israel, fordi der var en frygt for, at en enkeltstående begivenhed kunne ændre billedet af, hvad der kunne opfattes som en succesrig operation, til et billede af politisk nederlag. Ligesom det skete tidligere i historien med Qana-massakren (i Libanon i 1996) eller Sabra og Shatilla (under Libanon-krigen i 1982, red.). En lære, som de israelske ledere har draget af tidligere erfaring, er at vide, hvornår man skal stoppe og ikke lade den militære dynamik tage over, med en risiko for at blive stemplet som en ‘operation, der ikke stoppede i tide’.

Den anden grund var, at det var vigtigt at stoppe, før præsident Barack Obama indtog Det Hvide Hus, for at undgå at indlede det nye USA-Israel-forhold med et pres for at stoppe aggressionen.«

Vil denne våbenhvile resultere i nogen meningsfuld forandring, eller er det en anden måde at forblive tavse om det palæstinensiske spørgsmål på?

»Våbenhvilen er for øjeblikket ikke andet end et stop for drabene i Gaza. Det sker gennem en indirekte aftale med Hamas, som vil stoppe raketaffyringerne ind på israelsk område. Men den løser ikke noget, så længe belejringen af Gaza fortsætter. Belejringen i sig selv – set i lyset af international lovgivning – er en krigshandling: For at få en virkelig våbenhvile, kræver det en åbning af Gaza-overgangene, inklusiv en sikker passage mellem Gaza og Vestbredden.«

Hvad er EU’s rolle i denne våbenhvile?

»Våbenhvilen er en ensidig afgørelse fra den israelske regering, og det internationale samfund havde ikke noget afgørende rolle i dette skridt. Det internationale samfund fastholdt og begrænsede sin rolle til det humanitære område.«

Mere diplomati
Tror du, at præsident Obama vil ændre den amerikanske Mellemøst-politik?

»Den israelsk-amerikanske alliance er strategisk, med fuld gensidig støtte, og den bliver ikke udfordret af nogen amerikansk leder. Imidlertid er der tre forskellige perspektiver i Washington:

a. fuld støtte til den aggressive israelske politik, tilmed ved at presse Israel til at være mere aggressiv. Det var den ny-konservative indstilling.
b. lad Israel gøre, hvad det vil uden at blande sig for meget.
c. forsøge at indføre en form for Pax Americana gennem et venskabeligt pres på Israel (det var Henry Kissingers og tidligere præsident Jimmy Carters politik)*.

Obama har en global dagsorden, som indebærer en afslutning på den ny-konservative globale, permanente forebyggende krig. Han vil erstatte denne med en mere diplomatisk og multilateral strategi, som i en vis forstand står i modsætning til den israelske regering.

Det vil være situationen, især hvis Benjamin Netanyahu (leder af Likud-partiet), som er en af hovedideologerne bag den ny-konservative offensive strategi, bliver den næste israelske premierminister.«

Var denne krig en ‘valgkrig’, og hvordan påvirkede den den offentlige israelske mening?

»De kommende valg var ikke hovedårsagen til den morderiske aggression i Gaza. Men der er ikke tvivl om, at både Ehud Barak (leder af Arbejderpartiet og forsvarsminister) og Tzipi Livni (leder af Kadima-partiet og udenrigsminister) overvejede, at den kunne hjælpe dem i de forestående valg. Som forventet var det en fejlberegning: Brutal snak og brutal politik styrker altid det yderste højre – Netanyahu og Avigdor Lieberman (leder af Yisrael Beiteinu-partiet og vice-premiereminister).«

Abbas uden respekt
Hvad er din analyse af det politiske og ‘civilsamfundets’ reaktion på angrebene på Gaza i det palæstinensiske samfund?

”Mahmoud Abbas (leder af det palæstinensiske selvstyre) og det palæstinensiske selvstyres reaktion var oprørende. De gjorde ingenting for at forsøge at beskytte deres egne folk i Gaza og fik israelerne til at føle, at de støttede dem, i håb om at et slag mod Gaza ville fremme afslutningen på den Hamas-valgte regering og bringe Mahmoud Abbas’ bande tilbage til Gaza. I virkeligheden har Hamas styrket sin popularitet, inklusiv på Vestbredden, hvorimod Abbas er blevet totalt ligegyldig.

Hvad angår befolkningen på Vestbredden, så selv om folk følte vrede og sorg over deres brødres og søstres skæbne i Gaza, åbnede de ikke en ‘anden front’ for at taget presset af i Gaza, og endog solidaritetsdemonstrationer var ret begrænsede.«

Kommer Israel nogensinde til at stå over for en international domstol for at have begået krigsforbrydelser?

»Vi håber, at et sådant internationalt tribunal bliver dannet, og vi deltager i den internationale kampagne for dette. Skønt det ikke kommer til at ske i den nærmeste fremtid, er jeg ret sikker på, at de israelske ledere en dag kommer til at svare på beskyldningerne om krigsforbrydelser.«

Hvordan er det lykkedes for Israel at komme til at fremstå om ‘den demokratiske stat i Mellemøsten’?

»Ved at være et ‘vestligt samfund’ imod muslimerne. I den vestlige verden betyder det at være ‘vestlig’ altid at være demokratisk og civiliseret, og det at være muslim (eller araber) betyder altid at være en barbar. Billedet af Israel som en demokratisk stat er indbygget i ideologien om ‘civilisationernes sammenstød’.«

Deres og vores fred
Når du taler om ‘fred’ og ‘fredsprocessen’, hvad mener du så? Er fred mulig?

»Når DE taler om fred, mener de pacificering, dvs. en afslutning på modstanden, ophøret af det palæstinensiske folks frihedskamp. Når VI taler om fred, betyder det opfyldelsen af de legitime menneskelige og nationale rettigheder for palæstinenserne.

Fred vil kun være mulig, når det israelske folk forstår, at den eneste vej til en sikker fremtid er ved at gøre en ende på den koloniale optræden og at acceptere legitimiteten for den oprindelige palæstinensiske befolkning til dets hjemland.

Om fred er mulig? Efter Gaza tvivler jeg på, at der er en eneste araber, som tror på, at Israel passer ind i området og er klar til at afslutte sit brutale forhold til Mellemøstens folk.«

* Henry Kissinger var sikkerhedsrådgiver for og siden udenrigsminister i USA under præsident Richard Nixon (1969-1974), og Jimmy Carter var præsident i USA fra 1977-1981.

Camilla Gelao er journalist på Alternativt Informations Center i Jerusalem. Se mere på: www.alternativenews.org. Interviewet er lavet inden det israelske parlamentsvalg tirsdag den 10. februar 2009.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com