Det meste af Europa har oplevet stigende protester og demonstrationer på grund af de stigende gaspriser, men uden at sætte prisstigningerne i relation til klimaforandringerne og nødvendigheden af at omstille til nye energiformer.

af Christian Zeller, Federico Fuentes

Politikerne søger at give krigen i Ukraine skylden for prisstigningerne. En alternativ forklaring er de sanktioner, Europa har indført. Men er det nu tilfældet? Hvordan skal økosocialister håndtere de indbyrdes forbundne relationer mellem klima, krig, gaspriser og international solidaritet?

 

Green Lefts Federico Fuentes diskuterer her emnet med Christian Zeller, professor i økonomisk geografi og redaktionsmedlem af emancipation – Zeitschrift für Ecosocialistische Strategie. Han er forfatter til Revolution für das Klima – Warum wir eine ökosozialistische Alternative brauchen.

 

Hvor vigtige er gasforbindelserne mellem Tyskland og Rusland?

 

Siden 1973, da Vest- og Østtyskland begyndte at importere russisk naturgas, er mængden steget kontinuerligt. I 2020 udgjorde den ca. 55 procent af den naturgas, der bruges i Tyskland.

 

For visse sektorer af den tyske industri er sikre og stabile gasleverancer af billig russisk naturgas et strategisk mål og afgørende for konkurrenceevnen. På den anden side, så er Tyskland også vigtig for Rusland som den største gasimportør. Hertil kommer Nord Stream 1 og 2, der skulle gøre Tyskland til den centrale fordeler af russisk gas til andre europæiske lande.

 

Kan de forringede relationer, sammen med sanktionerne mod Rusland, forklare stigningen på gasprisen?

 

Mange højrefløjspolitikere, fx AfD, hævder, at de stigende gaspriser skyldes sanktionerne. Det er, beviseligt ikke sandt, for gaspriserne begyndte allerede at stige, inden krigen brød ud. Krigen har medvirket til de stigende gaspriser, men også andet tæller med.

 

Den grundlæggende årsag til prisstigningerne er den energiomlægning, Tyskland står overfor. På den ene side har olieselskaberne, stillet overfor den kommende energiomlægning, været meget forsigtige med at investere i den fossile infrastruktur, hvis dage er talte.

 

På den anden side, så investerer de selskaber, der står for vedvarende energi, ikke nok. Det samme er tilfældet med forbundsregeringen og delstaterne. Det er således den generelle mangel på investeringer, der har fremprovokeret knapheden på gas, på et tidspunkt hvor efterspørgslen fortsætter med at stige. Dette er de grundlæggende årsager til de stigende priser.

 

Det var Putin, der lukkede for gassen til Europa, ikke Tyskland eller andre vesteuropæiske lande. Indtil da var der en konstant pengestrøm fra Tyskland til Rusland.

 

Når Putin standsede gastilførslen, var det, fordi han troede, at han dermed kunne påvirke den politiske debat i Tyskland og Vesteuropa. Men det gik ikke, som han havde håbet, fordi de fleste mennesker stod solidariske med Ukraine.

 

Hvordan har alt dette påvirket Tysklands holdning til Putin og til krigen? Er det sådan, at Tyskland blot har fulgt USA?

 

Fra et strategisk synspunkt, og i stedet for at forfølge en aggressiv politik mod Rusland, så har de vigtigste tyske kapitalistgrupper traditionelt stræbt efter at fremme gode relationer, så de på fredelig vis kunne erobre de russiske markeder. Selv efter annekteringen af Krim forblev relationerne stabile. Når det gælder våbensalg, da har båndene mellem Tyskland og Rusland været stærkere end mellem Tyskland og Ukraine.

 

De tyske kapitalister har ønsket, at disse relationer kunne fortsætte, men krigen har vist, at Putin har sit eget projekt.

 

Hverken Putin – eller Tyskland eller USA – forventede, at Ukraine var i stand til at yde så stærk og langvarig modstand. Det har tvunget alle til at ændre holdning. Tyskland er nu afhængig af andre energikilder, fx LNG, leveret af USA eller andre lande. Men jeg ser ikke noget bevis på, at Tyskland har underkastet sig amerikanske interesser. Tyskland fortsætter med at have sine egne interesser.

 

Forfølger Tyskland en anden linje end USA i krigen?

 

Indenfor den herskende tyske klasse er der forskellige stemninger og opfattelser. Den mest troværdige holdning er, at de hellere vil have krigen stoppet før end senere.

 

I juni, hvor situationen var mere vanskelig for Ukraine, kom der klare offentlige tilkendegivelser fra lederne af multinationale selskaber som Volkswagen og BASF. De argumenterede for en vej ud af krigen, og understregede, at Tyskland skulle overveje, hvordan man kunne genetablere nye relationer med Rusland.

 

Nu er situationen vanskeligere, og det har gjort det sværere for de store selskabers argumenter, fordi den ukrainske modstand har vundet terræn.

 

Jeg vil ikke udelukke muligheden af, at nogle af de tyske kapitalister ser krigen som en mulighed for substantielt at svække det russiske regime. Men det vigtigste mål for de fleste virksomheder er at finde veje til at genstarte forretningerne med Rusland.

 

Radikale højrekræfter har organiseret protester mod de stigende gaspriser overalt i Europa. Hvad kan du sige om de tyske protester?

 

Der har været tre slags demonstrationer, organiseret af virkeligt reaktionære kræfter, mest i det tidligere DDR. De har tiltrukket flere tusinde mennesker, og har strakt sig ud til småbyer, hvilket er bemærkelsesværdigt.

 

Dette skal ses som en reel trussel, fordi højrekræfterne forsøger at udnytte eksplosionen i gas-priserne til at organisere masseprotester, og derved vinde fodfæste i befolkningen.

 

Der har været forskellige venstrefløjsinitiativer. Én af dem tog navn fra den russiske revolutions parole om “brød, land og frihed,” og omformulerede det til “varme, brød og frihed.” Det blev opfundet af folk fra Die Linke, og af lederen af partiets højrefraktion, Sarah Wagenknecht.

 

De har en temmelig minimal social platform med fire krav, hvor det vigtigste er loft over gaspriserne. Kampagnens talspersoner har gjort sanktionerne mod Rusland til det centrale emne, og de argumenterer for nødvendigheden af fredsforhandlinger og af af lempe sanktionerne. Deres grundlæggende indstilling er en industrivenlig linje (russisk gas er nødvendig for den tyske industri), og de forsvarer den russiske holdning til krigen.

 

Et separat initiativ blev lanceret af den tyske udgave af Jacobin og tog navn efter den engelske kampagne “Nok er nok”, selvom den på andre måder er helt anderledes. Her rejses seks enkle krav: 1000 euro til alle til køb af varmt vintertøj osv., højere lønninger, loft over gaspriserne, et bredt formuleret krav om større offentlig kontrol over energisystemet, stigende selskabsskatter og en forlængelse af 9-euro-billetten, der tillod et ubegrænset antal rejser med regionaltog i en måned, til at gælde hele året. Kampagnen siger dog intet om krigen eller sanktionerne, hvilket aktivister fra Die Linke til gengæld gjorde i nogle byer.

 

nergisystemet, stigende selskabsskatter og en ændring af 9-euro-billetten, der tillod et ubegrænset antal rejser med regionaltog i en måned til  at gælde hele året. Kampagnen siger dog intet om krigen eller sanktionerne, hvilket aktivister fra Die Linke til gengæld gjorde i nogle byer.

 

Et langt bredere initiativ blev lanceret af større fagforeninger, miljøorganisationer og anti-globaliseringsbevægelsen ATTAC. Deres platform er mere minimal, fx kræver de kun 500 euro. Men til gengæld er deres vision mere integrerende, når de taler om en økologisk krise, hvilket er årsagen til, at de understøttes af skolestrejkeinitiativet Fridays for Future. De udtrykker i generelle termer deres solidaritet med det ukrainske folk.

 

Det traditionelle venstres initiativer mangler en økologiske dimension. Problematisk, for det viser, at der ingen reel forbindelse er mellem på den ene side klimabevægelsen – især dens unge ledere – og solidariteten med det ukrainske folk, og på den anden side den traditionelle venstrefløj.

 

Forbindelsen mellem krig og klimaforandringer er dog ekstrem oplagt. Hvad bør et økosocialistisk svar på dette scenario være?

 

Et økosocialistisk perspektiv skal integrere tre indbyrdes forbundne elementer. Det første er den sociale sikkerhed og forsvaret af reallønningerne. Det er fokus hos flere af de her nævnte initiativer, hvilket er godt. Det er vigtigt at kræve lønstigninger, men vi må også inkludere aspekter, der sjældent nævnes, og som skal være i fokus, nemlig udvidelsen af de sociale infrastrukturer.

 

Hvordan kan vi bedst, kollektivt, beskytte mennesker? Ved at forsvare og forbedre de sociale infrastrukturer: boliger, sundhed, omsorg i en bred betydning, kollektiv transport, undervisning, og så har vi brug for byer med kortere afstande.

 

Sådanne perspektiver begynder at inkorporere den økologiske dimension. Hvis vi forbedrer de sociale infrastrukturer, da reducerer vi også det materielle og energimæssige forbrug i samfundet.

 

Det andet element er det økologiske spørgsmål. Den økologiske situation er akut og uopsættelig, men det har dele af venstrefløjen endnu ikke forstået fuldt ud. De omtaler økologiske spørgsmål på en overfladisk måde, som om det bare var en isoleret problemstilling. Hvis vi finder en løsning, fint. Hvis ikke, eller hvis det er for kompliceret, så dropper de det. Uanset hvad, så skal det økologiske spørgsmål integreres i alt, hvad vi foretager os.

 

Det betyder for det første, at vi skal klare energiomstillingskrisen ved at fremskynde processen og skifte til vedvarende energier, i stedet for at stræbe efter mere russisk gas, sådan som industrigrupper og Sarah Wagenknecht ønsker det.

 

Lige så vigtigt er en massiv reduktion i det materielle og energimæssige forbrug. Det fordrer en fuldstændig industriel omorganisering, herunder afvikling af visse industrier.

 

Det tredje element er international solidaritet. I bred forstand, så betyder det at tage i betragtning, at de imperialistiske lande bærer på en enorm økologisk gæld til resten af verden. Reduktioner af kulstofudslip i vore lande skal ske hurtigere her end andre steder.

 

Mere konkret og aktuelt, så skal bevægelsen vise sin solidaritet med ukrainernes modstand mod invasionen. Her skal man være opmærksom på, at Putins regime i vid udstrækning er afhængig af indtægterne fra den fossile industri.

 

Det er nødvendigt, at vi integrerer disse tre “søjler”. Desværre har det vist sig, at den traditionelle venstrefløj kun fokuserer på den ene “søjle” – den sociale – og kun ud fra et meget minimalistisk perspektiv. Det er, som om vi tror, at fordi venstrekræfterne er svage, så kan vi kun stille enkle krav – en slags socialpopulisme – mens vi håber på, at dette vil kunne mobilisere folk, og hjælpe venstrefløjen til at vinde indflydelse mod højrefløjen.

 

Jeg er ikke overbevist om, at en sådan fremgangsmåde kan fungere. Mange mennesker forstår, at det haster med at klare de stigende energipriser. Men de forstår også, at der ikke bliver let, og at det ikke kan klares ved blot at lægge loft over energipriserne. Det vil blot betyde, at staterne betaler differencen til selskaberne. Det er derfor, der er brug for en langt mere omfattende tilgang til emnet, der tillige stræber efter en reduktion af energiforbruget, og at der iværksættes radikale økologiske foranstaltninger.

 

18. oktober 2022

 

Oversat fra Green Left af Arne Lund

 

Oversætterens tilføjelse:

Ud over den økologiske gæld, som de velstående industrilande har i forhold til det Globale Syd, så er det også nødvendigt at se på, at førstnævnte i kraft af en større rigdom, er i stand til at købe den naturgas, mange udviklingslande ikke har råd til. Tidsskriftet Global Nyt skriver d. 18.10., om, hvordan “EU-landene i sin jagt efter efter erstatninger for russisk gas, overbyder en række lande, fx Pakistan, Bangladesh m.fl., der i stigende grad rammes af strømafbrydelser.”

 

Strømafbrydelser er, i mange lande i det Globale Syd, en daglig foreteelse, hyppigt er der “blot” tale om få timer. Det nye er, at siden jagten på naturgas er taget til, så varer strømafbrydelserne stedse længere, og rammer både husholdninger og industrier.

 

Europas forbrug af LNG (flydende naturgas) er steget drastisk. I Frankrig med 88 procent, i Holland med 109 og i Belgien med 157 procent. Samtidigt er forbruget faldet markant i Bangladesh og Pakistan. Et af de lande, der på det seneste har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra EU, er Algeriet, der allerede leverer ca. 10 procent af EU’s forbrug af naturgas. Den andel arbejder EU på at få sat voldsomt i vejret.

 

Både FN og Det Internationale Energiagentur har udtalt, at der ikke er plads til flere investeringer i fossile energikilder, hvis Paris-aftalen skal overholdes. Men nu åbnes der alligevel op for, at der skal investeres milliarder i infrastruktur til fossil energi i Afrika, der så skal sendes til Europa. Foruden Algeriet er også Mozambique, Nigeria og Libyen på tale som leverandører.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com