Med blokader og gadekampe har taxachauffører i store dele af verden været i aktion mod Uber, det nye ”tilbud” inden for persontransport. Ubers forretning handler om at tilbyde billig kørsel og bringe taxabranchen ud i en situation, hvor taxachauffører må reagere og gøre modstand.

af Svend Vestergaard Jensen

Taxachauffører, Socialistisk Information har snakket med på holdepladser i København, er alle mod Uber, og siger samstemmende, at dette pirattaxa-selskab skal væk på grund af den måde, de arbejder på og undergraver hele taxabranchen. Politikerne må frem på banen og lovgive, siger chaufførerne.

Aktioner rundt om i Europa og verden har været udbredt. I slutningen af januar fandt en stor trafikblokade sted i Paris. Her var vreden hos taxachaufførerne flydt over, da de mere og mere havde kunnet iagttage Uber operere frit i byen uden den ellers påbudte taxa-licens, der udstedes af staten. I andre lande kræves Uber forbudt. I Nevada i USA er der allerede forbud mod Uber. I Portland, Oregon og San Antonio, Texas, har driften af piratselskabet været indstillet, mens krav for forbud blev behandlet af domstolene. I Sydkorea og Belgien er Uber forbudt. I Rio de Janeiro i Brasilien, hvor de Olympiske Lege skal afholdes til sommer. Her er der nu et forbud mod Uber, så de mange gæster til legene må bruge byens regulære taxaer og de kollektive transportmidler.

Samme vilkår
Uber tillader bilejere uden nogen form for licens at tjene penge på at køre med kunder, som har brug for en taxa. Ved at installere en app på sin smartphone kan den, der skal bruge taxakørsel, bestille en køretur fra sin GPS-placering, og når turen er slut, foregår betalingen automatisk gennem app´en. Den private bilejer, der er koblet på, kører kunden billigt og tjener selv lidt. Og en del af pengene går til app´ens ejer, som er en udenlandsk virksomhed.

Taxachauffører, som SI har snakket med, kommer med enslydende budskab: “Vi er ikke imod, at et firma forsøger sig med taxa-transport, men betingelserne skal være de samme. Vi skal vise vores kørekort frem i forruden. Det koster 1500 kroner, hvis vi ikke har det fremme. Noget sådant har Uber-bilerne ikke. Ligesom der ingen krav er til Uber-bilernes standard. De har heller ingen erhvervsforsikring. Ingen krav til Uber om taxameter. Ingen krav om erhvervskørekort, som vi skal have, og som skal fornyes hvert femte år”.

Lovgivningen for taxa-kørsel betyder, at lønnen er efter gældende overenskomst. Ligesom der skal tilbageholdes skat af medarbejdernes løn. Loven og overenskomsten indbefatter feriepenge, forsikring af passagererne, taxaerne skal være tilmeldt et kørselskontor samt mange andre forhold, som skal sikre, at såvel chauffører som kunder kører under ordnede forhold.

I samråd
Uber følger ikke den lovgivning, der er gældende inden for persontransport, inden for taxa-branchen, og derfor er det strafbart. Men der er i Danmark ikke skredet politisk ind over for det relativt nye fænomen. Dog har politiet foreløbig sigtet 24 Uber-chauffører.

Justitsminister Søren Pind er kaldt i samråd af Dansk Folkeparti og af Socialdemokraterne. Flere partier i Folketinget er uden tvivl delte på spørgsmålet. Liberalt Alternativs Joakim B. Olsen har hilst Uber velkommen i Danmark, som en vigtig fornyelse inden for taxa-branchen. Dog ikke uden lidt oprør i baglandet. I Hillerød Kommune meldte byrådsmedlem, Kim Hendry, sig ud af partiet i protest mod partiets holdning til Uber. Han kunne ikke støtte LAs holdning til en taxa-kørsel, der ikke er lovlig. Som han sagde til Frederiksborg Amts Avis (17.2): “Sørg for at liberaliseringen er gennemført inden brugen af Uber, som i dag ikke overholder gældende lovgivning for persontransport mod betaling”. Samme dagblad kunne få dage senere oplyse, at Uber ikke bare er i København, men vokser i retning af Nordsjælland. Mere end 40 procent af de vognmænd, som svarede i en undersøgelse, oplever stor konkurrence fra Uber, især i weekenden. Undersøgelsen blev gennemført af taxaselskabet 4×48 TaxiNord, som i januar har spurgt sine 300 vognmænd, om de mærker øget konkurrence fra Uber.

Underbyder
Uber-chaufførerne har ingen lønmodtagerrettigheder, såsom retten til ferie, pension, løn under sygdom, barsel, arbejdsmiljø med videre. Der fremtræder heller ingen arbejdsgivere. Når de normale taxachauffører udkonkurreres, er der intet tilbage af disse rettigheder. Der er samme tendens inden for andre brancher – også via samme “app-kapitalisme”-model.

Langsomt vokser der et nyt socialt lag op under den organiserede arbejderklasse – prækariatet, der går fra det ene løsarbejderjob til det andet og underbyder den organiserede arbejdskraft. Konsekvenserne kan blive afvikling af tålelige arbejdsforhold, og kan sprede sig fra arbejdet til alle områder af livet, så det ikke er undtagelsen, men reglen. Den digitale teknologi er her nøglen til nye fremvoksende forretningsområder som Uber, hvor private bilejere stiller op som chauffører. De firmaer, som har udviklet og ejer den til formålet relevante app, tjener et beløb på hver transaktion, på kontakten mellem en chauffør/bilejer og en kunde.

Fordi teknologien kan bruges til at sætte masser af mennesker i forbindelse med hinanden på sekunder og med et meget begrænset omkostningsniveau og arbejdsindsats, er der muligheder for store profitter. Der handler ikke bare om små iværksættere med en smart ide, men om at kapitalen søger derhen, hvor profit kan skabes, og hvor faste jobs og forpligtigelser erstattes med en ny klasse, et nyt lag af daglejere, der underbyder hinanden på et globalt marked.

Store kapitalinteresser
Uber blev grundlagt i 2009 i USA. Selskabet er ifølge magasinet Bloomberg Markets vurderet til 62,5 mia. dollars – over 400 mia. kroner. Selskabet er til stede i over 300 byer i 58 lande. Goldman Sachs, Google og Qatar Investment Authority er blandt dem, der har skudt kapital i Uber med forventning om store profitter.

Noget lignende gælder fænomener som Airbnb – international værelsesudlejning, hvor private tilbyder logi, som alternativ til hotelophold. Mange andre nye virksomheder er i vækst ved at udnytte de nye digitale platformes muligheder – en “platform-kapitalisme”.

Denne relativt nye platformskapitalisme er i fuld gang med at gennemføre angreb på arbejderbevægelsens opnåede resultater. Vejen er banet for yderligere deregulering af arbejdsmarkedet. Ikke underligt, at neoliberale politikere synes rigtig godt om det.

Københavnske taxachauffører gennemførte aktioner lørdag den 13. februar. De vil fortsætte kampen mod Uber:

“Uber er der fortsat, men nu er det nok. Det er ikke brug for dette piratselskab, der underminerer vores forhold og betaler ikke skat. De skal stoppes nu.”

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com