Andre Breton var en ledende skikkelse i den surrealistiske bevægelse i såvel Frankrig som internationalt. Han havde skrevet surrealismens manifest i 1924 – et manifest under påvirkning af Freuds psykoanalyse og med tilknytning til kommunismen.

Med staliniseringen af den kommunistiske verdensbevægelse forsvandt surrealister hurtigt derfra – enten fordi de blev ekskluderet, eller fordi denne bevægelse ikke længere havde nogen tiltrækningskraft på dem. Enkelte af dem som Andre Breton så hen til venstreoppositionens folk som kommunismens egentlige forsvarere. I forvejen delte Breton Trotskijs kultursyn, som det eksempelvis kom til udtryk "Litteratur og Revolution" , som Trotskij skrev i 1924.

Også Wilhelm Freddie, som introducerede surrealismen i Skandinavien og dens hovedskikkelse i Danmark, flirtede med det kommunistiske parti i 1920’erne og 1930’erne. Han involverede sig dog aldrig direkte i politik, men erklærede sig ved flere lejligheder for anarkist.

Det endelige mål for surrealisterne var en revolution af samfundet, hvor de begrænsende og undertrykkende ideologier og systemer skulle opløses, så mennesket kunne leve frit. Gennem kunsten kunne beskuerens drifter og fantasier vækkes, og det ville blive tydeligt, at undertrykkende regimer skulle omstyrtes.

Andre Breton og Trotskij mødtes i 1938 i Mexico, hvor Trotskij var i eksil. Deres diskussioner om kunsten og litteraturen resulterede i et fælles udarbejdet manifest med en appel til dannelsen af en international organisering af revolutionære forfattere og kunstnere, som skulle bekæmpe ethvert totalitært forsøg på at styre litteraturen og kunsten.