Borgmester Elke Kahr. Foto: Christian Jungwirth, www.graz.at

 

”Jo mørkere natten er, desto klarere er stjernerne” – med dette citat fra Dostojevskis ”Forbrydelse og Straf” har socialister i generationer poetisk indrammet deres små succeser i en ellers mørk tid. Disse ord fik fornyet relevans for den europæiske venstrefløj sidst i september, da Die Linkes sønderrivende nederlag i det tyske valg blev mildnet ved en historisk sejr for kommunistpartiet (KPÖ) i Østrigs næststørste by Graz.

 

Denne succes, hvor 29 procent af stemmerne tilfaldt KPÖ, var overraskende af flere grunde i en by, der indtil da var ledet af konservative. Men den kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Det lokale KPÖ havde opbygget et vigtigt fundament over mere end tre årtier, hvor de havde engageret sig i såvel hverdagens kampe og lejernes rettigheder, som i bredere visioner om social forandring. Nu, hvor KPÖs Elke Kahr er valgt som borgmester i en koalition med Grønne og Socialdemokrater, kan partiet fortsætte kampen fra rådhuset.

 

Loren Balhorn fra Jacobin har talt med Kahr om, hvordan hendes parti vandt titusinder af vælgeres tillid, og om hvad en kommunistisk borgmester kan opnå under kapitalismen.

 

Du er først lige blevet valgt som borgmester i Graz, men du har været aktiv i kommunalpolitik i årtier. Forestillede du dig nogensinde, at du kunne stå for ledelsen af din by? Var det et af dine mål?

 

Nej, selvfølgelig ikke. Jeg meldte mig ind i KPÖ i 1983, fordi jeg søgte et politisk udgangspunkt og fællesskab, der passede med, hvad jeg forestillede mig om et lige og retfærdigt samfund. Over årene og i alle mine forskellige roller – først som ansat i KPÖ, så som byrådsmedlem og senere som partiformand i Graz – har jeg kun ønsket at tjene folk. Jeg har ønsket at gøre alt, hvad jeg kan for at sikre, at partiet arbejder med folk for at fremme de sager, der er vigtige for deres liv.

 

Titler og positioner interesserer mig ikke. Og at blive valgt som borgmester har ikke forandret mig. Min politik er stadig den samme. Det eneste, der er forandret, er at jeg nu har ansvaret for helheden i de administrative opgaver i Graz, for alle dens styrende organer og for dens offentlige sektor. Og det er så her, at jeg nu må prøve – ikke bare at leve op til målene i den nye koalitionsstyrelse – men også til mine egne værdier som menneske.

 

Kurt Hohensinner, leder af det Konservative Folkeparti (ÖVP) i Graz, har udtalt, at bystyret under dit lederskab vil betyde mindre enhed og mere splittelse: mellem bilister og fodgængere, forretningsdrivende og arbejdere, lejere og udlejere. Har han på en måde ret? Vil du forsøge at bringe sociale konflikter ind i din ledelse?

 

Jeg ser helt anderledes på politik. Vores mål er altid at bringe folk sammen, at styrke sammenhængskraften i en by eller et samfund – ikke at sætte de unge op mod de gamle, indfødte mod fremmede, eller kvinder mod mænd. Som vi skrev i vores program fra 2012: Vi er alle sammen Graz, og vi skal sørge for – med de redskaber, vi har til rådighed kommunalt – at hver eneste, der bor og arbejder her, lever et godt liv. Selvfølgelig kan vi ikke fjerne neoliberalismen i en by. Men vi kan gøre alt, hvad vi kan, for at folk ikke skal bære flere byrder. Og vi kan arbejde for at hjælpe folk med at opdage betingelserne for det liv, de har krav på.

 

Og selvfølgelig kæmper KPÖ frem for alt for almindelige mennesker – ikke for store udlejere eller virksomheder. Mit parti stammer fra traditionen i arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, freds-og miljøbevægelsen. Der er der opnået meget, og det er det, vores arbejde bygger på.  Vi vil ikke give ekstra støtte til grundspekulanter. Vi føler for lejernes sag og for små og mellemstore virksomheder. Og så er visse store firmaer i byen vigtige arbejdsgivere, så vi må sikre, at Graz forbliver et handelscentrum, samtidig med at vi forfølger et mål om klimavenlig økonomi. Men frem for alt må vi sikre, at ansatte har gode arbejdsbetingelser, og at vore døre altid er åbne for dem.

 

Hvad er dine vigtigste sager?

 

Vores koalition bygger på, at Graz skal være mere økonomisk retfærdig, mere demokratisk og mere klimavenlig. I de afdelinger, som jeg står for – for bolig og for social indsats – betyder det konkret, at vi skubber på at få bygget alment i de kommende år. Vi vil også forhøje fonden til indskud, åbne almene boliger op for alle [se note] og udvide sociale rettigheder.

 

Vi har brugt lang tid på at kæmpe for et såkaldt socialkort, som sikrer mindrebemidlede Graz borgere goder som fx et all inclusive årskort til offentlig transport for kun 50 euro. Vi vil nu udvide retten til det sociale kort til hele det arbejdende folk, så så mange som muligt kan støttes. Vi vil også sænke taksten i byens børnehaver. Og alle nye børnehaver skal være offentlige.

 

Derudover ønsker vi at fastfryse de kommunale takster for kloakering og affaldsindsamling. De går normalt op hvert år, men det kommer de ikke til fra næste år.

 

Kan du gøre det og samtidig få budgettet til at balancere? Eller er du parat til at pådrage dig ny gæld?

 

Vi skal først kigge nærmere på vore pengestrømme. Ved man bare lidt om regnskab, er man klar over, at det første, man skal se på, er, hvad de økonomiske rapporter siger. Der er allerede lavet et estimat, men i marts vil vi vide, hvor vi præcis står budgetmæssigt.

 

Hvordan det end ser ud, så er offentlige udgifter nødvendige. Vi er nødt til at øge offentlig transport og at bygge nye skoler. Hvis vores økonomiske midler er utilstrækkelige, så må vi se på, om et lån her og der kan få det til at gå op.

 

Det vigtigste spørgsmål er, hvad vi bruger pengene på. Vi er ikke interesserede i prestigeprojekter, men snarere i infrastruktur for befolkningen. Og vi er også nødt til at bruge penge på infrastruktur, fordi det skaber jobs.

 

Østrig har ikke bare et kommunistparti, men også et meget gammelt, stolt, og relativt venstreorienteret socialdemokratisk parti (SPÖ). Hvad fik dig til at vælge KPÖ frem for SPÖ?

 

Det var autenticiteten hos partimedlemmerne – antifascismen, internationalismen, og simpelthen uselviskheden hos de involverede. I grunden er traditionerne tæt på Socialdemokratiets, men i KPÖ kunne jeg se ordene bakket op af handling. Ingen skulle lades tilbage, og alle skulle have de samme muligheder i livet – i KPÖ handlede de bare, som om de mente det.

 

Jeg læser meget og reflekterer. Det store langsigtede mål har altid appelleret til mig. Men først og fremmest var det uselviskheden her og nu – ideen om, at politisk engagement ikke handler om at gøre karriere og så opgive alle principper. Det er en af grundene til, at Socialdemokratiet har tabt meget terræn.

 

Det, der tilhører alle – det vil sige offentlig ejendom – skal forsvares. Men Socialdemokratiet har solgt ud af boligsektoren og tilladt private firmaer at overtage offentlige indsatser. Jeg tror på, at alt det, som alle har brug for – bolig, uddannelse, sundhed og alle de generelle forsyningsområder, som fx energi – det skal være i offentligt domæne. At afgive dette område har svækket arbejdere og fagbevægelsen.

 

Hvilke udfordringer stod KPÖ overfor, da du blev aktiv i 80’erne?

 

Dengang måtte vi kæmpe meget imod antikommunisme. Vi var ekstremt marginaliserede, og der var en masse fordomme. Men det største problem var, at partiet ikke var forankret i befolkningen. Objektivt var der ikke noget galt med dets program – det stod for de samme mål, som de gør i dag. Men vi havde endnu ikke forstået, at vi ikke bare kunne trøste folk med håbet om en bedre verden.

 

Vi troede, vi skulle forklare hele verden for folk. Selvfølgelig er det vigtigt at påpege sammenhængene: Hvorfor er der så meget konflikt i verden? Hvordan starter krige? Men først og fremmest skal man have fornemmelse for, hvordan andre lever og arbejder, hvis man skal være et brugbart parti for dem. Man skal tilegne sig evnen til at hjælpe folk med deres små hverdagsproblemer.

 

Over flere år lærte vi dette skridt for skridt, først på boligområdet med Lejernes Nødhotline, men senere på flere områder. Og du kan ikke afskrive den form for at føre politik, når du er blevet valgt og får løn for at være politiker. Det er derfor, at KPÖ politikere donerer det meste af vores løn til folk i nød.

 

Vil du donere størstedelen af din borgmesterløn?

 

Det har jeg gjort, lige så længe som jeg har modtaget løn som politiker. Siden 2005 [hvor Kahr blev valgt ind i Graz’ byråd] har jeg tjent mere end 6000 euro om måneden. Jeg har altid beholdt de 1.950 og doneret resten til nødlidende. Når man påtager sig en politisk stilling og pludselig tjener mere end før, så er det let at miste følelsen med dem, som ikke tjener så meget.

 

Der er en masse mennesker, som ikke ved, hvordan de skal få betalt deres regninger – folk, hvis finansielle situation er blevet hårdt ramt af helbredsproblemer, eller indvandrere, der ikke har råd til timer i tysk. Mange socialarbejdere i byen er glade for, at de har mig i baghånden.

 

Den sociale fond arbejder grundlæggende sådan her: Når en pensionist, der ikke har råd til et høreapparat, kommer til os, overfører jeg 300 euro som medfinansiering. Eller hvis en kvinde har fået slukket for elektriciteten, ringer jeg til selskabet og beder dem venligt tænde igen, at jeg vil sende dem, hvor meget det nu er – og så går det i orden. Der er ingen, der gør det her for mig, jeg gør det selv. På den måde har jeg kunnet give næsten 900.000 euro til andre. Og nu vil jeg kunne give endnu mere hver måned, for jeg tjener meget mere som borgmester.

 

Er det muligt at indføre denne praksis med at hjælpe folk via direkte personlig støtte som en national strategi?

 

Sevfølgelig. Den måde, vi behandler og værdsætter mennesker, har givet genlyd ud over Graz. Folk ser, hvad vi gør og sige: ”Der har vi politikere, som ikke synes, de er bedre end andre, som er der for andre, som er der for folk, som er selvudslettende.” For ikke at miste fornemmelsen for almindelige mennesker, burde kommunistiske politikere i statslige organer og nationale parlamenter begrænse deres lønninger. Og det er også vigtigt at fortsætte med altid at være tilgængelig og vise folk, at du er der for dem helt personligt.

 

Den dag, du blev valgt, led Die Linke i Tyskland et bittert nederlag. Og andre steder i Europa og rundt om i verden er situationen for de venstreorienterede ikke opløftende. Synes du, at KPÖ i Graz har en særlig forpligtelse til at være en slags rollemodel?

 

Det glæder os altid at se venstrefløjs-, progressive eller kommunistiske partier have succes andre steder i verden. Men vi dømmer ikke, når tingene ikke lykkes. Jeg kan kun bedømme den situation, jeg selv lever og arbejder i. Jeg ved, hvordan og hvorfor folk her tænker, som de gør.

 

Der vil altid være samarbejde. Og vi lærer en masse af andre. For eksempel – Lejernes Nødhotline – det var ikke vores ide, det er noget, vi kopierede fra det franske kommunistparti. Og ideen om et Socialt Kort kom fra Berlin.

 

Med andre ord, så er det vigtigste ikke at have alle svarene, men snarere at lære af hinanden, samtidig med at vi arbejder for det, der bør være en fælles stræben for alle venstrefløjs- eller progressive partier: at sætte arbejdende folk i centrum, at behandle folk med venlighed og empati, at bringe folk sammen i stedet for at sætte dem op imod hinanden, at bevare og fremme fred og udvikling i et land. Og jeg tror, at den bedste måde at skaffe forandring på, er nedefra.

 

Det tog os flere tiår at udvikle vores politik. Det kunne ikke være sket fra den ene dag til den anden. Men vi har ikke nogen universelle opskrifter. Vi skal nu selv løse en ny opgave og vi skal være sikre på at være opgaven voksen. Vi er kun i denne rolle [som ledende parti] i en begrænset periode, og om 5 år må vi se, om vi har kunne opnå det, vi ville, og om vores anstrengelser er blevet vel modtaget.

 

Mange demokratier kæmper med vigende vælgertilslutning. Og da du blev valgt til borgmester, var stemmeprocenten relativt lav, omkring 50 procent. Hvad betyder det for venstrefløjens strategi? Skal vi tage ansvaret for at forny det borgerlige demokrati og involvere flere mennesker i en demokratiske proces?

 

Bestemt! Det har altid været et af vores klare mål. Og i Graz har vi i hvert fald sørget for, at det ikke blev værre – også i det sidste valg. Især var der denne gang en ret høj andel af vores vælgere, der ikke havde stemt ved det forrige valg. Og det var, fordi de vælgere så et troværdigt alternativ i os.

 

Det er meget vigtigt for os at øge deltagelsen i den demokratiske proces. Og det er noget, vi praktiserer i den nye koalition. Jeg kan ikke kun tænke på KPÖ, for folk stemte også på andre partier. Det er grunden til, at vi har besluttet, at alle byrådets partier skal være repræsenterede i alle andre demokratiske institutioner i byen, som tilsyn og komiteer. Sådan var det ikke før.

 

Derudover skal mulighederne for udenomsparlamentarisk demokrati udvides, ikke skaleres ned. Når vi tidligere har taget vigtige beslutninger, har vi altid søgt en koalition med folket. Når byrådet har været ved at engagere sig finansielt i et projekt absolut uden værdi for befolkningen, har vi altid støttet en folkeafstemning. På den måde har vi undgået mange negative udviklingsprocesser.

 

Du er blevet voldsomt kritiseret i pressen i de seneste uger for din påståede sympati for den jugoslaviske kommunist Josip Broz Tito. Hvordan skal venstrefløjen håndtere arven fra aktuelt eksisterende socialisme og marxisme? Hvordan kan vi skabe en konstruktiv og udogmatisk relation til det?

 

I Graz har vi aldrig haft et dogmatisk forhold til aktuelt eksisterende socialisme. Vi er kommunister. Vi har vores syn på verden. Vi er også marxister. Og jeg og mine kammerater er forpligtede overfor det. Ved konstitueringen af vores byråd sagde et medlem af det højreekstremistiske FPÖ, ”Fru Kahr er selvfølgelig en venlig og empatisk kvinde – men skraber man i overfladen, ser man kommunismen.” Det er noget vrøvl, for det er fuldkommen åbent, at jeg er kommunist.

 

Selvfølgelig er der også blevet begået forbrydelser i den kommunistiske bevægelses historie, og de skal diskuteres åbent. Der må ikke være hindringer for det. Stalins regime har ikke så få gode kommunister på samvittigheden. Vi har i KPÖ bevidst besluttet ikke at ændre navn, for alt andet ville være falsk varebetegnelse. Men det er vigtigt ikke at sukre ting ind, som simpelthen ikke kan sukres ind.

 

Så efter din mening er marxisme stadig yderst anvendelig i politisk arbejde?

 

Ja, selvfølgelig, mere end nogensinde. Men marxisme er ikke noget ophøjet, som du kan brillere med. Den er snarere et redskab, som hjælper dig til at forstå verden. Spørgsmålet om ejendom er af altoverskyggende betydning: Det har betydning, om jord tilhører det offentlige eller private. Vi ser det for tiden med det investordrevne byggevanvid, som mange europæiske byer oplever. Hvis jeg ønsker infrastruktur til fordel for almindelige mennesker, så skal jeg sørge for, at mest muligt forbliver på offentlige hænder, og at vi vinder områder tilbage, som er blevet privatiserede. Ellers vil jeg ikke være i stand til at bygge infrastruktur til gavn for almenvellet, eller hvis jeg vil gøre det, må jeg betale ekstraafgift til private.

 

Note:

Det seneste bystyre i Graz, en koalition mellem det konservative ÖVP og det højreorienterede Frihedsparti i Østrig, udelukkede i 2017 ikke-EU borgere fra at ansøge om almene boliger.

 

Oversat fra Jacobin af Anne Haarløv