content-picture.php

Den 23. oktober startede tusinder af rengøringsarbejdere fra Glasgow den demonstration med et minuts stilhed til minde om de arbejderkvinder, som det ikke blev forundt at opleve den dag, hvor det omsider blev anerkendt, at deres arbejde var lige så værdigt og værdifuldt som deres mandlige kollegers arbejde.

af Cinzia Aruzza

Demonstrationen for ligeløn var organiseret af Public Services International, Unison og GMB (1). I denne handling lå der en fuld bevidsthed om en lang historie om små og store ydmygelser, om usynligt, upåskønnet og underbetalt arbejde, om utallige eksempler på uretfærdighed og misbrug over hele skalaen, og også om den enorme udfordring, som kvindestrejken tog op. Ligeløn: et rimeligt, næsten banalt mål, og dog så svært at nå. Så svært, at World Economic Forum har regnet ud – på basis af nuværende tendenser og forhåndenværende data – at det vil tage mindst 217 år, før lønforskellen mellem kvinder og mænd er definitivt udjævnet på globalt plan (2). (Under forudsætning af, at verden stadig er beboelig om 217 år…)

 

Ugen efter strejken og blokaderne i Glasgow forlod tusinder af Google-arbejdere, fra Tokyo til New York, deres skriveborde og arbejdspladser og gik på gaden i protest, som svar på en række afsløringer i New York Times af seksuelle overgreb, begået af adskillige af high-tech gigantens direktører og derefter nænsomt mørklagt. Google havde, som andre af den digitale økonomis giganter, som f.eks. Facebook, båret den progressive kapitalismes maske i årevis: en arbejdsgiver, der udbytter, jo, men uden at diskriminere mellem kvinder og mænd, trans og cis, homo og hetero, og også en arbejdsgiver, der ligefrem er glad for at betale for nedfrysning af æg og kunstig befrugtning. Protesten begrænsede sig ikke til tilfælde af seksuelle overgreb, når man var på arbejde. Den satte også ord på en række krav, hvor sygesikring og faglige rettigheder var de mest iøjnefaldende. Som Moira Donegan skrev i The Guardian: ’Protesten fokuserede med lysende klarhed på den gensidige afhængighed mellem kønslige og klassemæssige uretfærdigheder, og peger hen på muligheden for faglig organisering af tech-arbejdere.’ (3)

 

Disse to strejker, de seneste i en lang række af strejker med kvinder i front, fra de internationale 8. marts-strejker til strejkerne blandt hotelansatte og lærere i USA, stiller os over for et tilsyneladende dilemma. Hvad taler vi om, , når vi taler om kvindestrejker? Er det klassekamp eller en ny feministisk bølge?

 

Den tredje feministiske bølge

Efter mere end to år med international mobilisering – to tværnationale strejker på Kvindernes Internationale Kampdag, og på det seneste bevægelsens udbredelse til Chile, hvor en bølge af besættelser og strejker imod overgreb og seksuel vold sidste sommer ramte skoler og universiteter over hele landet, og også Brasilien, hvor hashtaget #EleNao, sat i gang af kvindelige kendisser som reaktion på Jair Bolsonaros valgsejr, udløste en feministisk mobilisering, der førte til en række massedemonstrationer – nu kan vi sige helt åbent, at vi er midt i en ny feministisk bølge.

 

En bølge, der rummer forskellige politiske og geografiske udtryksmåder, men som samlet har sat temaer som kønslig vold, ulighed med hensyn til løn, reproduktive rettigheder og kvinders reproduktive arbejde, samt seksuelle frihedsrettigheder, på dagsordenen og i centrum af den politiske og kulturelle debat i alle de lande, som mobiliseringerne er nået til. For helt at forstå betydningen af dette er det nødvendigt at præcisere begreberne. Den nuværende bølge er hverken den fjerde eller den femte feministiske bølge. Det er den tredje bølge, og den kommer ca. 40 år efter den anden. Der har i de seneste årtier været en vis tendens til at sætte ’feministisk bølge’-mærkatet på nye tænkemåder, der især gjorde sig gældende i universitetsmiljøer. Disse tænkemåder har udgjort vigtige vendepunkter inden for feministisk teori, men det har ikke været på grundlag af omfattende sociale og politiske mobiliseringsprocesser, der kan sammenlignes med den feministiske bevægelse i 60’erne og 70’erne.

 

Så hvis vi med ’bølge’ tænker på en samfundsmæssig og politisk subjektiveringsproces, der udfoldes i et masseoprør, så er begrebet ikke egnet til at betegne tankestrømninger eller kursændringer inden for en overvejende teoretisk debat. Dertil kommer, at de kursændringer, der har fundet sted inden for feministisk tænkning, og som er blevet rubriceret som ’bølger’, i de fleste tilfælde refererer til en periodisering af den anglo-amerikanske feministiske debat. Hvis man bruger betegnelsen ’bølge’ om dem, gør vi en geografisk særegenhed til noget universelt, hvor den i stedet skulle lokaliseres til sit oprindelige hjemsted.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at den måde, som tidligere års teoretiske debat har udviklet sig på, ikke har haft nogen indflydelse på bevægelsens refleksioner og paroler. Det er snarere tværtimod – transfeminismens og anti-essentialismens indtog i bevægelsen står i dyb gæld til queer- og trans-teori, og dens internationalisme og antiracisme er stærkt påvirket af intersektionalitet og af forholdet mellem kapitalisme og racialisering. Forestillingen om en løbende tilgang af ’bølger’ leder tanken i retning af et historisk kontinuum, der tilslører den nuværende feministiske bevægelses karakter af at være en unik begivenhed – og dermed også dens muligheder for politisk og samfundsmæssigt at bringe den bestående orden nærmere et sammenbrud.

 

Mens den anden feministiske bølge havde en kerne af højtudviklede kapitalistiske vestlige lande som dens centre for videre fremdrift, så har den nuværende feministiske bølge sit udspring i periferien – Argentina og Polen – og den har hurtigt bredt sig over hele verden og antaget et masseomfang i en række af de lande, der var mest påvirket af krisen, af nedskæringer og gældsafviklingspolitik (Italien, Spanien, Brasilien, Chile…). Anvendelsen af digitale teknologier og sociale medier har bidraget i enormt omfang til den tværnationale karakter, som bevægelsen fik med det samme, og hjulpet stærkt med til ikke bare koordineringen af kampene, men også til spredning af dokumenter og udbredelsen af ideer, paroler, analyse og information, og på den måde sat stærk gang i bevægelsens dynamiske ekspansion.

 

Men det er frem for alt strejken, der udgør det allervigtigste nye ved den tredje bølge. Ikke kun fordi strejken har sat kvindearbejde, kvinders rolle i den sociale reproduktion og forholdet mellem vareproduktion og reproduktion i centrum af debatten, men fordi den er blevet det vigtigste omdrejningspunkt for en subjektiviseringsproces, der åbner op for en ny feministisk subjektivitet – en subjektivitet, der er stærkt kritisk over for den liberale feminisme, der også gør sig gældende inden for den nye bølge: tænk bare på de liberale tendenser omkring kvindemarchen i USA, der blev til et progressivt vedhæng til det Demokratiske Parti, eller på #metoo-bevægelsens fængslingsvildspor.

 

Den betydning, som den nuværende feministiske subjektiviseringsproces kan tænkes at få, træder allerklarest frem, når man ser på den grundlæggende forskel mellem denne bølge og de to forudgående bølger. Hvis man udtrykker det ekstremt skematisk, så fandt den første feministiske bølge – i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. – sted i forbindelse med arbejderbevægelsens fødsel og konsolidering: fra det tyske socialdemokratis fremgang til dannelsen af fagforeninger og socialdemokratiske og kommunistiske partier over hele Europa og i USA. Inden for denne historiske massepolitiseringsproces og arbejderklassens indmarch på den politiske scene krævede den første feministiske bølge den fulde virkeliggørelse af det universelle løfte, der var særligt kendetegnende for både den demokratiske liberalisme og socialismen, ved at agitere ud fra parolen om lighed: lighed med hensyn til muligheder og rettigheder.

 

Den anden feministiske bølge fandt sted inden for en anden klassesubjektiviseringsproces – den, der kom med det nye venstres opståen i de fremskredne kapitalistiske lande og med bølgen af antikoloniale og nationale befrielsesbevægelser. Inden for dette forløb tog den anden bølge slagordet om forskel til sig, lånt fra den sorte nationalisme, for at fordømme sexismen i samfundet og inden for bevægelsen selv, og give stemme til og synliggøre en kønslig egenværdi, der alt for tit og alt for længe var tiet bort.

 

Den sammenhæng, som den tredje feministiske bølge optræder i, er radikalt anderledes, fordi den nye feministiske bevægelse ikke er udtryk for det særegne inden for en bredere subjektiviseringsproces. Der var selvfølgelig andre mobiliseringer, der var gået forud for den feministiske bevægelses eksplosive entré, kampene 2011-13, der lyste op på verdensscenen (Occupy, Indignados, Taksim-pladsen, frem for alle), som bevægelsen på flere punkter må ses i sammenhæng med. Ligesom disse tidligere bevægelser var den feministiske bevægelse født uden for og uafhængigt af alle partier og organisationer på den traditionelle venstrefløj (eller hvad der var tilbage af den). Og ligesom i 2011-13, var det karakteristiske ved den feministiske bevægelse den hurtighed, hvormed specifikke delkrav – fordømmelsen af kvindedrab og angrebene på retten til fri abort – blev videreudviklet til en generel fordømmelse af systemet (den kapitalistiske produktionsmåde og dens statslige institutioner).

 

Bevægelsen kunne dog ikke måle sig med 2011-2013-mobiliseringernes antisystemiske karakter – hverken med hensyn til evne til at sikre sig en organisatorisk kontinuitet eller til at fastlægge differentierede kampformer og strategier, der modsvarede analysernes og ambitionernes radikalitet. Fra dette synspunkt var den feministiske bevægelse født i asken fra den forudgående periodes sociale bevægelser. Den har arvet nogle af dens karakteristiske træk, men den har samtidig taget et altafgørende skridt fremad: den internationalt koordinerede anerkendelse og genopdagelse af strejken som dens hovedkampform og politiske identitet. Langt fra at udtrykke en dyrkelse af det særegne, et delperspektiv inden for en bredere subjektiviseringsproces, så har den feministiske bevægelse via kvindestrejker i stadig større udstrækning placeret sig selv som det sted, hvor den internationale klassedannelsesproces foregår i denne fase.

 

Det gådefulde klassespørgsmål

Den marxistiske tradition er hjemsøgt af et paradoks. På den ene side er klassekampsbegrebet et fundamentalt heuristisk instrument for marxismen i forbindelse med fortolkningen af kapitalismens karakter og af kapitalistiske historiske forløb, og det udgør selve dens politisk-programmatiske horisont. På den anden side er spørgsmålet om, hvad en klasse helt præcist er, måske det mest kontroversielle og flertydige, ikke blot i marxistiske diskussioner, men i Marx’ egne skrifter. Hos Marx betegner ’klasse’ undertiden en metafysisk entitet, eller et moment i en historiefilosofi, der fører til negationen af en negation. Andre gange angiver og afgrænser begrebet den industrielle arbejderklasse på grundlag af objektive sociologiske og økonomiske kriterier. I ’Filosofiens Elendighed’ fremfører Marx sin berømte skelnen mellem ’klasse i sig selv’ og ’klasse for sig selv’, men distinktionen er bare antydet og langtfra klar. Og så, til sidst, i en række politiske skrifter får man det indtryk, at han mener, at en socialgruppe ikke kan opfattes som en klasse, hvis den ikke optræder politisk som en klasse, i et modsætningsforhold til en anden klasse.

 

Disse flertydigheder har spillet en betydelig rolle i de efterfølgende marxistiske diskussioner og har ført til modstridende teorier. Det er muligt skematisk at skelne mellem tre hovedtilgange: en objektivistisk eller sociologisk, en metafysisk (hvor ’klasse’ er en abstrakt kategori, der angiver subjektet i en historieteori, hvor menneskeheden trinvis bevæger sig mod højere stadier), samt en politisk tilgang. For at kunne forstå , hvorfor den nye feministiske bevægelse må opfattes som en klassesubjektiveringsproces, er det nødvendigt at refere til den sidste af disse tilgange.

 

For E.P. Thompson er ’klasse’ en historisk teori, før det er en teoretisk kategori, og derfor en kategori, der må finde sit udtryk ud fra en empirisk observation af konkrete individuelle og kollektive adfærdsformer, der – over tid – giver udtryk for en klassekarakter og skaber klasseinstitutioner (fagforeninger, partier, sammenslutninger osv.) (4). Det indebærer, at klassebegrebet er dynamisk og refererer til et historisk forløb snarere end at udtrykke essensen af en statisk entitet. Med andre ord, så kan klassebegrebet, forestået som en historisk kategori, ikke reduceres til den sociologiske kategorisering af socialgrupper på grundlag af klassifikatoriske og kvantitative kriterier. Som eksempel på dette er definitionerne af arbejderklassen som mængden af alle lønarbejdere eller af alle dem, der, i arbejde eller ej, ikke har andet at sælge end deres arbejdskraft, om ikke i sig selv urigtige, så dog uklare, abstrakte og ufuldstændige. Disse definitioner besidder kort sagt et element af sandhed, men hvis de betragtes som udtømmende definitioner, så fører de til misforståelser og politiske fejl med forudsigelige konsekvenser (5). For Thompson er klasse et ankomstpunkt og ikke udgangspunktet for en dannelsesproces. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, så er klasse et produkt af klassekampen og ikke dens forudsætning.

 

Daniel Bensaïd giver udtryk for en position på linje med Thompsons i ’Marx for Our Times’:

 

’Hvor den positivistiske sociologi hævder at ’behandle sociale kendsgerninger som ting’, behandler Marx dem som relationer. Han definerer ikke sit objekt én gang for alle ud fra kriterier og egenskaber, han går efter logikken i dets mangeartede bestemmelser. Han ’definerer’ ikke en klasse; han forstår den ud fra konfliktrelationer mellem klasser. Han affotograferer ikke en social kendsgerning, rubriceret som klasse; han har fokus på klasserelationen i dens konfliktbestemte dynamik. En isoleret klasse er ikke et teoretisk objekt, men noget vrøvl’ (6).

 

Hvis klasse er klassekampens historiske og dynamiske produkt, så er der bare tilbage at afklare forholdet mellem denne dannelsesproces gennem kamp og den bestemte position, der indtages af socialgrupper inden for de kapitalistiske produktionsforhold. Samfundsmæssige produktionsforhold organiserer samfundet ved at placere enkeltindivider i det, som Ellen Meiksin Woods kalder ’klassesituationer’, hvis karakter er bestemt af objektive faktorer (7).

 

Med hensyn til arbejderklassesituationer må vi følgelig henvise til bemægtigelsen af produktionsmidler og adskillelsen fra dem (proletarisering), fratvingelsen af merværdi gennem lønarbejdet, samt de historisk specifikke arbejdsprocesser, arbejdsdeling osv. At være placeret i en ’klassesituation’ betyder dog ikke, at man automatisk tilhører en klasse. Klasseforhold fremtræder i virkeligheden aldrig som oplevede erfaringer på en umiddelbar måde. Woods skriver f.eks., at fabriksarbejde ikke samler arbejdere som en klasse, det samler dem inden for en given produktionsenhed: Det, som arbejderne direkte oplever, er udnyttelsen af dem selv inden for rammerne af en bestemt arbejdsplads, ikke klasseforhold generelt. Det er klart, at deres fælles placering inden for produktionsforholdenes rammer skaber betingelserne for, at det bliver muligt for arbejdere, samlet i en produktionsenhed, at opleve et højere fællesskab, f.eks. med arbejdere i andre produktionsenheder i det samme område eller i det samme land, eller i hele verden, men dette højere fællesskab er ikke noget troværdigt billede af, hvordan samfundet organiseres og opdeles ud fra produktionsforholdene. Det er snarere produktet af et uforudsigeligt og variabelt historisk forløb, som Wood kalder ’klassedannelse’. For at enkeltindivider, placeret i ’klassesituationer’, kan konstituere sig selv som klasse, må de kæmpe som klasse, dvs. de må opleve modsætningsforhold til andre klasser. For nu at sammenfatte det – en klasse er ikke en ting, en statisk entitet, men et samfundsmæssigt forhold og en politisk og samfundsmæssig totalitet, der konstitueres af uforudsigelige og specifikke historiske forløb.

 

De politiske konsekvenser af den teoretiske tilgang er enorme. Klassen er i virkeligheden det dynamiske, variable og uforudsigelige resultat af af selvkonstituering gennem kamp – en af de værste politiske fejl, som man kan begå, er at presse færdiglavede abstrakte modeller ned over historien med hensyn til, hvad der kan regnes for klassekamp, og hvad der ikke kan. Der er en reel risiko for at henfalde til nostalgi efter fortidens standardvisdom og erfaringer (eller dem, der er rene fantasifostre af vores forestillingsevne), frem for at erkende, at klassesubjektiverings-processerne finder sted lige for næsen af os.

 

Den nye klasse: Feministisk, antiracistisk, internationalistisk

De ’parallelle bevægelsers’ logik har, som Lise Vogel bemærker, kendetegnet det overvældende flertal af teorier og politiske strategier i arbejderbevægelsens historie: på den ene side er der klassekampen, på den anden kvindebevægelsen, miljøbevægelsen, antiracistiske bevægelser, seksuel frigørelse osv. (8). Inden for denne ramme har man i bedste fald grublet lidt over, hvordan man kunne forene disse bevægelser med hinanden; i værste fald er de forskellige ’del’-bevægelser blevet anklaget for at splitte klassens enhed, give udtryk for liberale tendenser, eller for at aflede opmærksomheden fra det virkelige hovedspørgsmål: udbytning. Det, som den nye feministiske bølge kan tilbyde, er muligheden for at komme ud af denne tilgangs dødvande, fordi den endnu mere end de tidligere tidligere bølger skyller grænserne bort (de virkelige og de indbildte) mellem klassekamp og feministisk bevægelse. Hvis vi går tilbage til eksemplerne fra Glasgow og Google, så beror det, der gør det svært at besvare det indledende spørgsmål – er det klassekamp eller feministisk kamp? – på den simple kendsgerning, at spørgsmålet er grundlæggende forkert. Disse strejker, ligesom de tværnationale 8. marts-strejker, og især strejkerne i Argentina og og Spanien, er feministiske klassestrejker. Den feministiske bevægelse bliver mere og mere en dannelsesproces for klassesubjektivering med særlige kendetegn: umiddelbart antiliberale, internationalistiske, antiracistiske, åbenlyst feministiske og tendentielt antikapitalistiske, i rigeligt mål og i et anspændt forhold til venstrefløjens traditionelle organiseringer og arbejdsmåder.

 

Forløbet er selvfølgelig ikke det samme i alle lande, og det er helt sikkert meget længere fremme i nogle lande end i andre. Og alligevel er det, hvis vi ser på bevægelsen som helhed, dette aspekt, der repræsenterer det største nybrud, som bevægelsen står for, og rummer de mest interessante muligheder.

 

Når vi taler om muligheder, så må vi også se risikoen for fiasko i øjnene, de nødvendige betingelser, det arbejde, som ligger foran os, og de strategier, der må tages i brug for at virkeliggøre disse muligheder. Virkeliggørelsen af det potentiale, som den nye feministiske bevægelse har frembragt, kræver frem for alt evne til fra bevægelsens side at reflektere over sig selv og derfor at kunne tænke strategisk på samme niveau, som den allerede har positioneret sig gennem sin praksis: den, der kendetegner en antisystemisk bevægelse på verdensplan. Temaer som f.eks. konsolideringen af fælles kampmetoder – frem for alt strejken – den organisatoriske bundfældelse på både det nationale og tværnationale niveau, og almengørelsen af den feministiske bevægelse i kraft af dens udbredelse til hele samfundet og dens evne til at tale på denne helheds vegne – eller ’transversalitet’, som Verónica Gago udtrykker det – er blandt de vigtigste temaer, som den feministiske bevægelse må tage op og diskutere i den næste periode (9).

 

3. december 2018

 

Cinzia Arruzza var et ledende medlem af Sinistra Critica i Italien. Hun underviser idag i filosofi ved New School for Social Research i New York og er feministisk og socialistisk aktivist. Hun er forfatter af ’Dangerous Liaisons: the Marriage and Divorces of Marxism and Feminism’.

Oversat fra Viewpointmag.org af Niels Overgaard Hansen. Noterne er fra International Viewpoint

 

Noter:

[1] Se PSI live blog om strejken.

[2] World Economic Forum “The Global Gender Gap Report 2017”.

[3] The Guardian, 2 November 2018 “After the Google walkout, is #Me Too about to get more militant? ”.

[4] E.P. Thompson, “Eighteenth-Century English Society: Class Struggle Without Class?” Social History 3, nr. 2 (1978): 133–165.

[5] David McNally, “The Dialectic of Unity and Difference in the Constitution of Wage-Labour: On Internal Relations and Working-Class Formation,” Capital & Class 39, nr. 1 (2015): 131–146. Se også: David Camfield, “Re-Orienting Class Analysis: Working Classes as Historical Formations,” Science & Society 68, nr. 4 (2004–2005): 421–446.

[6] Daniel Bensaïd, Marx for Our Times: Adventures and Misadventures of a Critique (London: Verso, 2002), 111.

[7] Ellen Meiksins Wood, “The Politics of Theory and the Concept of Class: E.P. Thompson and his Critics,” Studies in Political Economy 9, nr. 1 (1982): 45–75.

[8] Lise Vogel, Marxism and the Oppression of Women. Toward a Unitary Theory (Chicago: Haymarket Books, 2013), 139.

[9] Revista Amazonas, Veronica Gago “El feminismo es un movimiento de transformación radical de la sociedad”.

 

 

single.php