Den 17. marts 2016 blev ”Rojava - Nordsyriens Demokratiske Føderale System” officielt oprettet i de områder, der er kontrolleret af det kurdiske Demokratiske Unionsparti (PYD).

af Joseph Daher

Efter et møde med mere end 150 repræsentanter fra kurdiske, arabiske og assyriske partier i byen Rumaylan i det nordøstlige Syrien, stemte deltagerne for unionen mellem de tre kantoner, hvor de største kurdiske samfund bor (Afrin, Kobanî, Jazirah).

Assad-regimet og den nationale koalition for Syriens Revolutionære og Oppositionelle Styrker (kendt som ”Koalitionen” eller på arabisk al-l’tilaf) har begge taget afstand fra denne beslutning, mens Washington, på trods af sin støtte til PYD, og Tyrkiet har meddelt, at de ikke vil anerkende denne føderale enhed. De revolutionære i gaderne i Syrien var også imod føderalisme, som det tydeligt fremgik ved demonstrationerne fredag den 18 marts og de følgende dage, hvor de mange skilte viste, at man betragtede det som et skridt henimod separatisme og splittelse.

Ifølge meningsmålinger, udført mellem november 2015 og januar 2016 af den uafhængige syriskledede civilorganisation ”Dagen Efter” var man både i regimekontrollerede (86,7 procent) og i de oppositionskontrollerede områder (67,4 procent) enige om at afvise føderalisme, mens der næsten var konsensus om føderalisme i de kurdiskledede selvstyrende områder (79,6 procent) . Disse resultater viser, at der er en kurdisk-arabisk splittelse, og at i et fremtidigt politisk system i Syrien må det være en første opgave handle om det ”kurdiske spørgsmål”, selv om det ikke er den eneste, som denne artikel vil vise.

Målet her er at rejse diskussionen om, hvilket politisk system, der bedst kan tjene de underprivilegerede klassers interesser, for at sikre demokrati og social retfærdighed, og på samme tid forholde sig til det kurdiske spørgsmål i Syrien. Sigtet med denne artikel er derfor ikke at forholde sig til det aktuelle føderale system i Rojava – Nordsyrien, da det ville kræve en selvstændig artikel.

Det kurdiske spørgsmål
Selvom der har været en vis anerkendelse af det kurdiske spørgsmål, er langt det største flertal af de kurdiske partier – og faktisk også af den kurdiske befolkning i Syrien –ikke tilfredse med den måde, de fleste af de arabiske oppositionspartier ser det det kurdiske spørgsmål på, nemlig udelukkende som et spørgsmål om statsborgerskab. Med andre ord, så mener den arabiske opposition, at kurderne er almindelige syriske statsborgere, der er blevet frataget nogle af deres rettigheder, og at problemet derfor er begrænset til det enkeltstående spørgsmål om folketællingen i 1962, der resulterede i, at omkring 120.000 kurdere blev nægtet statsborgerskab og blev betegnet som fremmede. Det efterlod dem og senere deres børn uden grundlæggende civile rettigheder og dømte dem til fattigdom og diskriminering.

Der var mellem 250.000 og 300.000 statsløse kurdere i starten af revolutionen i marts 2011, rundt regnet 15 procent af den anslåede to millioner store kurdiske befolkning i Syrien. Langt det største flertal af de oppositionelle politiske partier har ikke været klar til på nogen måde at anerkende kurderne som et særligt ”folk” eller ”nation” og er ikke parat til eller villige til at lytte til krav om føderalisme og administrativ decentralisering. Kravet om et føderalt system i Syrien er et krav fra et flertal af kurdiske partier i landet, på trods af deres politiske forskelle og rivaliseringer.

Vi bliver nødt til at forstå, at kravet om et føderativt system fra de syriske kurdiske politiske partier bunder i årtiers undertrykkelse fra statens side, som er foregået siden landets uafhængighed i 1946 (med næsten systematisk diskriminering mod kurdere, kolonisering indenfor rammerne af det ”arabiske bælte” og kulturel undertrykkelse på alle niveauer), men det havde også sociale og økonomiske konsekvenser, som vi skal se senere i denne tekst.

Flertallet af den syriske arabiske opposition forholdt sig ikke til eller anerkendte slet ikke denne realitet, og afspejlede dermed regimets holdning. Den tyrkisk-støttede Syriens Nationalråd (Syrian National Council – SNC) og andre repræsentanter fra oppositionen mod Assad-regimet mødtes i Istanbul i midten af juli 2011 for at oprette et ”Råd til Nationens Frelse” (National Salvation Council) De kurdiske repræsentanter udvandrede fra konferencen i protest, efter at de øvrige delegerede afviste deres krav om at ændre landets navn fra Den Syriske Arabiske Republik til Republikken Syrien.

Den første formand for SNC, Burhan Ghalium, afviste Det Kurdiske Nationalråds (KNC en koalition af kurdiske partier tæt på den irakiske kurdiske regionalregering) hovedkrav om føderalisme i et Syrien efter Assad, og kaldte det en ”vrangforestilling”. Ghalium gjorde også de syriske kurdere rasende, da han i november 2011sammenlignede dem med ”indvandrere i Frankrig” og insinuerede, at de ikke hørte til i Syrien.

I december 2011 tilbød SNC at anerkende kurderne som en særlig etnisk gruppe i den nye grundlov, og at løse det kurdiske problem gennem ”fjernelsen af undertrykkelse, erstatning til ofre, og anerkendelse af kurdiske nationale rettigheder indenfor et Syrien, der er forenet som land og folk”(?) Men samtaler mellem Ghalium, KNC´s leder Abdul Hakim Bashar og præsidenten for irakisk Kurdistan Mas Qud Barzani i Erbil i januar 2012 endte i et dødvande. KNC gik efter en ”politisk” decentralisering, som betød formel autonomi, men SNC afviste at diskutere mere end ”administrativ” decentralisering.

I slutningen af februar 2012 suspenderede alle de kurdiske partier i SNC – bortset fra Det Kurdiske Fremtidsparti, ledet af Fares Tammo – deres medlemskab og sluttede sig til KNC, efter at Ghalioun igen slog fast kun at ville diskutere en administrativ decentralisering.

Spændingerne mellem KNC og SNC steg betragteligt, efter at SNC vedtog udtalelsen ”Nationalt Charter: Det kurdiske spørgsmål i Syrien” tidligt i april 2012. Dokumentet fjernede anerkendelsen af en kurdisk nation i Syrien, som ellers var med i udkastet til sluterklæring fra ”Syriens Venners” møde, der blev afholdt i Tunesien i februar 2012. Det førte til, at KNC trak sig fra samtalerne med SNC, og at Tyrkiet blev beskyldt for at øve meget voldsom indflydelse på SNC´s politik.

Ikke desto mindre tilsluttede KNC sig Koalitionen den 27. august 2013. Siden oppositionskonferencen i Riyad i december 2015 har KNC også været en del af den Høje Forhandlingskomite i Geneve. Men det forhindrede ikke, at kurderne fortsat blev udsat for chauvinistiske angreb og kommentarer fra medlemmer af Koalitionen.

For eksempel sagde formanden for oppositionens delegation i Geneve, tidligere general As´ad Al Zo´bi, den 29. marts på Orient TV, at ”kurderne udgjorde kun 1 procent af befolkningen, og i præsident Hafez al-Assads tid ønskede de bare at få deres papirer, så de kunne bevise, at de er ”mennesker””

På samme tid havde Koalitionen ikke givet nogen garantier i forhold til nogen som helst mulig føderal eller decentraliseret stat i det fremtidige Syrien. Man har nærmere karakteriseret disse løsninger som en undergravning af enheden og integriteten af det syriske territorium og syriske folk og derfor som uacceptabelt.

Generelt kan der ikke findes nogen løsning på det kurdiske spørgsmål og et inkluderende Syrien, med mindre man anerkender kurderne som et rigtigt ”folk” eller ”nation” i Syrien og ubetinget støtter det kurdiske folks selvbestemmelse i Syrien og andre steder. Det betyder naturligvis ikke, at man skal være ukritisk overfor PYD´s lederskab eller overfor noget andet kurdisk politisk parti. Det er enheden hos det syriske folk, både arabere og kurdere, på et demokratisk og inkluderende grundlag, som vil åbne for deres befrielse og frigørelse fra Assad-regimets og de islamiske fundamentalisters kontrarevolution.

At fjerne det kurdiske spørgsmål fra diskussionen ud fra den antagelse, at det vil skabe større enhed indenfor oppositionen og færre problemer, er faktisk opskriften på splittelse og mangel på tillid mellem de forskellige dele af det syriske folk.

Social og økonomisk uretfærdighed
De andre stridspunkter omkring en decentral eller en føderal stat er knyttet til fordelingen af værdier og den sociale uretfærdighed i landet. For at sætte det i sammenhæng: Syriens økonomiske vækst, der gennemsnitlig var på 5 procent i årene før opstanden, var ikke til gavn for de underprivilegerede klasser, faktisk var uligheden målt i formue fortsat med at stige.

For eksempel steg Gini-koefficienten mellem 1997 og 2004, ifølge en UNDP-rapport, fra 0,33 til 0,37. I 2003-2004 stod 20 procent af de fattigste for kun 7 procent af det totale forbrug, mens de 20 procent rigeste var ansvarlig for 45 procent. En tendens, der fortsatte med at vokse op til udbruddet af revolutionen.

Den økonomiske vækst under begge Assad-regimer byggede hovedsagelig på ikke-produktive aktiviteter – indtjening fra olieeksport, finansiel støtte modtaget eller tilbudt på grund af en særlig politisk position og kapitaltilførsel udefra, blandt andet fra syrere bosat i udlandet. Denne type vækst virkede på mange måder imod en udvikling af landet.

De nye investeringspolitik under Assad-regimerne opmuntrede til investeringer i håndværk og lavkvalitets-investeringer i serviceerhverv, ejendomshandel, transport og familiebaserede projekter, der tjente private interesser i modsætning til offentlige interesser.

Den ovennævnte UNDP-rapport afdækkede, at umiddelbart før opstanden i marts 2011 var arbejdsløshedstallet på 14,9 procent ifølge de officielle tal, og 20-25 ifølge andre kilder. Ungdomsarbejdsløsheden var på 48 procent, seks gange højere end niveauet for voksne arbejdsløse.

I 2007 var procentdelen af syrere, der levede under fattigdomsgrænsen, 33 procent, ifølge samme rapport. Det er rundt regnet syv millioner mennesker. 30 procent af befolkningen lå lige over det niveau. Selv den regime-kontrollerede faglige landsorganisation beklagede, at ”de rige er blevet rigere og de fattige fattigere” (…) (og) ”lavindkomstmodtagere, der udgør op mod 80 procent af den syriske befolkning, søger ekstra job for at kunne forsørge sig selv.”

Denne stigning i fattigdom og social ulighed har også nogle kønsmæssige konsekvenser: For eksempel var omfanget af arbejdsløshed blandt unge kvinder næsten fire gange så høj som blandt unge mænd i 2007. Kvinder har mistet omkring 50 procent af deres jobs mellem 2001 og 2007, og kvindernes dårligere adgang til arbejde var større i landområderne end i byerne.

Den neoliberale politik har tilfredsstillet overklassen i Syrien og udenlandske investorer, især fra Golf-kongedømmerne og Tyrkiet, der ikke var fjendtligt indstillede over for Assad-regimet inden revolutionen. Det er sket på bekostning af det store flertal af syrere, som er blevet ramt af inflation og stigende leveomkostninger, mens offentlig service og investeringer (sundhedssystem, uddannelse, boliger) blev beskåret betragteligt.

Inden for den ramme eksisterer der en klar regional strukturel uretfærdighed før opstanden i 2011, og den var stigende med den accelererende neoliberale politik fra Bashar al-Assads regime. Umiddelbart før opstanden var andelen af fattige mennesker højere i landområderne (62 procent) end i byerne (38). Fattigdom var mere udbredt, mere rodfæstet og mere tydelig (58,1 procent) i de nordvestlige og nordøstlige områder (provinserne Idlib, Aleppo, ar-Raqqa, Deyr az-Zawr og al-Hasakah) hvor 45 procent af befolkningen boede. Lidt over halvdelen af alle arbejdsløse skulle findes i landområderne.

Dertil kom den geografiske koncentration af erhvervslivet. Før begyndelsen på den folkelige opstand var situationen som følger: Mikrofirmaer (mindre end 5 ansatte), fordelt på provinser: Damaskus og den landlige del af Damaskus: 27,36 procent, Aleppo 21,72, Homs 9,93, Hama 6,06, andre provinser 34,93 (10 andre provinser); små firmaer (mellem 5 og 14 ansatte): Damaskus og omegnen af Damaskus: 29,40 procent Aleppo 41,55, Homs 5,89, Hama 4,70 og andre provinser 18,46.

Udenlandske private investeringer blev også koncentreret i de to byer Damaskus og Aleppo i de uproduktive sektorer (ejendomshandel, turisme, service såsom banker og forsikringsselskaber), mens andre regioner og landområder blev hold ude fra enhver økonomisk udvikling og fra forsyning af service. I tilgift til dette var de mest forarmede dele af landet dem, der især var beboet af kurdere, som i det nordøstlige Jazirah. Jazirah var den region med den højeste grad af analfabetisme og fattigdom, og den husede 58 procent af landets forarmede befolkning før den tørke, der ramte i 2004.

I 2010 steg fattigdommen betragtelig og nåede op på at omfatte 80 procent af indbyggerne i Jazirah, da fire på hinanden følgende tørkeperioder siden 2006 havde haft dramatiske konsekvenser både for småbønder og nomader. Oven i det producerede Jazirah-regionen to tredjedele af landets korn (og 70 procent af hveden) og tre fjerdedele af dets olie. Til trods for den industrielle underudvikling i Jazirah, og manglen på industrielle anlæg i regionen, som kun udgjorde 7 procent af den samlede industrisektor, var dette område ikke desto mindre vigtig. For eksempel blev 69 procent af Syriens bomuld produceret i regionen, men kun 10 procent af garnet blev spundet der.

Selvfølgelig lider alle etniske grupper i området under den økonomiske marginalisering: arabere, assyrere og kurdere.

Der er andre eksempler på social ulighed knyttet til områder beboet af kurdere før opstanden i 2011. Til forskel fra andre uformelle arbejderklasseområder i Damaskus, var Zorava-kvarteret ikke forsynet med skoler eller offentlige sundhedsklinikker, og mange andre basale servicetilbud var heller ikke tilgængelige.

I byen Qamishi var de kurdiske forstæder stadig i høj grad underforsynet med kloakering, rindende vand og elektricitet, mens de kristne og arabiske områder var blevet forbedret og opgraderet (asfalterede veje, elektricitet, gadelys, renovation) i starten af det nye årtusinde.

Spørgsmålet om, hvordan rigdommen er fordelt i samfundet og i de forskellige regioner, skal tackles af et hvilket som helst fremtidigt politisk system i Syrien. I det perspektiv er Koalitionens økonomiske politik problematisk, fordi de støtter den samme neoliberale politik som Assad-regimet i modstrid med de underprivilegerede klassers interesser. Vi må ikke glemme, at den folkelige revolution i Syrien begyndte som et resultat af social og økonomisk uretfærdighed og udbredt fattigdom, i tilgift til de politiske spørgsmål.

Den sociale uretfærdighed i samfundet og i forholdet mellem regionerne skal knyttes sammen med det demokratiske spørgsmål, og i særlig grad til lokalbefolkningens deltagelse i beslutninger i samfundet på alle niveauer: byråd, provinser og staten. Erfaringerne fra de ”befriede” områder og lokale folkelige råd er i dette perspektiv noget, som skal bevares i en fremtidig syrisk demokratisk stat. Deltagelse nedefra fra de underprivilegerede klasser i forvaltningen af deres samfund på alle niveauer har faktisk været det mest betydningsfulde element i revolutionen.

Ifølge den ovennævnte TDA-undersøgelse ønsker befolkningen faktisk at bibeholde disse erfaringer, som vi kan se i dets støtte til forskellige former for decentralisering som en måde til ”at tilslutte sig uddelegering af omfattende kompetencer til lokale myndigheder, og denne støtte er klart stigende i de oppositions-kontrollerede områder, når man sammenligner med de regime-kontrollerede områder. Det ser ud til, at fraværet af statsmagten i de oppositions-kontrollerede områder har bidraget til en stigende støtte til decentralisering og udbredelsen af positive opfattelser af dette (….) (især) ideen om, at det forbedrer ”deltagelse i regeringsførelsen” topper listen over fordele.”

 

Konklusion
Grundlaget for et fremtidigt demokratisk Syrien må absolut omfatte de underprivilegerede klassers demokratiske og sociale bemyndigelse til at forvalte deres egne samfund.

I dette perspektiv kunne en mulig decentraliseret og/eller føderal stat være det bedste svar på nogle af de spørgsmål, der har været diskuteret i artiklen. På den ene side ved at respektere princippet om selvbestemmelse for den kurdiske befolkning, så den får flere redskaber og mere magt til at håndtere egne forhold, og på den anden side ved at prøve at rette op på den regionale sociale uretfærdighed. Sådan en løsning ville også styrke deltagelsen fra lokalbefolkningen i beslutningsprocesserne.

Men indførelsen af en decentral eller føderal stat er i sig selv ikke nogen garanti for at opnå et inkluderende og demokratisk system. Alle fremtidige løsninger i Syrien, hvad enten det er føderalt, decentralt eller andet, får virkelig behov for at tage disse temaer med ind i en sekulær politisk ramme, der opmuntrer til deltagelse nedefra fra de underprivilegerede klasser, og hvor alle syrere er garanteret sociale og politiske rettigheder uden diskrimination på grund af køn, etnicitet eller religion. Det betyder især, at de underprivilegerede klasser bliver forsynet med retten til at organisere sig politisk på deres arbejdspladser og lokalsamfund, så de kan forsvare deres interesser. Det centrale spørgsmål er at beskytte folks frihed og værdighed mod et autoritært og uretfærdigt regime, sådan som den folkelige bevægelse har krævet siden begyndelsen af opstandene i Mellemøsten og Nordafrika i 2010-2011, også i Syrien.

Oversat fra International Viewpoint af Martin Mørch

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com