Valget af Rodrigo Duterte som Filippinernes præsident var en verdensomspændende nyhed. Det er ikke så mærkeligt. Med betegnelser som ”outsider” og ”opkomling” er Duarte en karismatisk gåde.

af Alex de Jong

Han er kendt for sine blasfemiske taler, mandschauvinistiske vittigheder og løfter om at give politiet frie hænder til at myrde mistænkte. Men han hævder også at være socialist og Filippinernes første venstreorienterede præsident.

Hvad er hans succes udtryk for? Har hans fremgang reelt noget at gøre med de forandringer, han lover? Og hvad betyder det for venstrefløjen i Fillipinerne?

Oligarkiet i Filippinerne
For at forstå Dutertes succes må vi se bort fra hans selviscenesættelse som leder af et folkeligt oprør. I stedet må vi se ham i sammenhæng med den økonomiske og politiske situation i Filippinerne.

Den filippinske økonomi bygger på uproduktive gevinster og statens relative svaghed. Landets underudviklede industri og forarmede landbrugssektor betyder, at uproduktive gevinster er en væsentlig kilde til rigdom.

Kapitalister konkurrerer med hinanden om at få indflydelse på statsapparatet, eller overtage dele af det, for at kontrollere markeder og få adgang til ressourcer. Tilsammen skaber jagten på økonomiske gevinster (på engelsk rent-seeking, det vil sige at skaffe sig økonomiske gevinst gennem lobbyisme, berigelseskriminalitet, advokatvirksomhed, bestikkelse mv.) og konkurrencen om kontrol med staten en strukturel korruption, som omvendt giver en institutionel urørlighed.

Den filippinske kapitalisme er kontrolleret af en herskende klasse, som Alfred W. McCoy har beskrevet som et ”oligarki” bestående af ”en familieklynge bundet sammen af blod og ægteskaber”, som med en kombination af politisk magt og økonomiske midler sætter retningen for nationens udvikling.”

Nogle få af disse familier, som startede inden for landbruget, har domineret det filippinske oligarki siden kolonitiden.

Da Spanien åbnede Manila for handel i sidste halvdel af det 19. århundrede, skabte det en kapitalistisk landbrugssektor rettet mod det internationale marked.

Spanien forsøgte at opbygge et centraliseret bureaukrati til at kontrollere den filippinske elite, men det lykkedes ikke, og i stedet fremprovokerede det et oprør, som endte med, at USA tog magten.

USA indførte et vist lokalt selvstyre i landets regioner og valg, som sikrede eliten på landet det politiske herredømme. Som McCoy skriver, så skabte den amerikanske politik “en ny klasse af provinspolitikere og en national lovgivning, som åbnede statens ressourcer for privatisering til etablerede og nye familier.”

Marcos-diktaturet ændrede dette system. USA støttede Marcos, fordi man mente, at en stærkere, og mere centraliseret stat ville inddæmme de nationalistiske udfordringer af dets herredømme og sikre, at Filippinerne fortsat var en stabil grundpille for USA-imperialismen i Sydøstasien.

Men dette forsøg på en passiv revolution slog i stor udstrækning fejl på grund af den herskende klikes aggressive karakter: De ”privatiserede” den filippinske stat i et hidtil uset omfang og skubbede i denne proces befolkningen ud på et sidespor.

Efter at Marcos var blevet væltet i 1986, vendte filippinerne tilbage til det ovennævnte ”oligarki-demokrati”, men med enkelte vigtige forskelle. Mellemspillet med Marcos brød det tidligere topartisystem og nye spillere steg til tops. Et væld af partier dukkede op.

Men ligesom før kæmpede disse partier ikke for en sammenhængende politisk platform: I stedet organiserede de netværk af velgørere og klienter.

Siden 1990´erne har dette system ikke været grundlæggende truet, men skiftende regeringer har ofte været ustabile og under pres både fra neden og i kraft af interne rivaliseringer.

Samtidig har en voksende befolkning og statsapparatet på afgørende vis ændret på de traditionelle relationer mellem velgørere og klienter, så systemet nu bliver suppleret med øget voldsanvendelse og mere spredte former for klientelisme

Skillelinjen mellem politikernes personlige ejendom og de offentlige kasser er meget tynd, når de skal fordele offentlige topstillinger og kontrakter eller købe stemmer for at vinde et valg.

Jo længere væk man kommer fra Manila, jo mere udtalte bliver denne praksis.

Alt dette gør succesfulde valgkampagner ekstremt dyre: En politikers tilknytning til erhvervsmagnater og rige familier er vigtigere end det politiske program. De dominerende familier kan have rødder i storgodserne, men har spredt sig ud til finans-, mine-, bygnings- og andre økonomiske sektorer.

Og for at gøre ondt værre, så sætter lovgivning om kampagnefinansiering igen grænser for personlige eller firmaers donationer, og politikerne skal ikke oplyse om deres økonomiske støtte før efter valget.

De folkelige klasser bliver ikke overset i dette kamkampganecirkus: Politikerne får fat i folk gennem åbenlyse stemmekøb, gaver, bestikkelse og kampagnearrangementer fyldt med festlige arrangementer, men med lille substans. Løfterne bliver meget sjældent overholdt: I valgkampagnen i 2016 sagde alle kandidater, at de ville gøre op med kontraktansættelser, selv om chancen for at konfrontere oligarkiets interesser på dette punkt er meget små.

Den ydmyge tjener
Dutertes politiske karriere har blomstret takket være oligarkiet. Han har tilknytning til Durano- og Almendras-familierne, som har været prominente politiske aktører på øen Cebu, hvor Duterte stammer fra.

Duterte-familien selv havde, ifølge Michael Cullinane i An Anarchy of Families, længe været en betydningsfuld politisk familie i Danao”, en by i Cebu-provinsen. Dutertes far, Vicente G. Duterte, var advokat og borgmester i Danao, og blev efter Alejandro Almendras guvernør i Davao-provinsen på Mindanao fra 1959 til 1965. Det er her, hans søn skulle opbygge sin politiske base.

Efter folkerevolutionen i 1986, som væltede Marcos-diktaturet, blev Rodrigo Duterte viceborgmester i Davao City. Han stillede op som borgmester to år senere og sad på denne post i ti år.

I sine første skridt ind i politik blev Duterte støttet af Almendras, som på det tidspunkt var en erfaren politiker og storkapitalist inden for skovhugst, og af tidligere Marcos-kumpaner som for eksempel Manuel Garcia, Elias Lopez, and Ricardo Limso.

Da Duterte nåede sin tredje borgmesterperiode, blev han medlem af Repræsentanternes Hus. Han vendte tilbage som borgmester i Davao City tre år senere. Igen i 2010 udløb hans periode, hvorefter han blev viceborgmester i en handel med sin datter, Sara Duterte-Carpio, som overtog borgmesterposten.

I Davao City dyrkede Duterte sit image som folkets ydmyge tjener. Men afsløringerne før valget om hans personlige formue bør ikke komme bag på nogen.

Da det kom frem, at Duterte har en hemmelig bankkonto med over 4 millioner dollar, affærdigede han det med henvisning til, at det var gaver fra hans ”velhavende venner”. Hans registrerede formue har udvist en bemærkelsesværdig vækst: I de sidste 19 år er den vokset med gennemsnitligt 132,6 procent om året.

Vi må forstå Duterte som en over-gennemsnitlig udgave af den stærke mand – en ikke usædvanlig figur i filippinsk politik. Den politiske ekspert Patricio Abinales har i sit studie af Mindanao beskrevet den stærke mand som en regional repræsentant for de mere magtfulde, Manila-baserede aktører. Stærke mænd får magt gennem klientelistiske netværk, kontrol over vitale virksomheder og ”vigtigst af alt, et monopol på midlerne til tvang og vold.”

I denne analyse er Rodrigo Duterte en ”outsider” i Manila, en repræsentant for et mindre magtfuldt, mere provinsielt lag af eliten i Filippinerne. Nogle af hans allierede, som den foreslåede finansminister Carlos “Sonny” Dominguez, kommer også fra de Mindanao-baserede klaner eller studerede sammen med Duterte.

Men efter valget har andre af regimets partier og vendekåber fra den afgående regering hurtigt sluttet sig til Dutertes koalition, fordi de bekymrer sig om at bevare deres adgang til magten og de offentlige kasser.

Hvis vi ser bort fra venstreorienterede kortslutninger, så er dette den bedste måde til at forstå Duterte: En regional boss, som det er lykkedes at slå stærkt igennem ved at blive valgt som præsident og dermed skubbe en del af den traditionelle øverste elite til side. Den vigtigste ændring, som dette valg betyder, at Manilas elite delvist er blevet erstattet af et andet, mere provinsielt segment af landets oligarki.

Mord og moneter

Det lykkedes Dutertes lejr at vinde ved at udnytte den udbredte vrede og utilfredshed i forskellige sociale klasser.

Han kunne ikke have vundet uden sin basis i Davao City. Davao City er relativt tyndt befolket, med 1,45 millioner indbyggere på 2.444 km2. Det er kommercielt knudepunkt og langt den vigtigste by på øen Mindanao, den næststørste ø i det filippinske ørige. Mindanaos økonomi bygger overvejende på landbrug, og øen er stadig i periferien af Filippinernes sociale og politiske liv.

Mens Davao City nu er kendt som et eksempel på god administration, så var byen i midt-1980´erne en kampplads.

Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP) og dets væbnede gren, den Ny Folkehær (NPA), var på højdepunktet af deres magt. NPA testede byguerillataktik i Davao og forsøgte at udvikle metoder til føre deres guerillakrig på landet ind i byerne.

Da Duterte blev borgmester, var CPPs indflydelse i Davao City brudt sammen. Regeringen havde brugt en antikommunistisk milits, Alsa Masa (Folkets Opstand), som bestod af tidligere ansatte i hæren og politiet, lokale bandemedlemmer og afhoppere fra NPA, støttet af militære kommandanter og lokale forretningsfolk, til at holde dem ude. Det lykkedes at komme af med ikke kun den underjordiske venstrefløj og guerillaerne, men også den legale venstrefløj.

Alsa Masa var mest aktiv under Dutertes forgænger, men ifølge en rapport fra Erik Guyot fra Institute of Current World Affairs, støttede Duterte de antikommunistiske vagter. Han gav dem angiveligt penge og bekendtgjorde, at ”fred og sikkerhed er blevet væsentligt forbedret, efter at Alsa Masa kom til.

I dag bliver Davao City kaldt ”den sikreste by i Sydøstasien”, og Dutertes succes med at bekæmpe kriminaliteten var en central faktor i hans præsidentkampagne.

Men hans ”hårde linje mod kriminalitet” er en eufemisme: Under hans borgmestertid myrdede en dødspatrulje med øgenavnet Davaos Dødspatrulje eller DDS hundredvis af mennesker og blev en fast del af byen. Ligesom Alsa Masa består DDS af tidligere NPA-soldater og lokale bandemedlemmer, som arbejder under beskyttelse og i samarbejde med de lokale myndigheder.

Ifølge en rapport fra Human Right Watch ”siger lokale aktivister, at dødspatruljerne i Davao City bestående af narkohandlere, småkriminelle og gadebørn startede en gang i midten af 1990´erne.”

Rapporten citerer Koalitionen mod Summariske Henrettelser (CASE) og Tambaya Center for Behandling af Misbrugte Børn, som hævder, at antallet af dødspatruljer i Davao City voksede dramatisk i sidste halvdel af 00´erne – åbenbart som svar på en stigende kriminalitet i byen.

CASE dokumenterede 814 drab fra dødspatruljer i Davao City mellem 1998 og starten af 2009. Ofrene var at finde blandt byens fattigste, især folk, som var under mistanke for småkriminalitet på gadeplan såsom brug eller salg af narko eller tyveri af mobiltelefoner.

Duterte har benægtet eksistensen af DDS, men har gjort det klart, at han går ind for mord på mistænkte kriminelle uden at de får en rettergang. Han har endda pralet af, hvor mange folk han selv skulle have dræbt.

Mordene har ikke været upopulære. Mange ser dem som et praktisk svar på et ineffektivt og korrupt retsvæsen. Denne opfattelse deles mere generelt af mange på den filippinske højrefløj, som støtter politivold, herunder summariske henrettelser, som en ”løsning” på kriminalitet.

Det er ikke kun på Davao, at Duterte nyder national popularitet som “kriminalitets-bekæmper”. Mange almindelige filippinere mener, at kriminaliteten er kommet ud af kontrol, en opfattelse, der næres af mediernes fokus på særligt grusomme forbrydelser. Men ifølge en undersøgelse fra Social Weather Stations kommer Dutertes vælgere uforholdsmæssigt fra de bedrestillede lag af befolkningen, som er tiltrukket af hans løfter om at udrydde gadekriminaliteten.

De er parat til at acceptere øget vold og se bort fra det faktum, at sikkerheden i Davao City hovedsagelig er fiktiv og bygger på manipulerede statistikker og ikke tager højde for byens mest udsatte beboere – i håbet om, at Duterte vil gentage sin påståede succes på nationalt plan.

For mange af hans beundrere, er Duterte en patriarkalsk figur, som beskytter – men også straffer – sine underlegne. Hans jernmandsprofil appellerer til de konservative, som tror, at det, der er galt med de gældende love, er, at de ikke bliver håndhævet.

Hans støtter klager over, at filippinerne ”mangler disciplin” og ser ham som manden, der kan skabe respekt for lov og orden i den brede befolkning. Hans forslag om at gennemføre et landsdækkende udgangsforbud, at forbyde rygning på gaden og at sætte begrænsninger på salget af alkohol passer alle ind i denne opfattelse.

Støttet af velhaverne – og folket
Den kendsgerning, at så mange velhavende filippinere støtter Duterte kan synes overraskende. I sidste ende var det eliterne, som havde mest gavn af [afgående præsident] Aquinos regering. Hans politik havde bred støtte i den mere velhavende dele af det filippinske samfund, bekæmpelse af korruption var en erklæret prioritet, og han gjorde det godt ud fra en nyliberal målestok.

Filippinernes BNP voksede med rekordfart under hans præsidentperiode. Efter lokale standarder var Aquino-regeringen usædvanlig stabil og var hverken truet af de folkelige klasser eller af fraktioner inden for oligarkiet.

Men alligevel støttede velhavende filippinere Duterte i valget, og afviste dermed Mar Roxas, den afgående regerings kandidat

Hvordan kunne Aquino-regeringens troværdighed bryde så meget sammen, at Duterte kunne løbe med sejren? Et svar er, at Aquino-regeringens relative succes skabte en utålmodighed, som blev forstærket, efterhånden som han blev en mindre og mindre effektiv leder.

Det betyder ikke, at Duterte ikke fik støtte fra de folkelige klasser. Den filippinske sociolog og politiske aktivist Walden Bello nævner Dutertes ”linje mod korruption og fattigdom, hans åbenlyse foragt for de rige – såkaldte coños – og først og fremmest hans profil som ”en af jer selv”, som fungerede som en magnet for arbejderne, de fattige i byen, bønderne og den lavere middelklasse.”

Aquino-regeringens succeser gavnede hovedsageligt de rige, og regeringen fremstod som arrogant og ude af trit, når den ignorerede kritikken fra de folkelige klasser.

Roxas var plaget af en tilsvarende svaghed. Som efterkommer af en af landets mest prestifulde familier (han er gransøn til Manuel Roxas, den første præsident i det uafhængige Filippinerne), var han for tæt forbundet med regeringen og lignede for meget en karrierepolitiker, et forkælet barn fra den øverste elite, til at han kunne appellere til utilfredse vælgere.

I en debat med Roxas spillede gjorde Duterte grin med den privilegerede politikernørd og spillede på sin profil som ”den almindelige mand”.

Han sagde, at han ville gøre en ende på konflikten mellem Filippinerne og Kina om områder i det Kinesiske Øhav (eller det Vestfilippinske Hav) ved personligt at plante et flag på de omstridte øer. Efter at have set sin modstanders forbavselse, tilføjede han, at han ville tage derud på jetski.

Oprøret på Mindanao
Dette outsider-image har altid hjulpet ham. Særlig stærk er hans opbakning i Mindanao, fordi hans forslag direkte forholder sig til deres konflikter med Manila og tilsyneladende lover en afslutning på årtier med uroligheder.

Hans forslag om et mere decentralt og føderalt regeringssystem passer direkte til dem, der føler sig tilsidesat og udbyttet af det, man kalder ”herredømmet i Manila”. Dertil kommer, at han støtter autonomi for de muslimske filippinerne.

De muslimske oprørere i Mindanao opgav for længe siden deres oprindelige krav om selvstændighed og kræver nu autonomi. Dutertes modstand mod militære operationer mod dem viser, at han er mere sympatisk indstillet over for deres krav end de traditionelle Manila-oligarker.

Endelig lover han også at genåbne fredsforhandlinger med maoisterne i CPP. NPAs aktiviteter er især koncentreret på Mindanao og efter årtier med ”væbnet kamp” mener mange indbyggere, at regeringen ikke kan få oprøret til at forsvinde alene ved at indsætte flere soldater. Men folk fra den øverste elite – som ser det maoistiske oprør som onde ideologers manipulation med de fattige bønder, holder stadig fast i, at den ”gudløse kommunisme” skal knuses.

Folk som Duterte kan opnå fred med maoisterne, fordi han udviklede gode personlige forbindelser med dem i 1980´erne. Trods hans tilknytning til tidligere Marcos-folk, så omfatter hans politiske allierede fra dengang folk som Leoncio “Jun” Evasco Jr, en tidligere CPP-leder, og Erasto “Nonoy” Librado, generalsekretær i Kilusang Mayo Uno-Mindanao, som er den faglige organisation, der sættes i forbindelse med det ”national-demokratiske” miljø CPP.

Han udviklede et lev-og-lad-leve-forhold til guerillaen ved ikke at støtte militære operationer mod NPA i området omkring Davao.

De legale national-demokratiske organisationer har været relativt bløde i deres kritik af Duterte og har i stedet behandlet ham som en slags allieret. Meget af den kritiske research om Duterte kommer ikke fra national-demokratiske menneskerettigheds-organisationer, men fra bredere venstreliberale tænketanke.

Duterte formår at balancere mellem landets yderste højrefløj og maoisterne. Siden 2001 har han støttet partier fra den national-demokratiske blok, men samtidig udtalt beundring for Ferdinand Marcos og opfordret til, at han bliver begravet på kirkegården for nationale helte.

Mange af Dutertes tilsyneladende modsætninger giver mere mening, når han bliver sat ind i en regional kontekst. Han kan være en filippinsk nationalist, og samtidig støtte en decentral regering, opfordre til muslimsk autonomi og gå ind for fred med CPP.

Hans besynderlige kombination af machismo, kvindehad og støtte til homo-ægteskaber giver mening, når man forstår den lange tradition for en synlig, men strengt afgrænset og ikke-truende homoseksualitet i Mindanao.

Samme økonomiske kurs
Duterte har erklæret sig som socialist og den første venstreorienterede præsident i Filippinerne – men der ikke megen grund til at se dette som andet end demagogi. Præsidentens politik lader til at være mere af det samme.

Næppe var han erklæret som vinder, før Duterte gjorde det klart, at han agter at følge hovedlinjen i Aquinos økonmoiske politik. Kapitalen har reageret positivt: Et par dage efter valget rapporterede finansbureauet Bloomberg, at Duterte ”genopliver de finansielle markeder i Filippinerne med sin forandring til en erhvervsvenlig leder.”

Hans første økonomiske udtalelser, såvel som forslagene til ministernavne (de fleste kendt som systemets mænd, hvoraf mange var med i den tidligere regering), fik ros fra finansgiganten JPMorgan, som udtalte, at ”de finansielle markeder vil byde den nye regering velkommen for sin eksplicitte støtte til at fastholde den nuværende makro-økonomiske politik.”

Faktisk ser det ud til, at Duterte vil liberalisere den filippinske økonomi endnu mere, end Aquino eller Roxas ville. Han ønsker at begrænsningerne i grundloven vedrørende udenlandsk ejerskab af firmaer i Filippinerne, at oprettet flere Specielle Økonomiske Zoner og at sænke selskabsbeskatningen.

Venstrefløjen
Venstrefløjen, som stort set ikke har været i stand til at få fodfæste i et valgsystem domineret af klientelisme og korruption, har ikke været i stand til at modsætte sig dette med held.

Efter at Marcos-diktaturet faldt, organiserede de nationale demokrater sig i Partido ng Bayan (Folkets Parti), men efter to år med skuffende resultater, ”opløste partiet sig selv i praksis”. Situationen har ikke forbedre sig meget i de efterfølgende år.

I 2010 stillede to kendte national-demokratiske kandidater, Satur Ocampo and Liza Maza, op til Senatsvalget, men de kom ikke blandt de 12 vinderkandidater.

Maza kom ind på en 20.-plads med 3,6 millioner stemmer, mens Ocampo fik 3,3 millioner stemmer og endte på plads nr. 26. Den eneste national-demokratiske kandidat til senatet i 2016 var Neri Colmenares, som med 6,5 millioner stemmer blev nummer20 og derfor ikke indvalgt.

Venstrefløjen i Filippinerne har haft større succes i de såkaldte partilistevalg. 75 mandater i repræsentanternes Hus (20 procent af samtlige pladser) er reserveret partilister, som forventes at repræsentere geografisk spredte og marginaliserede grupper, som ellers ikke ville blive repræsenteret. Filippinerne kan stemme på en af partilisterne ud over en bestemt kandidat.

Det første partilistevalg fandt sted i 1998 og betød, at den filippinske venstrefløj igen var repræsenteret i Kongressen. Det lykkedes for flere socialistiske og socialdemokratiske grupper, for eksempel Sanlakas og Akbayan, at få valgt kandidater til i Kongressen.

De nationale demokrater vendte tilbage til politiske valg i 2001 med organiseringen af Bayan Muna (Nationen Først). Siden da har de overtaget andre venstrefløjskræfter i partilistevalgene og dannet en lang række lister i forhold til forskellige grupper.

Men også her er det op ad bakke for venstrefløjen. Den aggressive elite har opdaget, at systemet kan bruges til at få adgang til offentlige ressourcer og har organiseret sine egne partilister.

Faktisk har flere af de mest succesfulde lister kun haft lidt tilknytning til de marginaliserede grupper, som de angiveligt skulle repræsentere. I stedet bliver de brugt af forretningsfolk, tidligere højtstående embedsfolk og medlemmer af politiske familier til at blive valgt.

Alliancer med borgerlige
Venstrefløjen har også prøvet at komme uden om de forhindringer, som oligarkiet har sat op, ved at indgå alliancer med etablerede borgerlige politikere. Men disse alliancer tvinger venstrefløjen til at give omfattende politiske indrømmelser.

Denne linje blev praktiseret af Akbayan, som oprindeligt blev dannet som en alliance mellem forskellige socialistiske og socialdemokratiske grupper. Det har været en af de mest succesfulde valginitiativer på venstrefløjen.

Men i 2010 allierede man sig med Benigno Aquino og hans Liberale Parti. Under Aquino-regeringen bevægede Abkayan sig tættere og tættere på regeringen og valgte at bakke op bag regeringens kandidat i 2016 – uanset hvem det blev.

Akbayans alliance ser ud til at have betalt sig, i hvert fald for Ana Theresia Hontiveros, partiets kandidat til Senatet. Efter at have nedtonet sin venstrefløjsprofil og nærmest ikke været til at skelne fra en liberal reformist, lykkedes det hende at blive en af de 12 indvalgte. Men Akbayan som parti faldt tilbage på en 5.-plads (i 2013) til nummer 13 i dette års partilistevalg.

I utilfredshed med sit partis betingelsesløse støtte til Aquino og hans Liberale Parti opgav Walden Bello i 2015 sit mandat i Kongressen. Han var partiets bedst kende repræsentant. I en kommentar til det dårlige valgresultat i år udtalte han: ”Jeg vil ikke bore i det på nuværende tidspunkt, men eftersom jeg bliver spurgt, så mener jeg, at tilbagegangen på over 200.000 stemmer i forhold til 2103 og et fald fra plads nummer 5 til nummer 13 [sandsynligvis skyldtes partiets] identificering med det Liberale Parti…”

Resultaterne for det national-demokratiske Bayan Muna var også skuffende. Partiet startede op i 2001 med støtte fra daværende præsident Gloria Macapagal-Arroyo. ”CPP var tilsyneladende i stand til at få støtte fra Macapagal-Arroyo-klanen, som hjalp Bayan Mina til at få det største antal stemmer i valget af partilister og det højest mulige antal pladser,” skriver Dominique Caouette i sit speciale om CPP fra 2004. Men i år gik Bayan Muina tilbage til en 14.-plads (fra tredjepladsen i 2013).

Den national-demokratiske blok indgår ofte alliancer med borgerlige politikere på grundlag af skriftlige aftaler. Men ingen tror for alvor på, at politikerne vil respektere disse dokumenter.

Det afgørende er de mekanismer, der følger med aftalen: De nationale demokrater sørger for stemmer fra deres sympatisører til gengæld for kampagneressourcer og opmærksomhed. Alliancerne vinder pladser i Kongressen, men er ikke til megen hjælp i forhold til at opbygge selvstændige socialistiske bevægelser, fordi de binder venstrefløjen til deres senior-partnere.

Det har også ført til uventede alliancer som i 2010, da de national-demokratiske kandidater delte platform med Ferdinand Romualdez Marcos Jr, den stolte søn af den seneste diktator, som dengang stillede op til Senatet (uden held).

Uafhængig kandidat
Dette år så man imidlertid også et interessant eksperiment, som kunne være en anden vej fremad. Efter at have nedlagt sit mandat, stillede Walden Bello op som uafhængig kandidat. Selv om han fortsat ser sig som medlem af Akbayan, støttede partiet ikke hans kampagne.

Bello nægtede at modtage penge fra oligarkerne, skruede ned på støtten fra religiøse ledere og indgik ingen alliancer med de etablerede partier. I stedet byggede kampagnen støttede fra sociale bevægelser og progressive grupper.

Bello fik ikke mange stemmer – kun lidt over en million. Men Bellos uafhængige kandidatur og progressive platform kan blive et første skridt mod noget større.

Maoisternes dilemma
Som altid kom den underjordiske gren af den national-demokratiske bevægelse – CPP selv og partiets diplomatiske front, Filippinernes Nationaldemokratiske Front (NDFP), ikke med nogen officiel opbakning til nogen af kandidaterne, men opfordrede i stedet til ”revolution, ikke valg”.

Men en prominent maoist havde nogle pæne ting at sige om Duterte. Jose Maria Sison, grundlæggeren af CPP og stadig den vigtigste ideolog for den filippinske maoisme, erklærede i interviews før valget, at Duterte som præsident ville være det bedste valg for ”den nationale enhed”. Han udtrykte også optimisme om de reformer, den nye regering kunne bibringe, og Sison og Duterte talte (via Skype) sammen få uger før valget – det er ikke sket før i forbindelse med præsidnetkampagner i Filippinerne.

Makabayan, den legale politiske alliance af nationale demokrater, udtrykte sin støtte til præsidentkandidaten Grace Poe. Men flere medier skriver, at dele af bevægelsen bakkede op om Duterte.

Peter Tiu Lavina, en talsperson for Duterte, kritiserede den national-demokratiske støtte til Poe og udtalte, at ”i det mindste bakkede de mere jordnære afdelinger i Mindanao ikke op bag den egoistiske, kortsigtede og opportunistiske linje hos deres øverste nationale organer.”

Afdelinger i CPP tilførte Dutertes image som fredsmager et ekstra boost, da de udleverede krigsfanger til ham personligt, mens hans kampagne var i fuldt sving. Duterte hævder, at Sison, som har levet i eksil i Holland i de sidste årtier, ser frem til at komme hjem, når fredsforhandlingerne starter. Duterte har også tilbudt CPP en række ministerposter, et tilbud, som Sison bød velkommen og kaldte ”storsindet”.

Luis Jalandoni fra NDFP har sagt, at forslaget er ”et stort skridt mod enhed og vil fjerne bindingerne til undertrykkelse og udbytning.” NDFP foreslog endda, at Duterte kunne blive Filippinernes Hugo Chavez.

Men Dutertes forslag sætter CPP i en svær klemme. Efter i årevis at have knyttet forbindelser til CPPs enheder på Mindanao, har han opnået sympati blandt dem. Hvis de afviser hans ønske om opbakning, kunne Duterte forsøge at slå en kile ind mellem enhederne på Mindanao og partiets ledelse.

Men hvis CPP accepterer hans tilbud, risikerer de at ende som fortalere for en borgerlig regering. Sisons ide om, at de tilbudte ministerposter skal gå til kvalificerede ”patrioter”, som ikke nødvendigvis er medlemmer af CPP, vil lægge en vis afstand mellem regeringen og partiet.

Duartes plan om at starte fredsforhandlinger skaber tilsvarende dilemmaer. CPP har altid insisteret på, at den væbnede kamp er den eneste vej til at løse landets problemer, og hævder, at deres guerillahær er på tærsklen til at eskalere kampen op på et nyt og højere niveau.

Den nye regering ønsker imidlertid, at maoisterne nedlægger deres våben. At afvise tilbuddet om forhandlinger vil koste CPP opbakning, men de har brug for større masseopbakning for at kunne presse regeringen til at indgå meningsfulde indrømmelser.

Det er illustrativt, at Duterte tilbød de nationale demokrater officielle poster på for eksempel det sociale område, mens statsmagtens kernefunktioner, såsom finans og militær, fortsat skal ligge i hænderne hos systemets repræsentanter.

Lov og orden
Det er måske stadig for tidligt at sige, hvilken form for ”revolution”, Duterte vil lave i Filippinerne. En ting, som forekommer sikker, er, at borgerne kan forvente eksperimenter med en drakonisk lov-og-orden-politik. Duterte har sagt, at han vil genindføre dødsstraffen – ved hængning.

Hans historie i Davao City viser, at han ikke bekymrer sig om suspekte personers borgerrettigheder. De fattigste og mest sårbare dele af samfundet vil komme til at betale den højeste pris for dette. Politivold er allerede udbredt. Nu har politiet en præsident, som mener, at de skal kunne slå til uden konsekvenser.

Set udefra kan situationen synes dyster. Duterte som præsident vil ikke tackle den straffrihed, fattigdom og ulighed, som plager landet. Kun en stærk venstrefløj kan gøre dette. Filippinerne har allerede en relativt stærk venstrefløj, men de er splittet op i et utal af politiske grupper, bevægelser og sociale organisationer.

At føre denne sociale kraft ind i det politiske liv er svært, som det seneste valg har vist. Men opbygningen af en uafhængig, socialistisk venstrefløj har længe været nødvendig, og der findes mange engagerede aktivister, som kan gøre det til virkelighed.

 

28. maj, 2016

Alex de Jong er redaktør af Grenzeloos, som udgives af den hollandske sektion af Fjerde Internationale.

 

Oversat fra netmagasinet Jacobin (USA) af Karina Skov.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com