content-picture.php

Det er Enhedslisten, der har en løsning på klimakrisen. Den løsning er formuleret i Enhedslistens radikale ”grønne program”, der blev vedtaget på årsmødet i 2018. Heri er ikke bare en hudflettende analyse af det kapitalistiske samfunds destruktive, profitstyrede vækst, men også en opregning af de grønne, sociale og antikapitalistiske krav, der peger frem mod et bæredygtigt, økosocialistisk samfund.

af SAPs Landsledelse

Dette – ”det grønne program” – giver naturligvis et fornemt afsæt for Enhedslistens udspring i det, der heldigvis tegner til, i hvert fald bl.a., at blive et ”klimavalg”. Et afsæt, der både er blevet brugt og – desværre – ikke brugt.

 

Enhedslistens folketingsgruppe fremlagde så i sidste uge en ”Klimaplan 2030”, der præsenterer en lang række vidtgående, umiddelbart realiserbare og finansierede forslag til en langt større CO2-reduktion end den katastrofalt utilstrækkelige klimaaftale, der i øjeblikket styres efter. Det betød, at Enhedslisten med et slag tilbageerobrede sin (fortjente) plads i offentligheden som det førende parti mht. klimadagsordenen.

 

Sådan!

 

Rød-grønne krav nødvendige for mobilisering
Og ikke nok med det. Både i overskriften, i planens indhold og i pressedækningen fik Enhedslisten udbasuneret kravet om ”En socialt retfærdig vej til det grønne samfund”. Dette er ikke bare godt for kampen for social retfærdighed. Det er mindst lige så godt, ja, faktisk afgørende vigtigt, for netop klimakampen.  For kun ved at koble kravene om CO2-reduktioner tæt sammen med krav, der vælter omkostningerne ved disse mest muligt over på overklassen, bliver det muligt at mobilisere arbejderklassen i bred forstand til klimakampen. Og uden netop en sådan, bred mobilisering er det ikke muligt at vinde kampen om klimaet i sidste ende.

 

Derfor er det godt, at afgiftsprovenuerne i klimaplanen føres tilbage som socialt afbalancerede ”grønne checks” – og at f.eks. finansieringen af de udgiftstunge omlægninger i industri og landbrug i høj grad hentes hos virksomhederne selv.

 

Sådan!

 

Slet ikke nok
Desværre er der også et alvorligt problem ved programmet – og ikke mindst dets lancering. ”Enhedslistens klimaplan 2030” er nemlig ikke bare blevet præsenteret som en pakke indlysende vigtige krav, som der bør kunne samles bred opbakning om at kæmpe for. Det er derimod blevet præsenteret som Enhedslistens bud på ”at det kan lade sig gøre at foretage den nødvendige omstilling i tide”. Altså: at denne plan er en tilstrækkelig politik frem til 2030.

 

Og dette er – desværre – ganske langt fra sandheden.

 

I beregningerne af CO2-reduktionerne forfalder EL i denne plan således til at bruge beregningsmetoder, som regeringen bruger. Metoder, som er under stærk kritik af forskere og miljøbevægelser – og i Enhedslistens grønne program (!) – fordi de ser bort fra både udslip fra afbrænding af biomasse og udslip fra danske økonomiske aktiviteter i udlandet, herunder danskopereret international transport og industriproduktion forlagt til andre lande.

 

Og selv med disse beregningsmetoder er de forventede CO2-reduktioner frem til 2030 utilstrækkelige. For planen rækker kun til, at vi, i denne godt og vel halvdel af perioden frem til 0-udledningen i 2040, reducerer med en tilsvarende andel af det, vi mangler. Det ser på overfladen pænt ud, at vi følger en ret linje nedad. Men desværre er det langt fra tilstrækkeligt, at et rigt land som Danmark reducerer på denne måde, hvis vi skal nå i mål på verdensplan. Vi skal reducere i et langt hurtigere tempo, hvis verdens samlede udledning af CO2 ikke skal nå at blive for stor til at holde temperaturstigningen under de 1,5 grader, selv om det lykkes at få hele verdens udledning ned på nul i 2040.

 

Sagt rent ud: Enhedslistens klimaplan 2030 er et stort fremskridt, men slet, slet ikke tilstrækkelig.

 

Er det bedste så det godes fjende…?
Men skal Enhedslisten så lade være med at fremlægge planer, som er kæmpestore fremskridt i forhold til det, der ellers er planlagt – og som der måske nogenlunde nemt kan samles opbakning bag – bare fordi det faktisk ikke er nok til at afværge klimakatastrofen?

 

Selvfølgelig ikke! Det er helt fint at mobilisere for en plan, der ”bare” sætter gang i nogle tigerspring i den rigtige retning. Når vi har vundet kampen for dem, tager vi de næste skridt!
Men det er et politisk problem at skabe falske illusioner. At sige: ”Hvis vi bare gør sådan, er det godt nok” – når det faktisk slet ikke rækker. For sandheden er jo, at det f.eks. ikke er godt nok, at vi bare lader bilparken vækste med endnu 700.000 til 3,2 mio., bare det er elbiler (der skal produceres i Kina… helt CO2-frit?), og at det vanvittige niveau for lastbiltransport f.eks. ikke bare kan få lov at fortsætte, selv om disse kører på gas. Sandheden er, at det er nødvendigt at sætte skrappere ind mod selve den kapitalistiske økonomis mekanismer med hensyn til vækst, transport osv. Og at det selvfølgelig også er nødvendigt at gøre op med de multinationale koncerners ”retskrav” på uforstyrret at hente olie og gas op af Nordsøen helt frem til 2040…

 

Derfor er det nødvendigt at fastholde den antikapitalistiske pointe i Enhedslistens grønne program: At der skal radikale indgreb i profitøkonomien til, hvis vi skal opnå et bæredygtigt samfund.

 

Og derfor er der hoppet en kæde af i den demokratiske proces, når folketingsgruppen har fået lov at præsentere Klimaplan 2030 med nærmest den stik modsatte konklusion som ramme.

 

Økosocialisme er nødvendig
Hvis Enhedslisten begynder at lade som om, at vi med nogle mindre justeringer af kapitalismen kan opnå ”det grønne samfund”, så lyver vi. Vi spreder falske illusioner om, at kapitalismen egentlig er god nok. Helt på samme måde, som når vi forfalder til formuleringer om, at vi kan få et samfund med velfærd, social tryghed osv., hvis blot ”vi beder de rigeste betale en mere retfærdig del til det fælles bedste” (indledningen til 100-dages-programmet). Vist kan vi da ej! Så længe kapitalismen og kapitalisterne styrer, er der social utryghed og klimatruende vækstvanvid.

 

Derfor er det nødvendigt, både i klimakampen og i de sociale kampe, at få nye generationer af socialister til at forstå, at det er nødvendigt med et andet samfundssystem, et økosocialistisk samfund. Det betyder ikke, at vi i ethvert kampprogram skal medtage krav om ”afskaffelse af kapitalismen”! (Derimod meget gerne krav, der direkte eller indirekte angriber kapitalisternes magt på den ene eller den anden måde – og det finder man da heldigvis også eksempler på i Klimaplan 2030.) Men det betyder, at vi ikke skal medvirke til at udbrede myten om det modsatte: At kapitalismen sagtens kan blive grøn, social og bæredygtig, hvis bare vi regulerer den lidt. Og det betyder, at det ikke skal holdes hemmeligt, at Enhedslisten mener, at det er nødvendigt at ændre på nogle grundlæggende mekanismer i samfundet, hvis det skal blive bæredygtigt.

 

For det er ikke mindst derfor, at Enhedslisten har løsningen på klimakrisen.

 

En del af bevægelsen
Alle disse udfordringer kan vi ikke nøjes med at bekæmpe med planer og programmer. Vi må prioritere, som en af vores vigtigste opgaver i denne periode, at deltage i alle de mange mobiliseringer, der kræver handling på klimaområdet.

 

Aktuelt kan man pege på:
– De internationale skolestrejker for klimaet, næste gang den 15. marts.
– De utallige lokale initiativer, der udvikler både løsninger og krav.
– De folkelige klimamarcher den næstsidste lørdag inden det kommende folketingsvalg.
– Og den internationale ”Extinction Rebellion”-aktionsdag den 15. april.

Det er også fordi vi ved, at det er folkelig bevægelse, der rykker, at Enhedslisten har løsningen på klimakrisen.

SAP’s landsledelse, den 24. februar 2019

single.php