De kontrarevolutionæres myrderier og jødeforfølgelser hører med til billedet af borgerkrigens rædsler.

af Håkan Blomqvist

Læsetid: 7 minutter

Nicolas Werth, forfatteren til de 250 sider af den »Sorte bog om kommunismen«, der handler om Sovjetunionen (1), har offentligt taget afstand fra sortbogsredaktøren Stéphane Courtois’ sidestilling af nazisme og kommunisme samt hans udtalelser om, at Auschwitz for længe har fået lov til at skygge for »bolsjevikkernes forbrydelser«. Men Werth har selv placeret sig i en politisk kampagne og ladet sine videnskabelige ambitioner forvandle til agitation.

Når Werth oplister tørre rapporter fra de sovjetiske arkiver om sikkerhedsstyrkernes massehenrettelser, om repressalier mod kosaksamfund eller gidseltagning blandt borgerskabets familier, får man et billede af den virkelige borgerkrigs rædsler.

Werths korte skildring viser, ved hjælp af Tjekaens egne arkivoplysninger og dens offentlige avis, som i nogle måneder udkom med helt offentlige rapporter, med hvilken hårdhed tjekisterne slår til mod modstandere, hvordan de arresterer og skyder med voksende selvtillid. Rækkevidden af den opgave at demonstrere en urokkelig magt i det russiske kaos år 1918 ser man et eksempel på i Trotskijs forsøg på at opbygge den nye stats krigsmagt, den Røde Hær.

For overhovedet at kunne tage fat på opgaven måtte officerer fra Ruslands gamle væbnede styrker bringes til at deltage. Dette skete både gennem forsøg på at overbevise politisk og gennem trusler. Da den Røde Hær blev involveret i borgerkrigen i 1918, bestod, fortæller Deutscher, tre fjerdedele af dens officerskorps af tidligere zarofficerer. For at forvisse sig om, at disse ikke skulle forråde revolutionen, var deres familier statens gidsler, enten ved blot at stå registreret eller ved at være anbragt i koncentrationslejre.

Også byers borgerlige familier kunne tages som gidsler i en slags terrorbalance over for de trusler, som var rettet mod sovjetternes folk i de hvides territorier. Landsbyer kunne, med trussel om at blive nedbrændt, gøres ansvarlige for, at der ikke var skjulte våben, at oprørere ikke fik hjælp, eller at korn ikke blev tilbageholdt. Werth citerer til og med et eksempel på, hvordan Lenin giver lokale magthavere ordre om at true med at skyde gidsler blandt bønder, som er blevet pålagt at pløje en jernbanestrækning fri for sne – en opgave, som i krigssituationen kunne handle om liv eller død.

Med beslutningen i september 1918 om den røde terror fik Tjekaens virksomhed en helt ny dimension. Terroren indebar ikke bare at tage og holde gidsler, men at skyde dem, koldblodigt at kunne henrette mængder af mennesker, som måske ikke nødvendigvis personligt have gjort sig skyldige i noget som helst kriminelt – andet end at være i familie med en officer, tilhøre byens borgerskab eller bo i en fattig landsby i nærheden af et uryddet jernbanespor.

I Petrograd skød Tjekaen over 500 af sine fængslede gidsler, samme dag som beslutningen om terroren blev taget. Yderligere 300 blev skudt, inden måneden var omme. Fra provinserne kunne rapporterne i Tjekaens avis se sådan ud:

Nisjni-Novgorod: fra 31. august 141 af gidslerne henrettet ved skydning, på tre dage er 700 arresteret som gidsler. Viatka: 23 fhv. gendarmer skudt, 154 kontrarevolutionære, 8 monarkister, 28 medlemmer af Kadetpartiet, 186 officerer, 10 mensjevikker og højre-socialrevolutionære i løbet af en uge. Ivano-Voznessensk: 181 gidsler taget, skydning af 25 kontrarevolutionære og indretning af en koncentrationslejr med 1.000 pladser.

»Videnskabeligt afgrænset«

Gruen i de menneskeskæbner, der fangedes af terrorens knibtang, er åbenlys. Konsekvenserne for dem, der blev ramt, men også for den magt, der gennemførte beslutningerne, var selvfølgelig uoverskuelige. Og Werth gengiver, hvordan diskussionerne bølger højt blandt bolsjevikledeme selv, om den »forråelse« af Tjekaens folk, der finder sted.

Det, der alligevel reducerer Werths skildring til agitation, er hans valg af ensidigt at undersøge den røde terror. Ikke fordi han benægter den hvide, men »dette er ikke en undersøgelse af den hvide terror«. Selv om Werth påstår, at han har foretaget en rent videnskabelig afgrænsning, er hans skildring smækfuld af chokerede kommentarer og vurderinger, som ville have set helt anderledes ud i lyset af den hvide terror.

»Enhver ved, at flere end 2.000 mænd blev skudt af Ataman Kalmykov. Alle blev de dræbt uden rettergang og dom. Alle disse mord kan ikke motiveres med landets forsvar eller patriotisme, de tjente kun en terroristisk regerings snævre interesser,« skrev for eksempel 300 mytterister fra Kalmykovs hvide sibiriske kosaktropper i januar 1919. Sammen med japanske interventionstropper drog kosakgeneralen hærgende mod vest under massakrer på tusindvis af mennesker, ikke mindst egne mytterister (2). Det gør ikke den røde terror mindre brutal, men det giver nogle proportioner og en forståelse af, på hvilket niveau volden lå i borgerkrigen.

De hvides »irregulære« terror i forhold til bolsjevikkernes bevidste var ikke mindre, men i flere henseender langt mere skrækindjagende.

I Werths skildring vender parolen »Ned med jøde-bolsjevikkerne!« tilbage gang på gang, når der fortælles om oprør mod sovjetmagten fra kosakker, hvide officerer, ukrainske bønder og nogle gang til og med sultende arbejdergrupper. Og han nævner nærmest i forbigående – i en enkelt sætning – resultatet af den ukrainske nationalistleder Simon Petljuras og den hvide general Denikins fremfærd i Ukraine og Sydrusland i sommeren og efteråret 1919.

De hvides pogromer

I løbet af nogle få forårsmåneder blev titusindvis af jøder nedslagtet i den største bølge af antisemitiske pogromer før Hitler og Holocaust. Der har været skiftende vurderinger af, hvor mange jøder der blev myrdet under denne terror, men de undersøgelser og komiteer, som Chamberlain (3) henviser til, opgiver tal på mellem 100.000 og 120.000. Werth selv nævner i sin korte sætning 150.000. Endda et tal på 200.000 myrdede er blevet anført (4).

En detaljeret beretning om dette folkemord, landsby for landsby og by for by, ligesom når det gjaldt Tjekaens terror, havde givet delvist andre proportioner til bolsjevikkernes gerninger. Den 9. august 1918 udsendte sovjetregeringen et dekret skrevet af Lenin, som gav instruks til »alle sovjetdeputerede om at vedtage kompromisløse forholdsregler for at rykke den antisemitiske bevægelse op med rode. Pogrommagere og de, der agiterer for pogromer, står uden for loven«. Dekretet var rettet mod den hvide terror, som på klassisk zartidsmanér slap sine »Sorte Hundreder« løs på arbejdere og socialister under slagordet om at knuse jøderne. Bolsjevikkerne blev fremstillet som jødiske despoter og blodsugere, som ville nedbryde Moder Rusland og flå bønder og arbejdere til skindet.

Hitlers skikkelser

Ukrainske bønders oprør udviklede sig til pogromer, som bolsjevikkernes modstandere pustede til og benyttede sig af. Hvis de ramte jøder var bolsjevikker – som de oprørske arbejdere i Proskurov i Ukraine, der i februar 1919 blev udsat for en af krigens værste pogromer – var det så meget desto bedre. Hvis de ikke var – som de jødiske antibolsjevikker, som var flygtet til Sibirien – blev de alligevel myrdet i tusindvis af Koltjaks og Wrangels folk (5).

Nej, den hvide terror var måske ikke lige så »struktureret« som den røde. Den kunne ikke indrømmes åbent, den kunne ikke meddeles til omverdenen, for den kunne ikke engang legitimeres af selve krigen. Den var for en stor del kun plyndringer og massemord på de svage i zarens, nationens, racens eller bare den personlige vindings navn.

Hvis man på grund af »videnskabelig afgrænsning« ser bort fra dette, handler det ikke om en prioritering, men om en mørklægning, som kun kan føre til historieforfalskning. Det er en forfalskning, som i Sverige, bevidst eller ubevidst, udnyttes af Staffan Skott og Per Ahlmark til deres kampagne om »Ingen Hitler uden Lenin«.

I realiteten optrådte »Hitler« i en række skikkelser allerede under den russiske borgerkrig. Under navne som Petljura, Denikin, Semesenko, Grigoriev og Wrangel indledte han øvelserne til det, der skulle blive jødeudryddelserne i Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine.

Artiklen er et uddrag af »Lenin, terrorn och Hitler«, fra den svenske ugeavis Internationalen, december 1998. Oversat af Finn Kjeller.

 

Noter

l .     Nicolas Werth, ‘Un État contre son peuple’ i Le livre noir du communisme, éd. Robert Laffont, Paris, 1997.

2.    George Stewart, The White Armies of Russia.

3.    W.H. Chamberlain, The Russian Revolution.

4.         Nathan Ausubel, Pictorial History of the Jewish People.

5.         Ausubel, nævnte værk.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com