Torsdag den 3. september samlede bevægelsen #68-ER-MERE-END-NOK fagforeningsformænd og tillidsfolk til en konference i Odense. Herfra skal lyde stor ros til folkene bagved initiativet, der har fået så meget vind i sejlene henover sommeren, at den nu repræsenterer 33 procent af FH’s medlemskreds (FH = Fagbevægelsens Hovedorganisation, tidligere LO + FTF). Her er alt fra blikkenslagere til pædagoger, lastbilchauffører til sosu-assistenter, elektrikere til skolelærere, trykkere og kirketjenere. Initiativet har kaldt til demonstrationer i de større byer fredag den 11. september, og opfordrer til, at arbejdspladser og fagforeninger søger foretræde for folketinget. Et borgerforslag som skal samle 50.000 underskrifter blev også foreslået iværksat.

Svagheden ligger hos os selv

Men vi ved godt, hvor svagheden er, og at den ligger hos os selv. Store dele af fagbevægelsens top bakker officielt op om velfærdsforliget (2006) og tilbagetrækningsreformen (2011), der bygger på den præmis, at hver gang levealderen stiger med 1 år, skal pensionsalderen hæves tilsvarende.  Metal var fraværende på konferencen, HK Kommunal, Stat og Handel så vi heller ikke noget til. Måske har de ikke altid medlemmerne bag sig? Det ved vi ikke, men … Ifølge Trygfonden forventer over halvdelen af danskere over 50 år, at de vil forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen, og de frygter en uværdig tilbagetrækning. Ledelsen i fagbevægelsen må kunne presses til at ændre holdning. Som det f.eks. skete på HK Privats kongres sidste år, hvor et klart flertal blandt de delegerede krævede kortere pensionsalder. Men det kræver aktivitet ude i de lokale fagforeninger, og at medlemmerne reelt kan komme til orde.

Tyveriet fra de unge

Morten Ahrendt, 28 år og elektriker fra København fortalte fra talerstolen, at FH hvert år afholder nogle ”demokrati-møder” ude på fagskolerne. Før mødet bliver lærlingene/eleverne bedt om at finde tre emner, de gerne ville have særlig fokus på. De seneste år er tilbagetrækningsalderen kommet på den dagsorden!

Mathias Tesfaye havde på et sådant møde svaret elektrikeren, at  unge mennesker ikke skulle bekymre sig om pensionsalder. ”De skulle hellere gå ud og drikke nogle bajere.”

Det er tankevækkende, at de unge, som skal ud i håndværks- eller industrifagene er begyndt at blive opmærksomme på nedslidning,  og om de vil kunne holde til det i så mange år.

Fakta er, at politikerne er ved at gennemføre et enormt tyveri af liv fra den unge generation af arbejdere. Som en deltager sagde: ”Vi kommer til at dø derude.”

Tilbagetrækningstidspunkt virker sikkert unægtelig som et fjernt emne for de unge på gymnasier og højere læreanstalter, men en af følgerne af den forhøjede pensionsalder er, at det bliver stadig sværere for unge at komme ind på arbejdsmarkedet. De bliver mødt med et ultimatum om lavere lønninger, usikre ansættelsesforhold og manglende overenskomstmæssige rettigheder.

De vil have, at vi slås om jobbene

Danmark har indført Europas mest vidtgående pensionsreform. Officielt fordi vi skal have råd til velfærd fremover, når vi bliver flere ældre. Den virkelige årsag handler om at øge arbejdsudbuddet, så vi er flere om at slås om jobbene.

Professor Per H. Jensen fra den alternative velfærdskommission holdt et spændende oplæg med mange tankevækkende fakta. Vidste du f.eks., at i Tyskland har de en større andel af befolkningen, som er ældre og færre erhvervsaktive i alderen 55 til 64, end vi har i Danmark? Alligevel skal tyskernes pensionsalder først stige fra 65 til 67 år i 2031.

Økonomerne i Danmark har regnet ud, at vi i gennemsnit skal have lov til at leve 14,5 år som pensionister. I Holland indekserer man det til 18,5 år. Hver gang levealderen i Portugal stiger med et år, stiger pensionsalderen med 8 måneder. Hos os er det 1-1.

Måske fordi de er kloge nok til at indse, at levealderen bliver længere, fordi vi får medicin og/eller operationer, som afhjælper alvorlige sygdomme. Men det betyder ikke, at arbejdsevnen og kræfterne følger med. Per H. Jensen beskrev det på den måde, at vi får flere mennesker i skrante-alderen, der ikke kan klare at arbejde så længe. Og hvad skal de så leve af?

Samtidig er der stadig flere mennesker, som gerne vil blive ved med at arbejde langt oppe i alderen. Antallet af seniorer er steget med 175.000 mellem 2010 og 2018. ”Mennesker er forskellige, både hvad angår klasse og køn. Det er afgørende, at det skal ske uden tvang, uden belønningsordninger, men af lyst.” sagde Per H. Jensen.

Et demokratisk problem

Klasseuligheden i levealderen vokser. I 1987 kunne en ufaglært mandlig arbejder regne med at blive 71,7 år, mens juristen fik tildelt 76,5, altså 5,2 år mere. I 2011 fik arbejderen 74,9, mens juristen hoppede helt op til 81,3 i gennemsnit. Altså en forskel i levealder på 6,4 år. Den sociale ulighed i dødelighed fortsætter.

Politikerne henviser til økonomer, der mener, at vi tjener 10 milliarder om året, hver gang vi hæver pensionsalderen med et år. Ti milliarder, som kan bruges til ”kernevelfærd.

”Men politikerne bruger ikke den faktuelle viden, de lægger ikke deres beregninger åbent frem, og det er et demokratisk problem. Når vi ser 10-20 år frem, vil de fleste have så stor en arbejdsmarkedspension, at den skat, de skal betale, modsvarer udgiften til folkepension”, mente Per H. Jensen.

Arbejdsgiverne vil ikke have de gamle

Søren Sørensen fra HK Privat Århus fortalte om konkrete sager. F.eks. en arbejdsgiver, der konsekvent afskedigede alle over 61 år i en fyringsrunde, og da han blev gjort bekendt med, at det var ulovligt, svarede han: ”Hvor meget koster det?” En anden udtalte, at han aldrig ville ansætte en medarbejder ,der var ældre end ham selv. Han var 47 år.

Myten om det forbedrede arbejdsmiljø

”Måske kan vi godt arbejde længere i fremtiden, når vi har fået indført ret til uddannelse hele livet og et bedre arbejdsmiljø,” sagde Carsten Hønge fra SF, og henviste til de mange forbedringer af hjælpemidler, der var kommet, siden han selv arbejdede som tømrer. Det gav anledning til lidt mundhuggeri. For er arbejdsmiljøet blevet bedre de sidste 30 år? Ja og nej, mente deltagerne og henviste til det øgede tempo, og at Arbejdstilsynet hele tiden bliver skåret ned. Man kunne også have nævnt hyppigere brug af lange vagter og natarbejde, og at de mange udenlandske arbejderes elendige sikkerhedsforhold smitter af. Kampen for et bedre arbejdsmiljø er vigtig, men den må ikke bruges som en afledningsmanøvre.

Når man må slå knuder på sig selv

De fire politikere i panelet repræsenterede de partier (S, SF, EL og DF), der til sammen kunne stoppe stigningen af pensionsalderen, hvis de ville. Socialdemokraten Jan Johansen gjorde knuder på sig selv og ville helst snakke om ”Arne”, der nu fik mulighed for at gå fra 2-3 år tidligere, og hvor fantastisk et resultat det var. Det var ikke, fordi forsamlingen ikke mente, at det trods alt var et reformforslag, som pegede i den rigtige retning, men de ville gerne have en klar melding. Og til sidst var Jan Johansen ærlig nok. Han kunne ikke stemme mod stigningen fra 68 til 69 år. Han var bundet af partilinjen, og det vidste vi jo alle sammen godt. Thulesen Dahls bror fra DF var lige så lang i spyttet, men gjorde opmærksom på, at selv de radikale nu mumlede noget med, at det godt kunne være, man skulle stoppe ved de 70 år. Og så ville han gerne forhandle forbedringer igennem på ”Arne-ordningen”, så den kom til at omfatte flere og med et større beløb.

Jette Gotlieb fra Enhedslisten (der lige som SF vil stemme imod stigningen i pensionsalderen) huskede dem begge på, at 6 ud af 10 ufaglærte i dag  bliver tvunget ud af arbejdsmarkedet, før de er fyldt 62 år, og at det fremover vil være sådan, at den rigeste del af befolkningen kan trække sig tilbage, når de selv vil. Fordi ”kampen om vores tid er klassekamp.”