Søren Søndergaard var spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds. Han er er en af de ni MF’ere, der nu repræsenterer Enhedslisten i Folketinget.
Der er ikke et enkeltstående svar på, hvorfor Enhedslisten gik så meget tilbage, understreger han:
“Vi mangler tal for, hvor vores vælgere er gået hen, og jeg hører ikke til dem, der siger, at hvis vi bare havde gjort det på den eller den måde, så havde vi fået et bedre resultat. Det bliver ren spekulation.”
For ham er det vigtigt at forstå tilbagegangen fra to sider:
“For det første antallet af stemmer. Her gik det dårligt, og det vil selvfølgelig svække os både økonomisk og i forhold til, hvor meget vi kan lave. Men det behøver ikke at få en afgørende betydning for vores parlamentariske indflydelse. Her kommer det nok ikke til at gøre en stor forskel, om vi har 9 eller 13 mandater, for det vigtige er, om vi har de afgørende stemmer.”
“Men den anden del er, at partiet står svækket efter valgnederlaget, og hvis jeg skal formulere det i en sætning, så er situationen nu, at vi står uden en klar politisk profil. For mange vælgere og medlemmer var det svært at se en fundamental forskel på os og de andre partier. Det stod ikke klart, hvor vi adskilte os.”
Ifølge Søren gjorde Mai Villadsen det generelt fremragende i en kampagne, hvor Enhedslisten ikke tilnærmelsesvis har de samme ressourcer som de store partier. Men valget skal vindes på det, der sker mellem valgene.
“Her er vi nødt til at se kritisk på nogle af de forlig, vi har været med i, som hverken har indfriet vores egne krav, eller hvad folk har forventet af os. Ikke bare kan vi kritiseres for, at der er sket for lidt, men det rejser også spørgsmålet, hvordan vi skal kunne opnå mere, når vi selv præsenterer disse forlig som store sejre, og endelig har det også til en vis grad renvasket de borgerlige partier, som har været med i mange af forligene. Så det har givet os et vanskeligt udgangspunkt for en offensiv valgkamp.”
I selve valgkampen udpeger han to fejl – eller temaer, som blev forsømt:
“Vi undervurderede, hvor langt Mette Frederiksen er parat til at gå til højre for at bevare regeringsmagten. Det kunne have været en gave til os og burde have været en akse i valgkampen, men vi var for længe om at sætte fokus på det.”
”Vi undervurderede også den desperation og usikkerhed, der er i store dele af befolkningen i forhold til prisstigninger. Når folk skal betale 2000 kroner mere om måneden i varmeregning, så er det et problem, der bliver mere vedkommende end den grønne omstilling. Selvfølgelig blev det italesat, men det blev ikke centralt nok.”
Et sted, hvor vi adskiller os, er på spørgsmålet om oprustning. Enhedslisten står uden for “det nationale kompromis”, som Mette Frederiksen ofte fremhævede som et eksempel på samarbejdet hen over midten. Var det en fejl, at det ikke blev en del af valgkampen?
“Selvfølgelig kunne vi sige, at vi ikke synes, man skal bruge så mange penge på militæret, men det ville være svært at bruge offensivt, fordi det meget hurtigt ville tvinge os ind i en diskussion om, hvor mange penge vi så vil bruge, om NATO, Ukraine og forsvarspolitik i det hele taget, hvor vi ikke har en klar profil. Jeg er bange for, at vi ikke bare ville få lov at sige “ikke så mange penge”, men at vi risikerede at blive kørt rundt i manegen.”
“Men det er rigtigt, at vi ikke var tilstrækkeligt offensive på, hvor pengene skal komme fra. Vi fremstod som nogle, der gerne ville bruge flere penge på velfærd, men vi var ikke skarpe nok på, at pengene skal komme fra de rigeste og de store selskaber. Ganske vist foreslog Enhedslisten tidligt en ekstra skat på overnormale profitter, men det blev jo hurtigt, i hvert fald delvist, overtaget af Socialdemokratiet.”
Søren understreger, at en anderledes valgkamp med ovenstående fokuspunkter ikke nødvendigvis ville have givet flere stemmer.
“Men det ville have stillet partiet bedre, hvis det havde stået mere klart, hvor Enhedslisten adskiller sig fra de andre partier. Det tror jeg, mange havde svært ved at se,” slutter han.
Enhedslisten efter valget
Enhedslisten mistede en fjerdedel af sine vælgere ved folketingsvalget i november 2022. Hvad er forklaringen på det? Hvilke overvejelser giver det anledning til, og hvordan rejser partiet sig igen? Disse spørgsmål bliver allerede diskuteret flittigt og vil uden tvivl sætte sit præg på det næste årsmøde. Som bidrag til debatten bringer Socialistisk Information i den kommende tid en række interviews med forskellige kandidater og medlemmer af partiets ledelse. |
Tak for interviewet. For mit eget vedkommende synes jeg, at Ø har bagatelliseret statsministerens klare udmelding om en regering med højre-partierne. Det fik mig til at stemme på Frie Grønne, fordi de lagde afstand til Mette Frederiksen.
Jeg havde ikke stor tiltro til, at Q ville komme over spærregrænsen, men jeg ville hellere se blå blok vinde og Mette F. blive væltet som “venstrefløjens” frontfigur, end lægge stemmer til Ø.
Hun er en pamper og en demagog, og jeg synes, at Ø skulle være de første til at påpege dette.
Ville det ikke være nemt nok at gå videre fra “ikke så mange penge” med et “Hvorfor pokker skal våben og krig have bevilget en stor mængde penge på forhånd uden at man kender behovet. Det kan oven i købet komme til at virke som en opfordring til at bruge flere penge (og bomber) end der er behov for. Lad os se en normal budgetmæssig ansøgning”.
Mai agerede ikke fremragende hvad angik EU, NATO og Rwanda. Hun havde hverken historisk eller politisk forståelse for hvor negativt baglandet ville reagere, hendes unge alder og uerfarenhed taget i betragtning. Men det kan vel ikke være hendes skyld, nogen andre i FG må vel have præpareret hende.
Hvis de havde valgt Søren som ordfører havde det nok ikke gået så galt. Han ville nok have evnet at udtale sig mere diplomatisk, så vi ikke havde fået et frafald af de ovennævnte grunde, udover fravær af en mere offensiv tilgang til partiets kernepolitik i de år der gået, herunder bolig- og socialpolitik.
Alt andet lige, mange af vælgerne er ikke socialister, hvilket vel også er en grund til, at antikapitalistiske argumenter og agitation for en øko-socialistisk samfunds model også er total fraværende.
Men hvad skal skal partiorganisationen så bruges til fremover?
Den uklare holdning til krigen i Ukraine spillede efter min rolle en stor rolle i ELs tilbagegang. Jeg var sgu nær blevet hjemme på sofaen selv.
Hvis EL stadig er et socialistisk parti, må linjen være at tage afstand fra alle imperialistiske krige, uanset hvem, der fører dem. At sende våben til Ukraine er at medvirke til at slå ukrainske (og russiske) arbejdere ihjel.
EL har blod på hænderne, og det er vi mange, der ikke vil tilgive partiet. At jeg så alligevel stemte personligt på Pelle Dragsted har mere med Pelle at gøre end med partiet.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du helt konkret ville sige, når du står ansigt til ansigt over for krigsramte ukrainere, hvis hjem, arbejdspladser, hverdag og familier bliver sønderbombet og det, de siger, de har brug for, er våben til at forsvare sig imod Putin-regimets angrebskrig.
Havde Zelenskij-regeringen (som man på alle andre områder end kampen mod de russiske angrebstyrker ikke skal nære nogen illusioner om, al den stund at den i skyggen af krigen fører en nyliberal klassepolitik vendt imod de ukrainske fagforeninger og arbejdere til forde for de ukrainske oligarkers interesser) ikke fået militær støtte, er der næppe tvivl om, at der idag havde siddet en marionetregering i Kiev på russiske bajonetter.
Den modstandsbevægelse, som så forhåbentlig var vokset frem imod den russiske besættelse, skulle den så heller ikke have våben tilført?
Skulle Enhedslisten, havde partiet eksisteret dengang Hitler-regimet besatte Danmark, have sagt nej til de våben, som det imperialistiske britiske styre kastede ned til modstandsbevægelsen i Danmark og dens kamp imod besættelsen?
Hvis Enhedslisten ikke skal lide samme nedadgående skæbne som andre parlamentarisk fokuserede venstrefløjspartier rundt om i Europa (f.eks. Rifondazione Comunista, Die Linke, Bloco de Esquerda, …), bliver partiet nødt til at ændre kurs.
Det kunne starte med at afskaffe/dæmpe den ulidelige personificerede selvpromovering af partiets politik i medierne – kombineret med at fremme en politisk kollektiv profil , baseret på utvetydig antikapitalistisk agitation og mobilisering for radikale reformkrav.
Som for eksempel:
Mobilisering for gratis offentlig trafik, gennemgribende økologisk omstrukturering finansieret af den industrielle surplusprofit, tilkæmpelse af borgerløn og afskaffelse af jobcentrenes arbejdstvang, oprettelse af beboerkontrolleret boligformidling med ekspropriation af samtlige tomme spekulationsboliger, kamp mod deregulerede arbejdsforhold kombineret med krav om faglig kontrol med større virksomheders finanseringskoncept, åbne grænser og sociale modstandsmobiliseringer mod deportationer, etc., etc, etc.
Bare for et nævne nogle politiske projekter, der tager udgangspunkt i mange menneskers konkrete dagligdag og som en selvfølgelighed burde være aksen for et venstrefløjspartis ageren og organisering.
Og helt aktuelt: Enhedslisten kunne sparke en kampagne igang for betingelsesløs støtte til den civile modstand i Ukraine mod den russiske invasion kombineret med en utvetydig afvisning af såvel NATO-pagten som EUs markedsorienterede diktater ift. Ukraine.
Måske kunne det være et rigtig tidspunkt til reflektere over en fremtidig praksis, der for alvor tager udgangspunkt i presserende problemstillinger og fokuserer på sociale og økologiske kampe nedefra, istedet for fortsat at fungere som ”demokratisk alibi”, skiftende mellem retoriske protester og taktisk tilpasning indenfor den parlamentariske dagsordensprocedure …
Adelante companeras!
Man fik tager sin politiske mødom, da man måtte sande, at 3 års ageren som lorgrende hund for Mette kun blev belønnet med et farvel og tak — den politiske naivitet udstillet.