Enhedslisten skulle have profileret sig skarpere i forhold til de andre partier. Det ville ikke nødvendigvis give flere stemmer, men ville have stillet organisationen stærkere end nu, mener Søren Søndergaard.

af Åge Skovrind

Søren Søndergaard var spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds. Han er er en af de ni MF’ere, der nu repræsenterer Enhedslisten i Folketinget.

 

Der er ikke et enkeltstående svar på, hvorfor Enhedslisten gik så meget tilbage, understreger han:

 

“Vi mangler tal for, hvor vores vælgere er gået hen, og jeg hører ikke til dem, der siger, at hvis vi bare havde gjort det på den eller den måde, så havde vi fået et bedre resultat. Det bliver ren spekulation.”

 

For ham er det vigtigt at forstå tilbagegangen fra to sider:

 

“For det første antallet af stemmer. Her gik det dårligt, og det vil selvfølgelig svække os både økonomisk og i forhold til, hvor meget vi kan lave. Men det behøver ikke at få en afgørende betydning for vores parlamentariske indflydelse. Her kommer det nok ikke til at gøre en stor forskel, om vi har 9 eller 13 mandater, for det vigtige er, om vi har de afgørende stemmer.”

 

“Men den anden del er, at partiet står svækket efter valgnederlaget, og hvis jeg skal formulere det i en sætning, så er situationen nu, at vi står uden en klar politisk profil. For mange vælgere og medlemmer var det svært at se en fundamental forskel på os og de andre partier. Det stod ikke klart, hvor vi adskilte os.”

 

Ifølge Søren gjorde Mai Villadsen det generelt fremragende i en kampagne, hvor Enhedslisten ikke tilnærmelsesvis har de samme ressourcer som de store partier. Men valget skal vindes på det, der sker mellem valgene.

 

“Her er vi nødt til at se kritisk på nogle af de forlig, vi har været med i, som hverken har indfriet vores egne krav, eller hvad folk har forventet af os. Ikke bare kan vi kritiseres for, at der er sket for lidt, men det rejser også spørgsmålet, hvordan vi skal kunne opnå mere, når vi selv præsenterer disse forlig som store sejre, og endelig har det også til en vis grad renvasket de borgerlige partier, som har været med i mange af forligene. Så det har givet os et vanskeligt udgangspunkt for en offensiv valgkamp.”

 

I selve valgkampen udpeger han to fejl – eller temaer, som blev forsømt:

 

“Vi undervurderede, hvor langt Mette Frederiksen er parat til at gå til højre for at bevare regeringsmagten. Det kunne have været en gave til os og burde have været en akse i valgkampen, men vi var for længe om at sætte fokus på det.”

 

”Vi undervurderede også den desperation og usikkerhed, der er i store dele af befolkningen i forhold til prisstigninger. Når folk skal betale 2000 kroner mere om måneden i varmeregning, så er det et problem, der bliver mere vedkommende end den grønne omstilling. Selvfølgelig blev det italesat, men det blev ikke centralt nok.”

 

Et sted, hvor vi adskiller os, er på spørgsmålet om oprustning. Enhedslisten står uden for “det nationale kompromis”, som Mette Frederiksen ofte fremhævede som et eksempel på samarbejdet hen over midten. Var det en fejl, at det ikke blev en del af valgkampen?

 

“Selvfølgelig kunne vi sige, at vi ikke synes, man skal bruge så mange penge på militæret, men det ville være svært at bruge offensivt, fordi det meget hurtigt ville tvinge os ind i en diskussion om, hvor mange penge vi så vil bruge, om NATO, Ukraine og forsvarspolitik i det hele taget, hvor vi ikke har en klar profil. Jeg er bange for, at vi ikke bare ville få lov at sige “ikke så mange penge”, men at vi risikerede at blive kørt rundt i manegen.”

 

“Men det er rigtigt, at vi ikke var tilstrækkeligt offensive på, hvor pengene skal komme fra. Vi fremstod som nogle, der gerne ville bruge flere penge på velfærd, men vi var ikke skarpe nok på, at pengene skal komme fra de rigeste og de store selskaber. Ganske vist foreslog Enhedslisten tidligt en ekstra skat på overnormale profitter, men det blev jo hurtigt, i hvert fald delvist, overtaget af Socialdemokratiet.”

 

Søren understreger, at en anderledes valgkamp med ovenstående fokuspunkter ikke nødvendigvis ville have givet flere stemmer.

 

“Men det ville have stillet partiet bedre, hvis det havde stået mere klart, hvor Enhedslisten adskiller sig fra de andre partier. Det tror jeg, mange havde svært ved at se,” slutter han.

 

Enhedslisten efter valget

Enhedslisten mistede en fjerdedel af sine vælgere ved folketingsvalget i november 2022. Hvad er forklaringen på det? Hvilke overvejelser giver det anledning til, og hvordan rejser partiet sig igen? Disse spørgsmål bliver allerede diskuteret flittigt og vil uden tvivl sætte sit præg på det næste årsmøde. Som bidrag til debatten bringer Socialistisk Information i den kommende tid en række interviews med forskellige kandidater og medlemmer af partiets ledelse.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com