af SAPs Forretningsudvalg

Dette er pakket ind i små lunser af forbedringer for arbejderklassens kernetropper og en diskriminerende og umenneskelig integrations- og udlændingepolitik. Der er brug for et opgør med den fagtop, der jubler og lukker øjnene for de grove angreb, som udspillet rummer.

 

Den socialdemokratiske Mette Frederiksen-regering blev valgt på et opgør med sine forgængeres fejlslagne nyliberale politik. Mange forventede, at Thorning-regeringens Corydon-reformer og blå økonomiske politik skulle kastes på møddingen til fordel for arbejderklassens kerneinteresse i solidariske ordninger, et stærkt velfærdssamfund og en lille portion af ”de-rige-skal-betale-mere” – krydret med en endnu mere ekstrem udlændingepolitik.

 

Corona-krisen udgjorde en voldsom og uventet kuldkastning af det planlagte politiske programs udrulning – men var en for regeringen sikkert kærkommen lejlighed til at kunne se bort fra vælgernes berettigede forventninger til en helt anderledes reformkurs end under Thorning.

 

Regeringen har dog indtil nu sørget for, at bevillingerne til velfærden har været markant højere end under VLAK-regeringen. Samtidig er der leveret en række indrømmelser hvad angår normeringer i daginstitutionerne og en smule på plejehjemmene. Den store genopretning er til gengæld udeblevet.

 

I forhold til klima-indsatsen har regeringen skandaløst udsat den nødvendige omstilling til fordel for at pleje kapitalejernes interesser i vækst og profit.

 

Endelig har den økonomiske politik grundlæggende været uforandret. Det er fortsat en borgerlig økonomisk logik, der præger regeringens udspil og aftaler. De store nationale virksomheder skal boostes, så de kan konkurrere på de internationale markeder. Bankerne skal ikke i videre omfang begrænses – tværtimod har de under corona-krisen fået adgang til nye lån med statsgarantier.

 

Uligheden er heller ikke blevet reduceret væsentligt som følge af indgreb over for de rigeste. Det er blevet til en række mindre skatteindgreb i erhvervsbeskatningen, og enkelte små, åbenlyst urimelige skattebegunstigelser er afviklet.

 

Skatterabatter til store virksomheder

Reformudspillet ”Danmark skal mere 1” indeholder en skatterabat på 1 mia. kr. til de store danske virksomheder. Erhvervsstøtten skal omlægges, og der skal gives 1 mia. kr. i skatterabat til investeringer i forskning og udvikling. For hver krone virksomhederne investerer, skal de kunne fradrage 1,30 kr. i skatten. Med andre ord er det en måde at reducere skatten på. Denne skattelettelse er målrettet de store virksomheder, som i forvejen investerer meget i forskning og udvikling: Novo Nordisk og en række andre medicinalvirksomheder. Derfor vil en sådan skatterabat ikke give flere investeringer i forskning og udvikling, men blot et give større overskud efter skat, som virksomhederne kan dele ud til aktionærerne.

 

Der afsættes også 1 mia. kr. i støtte til klimainvesteringer – men om dette også bliver støtte til investeringer, der under alle omstændigheder er rentable og ville blive gennemført alligevel, kan man ikke vide endnu.

 

På positivsiden skal nævnes, at finansieringen skal komme – i hvert fald delvist – fra en sanering af erhvervsstøtten for 3 mia. kr. Af disse 3 mia. kr. skal mindst 2 mia. kr. gå hhv. til rabatten på forskning og udvikling og til grøn omstilling og uddannelse. Regeringen vil investere 2,5 mia. kr. i uddannelsessystemet i form af en årlig øget bevilling. Pengene skal bl.a. gå til klimaerhvervsskoler og permanent mulighed for 110 pct. dagpenge for faglærte og ufaglærte med forældet uddannelsesmæssig baggrund. Derudover vil regeringen prioritere bedre velfærdsuddannelser, samt forbedringer af voksen- og efteruddannelsessystemet.

 

Usolidariske tiltag på arbejdsmarkedet

Men udspillet rummer også katastrofale ”Corydon-reformer”. På arbejdsmarkedsområdet vil regeringen gennemføre en række forringelser for de mere udsatte på arbejdsmarkedet.

 

For det første vil den tvinge kontanthjælpsmodtagere til at arbejde 37 timer om ugen for ydelsen. Regeringen fremhæver selv, at dette er et målrettet forslag, der skal ramme indvandrerkvinder på langvarig forsørgelse.  Som socialrådgivere, borgmestre og eksperter konstaterer, er truslen om at kommunen skal fjerne ydelsen, hvis ikke man accepterer tvangsarbejde, i virkeligheden ikke et særlig effektfuldt greb. Risikoen er overhængende for, at de personer man vil tvinge i arbejde for kontanthjælpen i stedet ender med at melde fra og dermed blot mister indtægt. Blandt andet fordi en stor del af de ramte mennesker faktisk er fysisk eller psykisk syge, så de er ude af stand til at passe et fuldtidsjob og netop derfor er havnet på kontanthjælp. Regeringen forudser også selv i sine beregninger, at et meget lille antal kommer i arbejde ved denne stramning. Der er derfor primært tale om indvandrerfjendsk symbolpolitik, der i stor stil vil ramme børnene i disse familier gennem fattigdom.

 

For det andet vil regeringen forringe dagpengene for nyuddannede ledige. Dels skal satsen sættes ned til 9.500 kr. om måneden for ikke-forsørgere under 30 år. Dels kan den ledige kun oppebære ydelsen i ét år, mod to år for almindelige dagpenge. Som plaster på såret skal studerende kunne tjene mere ved siden af SU’en, mens de studerer uden at blive modregnet i SU’en af arbejdsindkomst. Dette indgreb, der markedsføres som et angreb på forkælede akademikeres privilegier, men som for øvrigt også rammer nyuddannede faglærte arbejdere, er et angreb på a-kasserne, fordi det rammer fødekæden i a-kassesystemet. Samtidig rammer det de grupper, som står på kanten af arbejdsmarkedet og endnu ikke har fundet vej ind. Det vil presse unge arbejdssøgende endnu mere til at acceptere lavere løn og dårligere arbejdsvilkår i deres første job for at få foden inden for på arbejdsmarkedet – og dermed underminere kampen for rimelige løn- og arbejdsforhold generelt. Derfor er forslaget et angreb på både et bæredygtigt a-kassesystem, et solidarisk arbejdsmarked og en svækkelse af rettighederne for de ledige over for arbejdsgivernes skalten og valten.

 

For det tredje vil regeringen øge dagpengene for arbejdsmarkedets kernetropper. I de første tre måneder af ledighedsperioden skal man kunne få en højere dagpengesats på op til 24.500 kr.  Det er en sejr for fagbevægelsen, at der efter årtiers udhuling af dagpengenes dækningsgrad endelig sker forbedringer. Imidlertid er det en forbedring, som fortrinsvis gavner kernetropperne på arbejdsmarkedet, som kun er ledige i korte perioder. Man kunne i stedet have valgt en forhøjelse af dagpengene i hele perioden, som også ville have gavnet de grupper, som ofte bliver ramt af længerevarende ledighed, fx ufaglærte og udsatte eller løstansatte på kanten af arbejdsmarkedet.

 

For det fjerde vil regeringen øge fradragsretten for a-kasse-kontingent fra 6.000 kr. til 7.000 kr. Dette er naturligvis en god ting, som kan få flere ind i a-kasserne. Men spørgsmålet er, om det kan lokke de nyuddannede, hvis ydelsen forringes så markant, som regeringen foreslår.

 

Endelig vil regeringen øge den skattefri seniorpræmie, som gives til personer, der fortsætter med at arbejde hhv. 1 og 2 år efter den formelle folkepensionsalder. Selvom det er en god idé at få de medarbejdere, som kan og vil til at blive længere på arbejdsmarkedet, vil skatterabatten ikke få den store effekt. Det vil blot være en skattelettelse til dem, som i forvejen kan og vil arbejde, og dermed får man ikke samlet set øget arbejdsudbuddet ret meget. En effektfuld indsats ville i stedet skulle adressere arbejdsmiljøet for seniorer og deres muligheder for gradvis tilbagetrækning ude i virksomhederne. Dette er en langt mere krævende øvelse, som til gengæld også ville kunne fastholde flere af de medarbejdere, som reelt bliver nedslidt og ikke kan fortsætte med det høje tempo.

 

Dette initiativ skal ses i sammenhæng med, at regeringen vil ophæve modregningen for arbejdsindkomst i ægtefællers pensionsindkomst. Det vil sige, at alle førtids-, senior- og folkepensionister ikke modregnes i deres pensionsindkomst, hvis deres partner modtager lønindkomst. Til gengæld opretholdes modregningen for alle andre typer indkomst hos partneren. Der er altså ikke tale om et generelt opgør med ”forsørgerpligten”, som (især) gør mange kvinder økonomisk umyndige i forhold til deres samlever.

 

Skatteinitiativer

Som et af lyspunkterne i reformudspillet rulles to skatterabatter til de allerrigeste tilbage. Det drejer sig om elementer fra rødvinsreformen 2009, hvor skatten på de højeste indkomster fra aktier blev sat ned fra 45 pct. til 42 pct., og skatteloftet på positiv nettokapitalindkomst blev sat tilsvarende ned fra 45 til 42 pct. Begge satser rulles tilbage til 45 pct., hvilket målrettet vil ramme de allerrigeste.

 

Men også her er der problemer. Regeringen vil sænke el-afgiften frem mod 2030 med ca. 25 pct. – i sig selv et klimamæssigt meget tvivlsomt initiativ. Til gengæld vil regeringen samtidig fjerne den grønne check for alle andre end pensionisterne – dog fortsætter og forhøjes den supplerende grønne check for børn. Den grønne check blev indført i 2010 som en social, indtægtsafhængig kompensation for stigende afgifter, og dens afskaffelse rammer derfor socialt skævt.

 

Oprør mod lalleglad socialdemokratisk fagtop

Når man ser på reaktionerne fra fagtoppen, med FH i spidsen, på ”reformudspillet”, må man tage sig til hovedet. De positive elementer bliver ensidigt fremhævet eller endda overvurderet – mens de grove angreb på især nyuddannede og kontanthjælpsmodtagere bliver mere eller mindre ignoreret. Man kan ikke undgå at få den tanke, at hvis den samme reformbuket var blevet præsenteret af en borgerlig regering, ville den socialdemokratisk dominerede fagtop have haft noget lettere ved at få øje på de skræmmende tidsler, buketten rummer.

 

Endnu har kun nogle få – især inden for 3F – råbt vagt i gevær. Men med venstrefløjen i spidsen må der et oprør i gang – og Enhedslisten må gå forrest.

 

Hælene må sættes i: De planlagte Corydon-reformer må tages af bordet. Buketten som helhed er en helt uacceptabel, usolidarisk del-og-hersk-politik, der skal bekæmpes med alle til rådighed stående midler, i og ikke mindst uden for Folketinget.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 17. september 2021

Opslået i SAP's ugekommentar Tagged with:

af Fjerde Internationale

I det nye årtusinde var Afghanistan det første af mange lande, der blev udsat for sådanne militære angreb. Det amerikanske udenrigspolitiske etablissement havde allerede udpeget Kina, Iran og Rusland som dem, man skal være på vagt overfor. De var således meget opmærksomme på, at Afghanistan, ud over Pakistan, grænsede op til Iran, Kina og pro-russiske centralasiatiske republikker, hvor sidstnævnte også havde store relativt uudnyttede olie og gasreserver.

 

Talibanernes magtovertagelse af Kabul den 15. august var præget af blodsudgydelser, bortførelser og flygtninge; den skaber en usikker fremtid for størstedelen af de ​​38 millioner afghanere. At Taliban igen har taget magten – og gjort det langt hurtigere end USA havde forventet – er et hårdt slag mod den amerikanske imperialismes politiske troværdighed. Dens afghanske marionetter er kollapset.

 

Kaotisk tilbageslag for imperialismen

Talibans sejr blev på mange måder fremmet af amerikansk imperialisme. Dohaaftalen med Taliban banede vejen for denne magtovertagelse. Med direkte eller indirekte støtte fra Qatar, Rusland, Iran, Kina og Pakistan nåede USA og Taliban til enighed. 20 år med en USA-ledet krig i Afghanistan førte til ingenting. Med tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Afghanistan er landet nu på nåde og unåde blevet overladt til en opmuntret Taliban. På intet tidspunkt blev det afghanske folk inddraget i at afgøre sin egen skæbne. Donald Trump har nu travlt med at lægge skylden på præsident Biden. Men faktisk er begge medskyldige. Biden fortsætter Trumps imperialistiske politik, hvad enten det drejer sig om Afghanistan, Israel, Cuba, Venezuela eller andre steder.

 

Mens Trump pressede denne aftale igennem, gennemførte Biden den. USA’s tilbagetrækning vidner om den dalende støtte i USA til den “evige krig” og tillod  amerikansk imperialisme at trække sig militært op af kviksandet i Afghanistan for at fokusere sine ressourcer andre steder. USA ønskede at forlade Afghanistan, uanset hvad der så end måtte ske. De trak sig ud på den værst tænkelige måde, uden først at organisere evakueringen af civile.

 

USA’s hoveløse tilbagetrækning har skabt vrede selv blandt landets allierede. Blandt europæiske politikere, der blev vrede over, at de ikke var inddraget i de amerikanske planer om tilbagetrækning, forgår der fornyede diskussioner om oprettelse af ​​en væbnet styrke, der kan operere uafhængigt af USA og NATO. Medens de med eufori fejrede ​​Kabuls erobring af de imperialistiske styrker 20 år før, har nederlaget og især det hurtige sammenbrud af deres marionetregime åbnet mulighed for alvorlige uoverensstemmelser mellem de amerikanske allierede. En af Bushs jublende partnere i 2001, Tony Blair, fordømte “opgivelsen” af Afghanistan som “farlig” og “unødvendig”.

 

Kina og Rusland som garanter for Talibanregimet
Talibans tilbagevenden åbner mulighed for en yderligere styrkelse af indflydelsen af USA´s rivaler som Rusland og Kina i regionen. I modsætning til i 2001, på tidspunktet for den amerikanske besættelse af Kabul, har Kina og Rusland ikke længere valgt side til fordel for den amerikanske imperialismes. Begge lande indgår i seriøse diskussioner med Taliban om, hvordan man “udvikler Afghanistan” og afslutter de projekter, der er blevet efterladt af amerikansk imperialisme. Rusland og Kina er skamløst parate til at anerkende Talibandiktaturet. De behøver ikke engang at stå til regnskab over for deres egne befolkninger for hvad der fremover vil ske med det afghanske folk. Diktaturer har deres egne indbyggede “fordele”.

 

Splittelsen blandt de amerikanske allierede og den voksende indflydelse fra rivalerne viser, at Dohaaftalen var et kompromis for den amerikanske imperialisme. I sin langsomme, smertefulde nedtur indser den, at den ikke er i stand til at dominere begivenhederne på den måde, som den amerikanske regering havde til hensigt, da den lancerede den såkaldte “krig mod terror” for to årtier siden.

 

En stor og kaotisk lufttransportoperation efterfulgte Talibans overtagelse af ​​Kabul. NATO-styrkerne har evakueret titusinder af mennesker fra Kabul lufthavn. Med dusinvis af døde som følge af urolighederne og angrebene, venter yderligere tusinder stadig på en mirakuløs flugt fra landet for at undgå Talibans dødspatruljer. Trods tusinder i lufthavnen, der venter på USA og NATO bistand, er præsident Joe Biden forblevet fast besluttet på at afslutte den dramatiske evakuering senest den 31. august. Således viser USA’s apati over for afghanerne sig.

 

USA har nu også indefrosset de 9,5 milliarder dollars af udenlandske reserver i deres egen centralbank, mens IMF suspenderer udbetalingen af 450 millioner dollars til Afghanistan som skulle være en del af coronahjælpeprogrammet.

 

Dette betyder, at Afghanistan, verdens syvende fattigste land, nu yderligere vil glide ud i fattigdom, overladt til Talibans nåde og unåde.

 

Hvad der gennem de sidste 20 år blevet spenderet i Afghanistan i udviklingens, “demokratiets” og uddannelse af de væbnede styrkers navn, har været uden fortilfælde hvad angår investeringer. Ifølge The Cost of War Project hældte USA 2226 milliarder dollars ind i Afghanistan. Disse penge kunne have betalt grundskoler og sundhedspleje for hele verdens befolkning. Ifølge en rapport fra 2020 fra det Amerikanske Forsvarsministerium brugte USA 815,7 milliarder dollars på selve krigshandlingerne.

 

Tabene i denne krig kan anslås ud fra, at i april 2021 var 47.235 civile, 72 journalister og 444 hjælpearbejdere blevet dræbt. 66.000 afghanske soldater blev også ofre i denne krig.

 

USA mistede 2.442 soldater og 20.666 blev såret. Derudover blev 3.800 private lejesoldater dræbt. Soldater fra 40 lande var også indsatte i NATO’s afghanske styrker. Heraf blev 1.144 soldater dræbt. Antallet af mennesker, der søgte tilflugt uden for landet, er 2,7 millioner, mens 4 millioner er blevet internt fordrevne. Amerikansk imperialisme lånte overdådigt for at finansiere denne krig. Den betalte anslået 536 milliarder dollars alene i renter. Derudover brugte USA 296 milliarder dollars til medicinske og andre udgifter på veteraner fra krigen. Der blev brugt 88 milliarder dollar på at træne de 300.000 afghanske soldater, der overgav sig uden kamp, ​​og 36 milliarder dollars på genopbygningsprojekter som dæmninger, motorveje osv.. Derudover blev der brugt 9 milliarder dollar som kompensation, for at modvirke at afghanerne ville dyrke valmuer og sælge heroin.

 

Amerikansk imperialisme udnyttede den fare, som Taliban og Al Quaeda udgjorde, til at oprette hemmelige lejre og fængsler til tortur af mennesker, at begå forbrydelser mod menneskeheden, at bruge Guantanamo til at fængsle mennesker uden behørig rettergang, til at styrke CIA, NSA, at indføre Patriot Loven mv.

 

Sammenbrud af et voldeligt, udueligt og korrupt regime
USA og dets allierede lovede, at deres besættelse ville medføre udvikling og befri kvinder fra Talibans undertrykkende styre. Men dette skete ikke. Fra begyndelsen var besættelsen afhængig af korruption, vold og samarbejde med undertrykkende magthavere og tidligere krigsherrer frem for ægte lokal støtte. Som Revolutionary Association of Afghan Women RAWA udtrykte det, ”besættelsen resulterede kun i blodsudgydelse, ødelæggelse og kaos. De gjorde vores land til det mest korrupte, usikre, narkotika-mafia-inficerede og farlige sted, især for kvinder ”. Besættelsen mislykkedes på sørgeligste vis med sit påståede mål om at udrydde fattigdom. På nuværende tidspunkt er arbejdsløsheden i Afghanistan på 25 procent, og fattigdomsgraden er 47 procent ifølge Verdensbankens vurderinger. Ashraf Ghani & Co. var involveret i megakorruption. Klasseopdelingen var skarp.

 

Afghanere kæmpede ikke for amerikanerne; hvorfor skulle de kæmpe for deres lokale agenter? Det afghanske folk og soldater havde intet ideologisk grundlag for at kæmpe på regimets vegne imod Taleban. Regimet kollapsede ikke, fordi støtten til Taleban er overvældende, men fordi regimets egen vold, inkompetence og korruption betød, at få var villige til at kæmpe for det. Den historiske lære af Afghanistan er, at de styrker, der er skabt ved udenlandsk militær intervention, ikke kan forsvare landet eller væsentligt forbedre livsbetingelserne for flertallet. I 20 år var USA- og NATO-styrker stationeret i Afghanistan, men den af dem trænede afghanske hær gik i opløsning uden kamp. Den tidligere sovjetiske besættelse, som vi på samme måde fordømte, havde heller ikke held med at etablere et langvarigt regime.

 

Ashraf Ghani & Co repræsenterer den værste form for kapitalisme. Taliban har derimod været i stand til snedigt at udnytte religion. De har en idé om en religiøs stat. Ashraf Ghani gjorde det aldrig klart, hvilken stat han ville have. Der er ikke meget håb om, at der vil komme en alvorlig modstand mod Taleban i Afghanistan i den nærmeste fremtid. De fleste af krigsherrerne (ofte tidligere Mujahedinere), der stod på Washingtons side gennem de sidste 20 år og er forblevet  i Afghanistan, indgår nu i talibanernes såkaldte forhandlinger om en “magtdelende enhedsregering”. De har accepteret deres nederlag og er nu ivrige efter at kaste sig over de krummer, som Taliban måtte smide til dem. Sådanne krigsherrer vil blive brugt af Taliban, for blot senere at blive retsforfulgt som en undskyldning for fiaskoer med at yde nødhjælp til masserne.

 

Taleban konsoliderer magten gennem vold
Taleban konsoliderer deres magt gennem en blanding af strategier. På den ene side forbereder de sig på og er indblandet i målrettede drab på deres modstandere i forskellige dele af Afghanistan, og på den anden side forsøger de at vinde støtte fra stammeledere og tidligere regeringsfunktionærer. Dette er for at give et billede af en altfavnende regering. Denne foregivelse af inklusion er ikke andet end en farce. Med Kabul under deres kontrol har Taliban råd til den luksus at indgå i en symbolsk magtdeling til gengæld for anerkendelse af deres regime.

 

I øjeblikket arbejder Taliban stadig forsigtigt i Kabul, men de sidste måneder har de demonstret deres sædvanlige vold, uanset hvor de har gennemført en besættelse. FN og Human Rights Watch har gennem de sidste uger udsendt erklæringer om krigsforbrydelser begået af Taliban.
Taliban viser, at “barbari er vores politik”. Deres virkelige strategi er at holde folk i frygt og disciplinere dem gennem terror. Derfor tildeles vilde straffe (afskæring af næse og hænder, stening, offentlige henrettelser, udsmidning fra helikoptere) for at sprede så meget frygt som muligt. Gennem terror og ydmygelser bryder de modstanden.

 

Sidste gang Taliban havde magten, anerkendte kun De Forenede Arabiske Emirater, Saudi -Arabien og Pakistan Talibanregimet. Men nu signalerer regeringerne i Tyrkiet, Rusland, Kina, Pakistan og andre lande deres vilje til at samarbejde med Taleban. Og selvom politikerne i de vestlige imperialistiske lande hyklerisk fordømmer Talebans vold, bibeholder de også muligheden for “engagement” med dem i fremtiden. Historien er fyldt med eksempler på amerikansk støtte til reaktionære bevægelser både i Afghanistan og i regionen. USA indgik en alliance med den højreorienterede general Zia-ul-Haqs diktatur i Pakistan og det reaktionære saudiarabiske regime for at støtte et globalt netværk af jihadister mod den sovjetstøttede afghanske regering. Efter at have styrtet Najeebullah -regeringen, kom Taliban til magten i Afghanistan gennem en blodig, langvarig borgerkrig. Imperialistisk geopolitik og konkurrence vises frem med alle dets grimme udtryk. Prisen betales af afghanerne og andre mennesker i verden.

 

En ny fase af borgerkrigen
Tilbageslaget for amerikansk imperialisme i Afghanistan betyder ikke en sejr for anti-imperialistiske styrker. USA’s imperialisme er blevet slået af en reaktionær styrke, der intet har at gøre med demokrati, menneskerettigheder og kvinders rettigheder, økologi eller social udvikling af befolkningen. Den første embedsperiode for Taliban-regimet fra 1996-2001 var et mareridt for minoriteter, kvinder og den brede offentlighed i Afghanistan. Taliban har ikke grundlæggende ændret sig. De er kun blevet mere ressourcestærke og arbejder på en mere sofistikeret måde end tidligere. Taleban har en global dagsorden om “islamisk sejr”. De vil gentage i forskellige former og skikkelser, hvad de gjorde gennem deres tidligere regeringsperiode i Afghanistan. Denne gang kan Taleban forblive ved magten i en længere periode , i modsætning til deres tidligere korte herskerperiode.

 

Talebans sejr er således ikke et tegn på fred, men åbner for en ny fase af borgerkrig. Etableringen af endnu ​​en fanatisk religiøs stat i Sydasien vil betyde undertrykkelse inden for landets grænser og fremme af religiøs sekterisme i hele regionen. Fred vil forblive flygtig. Talebansejren er dårlige nyheder for de progressive rundt om i verden. Vores kritik af de amerikanske agenter indebærer ikke nogen støtte til Taliban.

 

Ethvert folks modstand vil møde brutal undertrykkelse og stå over for store forhindringer. Alligevel ser vi tegn på modstand. Det er ikke muligt at styre befolkningen i Afghanistan med et geværløb.

 

Modstanden mod både imperialisme og Talebans reaktionære styre må fortsætte. Kun sejren for sande demokratiske og socialistiske kræfter kan stoppe de fremtidige blodsudgydelser i Afghanistan. Internationalistiske progressive og radikale kræfter skal gøre, hvad de kan, for at afbøde den igangværende katastrofe og åbne vejen for et alternativ i fremtiden. Støtte til sociale organisationer i Afghanistan og til de sociale og politiske rettigheder i den internationale diaspora er afgørende for dannelsen af ​​et alternativ til både imperialisme og Taliban.

 

• Vi kræver, at intet land anerkender Talebanregimet som en repræsentativ regering for Afghanistan.
• Der bør ikke være nogen begrænsninger for dem, der søger tilflugt eller asyl, og der skal træffes passende foranstaltninger til, at de kan blive eller flytte til et sted, hvor de kan være.
• I stedet for at blokere humanitær bistand eller bruge den som forhandlingsbrik overfor Taliban, skal bistand ydes gennem lokale folkelige organisationer.
• Internationalistiske progressive og radikale kræfter skal forsøge at opbygge forbindelser til progressive organisationer af afghanere, uanset hvor de optræder, og især tilbyde støtte til apeller fra afghanske kvindeorganisationer.
• Disse kræfter skal modstå ethvert forsøg på at organisere en ny imperialistisk intervention. De skal modsætte sig den racistiske propaganda, der fremstiller Taliban som et produkt af “islamisk tilbageståenhed” i stedet for som resultatet af imperialisme og intervention.
• Nej til imperialismen, nej til Taleban.
Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 30. augustugekommentar af SAP’s Forretningsudvalg den 10. september 2021.

 

 

Opslået i Afghanistan, SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Således blev EL’s ”nye parlamentariske redskaber” i 2017 formuleret – på baggrund af erfaringerne med en Thorning regering, der i alliance med de blå partier gennemførte bl.a. en dybt asocial skattereform, en lærerlockout og en DONG-privatisering, mens EL og betydelige bevægelser så magtesløse til.

 

De omtalte løfter, der siden fik navnet ”forståelsespapiret”, skulle udgøre et minimumsgrundlag, som tydeliggjorde, at den SD-ledede regering trods alt ville være bedre end en blå regering. Der var på ingen måde tale om, at EL herefter ville gøre sig til et støtteparti – tvært imod blev det understreget, at ”vores politiske ambition begrænser sig ikke til at sikre små korrektioner af Socialdemokratiets fejlslagne politiske kurs”, og at en SD-formand blot er ”den mindst ringe forhandlingsleder”. Helt i forlængelse af årsmødevedtagelserne om EL som ”en venstrefløj i egen ret”, der står i opposition til både blå blok og Socialdemokraterne. Men med de ovennævnte formuleringer blev det muligt i højere grad at træde frem som opposition, når situationen gør det nødvendigt – ikke bare, når der skal et finanslovsflertal på plads.

 

Ideen var og er, at EL med truslen om et mistillidsvotum kan true en SD-ledet regering på livet, hvis: Den ikke lever op til en række løfter (et ”forståelsespapir”), der tydeliggør en anden og bedre linje, end den en blå regering ville føre. Eller: Den vil gennemføre helt uacceptable angreb på arbejderklassen og/eller miljøet.

 

Det er indlysende, at truslen om et mistillidsvotum skal bruges meget velovervejet. Især hvis det handler om punkt 2 – helt uacceptable tiltag, der ikke udtrykkeligt er nævnt i forståelsespapiret – er det væsentligt, at der ikke bare er tale om hjerteblod for EL, men også om noget, der giver genklang i brede dele af arbejderklassen. Fordi vi skal gøre alvor af truslen, hvis vi fremsætter den. Fordi vores primære mål ikke er at vælte regeringen, men – sammen med en folkelig bevægelse – at presse regeringen til at rette ind. Og fordi vi skal kunne stå på mål for sagen i en valgkamp, hvis vores mistillidsvotum ender med dette – helst så godt, at valget ender med et bedre sammensat Folketing!

 

Regeringsindgrebet i sygeplejerskestrejken
Regeringsindgrebet i sygeplejerskernes strejke er helt uacceptabelt – eller rent ud sagt: en svinestreg. Først og fremmest fordi der er tale om et fuldstændig ensidigt indgreb, der ophøjer den overenskomst til lov, som sygeplejerskerne – faktisk hele to gange – har stemt nej til! Vel at mærke et arbejdsgiverdikteret forhandlingsresultat, som er styret af den snævre økonomiske ramme, som den selvsamme regering i sidste ende selv har dikteret. En kniv i ryggen på strejkende lønarbejdere.

 

Sagen, sygeplejerskernes lønkrav, rammer ind i flere vigtige kampe, som har god opbakning i arbejderklassen/den brede befolkning:

 

For det første selvfølgelig kampen for ligeløn. Hele kvindekampen har de senere år vist en rigtig positiv genopblomstring (bl.a., men langt fra kun, med MeeToo-bevægelsen) – og perspektivet om ”tjenestemandsreformens” diskriminering af kvindefagene er nået bredt ud. Opbakning fra den kvindelige halvdel af befolkningen er en god start!

 

Dernæst kampen for en velfungerende sundheds- og velfærds-sektor. Ikke mindst aktualiseret af coronaen er der stort fokus på behovet for at kunne skaffe tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft på hospitalerne (og i øvrigt på hele velfærdsområdet: pædagoger, SOSU’er osv.). Det er indlysende, at de dårlige løn- og arbejdsvilkår (tæt sammenvævet med de mange 2%-nedskæringer) er den grundlæggende årsag til problemerne – og at et ordentligt lønløft er afgørende for at tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft. Brugerne af sundhedssystemet – ikke mindst den ældre del af befolkningen – bliver ikke svære at få støtte fra!

 

Endelig er der kampen for faglige rettigheder for de offentligt ansatte. De offentligt ansatte har gang på gang set eller selv oplevet, hvordan skiftende regeringer først dikterer den økonomiske ramme om arbejdsgiverkravene til overenskomsten – og dernæst tvinger disse igennem, enten ved et regeringsindgreb eller trusler om dette. Konfliktretten bliver en narresut, fordi det offentlige bare sparer penge på konflikter, hvor fagforeningerne kan tømme strejkekasserne og nedlukningen fortrinsvis går ud over sagesløse brugere. De offentligt ansatte, der generelt er godt trætte af denne parodi på ”den danske model”, udgør knapt 30% af samtlige lønmodtagere i landet. Også her burde der kunne samles hundredtusinder af støtter!

 

Der er med andre ord gode argumenter for, at Enhedslisten kunne true regeringen med et mistillidsvotum, hvis de ikke stiller med en kæmpe pose penge, der kan give det lønløft til sygeplejerskerne og andre underbetalte grupper, som kan retfærdiggøre en afslutning af konflikten!

 

Fattigdom og klima
Enhedslisten har tilsyneladende af (gode eller mindre gode?) taktiske årsager valgt ikke at bruge truslen om en mistillidsdagsorden i forsøget på at støtte sygeplejerskernes kamp. Men efteråret byder – desværre, må man sige – efter alt at dømme også på mindst to andre anledninger til, at Enhedslisten kan blive tvunget til at trække den samme trussel op af skuffen, hvis vi overhovedet mener noget med ”de nye redskaber”.

 

Den første anledning er spørgsmålet om fattigdomsydelserne, hvor regeringens foreløbige udmeldinger – om bare at flytte penge rundt mellem forskellige grupper af fattige, og om systematisk at holde ydelser til indvandrere og flygtninge nede – peger på konfrontation. Her er der tale om oplagte brud på ”forståelsespapiret”, og heldigvis har truslen her også allerede været luftet, både på Årsmødet og sommergruppemødet. Fattigdom er ikke bare et problem for de fattige. Truslen om fattigdom lægger et nedadgående pres på løn- og arbejdsforhold inden for mange områder. Også derfor er det en vigtig opgave for fagbevægelsen at engagere sig i kampen mod fattigdom.

 

Den anden, måske endnu mere uundgåelige, anledning er klimapolitikken. Efter en stribe forlig, der i katastrofal grad erstatter den nødvendige, øjeblikkelige handling med fugle på taget – og f.eks. på det samlede trafikområde decideret trækker i den forkerte retning – tåler hverken klimaet, klimabevægelserne eller Enhedslisten flere ”hockeystave”, mere nøl. Det er helt uomgængeligt, at EL – helst på ryggen af en post-corona genopblomstret klimabevægelse – sætter regeringen stolen for døren. EL må under ingen omstændigheder fremstå som regeringens alibi i en kurs, der end ikke lever op til formuleringerne i forståelsespapiret og slet ikke til de langt videre skridt, hvis nødvendighed nu må stå klart for enhver.

 

Diskussionen bør være en partidiskussion
Ifølge den ovenfor nævnte vedtagelse er det Hovedbestyrelsen, der i givet fald skal beslutte at true med mistillid til regeringen. Men diskussionen om, hvornår nok er nok – så vi skal true med et mistillidsvotum til Mette Frederiksen – er en diskussion, vi skal have udbredt i hele partiorganisationen. Netop på grundlag af vores samlede erfaringer ”på gulvet” og i bevægelserne kan HB træffe den allermest kvalificerede beslutning om, hvorvidt eller hvornår det er rigtigt at true regeringen på livet. Det er ude blandt medlemmerne, vi kan finde de bedste vurderinger af, om vi kan vinde forståelse for vores argumenter, og om vi på det givne tidspunkt faktisk kan bruge denne trussel til at give et boost til en bevægelse. – Eller omvendt, om det bare bliver et slag i luften, som isolerer os og kun tjener til mental terapi for os selv.

 

Der er også en anden grund til, at diskussionen skal ud i partiet: Netop en bred diskussion blandt medlemmerne kan sikre, at at alle medlemmer i givet fald faktisk bliver rustet til at gå ud og agitere for, at det er det rigtige skridt, vi har taget. Dette er lige vigtigt i situationen, hvor det alene er en trussel – som vi skal bruge til at fremme et pres på regeringen fra bevægelser m.m. – og i den situation, at det ender i en valgkamp.

 

Det vil også være godt for partiet at få en åben diskussion af, hvordan det går med at få indfriet løfterne i forståelsespapiret, og hvordan erfaringerne med samarbejdet med regeringen i det hele taget er. Ikke bare som en snævert Christiansborg-orienteret diskussion, men også erfaringerne i forhold til den brede offentlighed og de bevægelser, der – trods coronaen – alligevel har været.

 

I den forbindelse forekommer det umiddelbart helt forkert, at et flertal i EL’s hovedbestyrelse har valgt at holde referatet af et møde om sygeplejerskekonflikten/regeringen ”fortroligt” indtil videre. Dette kan vel kun begrundes legitimt med, at man på mødet har planlagt taktiske manøvrer i forhold til regeringen, som helst skal præsenteres på en anden måde. Sådanne manøvrer må vi jo så indtil videre afvente…? Endnu mere uforståeligt forekommer det, at Hovedbestyrelsen angiveligt også har behandlet en status på, hvordan det går med indfrielsen af forståelsespapirets løfter, som et lukket punkt. Der er åbenbart plads til forbedring med åbenheden, og det er ikke godt for partidemokratiet.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 3. september 2021

Opslået i SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Selvom arbejdskampen allerede nu er historisk lang, er der fra mange sider larmende tavshed om situationen, som betegnes som fastlåst.

 

Sygeplejerskernes arbejdsgivere er den politiske ledelse i regioner og kommuner. Derfor er deres kamp for en bedre overenskomst en politisk kamp fra den første dag. Det er en kamp for, at de politiske ledere opfylder de krav, sygeplejerskerne stiller.

 

Det er derfor i sagens natur en kamp, som alle andre end sygeplejerskerne også kan og skal deltage i. Det er ikke kun en opgave for patientforeninger. Det gælder også for alle andre organisationer – ikke mindst andre fagforeninger – indenfor og udenfor sundhedsvæsenet. Vi kan alle blive patienter, og vi har alle brug for sygeplejersker, der får en bedre løn og bedre arbejdsvilkår.

 

Det er en opgave for alle at vise, at vi støtter sygeplejerskernes krav. Der er utallige måder at vise støtte på:

·         Lav en offentlig støtteudtalelse fra foreninger og organisationer

·         Indkald til demonstration til støtte og solidaritet

·         Invitér sygeplejersker til møder og debatter

 

Faglig kamp – politisk løsning

Kravet til sygeplejerskernes arbejdsgivere – regioner og kommuner – må være, at de giver sygeplejerskerne et tilbud, som de vil sige ja til.

 

En sådan overenskomst vil betyde, at sygeplejerskerne får en større lønstigning i denne overenskomst end andre offentligt ansatte, der arbejder for en lavere løn, men som allerede har indgået en ny overenskomst. Det kan ikke undgås, men til gengæld vil sygeplejerskernes kamp og sejr være en inspiration til, at alle de andre grupper vil kæmpe for deres krav.

 

En større lønstigning til sygeplejerskerne kan med de gældende overenskomster betyde, at andre faggrupper får en mindre lønstigning, end det ellers er aftalt i deres overenskomster. Det skal de selvfølgelig ikke acceptere. En overenskomst med større lønstigning til sygeplejerskerne skal derfor følges af en aftale om, at denne stigning neutraliseres i den særlige reguleringsordning, så ingen andre af de offentligt ansatte skal betale forbedringerne til sygeplejerskerne. Når politikerne kan prioritere milliarder til overdreven kompensation for minkavlernes nødvendige nedlukning og til indkøb af dyre kampfly, så kan der også findes penge til at sikre ligeløn til de kvindedominerede lavtlønsgrupper.

 

Pres fra begge sider

At situationen kan virke fastlåst kan synes naturligt. På arbejdsgiversiden er der intet ønske om at honorere faggrupper, der tør kæmpe for lønforbedringer, og selvom over 60.000 behandlinger nu er udskudt, så er arbejdsgiversiden sluppet nådigt gennem sommerferien. Bl.a. fordi mange afdelinger er så pressede, at ”nødberedskabet” mange steder ikke er anderledes end bemandingen i en normal ferieperiode, hvilket betyder, at sygeplejerskerne i flere dele af kommunerne og på hospitals afdelinger i regionerne ikke må strejke. Dertil kommer det indbyggede ”velfærdsarbejder-problem”, at arbejdsgiversiden reelt sparer penge og lønkroner ved at lade konflikten løbe og politisk kan fralægge sig ansvaret for problemer med ventetider ved at henvise til konflikten.

 

Overfor dette står et fagforbund, hvor toppen har vist sig ude af kontakt med egen medlemsgrupper. To gange har ledelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR) forsøgt at sælge et fattigmands-forlig til deres medlemmer, begge gange er de blevet nedstemt. Så DSR bliver nødt til at få noget konkret, hvis de endnu engang skal forsøge at appellere til medlemmernes opbakning. Den situation bliver ikke lettere af at DSR er ved at se bunden af deres egen strejkekasse…

 

Begge parter er dog enige om, at løsningen skal findes politisk. Men på Christiansborg sidder en larmende tavs regering, som bare gentager mantraet om ikke at blande sig i den danske model.

 

Fortsætter denne stirrekonkurrence, er det blot et spørgsmål om uger, før DSR har forgældet sig så dybt i andre fagforbund, at de må trække stikket og anerkende nederlaget.

 

Et led i at øge presset yderligere og et effektivt kampskridt kunne være, hvis også sygeplejersker tilsluttede sig og skrev under på en ’Sygeplejersker for ligeløn’-erklæring a la ’Jordemødre for ligeløn’-erklæringen fremsat i foråret 2021, hvor man forpligtigede sig til ikke at lade sig ansætte, før der er opnået ligeløn.

 

Kampen vindes i offentligheden

Især efter lærerkonflikten i 2013, og igen overenskomstforhandlingerne i 2015 og 2018, stod det tydeligt for den danske fagbevægelse, at der var udfordringer med ”den danske model” på det offentlige område. Men selvom strejkevåbnet ikke direkte udgør et økonomisk problem for de offentlige arbejdsgivere, så var erfaringen dog også, at et politisk pres på de ansvarlige politikere kunne være altafgørende for, at strejkevåbnet reelt havde en effekt. Det betyder, at denne slags konflikter handler om at vinde bred sympati i befolkningen – at overbevise om, at dette er en kamp for alle, hér fordi det er et konkret første skridt i retning af en solidarisk løsning på både ligeløns-  og sundheds-krisen.

 

Hvis den lektie skal bruges, så ligger opgaven – som altid – i højere grad uden for forhandlingslokalet, end indenfor. Meningsmålinger viser, at 4 ud af 10 danskere bakker op om konflikten. Det er faktisk ikke imponerende, især ikke når vi snakker en faggruppe som har stået forrest under corona-pandemien og som ellers verden over nyder kæmpe opbakning til forbedring i løn- og arbejdsvilkår. Det er skræmmende, at 3 ud af 10 danskere stadigvæk ikke har taget stilling til konflikten.

 

Solidaritet!

En del af forklaringen på dette er selvfølgelig DSR’s egen ageren, men under en aktiv konflikt er det hårdt at varetage alle opgaver. Så pilen peger i højere grad på resten af fagbevægelsen. Det burde være oplagt, at når en faggruppe tør gå forrest og kæmpe for løn- og arbejdsvilkår, så kommer opbakningen og maskineriet automatisk fra resten af FH-familien, præcis som den gør i disse dage i konflikten mod nemlig.com. FH burde være forrest i kampen for at få afskaffet tjenestemandsreformen i den lange og seje kamp for ligeløn til de kvindedominerede lavtlønsgrupper. I den nuværende tilspidsede situation er det direkte usolidarisk og ødelæggende, at FH er larmende stille. De 1,3 millioner medlemmer i FH bør rejse debatten – om den nødvendige afskaffelse af tjenestemandsreformen og om den konkrete situation – i fagforeninger og på arbejdspladser, i solidaritet med sygeplejerskernes kamp for ligeløn.

 

At fagtoppen svigter deres kollektive opgave er ikke nyt. Ej heller at der går fagchauvinisme i debatten, og at det bliver et spørgsmål om branche mod branche. Eller at den indbyggede reguleringsprocent, reelt betyder, at hvis sygeplejerskerne får lønforbedringer, så vil det som udgangspunkt blive modregnet hos andre faggrupper. Intet af alt det er nyt. – Men netop derfor burde vi have været igennem disse diskussioner før, og anerkendt behovet for altid at støtte hinandens kampe.

 

Hvis den kollektive fagbevægelse satte sig bag solidariteten, ville konflikten næppe vare længe. Der kunne udsendes sympatikonfliktvarsler, fagtoppen kunne gå ud med offentlig kritik af regeringens nølen og den groteske lønstruktur. Som brugere af sundhedssystemet kunne og burde alle stå solidariske og tage del i mobiliseringerne – helt som i den aktuelle konflikt mod nemlig.com. – Også selvom det er en socialdemokratisk regering, der sidder ved magten og reelt styrer arbejdsgiversiden…

 

Men uanset FH-toppen er der rum for initiativer, også i fagligt regi! Især 3F har heldigvis mange steder i landet bakket op. Og det er værd at overveje, om fagbevægelsens venstrefløj kunne danne et aktivt TR-netværk om solidariteten med de strejkende, støtten til kampen for ligeløn og en velfærdssektor med ordentlige arbejdsforhold og kvalitet.

 

Enhedslistens rolle

Enhedslisten har indtil videre gjort det godt med officielle udmeldinger om konkrete forbedringer i lønposen m.v. Men malurten i bægeret har været, at Enhedslisten som aktiv drivende kraft i faglige konflikter igen har ladet meget tilbage at ønske, faktisk har vist sig nærmest ikke eksisterende i den konkrete konflikt.

 

Så meget desto mere er der også i Enhedslisten behov for på gulvet at gå aktivt ud og opsøge bevægelserne, vise tilstedeværelse og opbakning, organisere bruger-solidaritet og bygge bro til de kæmpende sygeplejersker.

 

Især fordi at uanset udfaldet, så vil denne lønkamp – på hele det offentlige område – skulle vindes i efterdønningerne. I en fortsat politisk og aktivistisk bevægelse, som kan presse politikerne – måske helt frem mod at sætte temaet centralt i næste folketingsvalg som et politisk krav. Så også i fremtiden er der brug for alle gode kræfter.

 

Deltag i mediehuset Solidaritets debatmøde tirsdag d.24.8. kl.16.30 om opbakning til sygeplejerskestrejken!

Opslået i Faglig kamp, SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

FN’s nye klima-alarm, der flankeres af brændende skove og oversvømmede byer; milliarder af fattige mennesker i verden, der stadig ikke er i nærheden af en corona-vaccine; strejkende sygeplejersker, der slet ikke får den opbakning, de fortjener; en dansk udlændingepolitik, der når nye lavpunkter…

 

Listen er – desværre – meget længere end dette. Det kapitalistisk dominerede verdenssystems uretfærdigheder og katastrofer har desværre ikke holdt sommerferie, tværtimod.

 

Solidaritet for ligestilling og sundhed

Om en uges tid har sygeplejerskerne strejket i to måneder. Med utrolig arrogance har regionerne – og bag dem regeringen – valgt nærmest at ignorere strejken. Og måske ligefrem glædet sig over, at flere områder slet ikke kunne strejkerammes, fordi bemandingen i forvejen dårligt nok rakte til det niveau, som et ”nødberedskab” krævede!

 

Denne absurditet afspejler, at strejken ikke kun er en ligestillingskamp for at overvinde den kønsbetingede underbetaling af et traditionelt kvindefag. Det er også et led i en kamp for overhovedet at skabe arbejdsforhold inden for velfærdsområdet, som kan tiltrække det antal medarbejdere, der er brug for. Altså simpelthen en kamp for et velfungerende sundhedsvæsen. Der er derfor basis for at mobilisere alle sundhedsvæsenets brugere – dvs. næsten alle – til støtte for strejken.

 

Men ikke kun regeringens kynisme er skræmmende. Det samme er desværre den manglende solidaritet fra ledelserne af en række andre faglige organisationer. Tilsyneladende ligger disse fuldstændig under for, at arbejdsgiverne umiddelbart (bl.a. via reguleringsaftalerne) vil lade andre offentligt ansatte betale for enhver indrømmelse til sygeplejerskerne.

 

I stedet for bare at underlægge sig denne del-og-hersk-logik burde alle andre faglige organisationer, ikke mindst fra de andre ”kvindefag”, selvfølgelig bakke sygeplejerskerne op – med krav om, at regionerne/regeringen må ryste op med penge til, at pengene til de underbetalte sygeplejersker selvfølgelig ikke skal tages fra andre underbetalte velfærds-arbejdere. Og med penge til, at disse tværtimod også kan få et tilsvarende løft.

 

Men det er altså lige nu, eller meget snart, der skal fuldt blæs på solidariteten med sygeplejerskerne, hvis det skal ende med en sejr!

 

Solidaritet mod ulighed og racistisk splittelse

Uligheden har i mange år været stigende i verden – og også i Danmark. Ifølge internationalt anerkendte definitioner lever en kvart million mennesker i Danmark – herunder over 60.000 børn – nu i fattigdom.

 

Kampen mod fattigdom er ikke kun en kamp for de fattiges skyld. Det er en kamp for hele arbejderklassen, fordi truslen om at havne i fattigdom er med til at underminere alle lønarbejderes modstand mod underbetaling og dårlige arbejdsforhold. Det er solidaritet for at sikre den kollektive slagkraft.

 

På trods af løfter i forståelsespapiret har regeringen bestilt en kommission til at lave et såkaldt udgiftsneutralt forslag til ydelsesreform. Dvs. et forslag, der bare flytter penge rundt fra nogle fattige til andre fattige! Yderligere har regeringen i sit oplæg specielt fremhævet, at ydelser til flygtninge og indvandrere ”ikke må blive så attraktive, at det får personer fra andre lande til at vælge at komme til Danmark”. Der er med andre ord lagt op til del-og-hersk-reformer af værste skuffe – som ikke løser problemet, men puster til racistisk splittelse.

 

Og at netop puste til racistisk splittelse er øjensynligt en altovergribende mærkesag for regeringen. Det demonstrerer de for eksempel i revisionen af den såkaldte ”parallelsamfundspakke”, der indebærer etnisk diskrimination af boligsøgende i et nu endnu større antal boligområder. Ligeledes når regeringen vil sende syriske flygtninge tilbage i armene på den diktator, de er flygtet fra. Og i en alt for lang række andre sager.

 

Heldigvis er der en stadigt voksende modstand – også i det socialdemokratiske bagland – mod denne kurs. Det er vigtigt, at denne modstand vokser til en stærkere og stærkere bevægelse. En bevægelse, der kan flytte den dagsorden, som oprindeligt DF, men nu lige så meget Socialdemokratiet har sat.

 

Også her burde en samlet fagbevægelse kunne mobiliseres til at være med. Solidaritet er og bliver arbejderklassens bedste våben, og racistisk splittelse er og bliver solidaritetens værste fjende.

 

Klimahandling nu

Klimakatastrofen er menneskeskabt – og ikke længere en trussel, men noget, der allerede er i fuld gang. Den manglende handling indebærer allerede nu, at temperaturstigningen formentlig i dette årti vil overstige den kriminelle grænse på 1,5 grader. Det kan man erfare ved at læse tykke rapporter, men også bare ved at følge med i nyhedsstrømmen om tørke, oversvømmelser osv. Eksperterne bønfalder politikerne om øjeblikkelig og radikal handling.

 

Den danske regerings 70%-målsætning for 2030 er nu tydeligt utilstrækkelig. Men selv denne målsætning er regeringen dårligt kommet i gang med det konkrete arbejde for troværdigt at nå. De hidtidige forligs konkrete tiltag har været katastrofalt mangelfulde, hvilket bl.a. den regeringsnedsatte klimakommission har påpeget.

 

Ikke desto mindre var klimaministeren Dan Jørgensens kommentar til FN’s katastrofealarm, at Danmark ikke skulle øge klimaindsatsen, men i stedet flytte hele resten af verden i den rigtige retning blot ved at vise os frem som foregangsland, altså ved at prale af vores allerede nu så fantastiske ambitioner og indsats…

 

Dette synspunkt blev suppleret med det (ligeså) ynkeligt dårlige argument, at Danmark jo er så lille et land, at selv om vi helt stoppede vores udledning nu og her, ville det ikke ændre noget væsentligt ved katastrofens udvikling!

 

Hvis den mands holdning og argument virkelig skulle blive det lysende eksempel for resten af verden, kan vi da være nogenlunde sikre på worst-case-scenariets 15 meters vandstandsstigning i verdenshavene.

 

Også på dette område er det bevægelsen, der må på banen. En bevægelse, der allerede har stor opbakning i mange forskellige sammenhænge og organisatoriske rammer – og et endnu større potentiale. De konkrete krav er mangfoldige (og må i sidste ende indebære et opgør med hele vores produktionsmåde!), men samlende her og nu må være krav om dels en fremrykning af målene, dels nye tiltag og genforhandling af hele bunken af utilstrækkelige klima-forlig, så det bliver til andet end snak, motorveje og drømmerier om teknologiske fix i sidste øjeblik.

 

Hvis ikke pandemien står i vejen for det, burde klimaministerens idiotiske attitude kunne provokere flere klimademonstranter end nogensinde tidligere til at gå på gaden i den kommende tid!

 

– Og så alt det andet!

Som om dette ikke var nok, er der jo masser af andre kampe, der kræver opmærksomhed og støtte. Fra solidariteten med palæstinenserne mod den israelske undertrykkelse, over støtte til kravet om frigivelse af vaccine-patenterne – til kampen for Lærkesletten mod det socialdemokratiske beton-amokløb i København. Og så er der jo også snart regional- og kommunalvalg, der landet over sætter det trængte velfærdssystem på dagsordenen: normeringerne i daginstitutionerne, den sønderreformerede folkeskole, den svigtede kollektive trafik, det underfinansierede handicapområde osv. osv.

 

Så, desværre: Verden blev ikke et bedre sted i sommerens løb. Efteråret råber lige så meget på politisk aktivisme, som det plejer. Og lidt til, endda. God kamp.

Opslået i SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Natten til lørdag trådte konflikten så i kraft. Men i modsætning til andre klassiske faglige kampe kan vi ikke snakke om, at det lammede Danmark, eller at samfundet er sat i stå.

 

Sygeplejerskerne står nemlig i en for dem traditionel problemstilling: Et aftalt nødberedskab skal sikre, at hospitalsvæsenet stadig kan klare det nødvendigste. Kun 10 % af medlemmerne er derfor udtaget til konflikt, og flere steder i landet er det ikke muligt at tage en faglig konflikt, da der ikke kan iværksættes et nødberedskab med mindre end den ringe normering, der allerede er. Et faktum, som i sig selv burde være et wakeup-call til politikerne.

 

Et langt og pinefuldt nederlag?

Sygeplejerskerne har i meningsmålingerne befolkningens klare opbakning til deres basale lønkrav. Men situationen taler alligevel  umiddelbart ikke til sygeplejerskernes fordel: Arbejdsgiversiden vil standhaftigt nægte at åbne lønningsposen, da det kan opfattes som et signal til andre faggrupper om at man bare kan konflikte sig til lønstigninger. Derudover er arbejdsgiversiden ikke videre presset, så længe nødberedskabet fungerer –  hen over en sommerferie vil strejken især betyde sparede lønmidler, alt imens at sygehusvæsnets problemer nu kan undskyldes med den faglige konflikt.

 

Omvendt har sygeplejerskerne på gulvet vist sig standhaftige. I anden afstemningsrunde af mæglingsforslaget var opbakningen til at stemme ja fra Dansk Sygeplejeråds kongres endnu større, med stemmerne 88 for og 28 imod. – Men endnu mere markant faldt forslaget, da det kom til afstemning blandt medlemmerne, med en rekord høj stemmedeltagelse og 2/3 nej-stemmer. Det burde vidne om problemer i fagtoppen, at de ikke kan forudse medlemmernes frustrationer over denne form for ”EU-afstemninger”, hvor afstemninger blot tages om, hvis ”medlemmerne har stemt forkert”.

 

Regeringen har umiddelbart erklæret, at den ikke vil ”gribe ind i den danske model” (måske med mindre en corona-krise bryder ud). Hvilket er patetisk når det dels er regeringen, der skal ryste op med pengene til at arbejdsgiverne giver efter, dels er en gammel lovgivning (tjenestemandsloven), som har indplaceret kvindefagene på for lave løntrin, så det reelt har været umuligt at opnå en reel ligestilling. Brugen af procentvise stigninger frem for “samme kronestigning” har så år for år gjort løngabet større og større.

 

Men et regeringsindgreb synes altså langt væk. Når de konfliktramte sygeplejersker som udgangspunkt mister deres aftalte ferie, og konflikten ikke er videre effektfuld, kan man samtidig frygte (og regeringen håbe?), at sammenholdet vil vakle med tiden, mens strejkekasserne tømmes.

 

Vejen til sejr

På trods af dette ”klassiske dilemma”, som sygeplejerskerne har stået i både i 1996, 1999 og 2008, så er det ikke en umulig kamp. Men kampen skal vindes på andre fronter også.

 

Lærerkonflikten i 2013 gav stor eftertanke blandt offentligt ansatte, i forhold til hvordan arbejdskonflikter kan kæmpes på det offentlige område. Den musketer-ed, som de offentligt ansatte formåede at skabe ved de forrige forhandlinger, var et resultat af dette, og nogen beskylder sygeplejerskerne for i stedet at køre sololøb. Det er rigtigt, at sygeplejerskerne har kastet sig ud i en kamp som burde være tværfaglig. Men somme tider er der bare nogen, som må gå foran og tage kampen!

 

Og i hvert fald i bagklogskabens lys står det efter lærerkonflikten også klart, at faglige konflikter kan vælte regeringer! Noget den nuværende regering er pinligt bevidste om, især hvis støtte til sygeplejerskerne er stigende, og flere faggrupper melder sig med offentlig støtte.

 

Som venstreorienterede og fagligt aktive har vi altid taget aktiv del i støtte til faggruppers kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår. Det i sig selv burde være grundlag nok for at kaste alle kræfter ind i kampen, når faggrupper tør sige fra og gå forrest. Men denne konflikt er også blevet symbolet på opgøret mod det kønsopdelte arbejdsmarked og kampen for ligeløn. Så der er langt mere på spil end ”blot” en enkelt faggruppes arbejdsvilkår: Oplever sygeplejerskerne et sviende nederlag, så vil kampen drukne i kommissioner, rapporter og års ligegyldighed – men får kampen vind i sejlende, kan vi pludselig stå med et opgør, som vil kunne sprede sig som ringe i vandet til andre faggrupper, løfte store dele af det offentlige (kvindedominerede) arbejdsmarked og sætte en anden politisk dagsorden om prioritering af velfærdssamfundet, frem for bare omprioritering eller endda relativ nedprioritering.

 

Det er en selvfølge, at vi altid skal støtte dem, der tør gå forrest og stikke snuden frem, og at de aldrig må stå alene eller opleve tab ved at turde sige fra – og her er det også tydeligt, at kampen direkte vedrører andre faggrupper.

 

Denne kamp kan ikke vindes ved en klassisk styrkeprøve, hvor man bare holder ud og håber at arbejdsgiversiden viger først. – Den skal vindes ved at ringene breder sig i vandet, ved at andre faggrupper melder deres støtte, befolkningsstemningen vindes og regeringen presses i knæ som de reelle arbejdsgivere.

 

Hvordan kan vi støtte?

Diskussionen om støtte må tages op på alle arbejdspladser, i alle faglige organisationer mm. Støtten skal være tydelig og offentligt synlig, især over for regeringen. Vi skal i Enhedslisten og på venstrefløjen have samlet de gode kræfter om at sætte turbo på dette og overvinde årtiers stilstand i fagligt venstrefløjsarbejde.

 

Så hvad kan du gøre?

  • Tag diskussionen op på din arbejdsplads/studie/fagforening eller der, hvor du deltager i aktiviteter med andre: Hvordan får vi skabt reel ligeløn mellem traditionelle kvinde- og mandefag i det offentlige? Hvordan får vi ændret lønkampen, så procentvise stigninger ændres til “samme kronestigning”?
  • Skriv og vedtag en støtteerklæring og send den både til Danske Sygeplejersker og DSR, til medierne og til regering og Folketing.
  • Deltag i støtteaktioner og demonstrationer til støtte for sygeplejerskerne

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 25. juni 2021

Opslået i Faglig kamp, SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Bl.a. ingen midler til at dække de voksende udgifter på ”det specialiserede socialområde”, som mange kommuner i de senere år har håndteret ved at skære i støtten til den enkelte handicappede.

 

Forud for forhandlingerne havde Kommunernes Landsforening krævet, at der skulle tilføres 5,5 mia. kr. til socialområdet over tre år. Det ville have betydet, at der kunne ske en forbedring af særligt vilkårene for handicappede. Dette blev fejet af bordet. Der blev alene givet penge til at dække demografiske udgiftsstigninger (regulering ift. at der bliver flere ældre o.l.) svarende til et løft på 1,4 mia. kr. i 2022. Samtidig sænkes anlægsniveauet ca. 2 mia. kr. Uforståeligt, i lyset af behovet for at vedligeholde og klimarenovere bl.a. den offentlige bygningsmasse.

 

På regionernes område aftaltes et løft på 1,2 mia. kr., svarende til den demografiske udgiftsstigning. Dette sikrer ikke penge til den nødvendige udvikling af behandlingerne og de forventelige stigninger i medicinudgifterne på sygehusene.

 

Forringelser i vente

Enhedslisten har markeret sin modstand mod de skrabede økonomiaftaler og har stemt nej til begge aftaler i bestyrelserne i Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Og med god grund. Et regime, der alene forholder sig til udviklingen i demografien, medfører status quo på serviceniveauet. Det tillader samme ressourceforbrug pr. bruger i den offentlige velfærd og sundhed. Dermed står serviceniveauet stille. Det er i sig selv et problem, fordi borgerne ad åre vil opleve velfærd og sundhed som utidssvarende. Socialdemokratiet kalder dette at “holde hånden under velfærden”. I realiteten er det at sætte udviklingen af velfærden på pause.

 

Samtidig vil der ske egentlige serviceforringelser, hvis nogle velfærds- eller sundhedsområder oplever behov for ressourcetilførsel ud over, hvad der kan henføres til flere børn og ældre. Fx hvis der kommer flere personer med handicap, som har et højere ressourcetræk end den gennemsnitlige bruger af velfærd og sundhed. I dette tilfælde må det øgede ressourceforbrug betales af et tilsvarende lavere forbrug på andre områder og dermed et lavere serviceniveau.

 

Det er også derfor flere borgmestre har påpeget, at der i de kommende budgetforhandlinger kan forventes nedskæringer. Manglende bevillinger til socialområdet og markant lavere anlægsniveau vil føre til nedskæringer i det kommende år. Men naturligvis vil omfanget af nedskæringer også afhænge af, hvilke forbedringer regeringens parlamentariske grundlag kan trække ud af finanslovsaftalen.

 

Velfærd og ulighed

Hvorfor er det vigtigt med velfærd, kunne man spørge. Svaret er, at skattefinansieret velfærd og sundhed, som tilbydes gratis til borgerne, udgør det måske største historiske fremskridt for den danske arbejderklasse.

 

I kombination med et skattesystem, som er progressivt – omend langt fra progressivt nok til at sikre reel lighed – giver velfærds- og sundhedssystemet i Danmark muligheder for at få adgang til uddannelse, børnepasning, ældrepleje for de mange, når det stilles gratis eller med reduceret egenbetaling til rådighed for borgerne. Det reducerer uligheden i samfundet, giver tryghed og muligheder for større medindflydelse, særligt i de institutioner, hvor brugerdemokratiet er bevaret i en eller anden form.

 

Af samme grund er ressourcerne til udvikling af velfærd i både kommuner og regioner afgørende for at fastholde og øge den reduktion af uligheden, der følger med den solidarisk finansierede velfærd og sundhed.

 

På gaden på torsdag

Den nuværende regering er valgt på løfter om at sætte velfærden først. Desværre viser regeringen ikke, at den har i sinde at indfri dette løfte. Derfor er er der brug for et konstant pres for at rykke på den fodslæbende politik, som regeringen har lagt sig fast på.

 

Netværket ”Handicapinitiativet” har med støtte af en række handicaporganisationer, fagforeninger m.v.  indkaldt til demonstrationer mod aftalerne i mange byer på torsdag den 24. Det er vigtigt, at så mange som muligt bakker op om disse!

 

Find mere om tid og sted m.v. på: https://www.facebook.com/Handicapinitiativet

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 18. juni 2021

 

Opslået i Dansk politik, Kommuner og regioner, SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Denne modstand har taget en lang række meget forskellige former over de sidste ti år. Den er blevet påvirket af og har påvirket hele det arabiske forår – forstået som den lange række af folkelige opstande, der har været i regionen i det sidste årti. Israels politiske virkelighed er også blevet præget af de monumentale forandringer, som regionen har været udsat for.

 

I takt med, at status quo er blevet stadig mere uacceptabel for befolkningen i Mellemøsten, så er det zionistiske argument om, at arabere ikke ønsker eller søger demokrati og social retfærdighed, begyndt at falde sammen. Sammenholdt med det stigende pres, som er blevet udført af forskellige menneskerettighedsgrupper, og som har ført til, at det nu er blevet muligt at omtale Israels interne regime som apartheid, har dette givet ny vind til den internationale bevægelse i solidaritet med Palæstina.

 

Som konsekvens heraf er den israelske stat blevet nødt til i endnu højere grad at basere sig på de mest ekstremistiske dele af den zionistiske bevægelse. Det politiske klima i Israel er følgelig blevet mere uudholdeligt, og det er blevet stadigt sværere at være i opposition til det zionistiske projekt (om jødernes hellige ret til det palæstinensiske område). Udskiftningen af den israelske regering er ikke i sig selv et tegn på, at denne tilstand ophører.

 

Ej heller er den et tegn på, at Israels udenrigspolitik vil forandre sig, eller at det internationale klima for solidaritet med Palæstina bliver lettere. Tværtimod vil de internationale forhold føre til, at anklagen om antisemitisme i endnu højere grad vil blive rejst mod enhver, der solidariserer sig med den palæstinensiske kamp. Det er påfaldende, at denne kampagne bliver ledet af de samme politiske kræfter, der i deres egne lande søger at kopiere den israelske politik over for palæstinenserne mod undertrykte grupper i deres egne lande.

 

Af disse grunde er solidaritet med Palæstina et nøglespørgsmål for enhver internationalist. Det er muligt og nødvendigt at kæde en lang række kampe sammen med undertrykkelsen af palæstinenserne og på den baggrund bygge basis for en reel international bevægelse, der bygger solidaritet over grænser. Ligesom forståelsen af Israels apartheid har gjort det muligt at forbinde kampen mod israelsk undertrykkelse med den historiske kamp mod apartheid mod sorte, så giver den nuværende situation mulighed for at forbinde kampe, der finder sted over hele kloden.

 

Det kommende årti vil forudsigeligt rummel endnu flere politiske og sociale kampe rundt om i verden. For at forbinde troværdigt til disse er det afgørende, at alle revolutionære socialister gør sig umage for at skabe bånd til den palæstinensiske bevægelse uden at opgive egne
synspunkter, men i et respektfuldt forhold, der tillader uenigheder.

 

Vi opfordrer alle kammerater til at engagere sig i de lokale solidaritetsbevægelser på den bedst mulige måde, om det er via mediedækning, organiserende arbejde eller andet. Vi opfordrer dem, der ikke har lokale bevægelser i deres nærhed, til at tage initiativ til, at lokale afdelinger af SUF og Enhedslisten stiller sig forrest i at solidarisere sig med den fortsatte modstand mod undertrykkelse i Israel og Palæstina.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 10.juni 2021

 

Opslået i Mellemøsten, SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Mange i den ældre generation er i anledning af diskussionen om placeringen af udrejsecentre for udvisningsdømte kommet til at tænke på Niels Hausgaards vittige sang fra 1979, ”Hilsen fra os”, om Vendelboernes holdning til a-kraftværker, som ovenstående citat stammer fra. Og med god grund, for problemstillingen er helt den samme:

 

Mange mennesker og et stort flertal af folketingspolitikerne er overbeviste om, at udvisningsdømte, der i praksis ikke kan sendes ud af landet, skal udelukkes fra det almindelige liv i samfundet, herunder alle muligheder for arbejde og uddannelse, og henvises til – i årevis – at leve et indholdstomt liv stort set uden penge i et såkaldt ”udrejsecenter”.

 

Til gengæld er der ingen, der vil have et sådant ”udrejsecenter” liggende i nærheden af deres egen – eller deres vælgeres – bopæl.

 

Og disse modstridende interesser giver jo nogle problemer…

 

Løsningen er enkel
Løsningen er enkel – nemlig helt den samme, som blev resultatet med a-kraften: Drop det! Ikke fordi et udrejsecenter på nogen måde udgør en fare på samme måde som et a-kraftværk, men af mange andre gode grunde:

 

For det første er der noget fundamentalt uretfærdigt i hele ideen om, at nogle mennesker skal have en ekstra-straf i form af udvisning, ud over den straf, alle andre får for den samme forbrydelse. Ofte er der endda tale om, at det er personer med anden etnisk herkomst, der har levet en betydelig del af eller endda hele deres liv i Danmark.

 

Som Pernille Skipper fra Enhedslisten så udmærket har formuleret det: ”Det gælder for alle mennesker, der begår kriminalitet, at man får en straf, og når man har afsonet den, får man en chance til. Men disse mennesker får ikke en chance til. De sidder i et juridisk ingenmandsland.”
Når disse personer ustandseligt omtales som ”kriminelle”, er det altså ikke rigtigt. Der er tale om tidligere kriminelle, som har udstået deres straf. Hvis de har begået ny kriminalitet, er de blevet straffet for denne i det almindelige fængselsvæsen.

 

For det andet er der tale om personer, som Flygtningenævnet har vurderet, vil risikere forfølgelse eller dødsstraf i deres hjemland. I langt de fleste tilfælde er denne situation helt uden udsigt til at ændre sig. Det betyder, at der i praksis er tale om en livstidsdom – til at leve som en slags ”fredløs” i Danmark. Og at der er tale om en situation, som de pågældende ikke har nogen mulighed for at komme ud af – bortset fra at gå under jorden i Danmark eller måske rejse illegalt til et tredje land og prøve lykken der (også uden lovligt ophold). Dog har en højesteretsdom sat en stopper for, at man kan tvinges til at bo i et udrejsecenter i mere end fire år. Herefter har man stadig ingen andre muligheder, ingen ret til at arbejde eller uddannelse, ingen forsørgelse og fortsat hyppig ”meldepligt” – men dog mulighed for at opholde sig hos f.eks. familie eller andre, der vil tilbyde sig.

 

For det tredje er denne måde at behandle tidligere straffede på den sikre vej til at skubbe dem tilbage på det kriminelle spor. Hvis de medvirker positivt til deres udsendelse kan de få lige godt 400 kr. til ”fornødenheder” hver 14. dag ud over kost og logi – mindre end 30 kr./dag. Det rækker jo ikke langt, hvis man f.eks. bare ryger… Og en del af dem, der er udvisningsdømte for kriminalitet, har et stofmisbrug, som de ikke tilbydes behandling for. Hvis man ikke selv medvirker til sin udsendelse, får man ikke en krone.

 

Kombineret med den fuldstændige mangel på udsigt til arbejde, livsindhold eller en fremtid i det hele taget, er der for de udvisningsdømte absolut alle incitamenter til at ende i en eller anden form for kriminalitet. Der er så at sige tale om en velplanlagt ”anti-resocialisering”. Det er ikke underligt, hvis der er lidt flere butikstyverier i nærheden af et sådant center. Det ville være særdeles underligt, hvis der ikke var det.

 

Umenneskelig kynisme
Det er egentlig indlysende, at denne anti-resocialisering og livstidsstraf – for ikke at vende tilbage til et land, som man har Flygtningenævnets ord for ikke at kunne vende tilbage til – er fuldstændig meningsløs. Det eneste ”positive”, dette realistisk kan udvirke, er at en betydelig del af personerne stikker af til nabolandene, Tyskland eller Sverige, som man forholdsvis let kan komme til uden papirer… Altså ren problem-eksport. Derimod er der absolut ingen muligheder for en resocialisering og en ”happy end” i dansk regi.

 

Derfor kan meningen med galskaben kun være symbolpolitisk:

 

”Se, hvilken umenneskelig kynisme, den danske regering er i stand til at udvise, når bare det handler om mennesker med anden etnisk baggrund!”

 

Eller måske: ”Bare rolig, der er absolut ingen forskel overhovedet på udlændingepolitikken for en SD-regering hhv. en borgerlig regering.”

 

Tak, det har vi så allerede set – så rigeligt, mange gange før. Endda også i forhold til mennesker, der aldrig har været i nærheden af at begå noget kriminelt. Endda i forhold til uskyldige børn. Ingen kan længere være i tvivl, hverken her i landet eller i andre lande: Det er helt unødvendigt at demonstrere mere meningsløs umenneskelighed.

 

Så hvorfor skal diverse udkantsområder besværes med det?

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 30. maj 2021

*) Oversættelse til rigsdansk:
Snakken gik, om vi skulle have atomkraft eller hvad,
og det mente vi ikke, der ku’ være tvivl om, at vi skal.
Men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt,
eller Fyn, henne i den østlige ende.
For her ovre ved os – nej, det vil vi godt nok ikke.
For det vil også bare komme til at ligge i vejen.

Opslået i Indvandring, flygtninge og integration, SAP's ugekommentar Tagged with:

af SAPs Forretningsudvalg

Dertil rører der sig under overfladen spørgsmålet om, hvilken type parti, Enhedslisten skal være, og hvordan partiet skal forholde sig til regeringen.

 

På den formelle dagsorden er de to hoveddiskussioner på årsmødet spørgsmålet om et nyt boligpolitisk delprogram og en plan for organisationsudvikling.

 

Begge forslag udmærker sig ved ikke at være særlig kontroversielle. Det boligpolitiske program er igennem en længere proces lykkedes med at samle hovedparten af de fælles holdninger. Herunder en hovedlinje om en ny beskatning på ejendomme, en beskrivelse af visionen for en anden type boligmarked, et opgør med de private ejendomsspekulanter, en demokratisering af boligmarkedet og meget mere. På mange måder et program, som opkvalificerer debatten. Selv om der også er efterladt relevante diskussioner til årsmødet, f.eks. i forhold til den nuværende lejerbevægelse/de almennyttige boligselskabers organisationer.

 

Det organisatoriske hovedprogram, udmærker sig ved næsten ikke at være konkret. En række paroler omkring udvikling og styrkelse af Enhedslisten, flere medlemmer, højere aktivitetsniveau m.m. Alt sammen ting, der skal arbejdes med, undersøges og udvikles. Det er der næppe nogen, der kan være uenige i.

 

Men bag de rummelige formuleringer i mange retninger befinder sig grundlæggende politiske uenigheder. Enkelte steder træder disse tydeligere frem. F.eks. i det massive fokus på antallet af betalende medlemmer – uden at disse ses som først og fremmest nogen, der skal søges mobiliseret til at blive en del af et aktivt politisk kollektiv. Uden at det er defineret som den centrale opgave at omsætte en øget medlemsmasse til en langt stærkere Enhedsliste-indsats i bevægelserne, i den udenomsparlamentariske politiske kamp. I værste fald kan man få det indtryk, at Enhedslisten skal have flere medlemmer – for at have flere medlemmer.

 

Programmets hovedpointe er, at vi skal undersøge og arbejde med ting, og det er jo fint nok. Men dermed lægges der ikke op til reel politisk stillingtagen til de afgørende spørgsmål. F.eks. spørgsmålet om, hvorvidt afdelingerne skal forblive og udvikles som et vigtigt omdrejningspunkt for medlemmernes politiske aktivitet – sammen med andre handlende organiseringer af medlemmer, ikke mindst de faglige netværk. Eller om f.eks. zoom-møder med MF’ere for alle medlemmer i højere grad skal overtage rollen som partiets grundstruktur.

 

Demokrati eller festivaler
Modsætningerne fremtræder nok mere klart, når det kommer til punktet om ”Rød-Grønne Dage”. Her fremstår den politiske forskel tydeligt: Skal man i 2022 aflyse årsmødet til fordel for en politisk festival?

 

Argumenterne for at afholde politiske festivaler er mange – om end det kan diskuteres, hvorvidt det er mest logisk af afholde det som en begivenhed centralt i landet, frem for flere begivenheder, som folk ikke skal rejse efter. – Men ideen er god nok: Selvfølgelig skal et parti som Enhedslisten markere sig i lokalbefolkningen, samle masserne til politiske diskussioner og aktiviteter, gerne i et godt og sjovt miljø.

 

Problemet opstår, når det skal ske på bekostning af vores måske vigtigste demokratiske institution, årsmødet. En festival kan ikke erstatte medlemmernes mulighed for at temasætte diskussioner, træffe beslutninger på demokratisk vis – og ikke mindst vælge en ny ledelse, de har tillid til vil gennemføre disse beslutninger. Medlemmerne bliver i højere grad gjort til et publikum.

 

Grundideen om plads til udvekslinger af erfaringer og meninger, flere diskussioner og teoretiske udviklinger, flere inddragende arrangementer, festlige former m.m. er altid fine i et socialistisk parti! Det behøver bare ikke at ske på bekostning af årsmøder, der som minimum diskuterer den politiske retning og vælger (evt. udskifter!) ledelsen en gang om året.

 

Demokratiske udvandinger
Fortsætter vi listen af forsøg på demokratiske udvandinger, kommer vi ikke uden om forslagene om elektroniske urafstemninger til valg af hovedbestyrelsen. En række medlemmer – herunder prominente – har foreslået, at medlemmerne af hovedbestyrelsen fremover skal findes ved en vejledende urafstemning blandt alle Enhedslistens medlemmer. Forslaget sælges som en udbredelse af demokratiet. Men kigger vi på, hvordan udviklingen i forbindelse med valget til folketingskandidater har været, siden det overgik til elektroniske urafstemninger, har tendensen været klar: Det er i højere grad blevet en popularitets-konkurrence, hvor enkelte, offentligt kendte personer nærmest kan udpege, hvem de ønsker at markedsføre, og herefter sikre dem stabile valg. Og sandsynligheden for, at forhenværende folketingsmedlemmer vil indtage det meste af hovedbestyrelsen, vil også være stor – med en deraf følgende fare for overfokusering på det parlamentariske arbejde.

 

Urafstemningen skal godt nok kun være vejledende, men årsmødet vil selvfølgelig føle sig forpligtet af denne. Og dermed vil urafstemningen reelt frakoble valget af ledelse fra det årsmøde, som demokratisk beslutter den politiske linje, der skal følges.

 

Dertil kommer, at forslaget vil udvide hovedbestyrelsen fra 25 til 35 personer (præcis samme antal, som er opstillet til årets HB-valg…), og vil lade alle stemme på 35 personer i urafstemningen. Herved afskaffer man den mindretalsbeskyttelse, der ligger i at begrænse stemmetallet til f.eks. halvdelen af antal valgte. Den foreslåede valgmetode betyder, at et flertal på 55 procent kan sætte sig på 70-80-90 eller endda 100 procent af pladserne i en ledelse. Dette bryder ikke kun med en historisk tradition, men med et grundlæggende politisk princip for venstrefløjen.

 

At paragraffen om, at mindretalsgrupper af delegerede kan trække sig ud af afstemningen og få forholdsmæssig repræsentation, er selvfølgelig et plaster på såret. Men overgangen til dette vil til gengæld kunne fremprovokere en problematisk opdeling af Enhedslisten i skarpt afgrænsede ”fraktioner”, som der ikke er grundlag for.

 

Venstrefløj i egen ret, støtteparti eller politisk kraft
Ovenstående forslag og diskussioner skal også ses i lyset af de sidste års udvikling, hvor fokus for Enhedslistens virksomhed i højere og højere grad bliver parlamentarisk båret. Enhedslistens identitet er i stadigt stigende grad opbygget alene omkring funktionen som et parlamentarisk parti. I praksis levnes der – uanset positive formuleringer i ”organisationspapiret” om dette – stadigt mindre opmærksomhed til den selvstændige værdi af bevægelsesarbejdet, eller hvordan bevægelser er det, der skaber grundlaget for politisk forandring.

 

En sidste afgørende diskussion på årsmødet er spørgsmålet om forholdet til regeringen. Dette er blevet højaktuelt efter regeringens lange række af tydeligt racistiske og fremmedfjendske udmeldinger og tiltag, både vedrørende danskerne i Syrien, udvisning af danskere til Syrien, udrejsecentre, den nye ”parallelsamfundspakke”, nye begrænsninger af statsborgerskab osv. osv.

 

Dette har rejst spørgsmålet om, hvorvidt vi agerer ”støtteparti” til regeringen i dette begrebs sædvanlige betydning, eller om vi er det ”venstrefløjsparti i egen ret”, som vi udtrykkeligt har vedtaget at være:

 

En opposition til venstre, der har vores egne dagsordener, som er grundlæggende helt anderledes end Socialdemokratiets. Et parti, der konsekvent kun støtter regeringens forslag, når de går i den rigtige retning, og stemmer imod, når de ikke gør det. Som betragter forståelsespapiret ikke som et ’fælles regeringsprogram’, men som det minimum, der får os til at se SD-regeringen som en bedre regering end f.eks. en Venstre-regering.

 

Det er dog langt fra altid, at denne fortælling fremstår lige så tydeligt i vores parlamentariske fremtræden.

 

Heldigvis har folketingsgruppen gjort det godt i forbindelse med hjemtagelsen af danskerne fra de syriske flygtningelejre. Her har vi løbet side om side med en folkelig bevægelse, der faktisk har formået at presse regeringen. Et kerneeksempel på, hvorfor vores fokus skal ligge mere på kampen uden for parlamentet, end indenfor.

 

Vi kan kun håbe, at denne nye erfaring også sætter sit præg på, hvordan folketingsgruppen og partiets ledelse agerer mht. klimaområdet, ulighed mm.

 

Og dette bliver også centrum for beretningsdebatten, når der skal samles op på årets erfaringer med affaldsforliget og andre klimaaftaler, statsborgerskabs-sagen mm. Hvor der netop er brug for en kritisk evaluering af vores egen indsats i forhold til at sætte opbygning af bevægelser i centrum og at agere som en tydeligt selvstændig kraft i Folketinget.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 21. maj 2021

 

Opslået i Enhedslisten, SAP's ugekommentar Tagged with:

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com