I sidste uge spillede Mette Frederiksen ud med et nyt stort reformudspil, ”Danmark kan mere 1”. Udspillet både bekræfter og uddyber regeringens overordnede økonomiske politik: En blå konkurrencestatspolitik baseret på erhvervsstøtte og skattelettelser til de største private virksomheder, samt disciplinering af arbejdsstyrken, så den passer til virksomhedernes behov.

af SAPs Forretningsudvalg

Dette er pakket ind i små lunser af forbedringer for arbejderklassens kernetropper og en diskriminerende og umenneskelig integrations- og udlændingepolitik. Der er brug for et opgør med den fagtop, der jubler og lukker øjnene for de grove angreb, som udspillet rummer.

 

Den socialdemokratiske Mette Frederiksen-regering blev valgt på et opgør med sine forgængeres fejlslagne nyliberale politik. Mange forventede, at Thorning-regeringens Corydon-reformer og blå økonomiske politik skulle kastes på møddingen til fordel for arbejderklassens kerneinteresse i solidariske ordninger, et stærkt velfærdssamfund og en lille portion af ”de-rige-skal-betale-mere” – krydret med en endnu mere ekstrem udlændingepolitik.

 

Corona-krisen udgjorde en voldsom og uventet kuldkastning af det planlagte politiske programs udrulning – men var en for regeringen sikkert kærkommen lejlighed til at kunne se bort fra vælgernes berettigede forventninger til en helt anderledes reformkurs end under Thorning.

 

Regeringen har dog indtil nu sørget for, at bevillingerne til velfærden har været markant højere end under VLAK-regeringen. Samtidig er der leveret en række indrømmelser hvad angår normeringer i daginstitutionerne og en smule på plejehjemmene. Den store genopretning er til gengæld udeblevet.

 

I forhold til klima-indsatsen har regeringen skandaløst udsat den nødvendige omstilling til fordel for at pleje kapitalejernes interesser i vækst og profit.

 

Endelig har den økonomiske politik grundlæggende været uforandret. Det er fortsat en borgerlig økonomisk logik, der præger regeringens udspil og aftaler. De store nationale virksomheder skal boostes, så de kan konkurrere på de internationale markeder. Bankerne skal ikke i videre omfang begrænses – tværtimod har de under corona-krisen fået adgang til nye lån med statsgarantier.

 

Uligheden er heller ikke blevet reduceret væsentligt som følge af indgreb over for de rigeste. Det er blevet til en række mindre skatteindgreb i erhvervsbeskatningen, og enkelte små, åbenlyst urimelige skattebegunstigelser er afviklet.

 

Skatterabatter til store virksomheder

Reformudspillet ”Danmark skal mere 1” indeholder en skatterabat på 1 mia. kr. til de store danske virksomheder. Erhvervsstøtten skal omlægges, og der skal gives 1 mia. kr. i skatterabat til investeringer i forskning og udvikling. For hver krone virksomhederne investerer, skal de kunne fradrage 1,30 kr. i skatten. Med andre ord er det en måde at reducere skatten på. Denne skattelettelse er målrettet de store virksomheder, som i forvejen investerer meget i forskning og udvikling: Novo Nordisk og en række andre medicinalvirksomheder. Derfor vil en sådan skatterabat ikke give flere investeringer i forskning og udvikling, men blot et give større overskud efter skat, som virksomhederne kan dele ud til aktionærerne.

 

Der afsættes også 1 mia. kr. i støtte til klimainvesteringer – men om dette også bliver støtte til investeringer, der under alle omstændigheder er rentable og ville blive gennemført alligevel, kan man ikke vide endnu.

 

På positivsiden skal nævnes, at finansieringen skal komme – i hvert fald delvist – fra en sanering af erhvervsstøtten for 3 mia. kr. Af disse 3 mia. kr. skal mindst 2 mia. kr. gå hhv. til rabatten på forskning og udvikling og til grøn omstilling og uddannelse. Regeringen vil investere 2,5 mia. kr. i uddannelsessystemet i form af en årlig øget bevilling. Pengene skal bl.a. gå til klimaerhvervsskoler og permanent mulighed for 110 pct. dagpenge for faglærte og ufaglærte med forældet uddannelsesmæssig baggrund. Derudover vil regeringen prioritere bedre velfærdsuddannelser, samt forbedringer af voksen- og efteruddannelsessystemet.

 

Usolidariske tiltag på arbejdsmarkedet

Men udspillet rummer også katastrofale ”Corydon-reformer”. På arbejdsmarkedsområdet vil regeringen gennemføre en række forringelser for de mere udsatte på arbejdsmarkedet.

 

For det første vil den tvinge kontanthjælpsmodtagere til at arbejde 37 timer om ugen for ydelsen. Regeringen fremhæver selv, at dette er et målrettet forslag, der skal ramme indvandrerkvinder på langvarig forsørgelse.  Som socialrådgivere, borgmestre og eksperter konstaterer, er truslen om at kommunen skal fjerne ydelsen, hvis ikke man accepterer tvangsarbejde, i virkeligheden ikke et særlig effektfuldt greb. Risikoen er overhængende for, at de personer man vil tvinge i arbejde for kontanthjælpen i stedet ender med at melde fra og dermed blot mister indtægt. Blandt andet fordi en stor del af de ramte mennesker faktisk er fysisk eller psykisk syge, så de er ude af stand til at passe et fuldtidsjob og netop derfor er havnet på kontanthjælp. Regeringen forudser også selv i sine beregninger, at et meget lille antal kommer i arbejde ved denne stramning. Der er derfor primært tale om indvandrerfjendsk symbolpolitik, der i stor stil vil ramme børnene i disse familier gennem fattigdom.

 

For det andet vil regeringen forringe dagpengene for nyuddannede ledige. Dels skal satsen sættes ned til 9.500 kr. om måneden for ikke-forsørgere under 30 år. Dels kan den ledige kun oppebære ydelsen i ét år, mod to år for almindelige dagpenge. Som plaster på såret skal studerende kunne tjene mere ved siden af SU’en, mens de studerer uden at blive modregnet i SU’en af arbejdsindkomst. Dette indgreb, der markedsføres som et angreb på forkælede akademikeres privilegier, men som for øvrigt også rammer nyuddannede faglærte arbejdere, er et angreb på a-kasserne, fordi det rammer fødekæden i a-kassesystemet. Samtidig rammer det de grupper, som står på kanten af arbejdsmarkedet og endnu ikke har fundet vej ind. Det vil presse unge arbejdssøgende endnu mere til at acceptere lavere løn og dårligere arbejdsvilkår i deres første job for at få foden inden for på arbejdsmarkedet – og dermed underminere kampen for rimelige løn- og arbejdsforhold generelt. Derfor er forslaget et angreb på både et bæredygtigt a-kassesystem, et solidarisk arbejdsmarked og en svækkelse af rettighederne for de ledige over for arbejdsgivernes skalten og valten.

 

For det tredje vil regeringen øge dagpengene for arbejdsmarkedets kernetropper. I de første tre måneder af ledighedsperioden skal man kunne få en højere dagpengesats på op til 24.500 kr.  Det er en sejr for fagbevægelsen, at der efter årtiers udhuling af dagpengenes dækningsgrad endelig sker forbedringer. Imidlertid er det en forbedring, som fortrinsvis gavner kernetropperne på arbejdsmarkedet, som kun er ledige i korte perioder. Man kunne i stedet have valgt en forhøjelse af dagpengene i hele perioden, som også ville have gavnet de grupper, som ofte bliver ramt af længerevarende ledighed, fx ufaglærte og udsatte eller løstansatte på kanten af arbejdsmarkedet.

 

For det fjerde vil regeringen øge fradragsretten for a-kasse-kontingent fra 6.000 kr. til 7.000 kr. Dette er naturligvis en god ting, som kan få flere ind i a-kasserne. Men spørgsmålet er, om det kan lokke de nyuddannede, hvis ydelsen forringes så markant, som regeringen foreslår.

 

Endelig vil regeringen øge den skattefri seniorpræmie, som gives til personer, der fortsætter med at arbejde hhv. 1 og 2 år efter den formelle folkepensionsalder. Selvom det er en god idé at få de medarbejdere, som kan og vil til at blive længere på arbejdsmarkedet, vil skatterabatten ikke få den store effekt. Det vil blot være en skattelettelse til dem, som i forvejen kan og vil arbejde, og dermed får man ikke samlet set øget arbejdsudbuddet ret meget. En effektfuld indsats ville i stedet skulle adressere arbejdsmiljøet for seniorer og deres muligheder for gradvis tilbagetrækning ude i virksomhederne. Dette er en langt mere krævende øvelse, som til gengæld også ville kunne fastholde flere af de medarbejdere, som reelt bliver nedslidt og ikke kan fortsætte med det høje tempo.

 

Dette initiativ skal ses i sammenhæng med, at regeringen vil ophæve modregningen for arbejdsindkomst i ægtefællers pensionsindkomst. Det vil sige, at alle førtids-, senior- og folkepensionister ikke modregnes i deres pensionsindkomst, hvis deres partner modtager lønindkomst. Til gengæld opretholdes modregningen for alle andre typer indkomst hos partneren. Der er altså ikke tale om et generelt opgør med ”forsørgerpligten”, som (især) gør mange kvinder økonomisk umyndige i forhold til deres samlever.

 

Skatteinitiativer

Som et af lyspunkterne i reformudspillet rulles to skatterabatter til de allerrigeste tilbage. Det drejer sig om elementer fra rødvinsreformen 2009, hvor skatten på de højeste indkomster fra aktier blev sat ned fra 45 pct. til 42 pct., og skatteloftet på positiv nettokapitalindkomst blev sat tilsvarende ned fra 45 til 42 pct. Begge satser rulles tilbage til 45 pct., hvilket målrettet vil ramme de allerrigeste.

 

Men også her er der problemer. Regeringen vil sænke el-afgiften frem mod 2030 med ca. 25 pct. – i sig selv et klimamæssigt meget tvivlsomt initiativ. Til gengæld vil regeringen samtidig fjerne den grønne check for alle andre end pensionisterne – dog fortsætter og forhøjes den supplerende grønne check for børn. Den grønne check blev indført i 2010 som en social, indtægtsafhængig kompensation for stigende afgifter, og dens afskaffelse rammer derfor socialt skævt.

 

Oprør mod lalleglad socialdemokratisk fagtop

Når man ser på reaktionerne fra fagtoppen, med FH i spidsen, på ”reformudspillet”, må man tage sig til hovedet. De positive elementer bliver ensidigt fremhævet eller endda overvurderet – mens de grove angreb på især nyuddannede og kontanthjælpsmodtagere bliver mere eller mindre ignoreret. Man kan ikke undgå at få den tanke, at hvis den samme reformbuket var blevet præsenteret af en borgerlig regering, ville den socialdemokratisk dominerede fagtop have haft noget lettere ved at få øje på de skræmmende tidsler, buketten rummer.

 

Endnu har kun nogle få – især inden for 3F – råbt vagt i gevær. Men med venstrefløjen i spidsen må der et oprør i gang – og Enhedslisten må gå forrest.

 

Hælene må sættes i: De planlagte Corydon-reformer må tages af bordet. Buketten som helhed er en helt uacceptabel, usolidarisk del-og-hersk-politik, der skal bekæmpes med alle til rådighed stående midler, i og ikke mindst uden for Folketinget.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 17. september 2021

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com