Nedenstående handler IKKE om, hvorvidt folk burde have ret til betalt frokostpause!

Kære FU

”Sandheden er altid revolutionær”, som en tidligere trotskist plejede at sige. Og sandheden om en del af denne ugekommentar er noget anderledes, end SAPs FU her beskriver den. Det drejer sig om den famøse frokostpause på seks undervisningsinstitutioner.

Det ligger ikke på den flade hånd, at de faglige organisationer vinder en voldgift.

Det er noget ævl, at fremstille sagen som om de onde arbejdsgivere vil snyde de stakkels medarbejdere, ved at fejlfortolke en overenskomstaftale – eller at få det til at se ud som om aftalen var uklar fra starten af.

Derimod har ”nogen” – bevidst eller ubevidst – oversolgt forårets CFU-aftale, og misfremstillet hvad der egentlig var aftalt. Det gavner hverken mobiliseringen, sammenholdet eller kampånd- og -evne i arbejderbevægelsen.

Læren er, at man som god, venstreorienteret faglig aktivist altid skal sørge for selv at læse kravene og aftalerne (og bilagene til dokumenterne – og alle paragrafhenvisningerne!) igennem, i stedet for at køre med på journalisternes forenklede fremstillinger og løsrevne sætninger fra faglige ledere.

Sagen langt:

For det første: Det har aldrig været et krav fra den faglige side, at der ”skulle sikres betalt spisepause for alle statsansatte”. Derimod var det et krav, at arbejdsgiversiden skulle anerkende, at retten til op til 29 minutters betalt spisepause – under forudsætning af, at man ikke forlader arbejdspladsen og at arbejdsgiveren i øvrigt kan disponere over pausens placering, samt afbryde den efter forgodtbefindende – var en del af overenskomstgrundlaget, og ikke en kotyme, som arbejdsgiverne kunne opsige efter forgodtbefindende.

Det blev anerkendt af den statslige arbejdsgiver i det såkaldte CFU-forlig (Forligets afsnit IV, punkt 1), i fuld overensstemmelse med en voldgift fra marts 2017 om samme spørgsmål. Voldgiften, der omhandlede forholdene på Danmarks Radio konkret, kan sagtens læses som udgangspunkt for det statslige område generelt.

CFU-aftalen omhandler udtrykkeligt de steder, hvor ”en sådan ret består i dag” og kun dér. Det er fuldstændig klart i aftalens første sætning og gentages i øvrigt senere. Hvis nogen har påstået andet, har vedkommende talt mod bedre vidende.

Så den manglende frokostpause ved de seks læreanstalter har ikke noget at gøre med forliget i 2018.

For det andet: Det er heller ikke det, som lærerne og – nu – de faglige organisationer påstår. De henholder sig til en bestemmelse i Lov 409 (indgrebet i lærerkonflikten i 2013), hvorefter underviserne omfattes af Tjenestemændenes arbejdstidsregler.

I et tillæg til disse regler er der ganske rigtigt en bestemmelse om, at medarbejderne har ret til 29 minutters betalt spisepause – under forudsætning af, at man ikke forlader arbejdspladsen og at arbejdsgiveren i øvrigt kan disponere over pausens placering, samt afbryde den efter forgodtbefindende.

MEN: Aftaler om arbejdstid ligger i de såkaldte organisationsaftaler, (som er 2 niveauer under CFU-forliget), og kan principielt ikke ændres af forhandlingskartellerne. Indtil Lov 409 trådte i kraft den 1. august 2014 var underviserne ikke omfattet af disse regler, men aftalte deres helt egne regler. Det kan der være store fordele forbundet med, men det betyder også, at generelle vaner og kotymer osv. ikke gælder for underviserne på Erhvervsskoler.

I undervisernes egen aftale (der gjaldt frem til august 2014) stod der ikke noget om, at frokostpausen (af indtil 29 minutters varighed – under forudsætning af osv. osv.) er betalt af arbejdsgiverne. Det forhindrer ikke, at folk faktisk har haft en betalt frokost, men aftalegrundlaget er usikkert.

For det tredje: Det juridiske konfliktspørgsmål er: Giver Tjenestemandsaftalen automatisk ret til betalt frokostpause, og burde lærerne derfor have haft pausen siden august 2014. (Så har de jo en del penge tilgode på nuværende tidspunkt). Det hævder bl.a. Flemming Vinther i en artikel i Altinget.dk den 2. december 2018.

Her kan man gå tilbage til voldgiften på DR.

Den giver medarbejderne ret i, at den betalte pause – (af 29 minutters varighed og så videre og så videre) – er en del af overenskomstgrundlaget for alle medarbejdergrupper. Og helt som på skolerne, er der nogle grupper, som ikke er/var omfattet af tjenestemandsreglerne.

Afgørelsen henviser ganske vist til tjenestemandsaftalen (og tillægscirkulæret fra 1961, der omtaler spisepausen), men den tunge del af Arbejdsrettens argumentation er, at den pågældende ret har eksisteret uantastet – i hvert fald siden 1954 og formentlig siden DR blev oprettet engang i 20’erne. Det er den mangeårige praksis, der er afgørende – også i forhold til de organisationer, som ikke formelt er omfattet af tjenestemandsreglerne.

Lærere ved Erhvervsskoler har historisk set haft en særlig aftale om arbejdstid, der trådte i kraft den 1. juli 2000. I den nævnes der ikke noget specifikt om pauser. Til gengæld hjemles der ret til at fravige aftalen lokalt. Så med Arbejdsrettens DR-afgørelse in mente, kan man sagtens forestille sig, at spørgsmålet om retten til den betalte frokostpause i virkeligheden handler om, hvad man har haft af hidtidig praksis på de pågældende institutioner.

Det hersker der åbenbart vild uenighed om, og indtil videre har jeg hørt fire forskellige forklaringer på den nuværende konflikt:

1. CFU-forliget i 2018 giver os ret til betalt frokostpause

2. Skolen har tidligere (tidspunkt ufortalt) – uretmæssigt – taget vores betalte frokostpause, og nu kræver vi den tilbage

3. Lov 409 i 2014 gav os ret til betalt frokostpausen (Fl. Vinther i Altinget)

4. Organisationerne har for længe siden forhandlet den ret væk (underforstået: I bytte for noget andet). (TEC’s direktør i TV-avisen)

Det virker ikke som om nogen af parterne har lyst til at fremkomme med en gennemarbejdet redegørelse for hvorfor netop deres synspunkt er det korrekte.

Endvidere: Hvis de faglige organisationer ved aftaleindgåelsen i foråret 2018 havde haft til hensigt, at alle skulle omfattes ville man efter normal praksis have indføjet en note i forliget og en bemærkning om at der skulle afsættes penge til formålet i puljerne til forbedringer af organisationsaftalerne. Det er ikke sket.

Det ser også ud til, at de faglige organisationer – uden at protestere – har accepteret, at der ikke har været betalt frokostpause på stederne i adskillige år – om nogensinde.

Så man kan faktisk lige så godt læse OK-18 og CFU-forliget som en bekræftelse på og accept af, at der er steder i staten hvor man ikke har ret til betalt frokostpause!

Til sidst kan man så undre sig over, at kravet om betalt frokostpause ikke er blevet rejst af de berørte organisationer og deres medlemmer – for flere overenskomstperioder siden…

Lidt bilag:

Arbejdsrettens kendelse vedr. DR:
http://www.ac.dk/media/679063/kendelse-dr-spisepausesagerne.pdf

CFU-Forliget i 2018:
http://www.cfu-net.dk/_Resources/Persistent/42106d86bb72372ab771f894ebf62b33dd8a4685/OK18%20CFU%20forlig%20med%20underskrift.pdf

Arbejdstidsaftalen (fra 1999) på Erhvervsskolerne:
http://hr.modst.dk/~/media/Circular/1999/029-99-pdf.ashx

Flemming Vinther i Altinget.dk:
https://www.altinget.dk/artikel/de-statsansattes-frontkaempere-jo-laererne-har-ret-til-betalt-spisepause