I denne uge landede regeringens udspil til en ny strukturering af landets universitetsuddannelser. Der er intet ambitiøst positivt i planen, blot et oplæg til endnu mere akademiker-bashing, udhuling af videregående uddannelser - og en usympatisk valgkampsstrategi.

af SAPs Forretningsudvalg

Foto: Københavns Universitet

 

Forslaget lægger op til at ændre længden på en lang række kandidatuddannelser, som er den typisk 2-årige overbygning til den 3-årige bachelor. Regeringen foreslår at have både 1-, 2- og 3-årige kandidater, som derudover også skal have en klar retning for, hvad de studerende skal lave efter kandidaten.

 

Denne model vil være fuldstændig katastrofal på en lang række punkter. Som Danske Studerendes Fællesråd allerede har udtalt, vil det skabe et hierarki blandt dimittenderne, for som de siger, hvorfor ansætte en som kun har brugt 1 år på sin kandidat? Derudover vil det gøre fuldstændig op med den faglige styrke, der ligger i at studerende har forskellige perspektiver på hvad faget skal bruges til.

 

Akademikerbashing

Forslaget skal også ses i lyset af en generel tendens til akademiker-bashing på Christiansborg. Når Venstre samtidig igen-igen foreslår at skære ned på, hvor længe man kan få SU, hvis man bliver forsinket undervejs, er det ikke blot en politisk tendens, der gør livet så surt som muligt for den yngre generation.

 

Det er en tendens, hvor det videregående uddannelsessystem gøres så bureaukratisk kompliceret og økonomisk ekskluderende, at man på længere sigt vil se færre studerende – som igen bliver en god undskyldning for at spare endnu mere. Det er en systematisk nedgradering af værdien af viden, der ikke lige matcher et umiddelbart aktuelt behov i det kapitalistiske samfund. Denne udvikling er uundgåeligt et skred hen mod et mindre og mindre evidensbaseret samfund.

 

Socialdemokratisk magtliderlighed

For det andet skal forslaget også ses i lyset af socialdemokratiske valgkampsstrategier, hvor man bevæger sig længere og længere væk fra at hævde nogle af velfærdssamfundets sociale fundamenter. Hermed forsøger man at fiske stemmer fra de mere borgerlige og individualistiske segmenter, der ellers står til at tilfalde Støjberg og co. De såkaldte støttepartier kan så få lov at råbe op om forsvaret af f.eks. uddannelserne som et centralt velfærdsområde – og opsamle protest-stemmerne, så blokken bag en socialdemokratisk ledet regering samlet set kan udvide sin magt.

 

Det er et fuldstændigt uforsvarligt svigt af de videregående uddannelser (og andre områder) for at bevare magten – magt for magtens skyld. Titusindvis af studerende bliver taget som gidsler i håbet om, at socialdemokrater igen kan placere deres bagdele i ministerstolene i folketinget.

 

Virker dårligt

Det er vigtigt, at vi som venstrefløj formulerer en klar kritik af både den reelle politik, der fremføres, men også den parlamentariske strategi, den er en del af. Det er den samme slags populistiske opportunisme, der ligger bag Socialdemokratiets dæmonisering af og diskriminerende politik over for indvandrere og flygtninge.

 

Selv inden for sin egen skruppelløse logik virker strategien ikke særligt godt. Hvad indvandrerpolitikken angår, er det ganske vist lykkedes SD at etablere en åbenlyst fremmedfjendsk mainstream, som partiet er en del af – men der er stadig/igen et stort yderste højre (nu med tre partier), der samler stemmer på at fremføre endnu mere ekstreme synspunkter.

 

Og akademikerbashingen er næppe den sællert, de håber på. For folk som ikke er medlemmer af Folketinget, handler politik meget konkret om det enkelte menneskes liv og vilkår. Akademikere og universitetsstuderende udgør efterhånden en så stor gruppe i den unge del af arbejderbefolkningen, at rigtigt mange har et par stykker i familien eller bekendtskabskredsen. Og hvis det er tilfældet, er der gode muligheder for, at der ikke er nogen særlig grobund for de socialdemokratiske fordomsfulde platheder.

 

Ikke desto mindre er det både skadeligt og skammeligt, at forsøg på at splitte og puste til fordomme i arbejderbefolkningen er et væsentligt greb i socialdemokratiets valgkampstrategi. Og det er selvfølgelig den øgede splittelse i arbejderbefolkningen, der er strategiens allermest dårlige virkning.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 29. september 2022

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com