En fransk appeldomstol har omstødt udvisningen af en flygtning fra Bangla Desh på grund af de alvorlige miljøproblemer i hans hjemland. Er det begyndelsen til at anerkende, at klima- og miljøforhold berettiger til asyl?

af Arne Lund

Hverken FN, EU eller andre internationale organisationer anerkender, at klimaflygtninge har et beskyttelsesbehov. Klimaflygtninge sidestilles med økonomiske flygtninge, der heller ikke har et juridisk krav på beskyttelse. Gradvis er det gået op for FN og ngo’ere, at situationen er uholdbar, og en proces er derfor sat i gang for at rette op på manglen.

 

En opblødning af de stive fronter er måske på vej. En kendelse, afsagt ved en fransk appeldomstol i sidste uge, har omstødt udvisningen af en politisk flygtning fra Bangla Desh. Flygtningens astma er så alvorlig, at der er grund til at frygte for hans liv, hvis han sendes tilbage til Bangla Desh – ét af jordens mest forurenede lande. Her vil han ikke kunne få den medicin, der er nødvendig for at over leve. Ifølge Guardian er det vist første gang, at en europæisk domstol anerkender forurenings- og miljøproblemer som argument i en udvisningssag.

 

Selv om kendelsen er afsagt ved en fransk domstol, kan den godt danne præcedens i andre europæiske lande, hvor flygtninge, der står overfor udvisning, nu kan henvise til den franske dom. Dette skal ses i lyset af den gradvise europæisering, eller “retsharmonisering”, der sker med EU-landenes juridiske systemer. Afvises en lignende sag i et EU-land, da vil sagen kunne indbringes enten for EU-domstolen, eller nok snarere ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

I FN’s flygtningekonvention fra 1951 defineres en flygtning, som en person der, ”som følge af frygt for forfølgelse pga. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser, befinder sig uden for det land, hvor han/hun er statsborger. Kun personer, der flygter til et andet land, dækkes af konventionen. Internt fordrevne samt de, der flygter på grund af klima- og miljøforhold eller økonomiske forhold, anses ikke for at have ret til flygtningestatus

 

Klimahændelser bør imidlertid ligestilles med det, mennesker udsættes for af politiske årsager. Gør det nogen forskel, om man er truet på grund af sin politiske overbevisning, eller som følge af oversvømmelse, naturkatastrofer eller klimaforandringer? Naturligvis ikke. Det er derfor problematisk, at klima- og miljøflygtninge ikke anerkendes på lige fod med andre flygtninge

 

Engelske Environmental Justice Foundation skrev i et notat den 2. november 2017, “at der skal op-bygges en international retslig bindende mekanisme for at beskytte klimaflygtninge samt klodens fattigste og mest udsatte mennesker, (for derved, at) skabe større robusthed, høste massive økonomiske fordele og etablere en sikker og tryg fremtid for planeten…”

 

FN’s klimapanel skønner, at i 2050 vil der være 250 mio. klimaflygtninge. Den engelske klima-økonom Nicholas Stern advarer om, at op mod én milliard mennesker er i farezonen. Den asiatiske Udviklingsbank anbefaler sine medlemmer om at forberede sig på millioner, der vil flygte, enten internt i Asien eller til Europa, Sibirien eller Australien.

 

Vi europæere skal også indstille os på, at klimaflygtningestrømme bliver stedse hyppigere, så vi ikke panikker, som det skete, da krigen i Syrien eskalerede. Europa er en magnet for dem, der drives på flugt. Nok er vi materielt rige, men flere steder kniber det med pladsen, og desværre også viljen til at påtage sig et medansvar for tingenes tilstand.

 

Vi skal vedgå os hovedansvaret for de klimaforandringer, der i vid udstrækning rammer jordens fattigste, om end effekterne af klimaforandringerne nu også er mærkbare i vores del af verden (skovbrande, ørkendannelse, misvækst mv

 

Muligheden for at flygte til mere sikre lande, er begrænset. De truede østater i det indiske ocean og Stillehavet samt Bangladesh, forhandler med Australien og New Zealand om “husly” når deres lande forsvinder i havet. Australien, Sverige og Finland har, som de første, taget klimaflygtninge.

 

Sårbarheden over for katastrofer udløst af oversvømmelser, tørke, ørkendannelser, forurening mv. forstærkes yderligere af sult, fattigdom og krige om stedse knappere ressourcer. CARE taler om en trusselsmultiplikator, hvor flere elementer i forening dels virker forstærkende, og dels udløser nye hændelser, der fører til yderligere uro, opbrud og mennesker, der flygter.

 

Problemet er enormt, og det kan derfor være nødvendigt, at adskille “lokal” forurening, der er livs-truende for mange, men som – hvis den løses fornuftigt og langsigtet – dog ikke får folk til at flygte. Megen forurening knytter sig til klimaforandringerne, fx ekstreme temperaturer og monsterregn, mens andet kan skyldes trafik, industrios, affaldshåndtering mv. Begrænses luftforureningen, kan det ifølge WHO forebygges, at over 7 mio. mennesker dør årligt

 

Tallene ventes at stige som følge af coronaen, der hyppigt rammer folk med luftvejslidelser og/eller et svagt immunforsvar. Engelske og hollandske undersøgelser viser lokale stigninger på 8-15 procent. Italienske forskere peger på, at når coronaen ramte Norditalien så voldsomt, da skyldtes det, at området er ét af Europas mest forurenede (The Lancet 20.01.2020)

 

Hvor vi i Europa har et fungerende sundhedsvæsen og relativt stærke stater, der tager vare på befolkningernes sundhed, da er det markant anderledes udenfor Europa. Dele af Vestafrika og Asien er de mest forurenede lande – og med indbyggere, der ikke har nogen steder at flygte hen.

 

Bangla Desh – og de fleste af de lande, der plages af forurening og miljøproblemer – “har svage institutioner, og myndigheder, der ingen interesse har i at bekæmpe forureningen,” siger Abdul Matin til Dhaka Tribune den 7. november 2019. Mange fattige asiatiske lande mangler ressourcer, infrastrukturer og relevant viden, og har myndigheder, der bøjer sig for skik og brug, samt stærke kapitalgrupper (Husk Rana Plaza).

 

I Bangla Desh skyldes luftforureningen især osen fra de utallige 2-takters scooter-taxier (tok-tok), årtier gamle busser og lastbiler, fabriksrøg og teglværker placeret tæt på boligområder. Årligt dør 200.000 bangladeshere som følge af luftforurening. Hertil kommer endnu flere, der udsættes for cadmium, bly og andre tungmetaller i benzin, dampe fra lossepladser (afbrænding af plastic, dæk mv.). Børn, der daglig opholder sig på gaden i mange timer, er særligt udsatte, og den konstante påvirkning af tungmetaller mv. – bl.a. blykoncentrationer i blodet, der ligger 4 gange over WHO’s grænseværdier – forsinker den psykomotoriske udvikling og giver adfærdsproblmer.

 

To klip fra TV-2 fra 2015 fortæller lidt om hvordan tilværelsen er for de nederste i samfundet: http://nyheder.tv2.dk/2015-12-12-tantholdt-i-bangladesh-det-er-herfra-klimaflygtningene-kommer http://nyheder.tv2.dk/2015-12-11-tantholdt-i-bangladesh-klimaflygtninge-lever-i-bjerge-af-affald

 

End ikke et så konservativt land som Bangla Desh kan undgå at blive påvirket af, hvad der sker i nabolandene. For en halv snes år siden forbød regeringen i Sri Lanka 2-takts scootertaxier, og i Filippinerne omstilles køretøjer til mindre forurenende teknologi. Andre lande opbygger bus- og metroer, bl.a. Bangkok samt flere kinesiske storbyer. Også Pakistan og Indien er ved at komme med, om end New Delhi stadig er én af klodens mest miljøbelastede byer.

 

De fleste lande kan lære af Kinas indsats mod luftforureningen. For en halv snes år siden var sigtbarheden i kinesiske storbyer ofte under 50 meter. Helbredsproblemerne var derefter, selvom myndighederne forsøgte at bagatellisere problemerne.

 

I takt med at forureningen blev værre, var det ikke længere muligt at ignorere den, ligesom sygefraværet talte sit tydelige sprog. Vendepunktet kom i 2013, da kommunistpartier accepterede, at luftforureningen var et problem. Handlingsplaner lagde loft over brugen af kul, kulgrill blev udskiftet med fjern- eller elvarme, mens industriens og kraftværkernes kulforbrug blev stramt reguleret. Der blev indført skærpede normer for benzin og diesel.

 

Forskellen på Kina og de fleste andre asiatiske lande er tilstedeværelsen af en stærk stat, der ikke viger tilbage for at bruge drastiske magtmidler for at få gennemført sin politik. Nok ledes flere asiatiske lande af hel- og halvautoritære regeringer, men disse bruger ofte kræfterne på at holde befolkningen i skak frem for at løse miljøproblemerne.

 

Med støtte fra bl.a. FN, Verdensbanken og asiatiske udviklingsbanker har Bangla Desh’ regering påbegyndt miljøprogrammer, der forbedrer luftkvaliteten i byerne, iværksat kampagner, der skal gøre befolkningen opmærksomme på årsagerne til de voldsomme miljøproblemer, og hvad den enkelte og samfundet kan gøre. Fx at lære taxi-chaufførerne bedre køreteknik, bygge forbrændings-anlæg i stedet for den sundhedsfarlige affaldsafbrænding, forbyde gamle busser og lastbiler osv.

 

Så længe der ikke tilvejebringes alternativer til de ca. 70 procent af alle husholdninger, der bruger træ og kul til madlavning og opvarmning, og så længe der ikke findes effektive kontrolmekanismer og passende sanktioner overfor dem, der ikke respekterer miljøtiltagene, så er der stadig langt igen.

 

Det bliver heller ikke bedre af, at de midler, internationale finansielle institutioner donerer, fortsat ligger langt under, hvad der bevilges til nye motorveje og kulfyrede kraftværker.

 

Mange lande i Asien og Afrika magter ikke selv klima- og miljøproblemerne, men er afhængige af international bistand og know-how. For at dette kan få den tilsigtede effekt, må rige lande ophøre med dels at destabilisere landene, og dels at indstille den ensidige og skadelige handelspolitik, hvor der dyrkes få afgrøder til gavn for de rige lande (tigerrejer, jordnødder, soja osv.), mens landene ikke er selv-forsynende.

 

Vestens gæld er enorm og må tilbagebetales på en sådan måde, at landene bliver i stand til at klare deres egne miljøproblemer. Det kan ske via humanitær og økonomisk genopretning, fore-byggelse, storskala introduktion af vedvarende energisystemer, holdbare affaldsordninger mv. Målet er naturligvis, at ingen skal tvinges til at flygte fra deres hjemstavn på grund af utålelige miljøforhold.

 

Den franske domstolskendelse vil gore det lettere for nogle flygtninge at kunne blive i Europa, men den vil aldrig kunne komme de forventede millioner af klimaflygtninge til gode – dertil er mod-standen mod dem alt for stor i de europæiske befolkninger. Se blot, hvordan EU behandler de flygtninge, der er nået frem til de græske og italienske flygtningelejre.

 

En anerkendelse af klimaflygtninge med samme rettigheder som dem, der flygter på grund af krige og/eller er politiske flygtninge, vil lægge et betydeligt pres på de rige lande for at tage ansvaret for klimaforandringerne på sig.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com