Enhedslisten gik den 4. december med i en ”grøn delaftale” om finansloven sammen med SF, RV, Alternativet og Kristendemokraterne, hvor der bliver sat mere end 15 gange så mange penge af til fangst og lagring af CO2 som til udvikling og udbygning af vedvarende energi. Og det er kun begyndelsen til en kæmpesatsning, der vil hælde tocifrede milliardbeløb i CO2-fangst.

af SAPs Forretningsudvalg

Den 14. december indgik Enhedslisten så i en aftale, der skal gøre Danmark til ”europæisk hub for lagring af CO2″. Hermed fortsætter Enhedslisten i højt tempo på en kurs, som den allerede slog ind på i 2020. I klimaaftalen for energi og industri mv. af 20. juni 2020 aftalte alle partier i Folketinget (undtagen Nye Borgerlige) nemlig, at fangst og lagring af CO2 skulle være en vigtig del i opfyldelsen af Danmarks klimapolitiske mål.

 

Dermed er Enhedslisten endnu en gang med i forlig, der er i direkte modstrid med den politik, medlemmerne af partiet har vedtaget. I Enhedslistens grønne delprogram, der blev vedtaget på Årsmødet i 2018, står der ordret:

 

”Når markedskræfterne styrer omstillingen til vedvarende energi, er det kortsigtede profithensyn, som bestemmer løsningerne. Det indebærer beskidte vildveje som afbrænding af biomasse, lagring af CO2 i undergrunden og atomkraft. Den udstrakte brug af biomasse udskyder blot løsningen af problemerne ved at forlade sig på optag af CO2 i forventet, men usikker fremtidig skovvækst. Det er heller ikke bæredygtigt at angribe klimaforandringerne med metoder, som kræver øget og stigende affaldshåndtering, hvad enten det er ved lagring af CO2 eller atomaffald, som i begge tilfælde i praksis vil skulle oplagres for altid.”

 

Hvad er problemet?  

Fangst og lagring af CO2 – også kaldet Carbon Capture and Storage (CCS) – er en metode, der har mange begejstrede tilhængere. Der er store interesser og mange kræfter involveret i et gigantisk lobbyarbejde for netop denne idé. F.eks. regeringer og politiske partier i lande, der enten udvinder fossile brændstoffer eller bruger store mængder af det, olie-, kul- og gasproducenter, mange forskere og konsulentvirksomheder og såmænd også FN’s klimapanel.

 

Er det ikke også en vældig god idé? Når vi nu ikke kan finde ud af at lade være med at udlede CO2 og andre drivhusgasser, så lad os da se, om vi ikke bare kan fjerne det fra atmosfæren igen og gemme det af vejen et sted, hvor det ikke gør skade. Også den danske Energistyrelse skriver begejstret om potentialet i CCS. For at det ikke skal være løgn, er Dan Jørgensen allerede i gang med at forhandle om import af CO2, og rørledninger til CO2 har længe været på EU liste over  Project of Common Interest (PCI-listen).

 

I aftalen fra det nyligt overståede COP26 i Glasgow er der indeholdt en af klimabevægelserne stærkt kritiseret aftale om handel med ”ret til udledning”, og her indgår netop CCS også som en af de væsentlige muligheder for at skabe den slags rettigheder. Det kan være hvor som helst i verden. Også i Joe Bidens planer for USA er investeringer i CCS en vigtig brik.

 

Selv om det lyder besnærende, er CCS en ualmindelig dårlig løsning på klimaproblemerne. Det er der mange grunde til.

 

At indfange CO2 og pumpe det ned i undergrunden er ikke noget nyt fænomen. Det har været anvendt af olieselskaberne i de sidste 50 år; ikke for at reducere CO2 indholdet i atmosfæren, men for ved hjælp af CO2 at presse mere olie og gas ud af olieboringerne. Det kaldes ”Enhanced Oil Recovery” (EOR). Det er yderst skadeligt for klimaet. Den ekstra mængde fossilt brændstof, der på den måde kan presses ud, udleder 4 gange så meget CO2, som der blev pumpet ned. Når tilhængerne af CCS fortæller om, hvor mange steder processen allerede er i gang og fungerer, er disse miljøskadelige anlæg med i optællingen, selv om det selvfølgelig ikke er det samme, der nu bevilges penge til.

 

Ud over den teknik, er teknologien til udvinding og lagring ikke på plads. Der bliver ganske vist teoretiseret om store muligheder for fjernelse af CO2, men der er ingen anlæg, der kan leve op til forventningerne endnu, og det kan stadig have lange udsigter. Faktisk er nogle højt opreklamerede anlæg i USA allerede lukket igen, fordi de ikke fungerede tilfredsstillende. Selv hvis man får anlæg til at fungere, vil en betydelig del af CO2’en stadig ikke blive indfanget i anlægget.

 

For langsomt, for farligt og for dyrt  

At drive et CCS-anlæg kræver i sig selv store mængder af energi. Der skal nærmest et nyt kraftværk til hvert anlæg, og anlæggene kommer på den måde til at være en del af det problem, de egentlig skulle være med til at løse. Sammen med den ringe effektivitet betyder det, at der skulle bygges anlæg i en helt ubegribelig stor skala for at få noget, der bare minder om en tilstrækkelig effekt på klimaet.

 

Her kommer tidsperspektivet ind i billedet. Som det også fremgår af rapporten fra FN’s Klimapanel til COP26, er det nu, der skal gøres noget – ikke lige om lidt eller senere – hvis vi skal undgå at komme forbi en opvarmning på 1,5°C. Det bliver den her teknik slet ikke klar til. Der går mange år før det er udviklet i tilstrækkelig grad, og endnu flere år, før man har fået bygget alle de anlæg, der så skulle til.

 

Hvad sker der så, når man har fået indfanget og komprimeret CO2? Så skal det transporteres til reservoiret, enten i rørledninger, der først skal anlægges gennem hele landet, eller med skibe og lastbiler (mere CO2-udledning). Det skal så deponeres i porøse lag i undergrunden 1 – 3 km nede, f.eks. i hulrummene i sandsten. Ovenover skal der være lag, der er tætte og kan forhindre CO2 i at slippe ud. Og der skal det så blive! For tid og evighed. Det kræver, at der bliver holdt øje med lageret – også for tid og evighed. Lige som med atomkraftaffaldet har vi hermed givet vores tipoldebørn et problem. Hvis det slipper ud igen, er vi lige vidt. For at begrænse de enorme omkostninger, vil man også lave lagre på land. Her kan udsivning fra lagrene forurene grundvand og landbrugsjord, og  Friends of the Earth (NOAH) har berettet om et udslip fra en CO2-ledning i et overvejende sort distrikt i Mississippi, der gjorde indbyggerne syge og slog lokale planter og dyr ihjel.

 

Der er tale om meget dyr teknologi. Faktisk så dyr, at det er helt urealistisk, at driften af anlæggene i sig selv skulle kunne give overskud som private virksomheder. Men der er helt sikkert nogen, der er klar til at tjene penge på at bygge og drive dem – med enorme tilskud fra staten. Det vil sige, at det bliver skatteyderne, der kommer til at betale for denne form for oprydning efter de store miljøsyndere. De penge, der bliver brugt på denne meget usikre løsning, kunne meget bedre være anvendt til en reel energiomstilling baseret på velkendte teknikker.

 

Et centralt element i hockeystav-strategien  

Når denne teknik alligevel er så populær blandt de fossile industrimagnater og alle de politikere, pressefolk og videnskabsmænd, der følger i hælene på dem, er det selvfølgelig fordi det giver dem en chance for at fortsætte udvinding af kul, olie og såkaldt naturgas – med løfter om at det hele bliver indfanget igen med CCS-teknikker. I regeringens Klimaprogram 2021 fantaseres der om, at op til 3,5-8 mio. tons CO2, en meget stor del af de manglende reduktioner frem til 2030, skal komme fra denne teknologi. Og selv om målet i den nuværende aftale ”kun” er 1,4 mio. tons, lever CCS videre som et vigtigt led i regeringens hockeystav-strategi, der udskyder her-og-nu-begrænsninger af den fossile udledning og lover store reduktioner i sidste øjeblik ved hjælp af tvivlsomme og usikre teknologier.

 

Men det er et blålys. Selv energi-industrien, der skal score kassen på det, indrømmede i en rapport i april 2021, at regeringens beregninger langtfra var realistiske. Især fordi der var medregnet ”nemme” CO2-fangster fra den nuværende forbrænding af affald, kul og olie i kraftværker, som nok trods alt burde forventes reduceret!

 

CCS-planerne er ikke bare problematiske pga. affaldsproblemet og (energi-) omkostningerne, men bestemt også på grund af deres manglende realisme og, ikke mindst, deres åbenlyse funktion som alibi for fortsat fossil afbrænding.

 

Det springer i øjnene, at det den 4.december også blev aftalt at fortsætte oppumpningen af fossile brændstoffer fra Nordsøen tom. 2050. Uden Enhedslisten, der havde krævet datoen fremrykket til 2040. Men allerede den 8. december fik olie- og gasselskaberne så tildelt de første 272 mio. kr. i statsstøtte til CO2-deponering i Nordsøen.

 

Sammenhængen mellem den fortsatte udvinding og brug af fossile brændstoffer på den ene side og de problemfyldte CCS-projekter på den anden er svære at overse – og det kunne se ud som den fossile industri har rigtig stor indflydelse på beslutningerne.

 

Reelle løsninger nødvendige  

CCS er endnu et eksempel på, at ”grøn kapitalisme” bygger på illusioner. Det eneste, den herskende klasse kan komme op med, er ineffektive løsningsforslag og forhalingsteknikker. Noget, der reelt fungerer som afsporinger i forhold til den voldsomme omstilling, der faktisk er nødvendig.

 

Vi kommer ikke uden om, at sætte fuld kraft på at begrænse klimakrisen med de teknologisk enkle løsninger, der allerede står til rådighed:

 

•                          Alle fossile brændstoffer skal forblive i undergrunden.

•                          Ophør med al unødvendig produktion og en tilsvarende nedsættelse af arbejdstiden uden lønnedgang.

•                          Total omlægning af trafikken – med vægt på billig og velfungerende offentlig transport.

•                          Omlægning af produktionen så unødvendig transport af varer gennem hele verden ophører.

•                          Et brud med landbrugs- og skovbrugsindustrien.

•                          En målrettet indsats for at reducere energibehovet i boligmassen.

•                          Indskrænkning af skibstransport og flytrafik til det absolut nødvendige.

•                          Et opgør med den konstant vækstbaserede, profitdrevne økonomi.

•                          Klimaretfærdighed for det globale Syd. Støtte til klimaindsatsen og eftergivelse af gæld.

 

Det er alt sammen ting, der kan lade sig gøre. Teknologien findes. Det er det, vi kan og skal gå i gang med i morgen, hvis klimakatastrofen skal begrænses.  Men i sidste ende indebærer det et opgør med kapitalismen, der er afhængig af og ikke kan eksistere uden at holde profitterne oppe med en permanent vækst, og som fører os ud i et stadig værre kaos. I sidste ende indebærer det en kamp for et økosocialistisk samfund.

 

Afsporing eller klimakamp  

Enhedslistens klimaordfører, Søren Egge Rasmussen, argumenterer med, at det haster så meget nu, at vi bliver nødt til at tage alle midler i brug for at stoppe klimaforandringerne. Måske er det også det argument, der har fået Enhedslistens HB og FU til øjensynligt at acceptere, at vi pludselig radikalt ændrer politik på et centralt spørgsmål i forhold til det, der er vedtaget på et årsmøde i 2018.

 

Men det er i så fald et meget dårligt argument. Det haster ganske rigtigt med at gøre noget mod den globale opvarmning. Men det er ikke en undskyldning for at vælge ”løsninger”, der ganske vist har politisk medvind, fordi store kapitalinteresser står bag dem, men som ikke er troværdige løsninger i virkeligheden. ”Løsninger”, som frem for alt er afsporinger, der skal legitimere en fortsat alt, alt for stor udledning af drivhusgasser – det være sig udvidelse af bilparken med masser af elbiler, kreative CO2-regnskaber eller fangst og lagring af CO2. ”Løsninger” med teknologier, der efterlader kommende generationer med farligt affald – som både a-kraft og CCS gør det.

 

”Den mindste forbedring” er langt fra godt nok, når det handler om klimapolitikken. Hvis ikke et forlig peger troværdigt frem mod, at Danmark leverer sin globalt retfærdige del af reduktionerne, så må Enhedslisten sige klart fra. Det, der for alvor kan rykke klimapolitikken er ikke, at Enhedslistens politikere ”sidder med ved bordet” i lukkede forhandlinger.  Det er derimod at klimabevægelsen med større og større styrke kæmper for reelle løsninger her og nu. Derfor er det også nødvendigt, at EL stemmer imod, råber op og protesterer, når Folketinget præsterer helt utilstrækkelige og afsporende tiltag. Vores rolle bør frem for alt være at agitere og mobilisere for virkelige, troværdige løsninger.

 

På den måde ville Enhedslisten også komme bedre i synk med klimabevægelsernes krav. Hvis Enhedslisten bliver identificeret med landbrugsforlig, CO2-fangst o.l., gør partiet sig selv irrelevant for klimabevægelserne.

 

Også medlemmer af Enhedslisten, ikke mindst aktive i klimabevægelserne, risikerer at miste tilliden til et parti, der i Folketinget åbenlyst løber fra linjen i det vedtagne grønne program til fordel for at kunne være en del af forligskredsen om regeringens skandaløse hockeystav-politik.

 

Det er vigtigt, at de utilfredse medlemmer samler sig om at råbe op, protestere og få rettet kursen op! Det er ikke nogen løsning bare at melde sig ud af Enhedslisten og fokusere på arbejdet i klimabevægelsen. – For der er brug for et økosocialistisk parti, hvis vi skal tackle klimakrisen.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 15. december 2021

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com