Regeringen sætter tempoet ned i den grønne omstilling. Det må det ikke gå for stærkt, for det vil blive for dyrt, og befolkningen vil ikke være med. Nu nedtones kravene til landbrugs- og fødevaresektoren - inden klimaforhandlingerne er gået i gang.

af Arne Lund

Vi kan lige så godt vænne os til det: Regeringen vil kun gennemføre den grønne omstilling i sit eget sendrægtige tempo. Uanset hvor meget støttepartierne henviser til Forståelsespapiret fra juni 2019, så vil Mette Frederiksen ikke gøre noget, der generer hendes vælgere, fagbevægelsen og erhvervslivet.

 

Nok er retorikken grøn og klimavenlig, men regeringens seneste påfund – hockeystaven – viser, at der er gået Lomborg i den. Hockeystaven har et meget langt skaft, og så et skarp knæk for enden. Det tolker regeringen sådan, at den grønne omstilling skal ske med små skridt mod 2030 og udnytte den – billigere – teknologi, der måtte være. Først til allersidst sættes turbo på for at nå 70 procent- målsætningen.

 

Hertil kommer, at klimalovens 70 procent-målsætning i Finansministeriet nu er skåret ned til 39 procent. Dermed kommer den grønne omstilling til at se unødigt dyr ud, hvilket i værste fald kan spænde ben for yderligere klimatiltag.

 

Støttepartier, miljøorganisationer, forskere m.fl. anfører dels, at troen på, at tekniske fix kan klare problemerne, er usikker. Og dels, at det er bedre med en jævn lineær udvikling. Følges hockeystaven, er der en risiko for, at man ikke kan indfri målsætningen inden 2030.

 

Landbrugets ven

Inden længe kommer regeringen med et udspil for landbrugssektoren, og i den anledning skrev fødevareminister, Mogens Jensen, den 23. september i en kronik i Politiken: “S har været landbrugets ven i snart 100 år.” Titlen taler for sig selv. Mogens Jensen er – som Ritt Bjerregaard engang beskrev det – “kustode i det socialdemokratiske museum”, hvor han fremviser alt det, partiet har gjort for landbruget siden den første Stauning-regering. Ellers skal kronikken berolige landbruget: Fra os skal I intet frygte.

 

Klimahandlingsplanen reducerede kun CO2-udledningen med 2 ud af de 19 mio. tons CO2, som er det endelige mål. I transportudspillet reduceres kun 5 procent af sektorens udledning. Så nu er banen kridtet op. For støttepartierne vil enhver reduktion blive en kamp opad. De vil få at vide, at de er “rabiate” når de forlanger, at regeringen lever op til Forståelsespapiret og sin Klimahandlingsplan.

 

Klimarådets førsteprioritet er en CO2-afgift på 1.500 kr. pr. Ton, som klimaminister Dan Jørgensen afviser som en skrivebordsøvelse. I Børsen lader han vide, at det vil blive alt for dyrt og vil sende virksomhederne til lande med lavere miljøkrav. Mod bedre vidende påstår han, at en sådan afgift ikke findes noget sted på kloden. Det gør den dog i Canada, nogle amerikanske delstater og i Kina, der er ved at indføre den. Og ved han ikke, at forslaget om en høj CO2-afgift støttes af økonomer og energieksperter, Det Økonomiske Råd, Kraka og Cepos?

 

Klimarådets CO2-afgift skal rydde op i virvaret af miljøafgifter og lignende, der ses på regningerne hos private og erhvervsdrivende. Den nye afgift udpeger en fælles “fjende”, som vi skal have meget mindre af: CO2 – og der er fornuft i at målrette afgiftsystemet mod CO2.

 

I november 2019 nedsatte regeringen 13 klimapartnerskaber, som skulle komme med forslag til initiativer, der kan bidrage til 70 procent-målsætningen. Landbrug & Fødevarers forslag bestod bl.a. i, at vælte en del af byrden over på forbrugerne (mindre madspild), samt forlange, at staten skulle betale for sektorens omstilling i form at tilskud og skattelettelser. For klimatiltagene vil koste mindst 24,7 mia. kr., og det er der ikke råd til, lod man forstå. Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvad man mener om det, men går det som det plejer, så er lydhørheden stor.

 

Justeringer og kosmetik

Nogle nedslag i den socialdemokratiske politik i de senere år kan tjene til at afstemme forventningerne: Der vil blive tale om justeringer, lidt kosmetik og ellers de frivillige aftaler, som landbruget ignorerer, når det er opportunt, og ikke ret meget andet.

 

I 2018 gjorde Mette Frederiksen sig lystig på et møde i Billund, inviteret af Jysk Landbrug: “Det er noget pjat, hvis vi tror, at vi kan redde klimaproblemerne ved at spise mindre kød.” Det er der heller ingen seriøse forskere eller miljøaktivister, der påstår, men bifald fik hun på noget, der nu viser sig at være regeringens politik, og som ikke omfatter en oksekødsafgift. For den vil jo vende den tunge ende nedad, hvad alle afgifter som bekendt gør. Det har dog ikke afholdt regeringen fra at hæve cigaret-prisen, endog ganske drastisk i vejret.

 

Thorning-regeringens fødevareminister, Mette Gjerskov, kom på tværs af landbruget, da hun erklærede, at i ministeriet og dets styrelser ville man fremover sige plantegift, for det var det jo. Var hun ude på at gøre forbrugerne bange, ved at påstå, at der var gift i maden? Landbruget foretrak “planteværn”. Desuden forlangte Gjerskov, at landmændene skulle overholde love og bestemmelser.

 

Gjerskov holdt ikke længe, i stedet kom Karen Hækkerup, der rettede ind efter de gældende erhvervsinteresser. Nu blev sprøjtegift til sprøjtemidler, og de er jo tilladte, for der anvendes i sagens natur ikke gift. Det skulle hun sige til de insekter, fugle og andre levende væsener, som det ugiftige planteværn udrydder i anseelige mængder.

 

Forskellen er ikke kun semantisk. Det fortæller også om en grundlæggende anden holdning til fødevareproduktion og de vilkår, hvorunder dette sker. Landbruget var så begejstret for Karen Hækkerup, at hun efter blot tre måneder på posten, blev headhuntet som direktør for – Landbrug & Fødevarer.

 

Iltsvindet i de indre farvande har ingen regering for alvor gjort noget ved. Der appelleres i ét væk om at sprøjte noget mindre, og lidt har det da hjulpet, men ikke nok. For de døde område i hav, bælter, fjorde og søer øges år for år.

 

Ej heller sættes der ind over for den svineproduktion, der ikke kan opretholdes på det areal, der er her i landet. Uden en import på 1,5 mio. tons soya fra Brasilien – dyrket, hvor der før var regnskov – ville det ikke være muligt at producere ca. 31 mio. svin om året..

 

I 2019 blev et regnskovsareal på størrelse med Fyn og Sjælland brændt af for at for dyrke den soya, der hældes i danske grise. Weekendavisen skrev i foråret, at regnskoven ifølge klimaforskere vil nå et point of no return i 2021, hvor den ikke kan genoprette sig selv og producere nok regn. Langsomt vil skoven blive forvandlet til slette eller ørken.

 

Danske pensionsselskaber og banker har skudt over en halv mia. kr. i rydningen af regnskoven. Hertil kommer den jævne strøm af hvidvaskede penge fra alverdens lande, der via skattely i fx. Caribien investeres i soyaproduktionen. (Se Skattesnyd, hvidvask og miljøforringelser d. 20.7.2019)

 

Danmark har klodens højeste kødproduktion pr. indbygger. Skal man vælge ét dansk problem, der har vidtrækkende negative konsekvenser, og hvor forandring er afgørende, da er kødproduktionen oplagt. Hvad siger Dan Jørgensen til det? At en oksekødsafgift vil ramme den enlige mor, der vil servere spaghetti bolognese for sin børn.

 

Dansk landbrugs påståede effektivitet og dyrevelfærd består blandt andet i, at der hver dag dør ca. 25.000 smågrise, svarende til at knap en tredjedel af alle grise.

 

Medicin og antibiotika

De svin, der overlever, pumpes med medicin og antibiotika for at gøre dem modstandsdygtige over for smitsomme sygdomme, der har gode udviklingsmuligheder, når dyr presses sammen på for lidt plads. Det resulterer ofte i udviklingen af MRSA-bakterier, der er immune over for stadig flere antibiotika.

 

Knap 90 procent af svinebesætningene er ifølge DR.dk smittede med MRSA, og mange af dem, der arbejder på svinefabrikkerne, bærer rundt på MRSA-bakterien. End ikke økologiske besætninger går fri.

 

Rigsrevisionen og Ombudsmanden kritiserede i 2014 Fødevareministeriets håndtering af MRSA. Især var det galt med ministeriets dyrlæger, der dels blokerede for, at offentligheden kunne få indsigt i, hvor slemt det står til – efter krav fra Landbrug & Fødevarer – og dels politianmeldte journalister, der havde opsporet nogle af de avlsgårde, hvorfra MRSA-smitten bredte sig.

 

Da Dan Jørgensen blev fødevareminister i 2014, strammede han op. Nu skulle MRSA isoleres på gårdene, og huskede man ellers at vaske hænder, når man forlod svinestalden, så skulle det nok gå. Dermed ignorerede han lægernes påvisning af, at MRSA havde spredt sig i lokalsamfundene. Dan Jørgensen afviste at gøre som i Norge, hvor smittede besætninger slås ned.

 

Astronomisk gæld

Den intensive svineavl skyldes økonomien. Hver landmand har en gæld på ca. 26 mio. kr., og landbrugets samlede gæld er ca. 400 mia. kr. Mange landmænd er reelt insolvente og kan kun få det til at løbe rundt via lånefinansiering. Gælden er dobbelt så stor som gennemsnittet i de øvrige EU-lande, og betyder, at kravene til stigende produktion er tilsvarende høje.

 

Trods liberaliseringer af landbrugslovene, sådan som landbruget krævede, og som fjernede loftet over hvor meget jord den enkelte landmand kunne eje, og trods reducerede jordskatter og øget EU-tilskud, så tvinges stedse flere landmænd væk. I stedet rykker pensionskasser og udenlandske investorer ind.

 

I dag ejer under en halv procent af befolkningen 65 procent af jorden. Siden liberaliseringen af landbrugsloven i 2015, er et areal på størrelse med Tåsinge blevet solgt til udenlandske investorer og kapitalfonde.

 

Det var daværende fødevareminister Dan Jørgensen og erhvervsminister Henrik Sass Larsen, der gjorde op med landbrugets selveje. Begrundelsen var, at landbruget var i krise, gælden astronomisk og behovet for tiltrængt kapital stort.

 

Landbrugets bidrag til samfundsøkonomien er beskeden. Eksporten er på ca. ti procent, og har været faldende siden midten af 60’erne, da den blev overhalet af industrieksporten. Siden blev den så overhalet af turistbranchen, den finansielle og servicesektoren, der ikke favoriseres af milliardsubsidier. På samme måde er det gået med beskæftigelsen, hvor der i dag er lidt over 100.000 heltidsansatte.

 

Vi har fået uhørt billigt kød, men prisen har været høj: Forarmelse af natur og landskab, systematisk dyrplageri og kemikaliserede fødevarer.

 

Med den venskabserklæring, Socialdemokratiet har udstedt til landbruget, er der langt igen, førend vi får en fødesektor, der er i balance med sine omgivelser.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com