Det græske parlamentsvalg førte til en jordskælvslignende ændring af det politiske landsskab og til enden på ”to-parti-dominansen” fra det konservative Nyt Demokrati (ND) og det socialdemokratiske PASOK.

Sammenlignet med valget i 2009 er det regerende PASOK gået tilbage fra 43,9 procent til 13,2 procent, ND, der nu er det største parti, vandt med 18,9 procent (2009: 33,5 procent). På den anden side gik SYRIZA (”Sammenslutningen af den radikale venstrefløj”) frem fra 4,6 til 16,8 procent og er nu blevet det næststørste parti. (se box)

Valgresultatet 6. maj
Nyt Demokrati (ND),
konservative
33,5
PASOK (socialdemokrater) 13,2
SYRIZA (se note) 16,8
Uafhængige Grækere
(højrefløjs-splittelse fra ND
10,6
KKE (kommunister) 8,5
Chrysi Avgi (nazister) 7,0
DIMAR (højrefløjs-splittelse fra Synaspismos – se note) 6,1
LAOS (yderste højre) 2,9
Grønne Økologer 2,9
DISI (neoliberal højrefløj) 2,6
Dimourgia xana (neoliberal højre) 2,2
DRASI (neoliberal højrefløj) 1,8
Antarsaya 1,2

Der er ingen tvivl om, at valgresultatet er udtryk for, at et klart flertal af vælgerne fuldstændig har forkastet Memorandum-politikken [nedskæringsprogrammer dikteret af de udenlandske kreditorer og EU, IMF og den Europæiske Centralbank, red.]. På den ene side er andelen af venstreorienterede bredt set, steget til 34 procent (37 procent, hvis man medregner økologisterne). På den anden side opnåede ”anti-Memorandum”-lejren i alt omkring 60 procent.

Dette rigtig gode resultat for venstrefløjen må helt sikkert tilskrives de sidste to års generalstrejker, og særligt de store mobiliseringer og torve-besættelser, især på Syntagmapladsen fra maj 2010 til juli sidste år, generalstrejken den 12. og 13. oktober og masseprotesterne den 12. februar i år med over en halv million demonstranter alene i Athen. Med andre ord den magtfulde bevægelse rettet mod Memorandum-politikken, især fra maj 2010 til februar 2012.

Landets ”uregerlighed”
Et afgørende problem i forbindelse med valgresultatet er blevet kendt som landets ”uregerlighed”. Det vil sige de store vanskeligheder med at fortsætte Memorandum-politikken under dække af ”demokratiske” regeringskoalitioner. Både lederne og de systembevarende medier i Grækenland og Europa (som sædvanlig især i Tyskland) har sat en vild propagandakampagne i gang for at holde Grækenland på sporet, og for at sikre, at Memorandum-slaveriet fortsætter, at der sker en ødelæggelse og udplyndring af det græske samfund til fordel for en utæmmet dominans fra hjemlig og fremmed kapital. Kravet om, at Grækenland smides ud af euro-zonen, lyder stadig højere.

På grund af sit gode valgresultat spiller SYRIZA under A. Tsipras’s lederskab en nøglerolle. Venstrefløjpartiernes ideer er bredt set under valgkampen blevet kaldt ”urealistiske”, ”meget farlige”, ”katastrofale”, men efter valget er billedet vendt, og SYRIZA er blevet bedt om at ”påtage sig sit ansvar” og deltage i en ”national samlingsregering” sammen med ND, PASOK og DIMAR. Ledelsen af DIMAR, der godt kunne tænke sig at deltage i sådan en regering, spillede en højst uheldig rolle, men til sidst turde de ikke gå med uden SYRIZAs godkendelse, på baggrund af valgresultatet. Så begyndte en hel dags tovtrækkeri om dannelsen af en ny regering, men det endte uden resultat.

Derfor er nyvalg fastsat til den 7. juni. Ifølge de seneste opinionsmålinger har SYRIZA lyse udsigter til at blive det stærkeste parti med godt over 20 procent, og dermed få den ”bonus” på 50 (af de i alt 300) pladser i parlamentet, som automatisk tilfalder det største parti. Denne fuldstændigt udemokratiske ordning blev indføjet i valgloven specielt for at sikre, at der altid var et flertal – hvis ikke fra et enkelt parti, så i hvert fald for ND og PASOK sammen. Men det lykkedes ikke, da begge partier til sammen kun fik 149 pladser.

Det er ikke tilfældigt at SYRIZA er blevet det stærkeste kraft på venstrefløjen. Det benægter ingen. Folk stemte massivt på SYRIZA, fordi partiet under valgkampen talte om en ”venstrefløjs-regering”, for eksempel for at presse KKE, men også fordi de ikke går ind for tilbagetrækning fra euro-zonen, på trods af forkastelse af Memorandum-politikkerne. Det afspejler delvist den stilstand eller svaghed i modstandsbevægelsen, man har kunnet se siden februar, og som har ført til, at der er opstået et ret svagt håb om, at man kunne opnå grundlæggende ændringer i regeringens politik gennem en ændring af flertallet i parlamentet.

SYRIZAs lederskab er kommet under angreb på grund af uklarhederne i deres valgløfter fra to sider: På den ene side kan det etablerede samfunds kræfter skræmme SYRIZA til at gøre alt, hvad der er dem muligt for at forsikre, at Grækenland forbliver i euro-zonen, eller også gøre SYRIZA ansvarlig og udstille partiet, hvis det ikke lykkes,. På den anden side er der kritikere til venstre, der ganske rigtigt påpeger, at de forskellige løfter fra SYRIZAs ledelse er uholdbare og modsætningsfyldte. Det er stort set uopnåeligt, at en græsk venstrefløjsregering, hvis den blev dannet, kunne opnå en ophævelse af Memorandum-politikken og dermed af den kreditaftale, der er indgået med Trojkaen, og som fører til, at det græske samfund bliver kvalt, med mindre Grækenland træder ud af, eller bliver smidt ud af euro-zonen.

SYRIZA, KKE og ANTARSYA
Det vil med andre ord sige, at det er meget usandsynligt, at man kan praktisere en holdbar ”reformpolitik” til fordel for den arbejdende befolkning og alle dem, der er ofre for Memorandum-politikken, uden at denne kommer i direkte konflikt med finanskapitalens og de store firmaers interesser i Grækenland, EU-landene og USA. SYRIZA-ledelsen er alt andet end forberedte på politisk at lede dette uundgåelige sammenstød mellem de uforenelige interesser blandt gerningsmænd og ofre, udbytterne og de udbyttede. Men på den ene eller anden måde må de lægge kortene på bordet. SYRIZA er en alliance, hvor der indgår forskellige ”halv-stalinistiske” og ”halv-trotskistiske” organisationer fra den (indtil nu) ikke-parlamentariske venstrefløj.

Men partiet er domineret af Synaspismos ledelse. Den går ud fra, at ikke bare den globale krises problemer, men også det græske samfunds problemer, kan løses med ”keynesianske” midler indenfor rammerne af det kapitalistiske udbytningssystem. ”Socialisme” er i dette perspektiv i bedste fald et fjernt mål, der kun kan opnås på ”fælles EU-niveau” osv. På trods af sit ”radikale” navn er SYRIZA (se note) en alliance, der er rettet mod begrænsede reformer, selvom det i nogle nuancer er mere til venstre end for eksempel det tyske ”Die Linke”. Det er helt sikkert ikke noget godt tegn, at Tsipras ønsker at diskutere med, og måske lave en aftale med den franske præsident F. Hollande i forhold til Memorandum-politikken.

Det sprængfarlige i den nuværende sociale og politiske situation vil uundgåeligt føre til en tydeliggørelse af modsætningerne i SYRIZA-ledelsens politik. Det store flertals ønske om at gøre en ende på den stadige forarmelse er for stærkt, og den nuværende vilje og evne hos SYRIZAs ledelse til at sætte dette behov ind i en virkelig antikapitalistisk (i sidste ende revolutionær) retning er for svag.

KKE-ledelsen har besluttet at isolere sig selv endnu mere fra SYRIZA og resten af venstrefløjen, fordi dets valgresultat ikke blev særlig favorabelt. Ulempen ved dette standpunkt er, at det bliver stadig sværere at overbevise partiets egen basis om, at denne strategi og taktik kan lykkes. KKE-ledelsen spekulerer mere eller mindre åbent i, at der ikke bliver nogen afvisning af Memorandum-politikken gennem massemobilisering nedefra eller fra bevægelsen selv. Så de peger på en fremtidig ”folkets økonomi” og ”folkedemokrati”.

Men de er ikke i stand til at forklare, hvordan deres mål kan nås, hvis ikke gennem en pludselig og massiv forøgelse af KKE-stemmer, men det er der ikke udsigt til. Det forbliver en hemmelighed, der er forbeholdt partiledelsen, hvordan alle de verbale proklamerede mål, især overvindelsen af kapitalismen og imperialismen sættes i værk. Det er forudsigeligt, at partiet selv kan komme ud i en krise, der snart kan føre til større afskalninger.

ANTARSYA har ikke haft noget sensationelt godt valg, men dog et solidt valgresultat på 1,2 procent. Det var hovedkraften på den venstrefløj, der lagde vægt på social modstand gennem strejker, besættelser og masseprotester, selvorganisering af alle ofrene for Memorandum-politikken: arbejdere, unge mennesker, pensionister og immigranter – heraf en del ”illegale” – stod centralt i partiets valgkampagne.
ANTARSYA har vist vejen til, hvordan social modstand kan sejre ved at udbrede et program med aktuelle overgangskrav, der er rettet ind i forhold til størsteparten af befolkningens behov, og sigter mod selvorganisering blandt disse mennesker, og ved at knytte det til perspektivet om en antikapitalistisk revolutionær omvæltning af det eksisterende politiske og sociale system.

ANTARSYA kunne have opnået et bedre resultat ved en mere konsistent politik de sidste to år, ved en større enighed, flere og bedre aktiviteter i lokalafdelingerne osv. Men der er nok ikke noget at gøre ved den dominerende stemning for en parlamentarisk ændring, især i den sidste uge før valget. i og med at sloganet om en ”venstrefløjsregering” var uklart før valget, og stadig er det, var det grundlæggende rigtigt ikke at give næring til sådanne forhåbninger. Men ANTARSYA kunne have fremsat en udtalelse, der gav kritisk støtte til en vestrefløjsregering på bestemte betingelser. Det er ikke sket indtil nu. Men den grundlæggende politiske og programmatiske retning hos ANTARSYA forbliver, når alt kommer til alt, korrekt.

Racistiske provokationer og chauvinisme i massemedierne gennem årtier, den officielle racistiske politik, såvel som den onde racisme på regeringsniveau, er ansvarlig for, at den fascistiske pest spreder sig i Grækenland, og kun er et enkelt trin fra at transformere sig til en massebevægelse efter samme mønster som det tyske naziparti før 1933. Men apatien og ligegyldigheden blandt venstrefløjens politiske partier og organisationer og i arbejderbevægelsen har også i stort omfang bidraget til væksten i nazistiske bander, og det er et meget alvorligt ansvar. Det er bydende nødvendigt at vende denne katastrofale tendens.

Det kan godt være, at venstrefløjsregeringens spøgelse er gået igennem Grækenland, men langt alvorligere er strømmen af sociale og politiske vilkår i retning af Weimar republikken. Den græske kapitalisme og dens borgerlige demokrati har fremmanet denne heksetime.

Note: SYRIZA er en græsk forkortelse for ”Koalitionen af den Yderste Venstrefløj” og blev dannet i 2004. I alt indgår 13 organisationer i SYRIZA, hvoraf den største er Synaspismos.

Andreas Kloke er medlem af ledelsen for OKDE-Spartakos, den græske sektion af 4.Internationale.

Artiklen er oversat fra engelsk af Martin Mørch og blev bragt i International Viewpoint. Vi har forkortet artiklen, så uddrag af en udtalelse fra Antarsaya ikke er medtaget.

Opslået i Balkan, Sydeuropa

single.php