Som ordfører for partiet Die Linke i Bundesdagen (sammen med Dietmar Bartsch), kommer Sahra Wagenknecht fra den antikapitalistiske venstrefløj i partiet og har længe været dets mest populære repræsentant. Sammen med sin ægtemand Oskar Lafontaine – begge med høje medieprofiler – har hun i et stykke tid deltaget i en uformel gruppe kaldet ”Team Sahra”, som man kan tilslutte sig på internettet og som argumenterer for dannelsen af en ny politisk bevægelse i stil med det franske France Insoumise (FI) under ledelse af Jean-Luc Mélenchon.

af Manuel Kellner

De har meldt ud, at bevægelsen vil blive søsat i september 2018, ikke som en konkurrent til Die Linke, men for at lægge pres på de andre partier for at føre en mere social politik. [den officielle lancering skete 4. september, o.a.]

 

Visse positioner, som er udviklet af Wagenknecht og Lafontaine, ligger til højre ikke blot for partiets antikapitalistiske fløj, men også i forhold til det officielle partiprogram. Den erklærede fjende er ikke længere kapitalismen, men uhæmmet nyliberal kapitalisme. ”Åbne grænser” bliver omtalt som et nyliberalt borgerligt projekt for at øge konkurrencen mellem dem på bunden, for at svække lønmodtagerne og sænke reallønnen. Forsvaret af demokratiske erobringer inkluderer forsvaret af nationalstaternes suverænitet imod EU og projekter – for eksempel Macrons – på at øge integrationen inden for unionen. Grundlæggende er Wagenknechts og Lafontaines projekt et forsøg på at svække det yderste højre, at modvirke det vælgermæssige gennembrud for AFD (Alternative für Deutschland) ved at tiltrække lag af tyske lønmodtagere og de ”efterladte”, som , skønt utilfredse med Socialdemokratiet (SPD) og samtidigt tiltrukket af AFD´s demagogi, ikke kan identificere sig med Die Linkes traditionelle positioner. Ifølge Wagenknecht og Lafontaine tager Die Linke fejl, når partiet ignorerer disse lags frygt for unfair konkurrence med indvandrere.

 

I et interview for nylig på Mediapart forklarer Wagenknecht (korrekt), at det projekt, som traditionelt er forbundet med det ”regeringsorienterede” højre i Die Linke ikke længere er realistisk. Dette projekt om at samle venstrekræfterne er ikke længere et flertalsprojekt. SPD står i øjeblikket til 17 procent i meningsmålingerne og, skønt stadig i regering, vil partiet kunne opleve et kraftigt fald. Samtidig har dagens SPD flyttet sig langt væk fra de traditionelle socialdemokratiske holdninger. Det er nu i sin tredje ”store koalition” med Merkels konservative Kristelige Union.

 

SPD´s forfærdelige vælgermæssige krise hænger sammen med den kendsgerning, at dette parti aldrig har brudt med Agenda 2010 og dens brutale kontra-reformer. Dette er ifølge Wagenkecht motivationen for projektet om at lancere en ny bred bevægelse med fokus på sociale problemer: ”Før dette gennemførte Socialdemokratiet Gerhard Schröders nyliberale reformer i Agenda 2010-planen, som er det modsatte af en politik med lighed og social beskyttelse. Dette har ført til en kæmpe lavtlønssektor i Tyskland, som igen skaber en enorm social usikkerhed. Alt dette har intet at gøre med vores politiske program. Det er derfor, vi er i færd med at starte en bred folkelig bevægelse, som er åben for alle med gode hensigter på venstrefløjen. Den må samle alle dem, som stadig tror på visse elementer i den klassiske socialdemokratiske politik. ”

 

Wagenknecht siger, at hun ikke ønsker en tilbagevenden til de tidlige 1970´ere. Men det, hun sætter op imod nyliberalisme og uhæmmet kapitalisme, er først og fremmest en velfærdsstat, national, med mere social tryghed og bedre beskyttelse mod de skadelige virkninger af kapitalistisk globalisering. Den internationale solidaritet mellem lønmodtagere og de undertrykte spiller næsten ingen rolle i hendes politiske forståelse. For hende er det nationalstaten, der må beskytte befolkningen og især de svageste:

 

”Jeg mener med dette, at vi ønsker at fremme værdierne om en mere social stat, højere og mere lige lønninger, en selvstændig europæisk udenrigspolitik, nedrustningspolitik osv.. Det drejer sig selvfølgelig ikke om at vende tilbage til det socialdemokratiske program fra 1970´erne. Verden har udviklet sig, og vi må modernisere vores politik. Når det gælder pensioner, f.eks., er det ikke et spørgsmål om at lappe det gamle system sammen, men om at skabe et nyt forsikringssystem, hvor alle yder bidrag, fra embedsmanden til den selvstændige, og ikke kun ansatte som i dag.”

 

”Det er et spørgsmål om at fremsætte et program, hvor staten beskytter folk mod uhæmmet kapitalisme, fra globaliseringen drevet af de multinationale og fra konkurrencen, som skærpes gennem social dumpning. Vi ønsker at genopbygge en stat, der har en aktiv politik, der tilgodeser den svageste halvdel af befolkningen, og dem, som er taberne i den nuværende situation. ”

 

Medlemmer og strømninger i Die Linke, som støtter initiativet fra Sahra Wagenknecht og Oskar Lafontaine, er ikke særligt talrige. Der er heller ikke nogen klar indikation af, om antallet af positive tilkendegivelser på opfordringen vil være tilstrækkeligt til at kunne skabe den nye bevægelse til september.

 

Kritikken af projektet i debatten internt i Die Linke er blevet skarpt formuleret, især af Antikapitalistische Linke, og falder i tre forskellige lag af argumentation:

 

For det første har Wagenknecht og Lafontaine ikke fremlagt deres positioner til diskussion og beslutninger i de kompetente organer i Die Linke. Wagenknecht stoler netop på sin personlige popularitet, placering i medierne og personlige politiske opbakning til at kortslutte enhver konflikt om sin tilgang i sit eget parti. Den polariserende dynamik gennem denne fremgangsmåde synes at være knyttet til rivaliseringen med de to talsmænd for partiet, Katja Kipping og Berd Riexinger.

 

For det andet tilpasser Wagenknecht og Lafontaine sig for meget til den dagsorden, som AFD og ”højrepopulismen” sætter, ved at afvise krav som ”åbne grænser” af frygt for at miste muligheden for at politisk at kunne påvirke dårligt stillede tyskere.

 

For det tredje er der frygten, og ikke blot på venstrefløjen i partiet, for at det vil skade Die Linke at starte den nye bevægelse. Da Wagenknecht og Lafontaine bliver ved med at gentage, at Mélenchons France Insoumise (FI) tjener som eksempel, er denne frygt ganske forståelig, fordi FI opstod ud af asken ikke blot fra Front de Gauche; men også på ruinerne af det franske Parti de Gauche.

 

Wagenknecht argumenterer med, at Die Linke ikke har formået – endnu – at vinde på SPD vælgermæssige krise:

 

”Det vigtigste alternativ mod mig er, at alle, som begræder den nuværende situation, bare kan tilslutte sig Die Linke. Vidunderligt! Men det virker bare ikke. I årevis har vi håbet, at skuffede SPD-vælgere ville komme over til os. Men virkeligheden er, at siden 1998 har SPD mistet over 10 millioner vælgere. Og vi har vundet 2 millioner. Så, der er mindst 8 millioner vælgere, som ikke er kommet over til os. ”

 

Til spørgsmålet, om frygten for at skabe et konkurrerende parti til Die Linke ikke er berettiget, svarer Wagenknecht:

 

”Nej. Skabelsen af et parti forekommer mig ikke at være et nødvendigt skridt. Målet for bevægelsen er at lægge pres på partierne for at forpligte dem, først og fremmest SPD, til at føre en mere social politik”.

 

Men indebærer dette, at det gode eksempel fra Mélenchons FI ikke skal følges helt ud? Dette er ikke let at forstå.

 

Under alle omstændigheder synes der at være en sammenhæng mellem den ”venstrepopulistiske orientering og organiseringsformerne hos France Insoumise og den bevægelse, som Oskar og Sahra ønsker at opbygge: ”Normale” mennesker kan tilslutte sig, de kan komme og klappe, men de kan ikke deltage i udvikling af politikken og forberedelse af initiativer. I denne smukke nye verden er det dem på hovedscenen, som gør og beslutter alt.

 

Rent indholdsmæssig er det nødvendigt at forholde sig alvorligt til argumentet om konkurrence og folkelig bekymring, som bliver fremlagt af Wagenknecht: ”Så flygtninge, som også er fattige, søger efter almennyttige boliger, ofte i små, endog belastede byområder. Imidlertid er der en alvorlig mangel på socialt boligbyggeri, fordi regeringen har gennemført sin nedskæringspolitik. Konkurrencen om boligerne vokser i takt med, at flygtningene kommer. Situationen er også forværret i mange skoler, som ikke ligefrem er placeret i smukke boligområder, og som allerede havde store problemer før 2015. Endelig, i lavtlønssektoren, hvor lavtuddannede får beskæftigelse, er konkurrencen blevet skarp… Jeg tror, at i øjeblikket, og i nogen tid fremover, kan demokratiet kun fungere godt inden for rammen af nationalstater.”

 

Over for argumentet om konkurrence giver det ingen mening at opstille en rent humanitær og moraliserende holdning, som ikke tager hensyn til virkeligheden og følelserne hos de berørte folkelige lag. Det er klart, at kravet om ”åbne grænser” i sig selv ikke løser alle problemer. Det må være en del af et sæt af overgangskrav, som inkluderer minimumslønninger og tilstrækkelig social støtte, et skattesystem som lader de rige betale, en drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld løn- og personalekompensation og så videre.

 

Men først og fremmest kan vi ikke over for argumentet om konkurrence opstille en rent national ”proletarisk klasseinteresse”… som er fuldstændig fiktiv. Virkelige klasseinteresser kan kun udtrykkes gennem fælles international solidarisk handling for fælles mål, hvad enten det er på europæisk eller globalt niveau.

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com