Trods århundreders forsøg på at forske i emnet er man næppe kommet videre eller har kunnet bekræfte teorierne om, at der findes racer med særlige egenskaber eller manglende egenskaber sammenlignet med andre, altså muligheden for ”en race for sig”.

af Svend Vestergaard Jensen

Det var den tidligere professionelle bokser, Reda Zam Zam, der brugte citatet i denne artikels overskrift, da han talte til en demonstration mod Islamisk Stat i Aarhus i september 2014. Han er flygtning fra Libanon. Den stiller spørgsmålet: Kan menneskeheden inddeles i racer?

Men hvorfor har der overhovedet været forskning, diskussion og forsøg på at inddele menneskeheden i racer i stedet for bare at sige, at der er én menneskelig race, menneskeheden, homo sapiens? Den evige jagt på en ”videnskabelig racisme”, ”raceforskning”, synes at være endt samme sted, nemlig at der ligger noget andet bagved. At opdele mennesker i racer er ud fra en videnskabelig vinkel absurd. Men ud fra en politisk, ideologisk vinkel har det – for nogle – et formål.

Kolonialismen som brud
Hvornår begyndte denne opdeling af mennesker i racer, at en race kan være en anden overlegen? Den spanske erobring af Sydamerika og ødelæggelsen af de oprindelige civilisationer, samt den transatlantiske slavehandel, var afgørende for forestillingen om de hvides – europæernes – overherredømme. Det skete i det 16. og 17. århundrede og frem. Den nye verden skulle erobres. De oprindelige befolkninger blev permanent fremmedgjorte i deres eget land og levede i en tilstand af fuldstændig afpersonalisering.

Afrikanere blev gjort til slaver i denne koloniserings-proces. Slaveriet blev legitimeret med racisme-begrebet. Der var forskel på mennesker. Nogle ”racer” er andre overlegne, nogle må underkastes en højerestående race. Racebegrebet blev med andre ord introduceret med kolonialismen, med imperialismen. Det handlede om ren og skær økonomi, der så også blev til ideologi – racisme, opdeling af mennesker i racer. Ideologi forstået som falsk bevidsthed.

Afrikanerne blev en handelsvare, der blev sat på skibe og fragtet over Atlanten til plantagerne i ”den nye verden”. Fanget, stuvet sammen på skibene, og solgt – hvis man nåede frem i live. 11 millioner blev transporteret over Atlanten på 400 år. Under hele processen var de underkastet et brutalt overvågningssystem, med gensidig frygt, som var grundet i netop racisme.

På de nye kontinenter, som blev erobret, blev de oprindelige folk næsten udryddet eller døde som følge af vold og sygdomme, som erobrerne førte med sig. Kolonisystemet førte til et kolonisyn, der krævede racisme og måtte retfærdiggøres gennem racisme. De oprindelige folk, som ikke blev udryddet, skulle gøres kristne. De skulle sige ja til de nye erobreres religion, som var medbragt fra Europa – selv om den ganske vist stammede fra Mellemøsten.

Befolkningerne i erobrede områder oplevede likvideringen af deres egne værdisystemer og sammenbrud i kulturmønstrene. Befolkningerne havde ikke andet at gøre end sammen med besættelsesmagten at erkende, ”at Gud er på deres side”

Del og hersk
Tidligere samfund, fx i det gamle Grækenland, havde også været baseret på slaveri, men byggede ikke på hudfarve. Folk fra forskellige områder i verden så naturligvis fremmedartede ud. De var mærkelige, eller hvordan det nu end kunne udtrykkes. Dermed ikke sagt, at der ikke har fundet diskrimination sted. Grækerne betegnede ikke-grækere som ”barbaroi” – dem, der snakkede ”bra, bra”, det vil sige uforståeligt. Dette var imidlertid ikke nogen konsekvent nedværdigende betegnelse, da også visse ”barbarer” blev tillagt særlige egenskaber.

Under kolonialismen og imperialismen, med udbytning som funktion og mål, blev racismen en forudsætning, ligesom det i hele kapitalismens historie har været gængs at sætte arbejdere op mod arbejdere, blandt andet ved at fokusere på hudfarve, religion, etnicitet. Hvis arbejderklassen kunne blive splittet på grund af hudfarve, kunne udbytningen fortsætte til lavest mulige løn- og arbejdsvilkår. Ofte har etniske grupper og lag i arbejderklassen været dobbelt undertrykte, som lønarbejdere og som medlemmer af en undertrykt etniske gruppe. Hvis dette ignoreres, kan det let føre til at opretholde undertrykkelse. Et socialistisk program for arbejderklassens frigørelse i USA må derfor også indeholde et særligt program for frigørelse af afro-amerikanere.

I det britiske imperium, der på et tidspunkt var verdens største af slagsen, brugte de herskende lag i imperiet begrebet ”den britiske race”, der havde retten til at erobre flere og flere områder og herske over andre. De skulle bringe ”civilisationen” ud i så store dele af verden som muligt.

Under Boerkrigen fra 1899 til 1902, hvor det britiske imperium fortrængte boerne, der var indvandrere fra Holland, kunne vindere og tabere blive enige om en ting. Den øverstkommanderende fra det britiske imperium, Alfred Milner sagde: ”Den hvide mand må herske, for han befinder sig mange, mange trin over den sorte mand, trin, som det vil tage sidstnævnte århundreder at klatre op ad”.

Psykiske forskelle?
Der findes intet i litteraturen eller i erfaringer fra psykologiske klinikker og undersøgelser, der ser noget særligt ved fx et sort menneskes mentale lidelser, eller at sorte fungerer psykisk anderledes end andre mennesker. De psykologiske principper, der først og fremmest er erkendt gennem studiet af hvide mennesker, gælder for alle uanset hudfarve. Det samme gælder, når det gælder psykiske sygdomme.

Det findes ikke en særskilt psykisk, fysiologisk og biologisk forskel. Forskellene er afledt af de samfund, der skaber eller har skabt forskellene. Det er det givne samfund, der skaber kulturmønstrene og alt andet skabt af mennesker, som igen kan skabe et andet samfund, hvor al diskrimination og andre undertrykkelsesmekanismer er afskaffet.

Den racisme, der går ud over jøden, er ikke forskellig fra den, der går ud over den sorte. Et samfund er enten racistisk eller ikke-racistisk. Et miljø er enten racistisk eller ikke-racistisk.

Typer af racisme
Som det fremgår af ovenstående var der tale om, hvad der må betegnes som biologisk racisme. Biologisk racisme bygger på den antagelse, at mennesker kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn. Psykisk og moralske egenskaber er også inde i samme ”forskning”, teoridannelse. Af sådanne teorier følger logisk, at der er en lagdeling, et hierarkisk forhold ”racerne imellem”.

Desuden findes, hvad der kan kaldes kulturel racisme. Den er blevet noget mere udbredt i dag end den biologiske racisme. Hovedpointen her er, at folkeslag er så forskellige, at integration, at leve sammen i samme samfund, ikke er muligt at praktisere på grund af religion, kultur, moral eller etnicitet. Her er der til gengæld ikke faste hierarkier, men en tendens til at underordne andres kulturer i forhold til ens egen, og det vil i praksis sige i Danmark den danske, hvad den så end må være.

Indvandrere, flygtninge og deres efterkommere opdeles ud fra oprindelse i vestlige og ikke-vestlige lande. Igen en hierarkisk opfattelse. Denne racisme-form kan også kaldes strukturel racisme, hvor en gruppe mennesker gøres til et problem alene på baggrund af deres etniske rødder. Noget, der kan være svært at få øje på, da det kan være som en indgroet praksis.

Institutionel racisme skal også nævnes. Det forstås sådan, at der er racistiske forestillinger indbygget i lovgivning, regler og praksis hos offentlige myndigheder i et givent land. Det mindsker bestemte etniske eller religiøse gruppers rettigheder.

Den kan også benævnes eller i hvert fald liggende tæt op af strukturel racisme, som fx når en folkeskole skal lukkes på grund af for mange børn af etniske mindretal. En sådan praksis kan også omfatte testning og tvangsspredning af disse børn, der så mister deres lokale skole. Ligesom i fx boligområder, hvor politikere også vil have indført en kvotepolitik.

Udover alt dette kan der være forskellige typer af hverdagsracisme – typisk nedsættende kommentarer og bemærkninger om andre etniske grupper.

De enkelte typer af racisme må bekæmpes med konkrete politiske indsatser og aktiviteter. En afgørende forudsætning er netop ikke at tænke i racer, i racebegrebet, men i etnicitet om nødvendigt. Ikke at acceptere begrebet ”race”, da det er værdiløst, diskriminerende og blokerer for at udvikle en ”menneskelighed for alle”

En menneskehed
Alt dette medfører eller kan medføre racisme og had mod enkelte grupper eller større befolkningsgrupper. Diskrimination, udelukkelse og vold kan blive resultatet, som det er set adskillige gange i historien og i nutiden – også i Danmark.

En forudsætning for at bekæmpe al form for racisme, er netop at anerkende, at menneskeheden ikke kan opdeles i ”racer”, og se menneskeheden som den menneskelige race. Som et udgangspunkt for sammen at kunne overvinde, overskride den kapitalisme, der er årsag til racismen, som skitseret i denne artikel.

Da kolonialismen – den ekspanderende kapitalisme på globalt plan – oprettede sine herredømmer, blev ”videnskabelige argumenter” anvendt for at legitimere slaveriet og udbytning af kolonierne. Når frigørelse fra denne kolonialisme, fra imperialismen, sker, er der ikke noget tilsvarende. Et folk, der begynder en befrielseskamp, retfærdiggør sjældent racismen. De underkuedes kamp foregår i reglen på et betydeligt mere menneskeligt plan.

Kulturer kan mødes og berige hinanden, når undertrykkelsessystemer bliver nedbrudt. Indtil da må racismen bekæmpes på alle planer. Så er spørgsmålet, om racisme-begrebet kan bruges, når racer ikke eksisterer. Er det bare at fastholde race-tankegangen? For vort blod har samme farve. Der er én menneskehed – homo sapiens – på én jord!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com