Forhandlingerne om verdenshandelen i den såkaldte Doha-Runde er brudt sammen – igen. Var sammenbruddet på mini-ministermødet den endelige dødsstød?

 

Lige som den gode greve af Transylvanien, kollapsede den såkaldte Doha-Runde af handelsforhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i to omgange; første gang under ministermødet i Cancun i september 2003, anden gang under det såkaldte G4 møde i Potsdam i juni 2007, – men kun for at genopstå fra de døde. Spørgsmålet er, om det seneste mini-ministermøde i Geneve bankede sølvpælen gennem hjertet og endegyldigt aflivede Doha-Runden?

På vild flugt ind i WTO
Da forhandlingerne i Uruguay Runden, som startede WTO, fandt sted fra 1986 til 1994, var udviklingslandene stort set kun tilskuere. De regeringer, som havde været med i GATT (General Agreement on Tarif and Trade), blev tvunget ind i efterfølgeren WTO under trussel om, at hvis de ikke var med fra ”stueetagen”, ville de blive underkastet en smertefuld optagelsespocedure, hvis de senere skulle beslutte sig for at tilslutte sig. I den mellemliggende tid, blev de fortalt, ville de lige som Nordkorea blive isolerede fra verdenshandelen.

De fleste havde ikke tid til reelt at sætte sig ind i den fine udskrift på mere end 500 sider, hvilket var åbenlyst i tilfældet Indonesien. Da den indonesiske regering i 1997 erklærede, at den ville opbygge sin bilindustri ved at anvende en form for ”egnsudviklingspolitik” eller ved at bestemme at en stigende andel af bildele skulle stamme fra lokale industrier, meddelte USA, EU og Japan, hjemlande for de store bilselskaber at dette ville være et brud på TRIM-aftalerne (Trade-Related Investment Measures Agreement) fra Uruguay Runden, og at de ville slæbe Indonesien for en WTO retsinstans. Mindre lande end Indonesien, med et meget lille embedsværk på handelsområdet, blev stillet endnu mere ufordelagtigt.

Fra Seattle til Doha
Da det tredje ministermøde i WTO fandt sted i slutningen af november 1999, var udviklingslandene under alle omstændigheder kommet til den kollektive erkendelse, at de havde bortsjakret væsentlige muligheder for udvikling ved at skrive under på Uruguay-Runden. De var således ikke indstillede på at tilslutte sig en ny runde med liberalisering af verdenshandelen, sådan som de store handelsmagter krævede. Samtidigt var bønder, miljøforkæmpere, arbejdere, anti-aids aktivister og andre sektorer af civilsamfundet mobiliserede imod WTO-doktrinen om handel ”über alles”, for at bruge Ralph Naders udtryk. Det var synergien mellem de massive protester i gaderne og udviklingslandenes oprør på Sheraton kongrescentret, som resulterede i det spektakulære sammenbrud af det tredje ministermøde i Seattle.

Men EU og USA lod sig ikke afskrække. På det fjerde ministermøde i Doha (Qatars hovedstad) i november 2001, så udviklingslandene sig udsat for et voldsomt pres for at tilslutte sig en ny runde for at frelse verdensøkonomien i kølvandet på 11. september-begivenhederne.

Men det handlede ikke bare om et moralsk pres i anti-terror kampens navn. Som Aileen Kwa og Fatoumata Jawara dokumenterede i deres nu klassiske ”Behind the Scenes at the WTO”, blev slet skjulte trusler om repressalier for genstridighed kombineret med tilbud om massive bistandspakker. De fleste lande blev udelukket fra at deltage i beslutningerne. Beslutningstagerne var effektivt begrænsede til en udvalgt gruppe på omkring 30-35 regeringer, som var håndplukket af EU og USA. Resultatet var Doha-udviklingsrunden, som havde meget lidt med udvikling at gøre, og alt muligt at gøre med udvidelse af de udviklede landes adgang til udviklingslandenes markeder.

Den bitre erfaring af at være underlagt del og hersk politik i Doha viste sig at blive et vendepunkt for udviklingslandenes politik i WTO. Der blev skabt alliancer mellem dem.
Den såkaldte G20-gruppe ledet af Brasilien, Indien, Sydafrika og Kina blev dannet med det formål at kræve nedskæringer i de udviklede landes landbrugsstøtte og større adgang til deres markeder. G33-gruppen ledet af Indonesien og Filippinerne havde til mål at fremme udpegning af specielle produkter som ville blive fritaget fra toldreduktioner og for specielle beskyttelsesmekanismer mod stærkt subsidierede landbrugsimport fra de udviklede lande.

Sammenbrud i Cancun
Indledningen til Cancun-ministermødet i 2003 blev også kendetegnet ved diskussioner blandt desociale bevægelser i WTO-processen. Selv efter Seattle var der stadig nogle NGO’er, som troede på, at WTO kunne tjene som et redskab for udvikling, og at betegnelsen Doha Udviklings-Runden foreskrev en åbning. Større markedsadgang til de udviklede landes markeder for udviklingslandenes produkter kunne opnås, ved støtte til WTO’s dagsorden for frihandel på landbrugsområdet, hævdede nogle af NGO’erne. Andre hævdede derimod, at Doha havde vist, at udvikling var langt nede på listen over de store handelsmagters bekymringer, og at den centrale opgave var at afspore WTO forhandlingerne eller at få WTO ud af landbruget, sådan som den internationale bondeorganisation Via Campesina udtrykker det.

Reform-NGO’ernes påstand fandt ikke støtte i USA’s og EU’s adfærd, som blev mere og mere ufleksibel, når det kom til at skære i deres massive landbrugsstøtte. EU var også ivrig efter at tage hul på grundlæggende WTO-diskussioner om skabelsen af regelsæt om de såkaldte ”nye spørgsmål” om investeringer. offentlige indkøb, konkurrencepolitik og handelslettelser. Disse bestræbelser på at bringe, hvad mange betragter som ikke-handels-relaterede emner ind i WTO’s virkefelt, førte til dannelsen af G90-gruppen, som modsatte sig optagelsen af disse emner på WTO’s dagsorden. En række lande fra denne gruppe udvandrede, da nogle udviklede lande insisterede på at diskutere de ”nye spørgsmål”, og dette førte til sammenbruddet af Cancun-mødet den 14. september 2003, selvom grunden var blevet lagt af hårdknuden omkring landbrugsforhandlingerne.

Hvis manglen på organisering førte til, at udviklingslandene blev udmanøvreret i Doha, så lykkedes det dem i kraft af en effektiv koalitions-opbygning at udmanøvre de udviklede lande i Cancun, med teknisk support fra NGO’er og moralsk støtte fra sociale bevægelser, der forsøgte at lukke mødet i en protestatmosfære meget lig den i Seattle.

Idet han indså at WTO ikke længere var en tumleplads, som USA var i stand til at kontrollere sammen med EU, beskrev USA handelsrepræsentant, Robert Zoellick fiaskoen i Cancun som stedet, hvor ”vil ikke”-retorikken ødelagde de samlede bestræbelser på ”kan godt”. ”Vil ikke” fører til fiasko, var hans forklaring. Nogle få dage senere, da WTO medlemmerne spekulerede over fremtiden, advarede han om, at USA ikke vil vente: ”Vi vil bevæge os mod frihandel med ”kan godt”- landene.” Det skulle forstås sådan, at USA nu ville koncentrere sine bestræbelser på at opnå bilaterale frihandelsaftaler. Disse ord markerede også begyndelsen på et USA-angreb på G20, som endte med at drive Colombia, Peru, El Salvador, Guatemala og Costa Rica ud af samarbejdet en måned efter Cancun-sammenbruddet. G20 overlevede trods alt.

Fra Cancun til Potsdam
Cancun tog nok vinden ud af Dohas sejl, men i løbet af 2004 oG2005 blev forhandlingerne genoptaget. Både USA og EU prøvede en ny fremgangsmåde. De to havde ført Brasilien og Indien, lederne af G20, ind i en ny sammenslutning kaldet FIPS (Five Interested Parties, USA, EU, Australien, sammen med Brasilien og Indien), som for en tid havde held med at inddæmme modstanden. Skønt EU og USA har deres uoverensstemmelser især på spørgsmålet om landbrugsstøtte, nåede de ikke desto mindre frem til en tilnærmelse, hvis konturer blev klart markeret i den såkaldte juli 2004-rammeaftale, som EU og USA gennemtvang med accept af G20-lederne Brasilien og Indien på et overraskende General Council møde midt om sommeren i Geneve. Mindre indrømmelser med hensyn til landbrugsstøtten til gengæld for store indrømmelser fra udviklingslandene med hensyn til at åbne deres industrielle sektor (eller ikke-landbrugsmæssige markedsadgang) og tjenesteydelser.

Erklæringen fra Hong Kong Ministermødet i december 2005 var baseret på denne uretfærdige indfaldsvinkel, men de udviklede lande spillede det gamle del og hersk spil ved at give forskellige godbidder til forskellige parter. De lovede G90 at de ville få ”The Round for Free” og ”Aid for Trade”. ”The Round for Free” henviser til det løfte at G90 vil have toldfri og kvotefri markedsadgang til de udviklede lande. En nærmere undersøgelse af aftalen viser, at USA i virkeligheden opretholdt toldsatser på de produkter, der var af størst interesse for G 90-landene. G20 modtog på den anden side et løfte fra EU om, at EU vil ophøre med al landbrugsstøtte fra 2013. Men på området for ikke-landbrugsmæssig markedsadgang eller NAMA, var det i stedet den strenge svejtsiske opskrift der var gældende. Det var en opskrift på toldnedsættelser, som drastisk ville nedbringe udviklingslandenes toldsatser.

Hong Kong Ministermødet endte med en aftale, men med massiv utilfredshed blandt udviklingslandenes delegationer, hvor nogle rejste den indvending at formen for det afsluttende plenarmøde gjorde det vanskeligt for oppositionen at blive hørt. Der var også massive protester i gaderne, som kun kunne opløses af politiet ved at arrestere 900 mennesker. Hong Kong Ministermødet kunne have været endt ligesom Cancun, hvis ikke Venezuela havde svigtet sit løfte til NGO’erne om at stemme imod erklæringen, hvilket ville have gjort den ugyldig og annulleret den i henhold til WTO’s konsensusregler.

Imidlertid dækkede Hong Kong-erklæringen over vedvarende uenigheder, som det var meget vanskeligt at slå bro over og som i virkeligheden blev dybere og dybere. I juli 2006, nogle få måneder efter aftalen i Hong Kong brød forhandlingerne sammen i Geneve og var suspenderet for resten af året. I et forsøg på at bryde dødvandet, prøvede USA og EU at udvirke en aftale med Brasilien og Indien, de anerkendte ledere af G20 ved forhandlinger i Potsdam i juni 2007. Med den position, USA havde, var projektet fra begyndelsen næsten dømt til fiasko: Ikke alene ønskede USA ikke at lave grundlæggende nedskæringer i sine hjemlige subsidier men det søgte at diskreditere aftalen om udpegning af specielle produkter og implementeringen af en speciel beskyttelsesmekanisme skabt i Hong Kong. Både USA og EU var heller ikke villige til at forlade deres holdning om, at de industrialiserede i syd skulle lave beskæringer af deres toldsatser på industriprodukter proportionalt med de øvrige industrilande til gengæld for USA’s og EU’s indrømmelser i forhold til landbrugsstøtten.

Geneve: Det endelige sammenbrud?
Sammenbruddet i de såkaldte G4 forhandlinger i Potsdam gav Doha-Runden behov for akut livredning. Stillet overfor udsigten til, at enhver yderligere udsættelse af et resultat af Runden, ville gøre den organisation, han ledede irrelevant, spillede generaldirektør Pascal Lamy højt spil og rejste den fatalt svækkede organisation til et nyt sommerstævne i Geneve, denne gang til et mini-ministermøde, på trods af det faktum at der intet var sket i mellemtiden, der kunne bringe positionerne hos de udviklede lande og udviklingslandene tættere på hinanden.

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og andre EU-ledere bad EU’s handelskommissær Peter Mandelson om at holde op med at tale om yderligere at sænke EU’s subsidier. Under forhandlingerne gjorde USA’s Handelsrepræsentant Susan Schwab det også klart, at USA ikke ville gå med til reducere deres subsidier til mindre end 15 milliarder dollars. Mere afgørende for det endelige resultat af forhandlingerne var Washingtons modstand mod et meget forståeligt G33 forslag, stillet af Indien, om at indføre en beskyttelsestold mod landbrugsimport under den særlige beskyttelsesmekanisme, som der var tilslutning til på Hong Kong ministermødet i 2005. USA undervurderede fuldstændigt udviklingslandenes bekymringer om, at fødevareimport havde undermineret deres evne til selvforsyning i en periode med stigende fødevarepriser på grund af global knaphed. Derfor fremkaldte USA en ny WTO-katastrofe med dets enøjede fokus på at dumpe sit subsidierede fødevareoverskud på fremmede landbrugsmarkeder.

Det hjalp ikke meget til en bringe en aftale i stand, at Lamy med en manøvre fik begrænset beslutningstagerne til syv lande, hvilket fremkaldte skarp kritik fra mange blandt det allerede begrænsede antal på 35 lande, som var blevet inviteret til mini-ministermødet, inklusiv dem fra værtslandet Svejts. Hvis der nogensinde havde været et globalt møde, var det afsluttet inden det var kommet i gang.

Set i bakspejlet gik USA og EU, vænnet som de er til at få deres vilje i globale handelsforhandlinger, alt for langt i Doha-forhandlingerne. I stedet for at være åbne for reelle kompromiser, fremkaldte deres uforsonlighed og trang til at udvide deres kontrol med verdensmarkedet, organiseringen af udviklingslandene i WTO til selvforsvar. Begærligheden fik den modsatte virkning, og i stedet for blev skabt en tilskyndelse til at udjævne den globale økonomiske magt.

Ikke desto mindre, præcis som Dracula kunne blive genoplivet i en scene i en B-film, er der ingen garanti for at Doha-runden og WTO ikke vil rejse sig igen.

Oversat fra Focus on the Global South

Walden Bello er senioranalytiker på Focus on the Global South og leder af Freedom from Debt Coalition. Han er desuden professor i Sociologi, University of Philippines.
Mary Lou Malig er koordinator af Fokus’ handelsprogram.

Oversat fra engelsk af Ebbe Rand Jørgensen

 

Opslået i Uncategorized

single.php