Regeringen siger, at den med sit nye udspil til sundhedsreform vil skabe et bedre sundhedsvæsen. Men der er ikke brug for en reform, der flytter lidt rundt på opgaverne, nedlægger regionerne og opretter nye bureaukratiske strukturer. Lad os få et bedre sundhedsvæsen i stedet!

 

Løkke har haft travlt. Opgaven har været – her i sidste time inden han trykker på valgknappen – at vise, at blå blok har en løsning på de mange problemer i sundhedsvæsenet.
I parentes bemærket er det problemer han – for en stor del – selv har skabt. Siden Løkkes store strukturreform, der i sig selv skabte megen “disruption” (forstyrrelse), har de regeringer, han har stået i spidsen for, i stærkt tempo skabt nye, ødelæggende forstyrrelser.

 

Desværre må man sige at Løkke har haft en god hjælp til sin hærgen af de folkevalgte regionsråd. Regionspolitikerne har uden tvivl haft de bedste intentioner – i hvert fald dem fra f.eks. Enhedslisten! Men de har været hæmmet af nogle umulige rammer, ikke mindst fastlåste budgetrammer og krav om evige besparelser.

 

Som tak for hjælpen vil Løkke nu nedlægge regionsrådene. Nu har de gjort det arbejde, som han ønskede. Strukturen med de nye supersygehuse og den bevidstløse lukning af de små sygehuse, som regionsrådene fik lov at tage ansvaret for, er på plads – godkendt af regeringen – og byggekranerne har taget over. Milliarderne er investeret, og samtidig har sundhedspersonalet oplevet en proces med omstruktureringer, besparelser, fyringer og evige krav om effektiviseringer.

 

Nu kan rådene åbenbart undværes. De kommende ændringer af sundhedssystemet kan så laves af bureaukrater uden de store politiske debatter.

 

Nærhed og brugerbetaling
Tegner forslaget om en ny reform nu en ny retning? Det er helt sikkert det indtryk, som regeringen har ønsket at skabe. Nu, hvor der er sket en voldsom centralisering og nedlagt sygehuse i en række provinsbyer, vil de gerne lave en fortælling om decentralisering.  En masse af de behandlinger, der hidtil er lavet på sygehusene, skal flyttes ud lokalt til kommuner og praktiserende læger. 500.000 behandlinger skal flyttes fra sygehusene.

 

Skrivebordprojektet om 21 sundhedsfællesskaber vil næppe kunne få den store praktiske betydning, andet end ekstra ben til nogle kommunalpolitikere.

 

Det lyder så smukt med det nære sundhedsvæsen. Men hvis der ikke følger penge med, giver det ingen mening. Regeringen vil lave en “nærhedsfond” på 6 milliarder, som kommunerne kan bruge af, når de skal etablere de mange nye sundhedstilbud. Men problemet er, at det er papirpenge. Der er ikke bevilget en krone, som ikke allerede er sat af til sundhedsområdet.

 

Dermed falder enhver forestilling om et velfungerende kommunalt sundhedsvæsen til jorden. Og taberne bliver patienterne. De patienter, som regeringen vil smide ud af sygehusene, er mennesker med mange og komplicerede lidelser. Det vil typisk være ældre mennesker, hvor mange har flere kroniske sygdomme.

 

Der kunne måske være en vis mening med galskaben, hvis det var sådan, at kommunerne allerede i dag var i stand til at levere en ordentlig ældreomsorg. Men det er langt fra tilfældet. Budgetterne er stramme. Og vi har på det seneste set en ny tendens: brugerbetaling. Mange kommuner opkræver betaling, når folk, der er færdigbehandlet på sygehuset, skal plejes på en kommunal akutplads. Det viser sig heldigvis at være ulovligt. Endnu…

 

Reformen kan vise sig at give mere ulighed i sundhed: De, der har andre muligheder, vil flygte fra de kommunale tilbud over til private.

 

Man må stille sig selv spørgsmålet: Er forslaget til sundhedsreformen en skjult vej til mere brugerbetaling og privatiseringer?

 

Øgede behov, manglende ressourcer
Reformen tager ikke fat om de egentlige problemer i sundhedssystemet. Der er nogle strukturelle forhold, der medfører, at behovet for sundhedsydelser er stigende. En aldrende befolkning skaber naturligt nogle behov. Samfundet har ikke løst de problemer, der f.eks. handler om nedslidning og stress i et stadigt mere hektisk arbejdsmarked.

 

Men også den teknologiske udvikling øger behovet for behandlinger. Der tilbydes behandlinger, som for blot få år siden var utænkelige. Det er ofte komplicerede og kostbare behandlinger. Og der er en politisk konsensus om lige og fri behandling. Og dette princip skal vi naturligvis fastholde.

 

Endelig er der en sundhedsindustri, som gerne vil have deres del af kagen. Priserne på medicin og medicinsk udstyr stiger og stiger.

 

Af disse grunde er forestillingen om lavvækst inden for sundhedsområdet en umulighed.Nogle af de løsninger, som reformen peger på, er helt utilstrækkelige, især fordi der ikke følger økonomi med.

 

Regeringen vil uddanne 2.000 flere sygeplejersker. Det er nødvendigt. Ikke mindst fordi så mange forlader faget på grund af de barske arbejdsforhold. Men det er ikke så ligetil at få flere gennem uddannelsen, hvor der i dag er et frafald på 40 procent. For samtidig er der ikke tegn på, at regeringen vil ændre på de besparelser, der årligt rammer alle uddannelserne.

 

Og det allerstørste problem, der skal løses er arbejdsforholdene, både på sygehusene og i kommunerne.

 

Modstand og modkrav
Regeringens forslag til sundhedsreform kalder på modstand. Heldigvis har den ikke mødt den store begejstring i befolkningen. Af gode grunde, fordi den i sin konsekvens indeholder både privatiseringer, brugerbetaling, dårlige arbejdsforhold og bureaukrati. Disse ting er upopulære i brede kredse, især når det handler om sundhed.

 

Vi, det vil sige Enhedslisten, skal bruge lejligheden til at pege på vores løsninger:
Et sundhedsvæsen, hvor der er ressourcer til behandling af alle uanset alder og social baggrund. De ansatte skal have et ordentligt arbejdsmiljø.  Sundhedsvæsnet skal være offentligt, gratis og under demokratisk kontrol. Og hverken en privat sundhedsindustri eller den grådige medicinalindustri skal have lov til at skovle store profitter ind på de syges og/eller skatteydernes bekostning.

 

SAPs forretningsudvalg, den 3.februar 2019

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar, Sundhed

single.php