Kun fire år efter sin dannelse er Venstrefløjens og Arbejdernes Front (FIT) blevet et centralt omdrejningspunkt på venstrefløjen og har hurtigt erobret en plads på den nationale politiske scene.

af Federico Fuentes, Nicolás del Caño

FIT (Frente de Izquierda y Trabajadores) blev dannet som en alliance mellem tre trotskistiske partier: Socialistisk Arbejderparti (PTS), Arbejderpartiet (PO) og Socialistisk Venstre (IS). Det startede mest som et forsøg på at imødegå de nye valgregler, som kræver over 1,5 procent af stemmerne i primærvalget (PASO) for at kunne stille op til valg. (se note om PASO)

Det første forsøg, i primærvalget i 2011 forud for parlamentsvalget samme år, var en relativ succes, hvor FIT med den historiske venstrefløjsleder Jorge Altamira i spidsen fik over en halv million stemmer (2,46 procent).

I år, i primærvalget i juli, stemte over 750.000 på en af de to FIT-præsident-kandidater. Da man ikke kunne enes om en fælles liste, brugte man systemet i primærvalget til at lade vælgerne afgøre, hvem der skal stille op som præsident/vicepræsident.

Denne gang blev Altamira slået af den 35-årige Nicolás del Caño, en ung aktivist fra PTS, som blev landskendt i 2013, da han blev valgt til parlamentet i den traditionelt konservative Mendoza-provins med 14 procent af stemmerne.

Det følgende interview med del Caño om situationen i Argentina i dag og det forestående valg den 25. oktober blev lavet af Federico Fuentes for Green Left Weekly (Australien).

Jeg vil starte med at prøve at forstå den politiske situation i Argentina. For lidt over ti år siden var der mange på venstrefløjen, der så på Argentina på grund af begivenheder som Argentina-oprøret i 2001 (som førte til, at flere præsidenter måtte træde tilbage i løbet af kun en uge), det totale kollaps i opbakningen til de traditionelle partier og fremvæksten af en lang række modstandsformer fra basis, som de arbejdsløses piquetero-bevægelse, besatte fabrikker, kvartersråd og så videre. Alligevel fik peronisterne og den genetablerede højrefløj næsten 90 af stemmerne i de seneste primærvalg, og Kirchners bevægelse – som mange ser som en del af de progressive regeringer i Latinamerika – måtte vælge en peronistisk kandidat fra højrefløjen i et forsøg på at forblive ved magten. Kan man sige, at den politiske periode, der blev formuleret i 2001 med sloganet ”Ud med dem alle!” – at denne periode med modstand fra neden er forbi og er blevet afløst af en slags genetablering af den gamle orden? ["Kirchners bevægelse" refererer til Argentinas nuværende præsident Cristina Fernández de Kirchner, CFK, og hendes parti, Partido Justicialista, som også er kendt som Argentinas "peronistiske" parti, efter grundlæggeren Juan Perón, o.a.]

Den krise, som startede i 2001, var meget dyb og forklarer langt hen ad vejen, hvor Kirchers bevægelse opstod. Faktisk var Nestors Kirchners sejr [Cristina Fernández de Kirchners nu afdøde mand, o.a.] i 2003 med kun 22 procents støtte et udtryk for, hvor dyb krisen var – en kombination af økonomisk katastrofe, og at staten havde mistet sin autoritet.

I en debat for nogle dage siden forklarede min kammerat Christian Castillo (PTS-leder og tidligere medlem af provinsparlamentet i Buenos Aires), hvordan svagheden hos dem i basis, arbejderbevægelsen, var i defensiven, med en høj arbejdsløshed og konsekvenserne af de angreb og splittelser, man havde været udsat for i løbet af det nyliberale årti – og den kapitalistiske genrejsning, som begyndte i juni 2002 forplumrede situationen og gjorde det nemmere for Kirchner-bevægelsen op vokse frem, forankret på tre piller: en stor del af det peronistiske apparat, som var begyndt at ændre sin diskurs, en del af fagbureaukratiet og en indlemmet del af den liberale midterfløj (progresismo).

Dette gav regeringen mulighed for at fortsætte sine forsøg på at misbruge venstrefløjens paroler, samtidig med at man indædt undertrykte avantgarden i arbejderbevægelsen.

Det betyder ikke, at der ikke har været tilbageslag eller kriser. På mange måder er Kirchner-bevægelsen nået til vejs ende i sin livscyklus i en svækket stat, – med en politisk opposition i krise, men også med sin egen vedvarende krise. De står over for den samme krise som mange af de andre post-nyliberale regeringer i regionen.

Man kan heller ikke forstå dannelsen af FIT, eller hvorfor vi er kommet bedre ud af det end andre politiske strømninger, uden den vedholdende kamp fra arbejderbevægelsen i løbet af Kirchners tiår. Fra de første faglige græsrodskampe, som strejkerne i den multinationale Kraft-koncern, til den eksemplariske kamp hos arbejderne i Lear bilfabrikken, der er knyttet stærkere bånd mellem militante arbejdere og den revolutionære venstrefløj.

Dette kom delvist til udtryk i den større andel af arbejderkandidater på vores ”Forny og Styrk-liste”, som opstillede over 1800 arbejderkandidater. I forhold til den næste regering betyder den kendsgerning, at arbejderbevægelsen ikke har lidt nogle afgørende nederlag og har akkumuleret vigtige erfaringer gennem disse 12 år, at enhver regering, som forsøger at gennemføre nedskæringer, vil få et stort problem.

Hvorfor valgte du, som den yngste af samtlige præsidentkandidater, at stille op i FITs primærvalg? Hvordan forklarer du din sejr?

Først foreslog PTS at lave en fælles liste med kammeraterne i PO. Det er tydeligt, at der er to politiske strømninger i FIT, PTS og PO. Men vi mente, at det var vigtigt at gå til valget i oktober så samlet som muligt.
I Mendoza fik min kammerat Noelia Barbeito (som stiller op til det landsdækkende parlament) 110.000 stemmer tilvalget som provinsguvernør, over 10 procent af de afgivne stemmer. Det var en virkelig imponerende kampagne for venstrefløjen. Noget lignende skete ved byrådsvalget i Mendoza, hvor jeg var spidskandidat og vi kom ind på andenpladsen og endda slog Kirchner-bevægelsens kandidat. Vi ville se, om det var muligt, på landsplan, at demonstrere denne kombination af et særdeles godt valgresultat i Mendoza blandt dele af arbejdere og unge med en effektiv revolutionær parlamentarisk praksis, som har vist for mange, at det er muligt at føre en anden slags politik end den, man kender fra de traditionelle kapitalistiske partier.

Gennem det seneste år har vi brugt vores nationale, regionale og lokale mandater til at støtte alle arbejderkampe. Samtidig har vi forpligtet os selv til kun at hæve en løn, der svarer til en lærerløn og give resten til faglige kampe. Så vi mente, det var vigtigt at demonstrere denne erfaring på landsplan ved at stille mig op som præsidentkandidat, men da vi ikke var enige med kammeraterne fra PO om en fælles kandidat, brugte vi primærvalget til at afgøre, hvem det skulle være.

Jeg tror, at mit kandidatur gav udtryk for holdningen hos hundredtusinder af kvinder, unge og arbejdere over hele landet, som ser begrænsningerne i tiåret med Kirchner. Vi gjorde os store anstrengelser for at udbrede vores ideer, og de mange stemmer, vi fik, viste, at vi er blevet et redskab for utilfredshed på venstrefløjen. Vores sejr, for at sige det på den måde, var også et udtryk for den udbredte sociale skuffelse over Kirchners bevægelse.

Vores sejr i primærvalget gjorde det muligt at få en højere grad af anerkendelse, men vores projekt har et kollektivt mål. Vi har ikke prøvet at opbygge individuelle ledere på venstrefløjen, men at skabe et parti, som er rodfæstet i arbejderklassen og blandt de unge, og som kan påvirke den nationale politik og forberede vejen fremad mod vores mål: en regering for arbejderne og folket.

Til dels blev FIT dannet i 2011, for at venstrefløjen kunne klare den spærregrænse, der var lagt i primærvalget. Den gang lykkedes det jer ikke at komme over, men nu har I fået dobbelt så mange stemmer som nødvendigt og var kun få stemmer fra at blive det fjerdestørste parti. Hvordan forklarer du denne voksende opbakning?

Som jeg sagde før, så er der på den ene side en udbredt skuffelse over Kirchner-bevægelsen, som brugte en brugte retorik til at komme med mange løfter, som man aldrig indfriede, hvorimod man hver eneste dag demonstrerede, at det er en regering, som varetager arbejdsgivernes og de store godsejeres interesser, uanset de mange modsætninger, der eksisterer mellem forskellige grupper.

På den anden side er den antikapitalistiske venstrefløj i Argentina, især de trotskistiske organisationer, blevet et referencepunkt for mange grupper, som kæmper od arbejdsgiverne og det fagige bureaukrati, og for mange unge, hvoraf mange ikke er hjulpet af fagforeningerne, tjener under minimumslønnen og ofte er ofre for politiets forfølgelse.

Det forklarer også, hvorfor vores liste fik støtte fra mange unge arbejdere, studerende og kvinder, som ikke kun førte an i en stor mobilisering mod vold mod kvinder [i juni i år], men som gennem de sidste ti år har ført kampagne mod Kirchner-regeringens modstand mod at legalisere abort (et krav, som støttes af flertallet af befolkningen). Det er de vigtigste dele af befolkningen, som støtter venstrefløjen, i det seneste valg, på gaden og i kampe på arbejdspladser.

I 2013 fik FIT 1,2 millioner stemmer, et historisk resultat. Da vi indtog vores pladser i parlamentet, holdt vi aldrig op med at støtte arbejdere i kamp. Tværtimod optrappede vi vores støtte. Faktisk var en af de annoncer, som havde den største betydning under vores kampagne, en, som viste mig sammen med arbejderne fra Lear, som jeg støttede gennem 2014 og fortsat støtter, hvor de blokerede den panamerikanske highway, eller en med mig i Kongressen i en debat med regeringens tidligere leder, Jorge Capitanich, hvor jeg anklager ham for at optræde som en arbejdsgiver, der forsvarer virksomhedernes interesser.

PTS´ medlemmer af parlamentet kæmper for en dagsorden for det arbejdende folk i Kongressen. Vi handler i overensstemmelse med vores program: I vores kampagne foreslog vi, at valgte og embedsfolk skulle tjene en løn på størrelse med en lærer, hvilket vi også har fremlagt som et forslag i Kongressen og i en række provinsparlamenter, men de er blevet afvist. Trods dette tager vores medlemmer af parlamentet kun imod en lærerløn og giver resten som støtte til kampe, til strejkefonde og arbejdere. Det er alt sammen dokumenteret og offentligt kendt.

Fremgangen i stemmetal betyder også, at flere kandidater fra FIT er blevet valgt til parlamenterne på lokalt, provins- og nationalt niveau. Hvad håber FIT at opnå med disse pladser i parlamentet?

Vores mål er at være talerør for arbejdere, kvinder og unge, at udbrede de krav, som folk på arbejdspladserne stiller i deres kamp mod løsarbejde, lønforhøjelser og imod inflation. X modsætning til ideen om en venstrefløj, som “tilpasser sig”, som fører sig frem mere forsigtigt, så ønsker vi at opbygge en fast venstrefløj, som kæmper sammen med arbejderne i kamp, og som fordømmer den politiske kaste – de funktionærer, der lever som millionærer på bekostning af folket.

Samtidig er vi klar til at slås med den næste regering, som – uanset hvem der vinder, vil gennemføre nedskæringer. Det er derfor, vi siger, at vi stiller op mod “nedskærings-kandidaterne”, fordi de alle har besluttet sig for et program, der gavner erhvervslivet, og vi ønsker at styrke den venstrefløj, som står fast sammen med de arbejdere, der fordømmer udsalget af vores naturressourcer, som min kammerat Raul Godoy (en arbejderleder fra Zanon-fabrikken, som for nylig blev genvalgt til provinsparlamentet i Neuquen) gjorde, da regeringen og oppositionen blev enige om at give oliereserverne i Vaca Nuerta til den multinationale Chevronkoncern.

Vores parlamentarikere vil også fortsat hjælpe med kvindemobiliseringer mod den obskure indflydelse fra den katolske kirke, og styrke kampen for retten til abort og mod vold fra mænd.

Hvad bliver hovedpunkterne i jeres valgkampagne, og hvad håber I at få ud af det?

Efter primærvalget må FIT stå samlet op til det nationale valg. Vi er den eneste kraft på venstrefløjen og de eneste, som tilbyder et reelt klassealternativ til de tre vigtigste borgerige kandidater: Scioli, Macri og Massa. Vi har mulighed for at vinde flere mandater både lokalt og nationalt i en række provinser.

Med hensyn til vores program, så vil vores vigtigste programpunkter, ud over hvad jeg tidligere har nævnt, handle om at arbejde videre på vores velkendte linje om at få sat en arbejderdagsorden: imod løsarbejde, for en minimumsløn, som dækker en families behov, for en progressiv beskatning af de store virksomheder, afskaffe skat på arbejde og andre skatter som for eksempel moms på basale fornødenheder.

Vi vil også udvikle vores forslag om at nationalisere olie, minedrift og gas, ekspropriere de 4000 største godsejere, som ejer den dyrkbare jord i landet, sætte bankerne og udenrigshandelen under statslig kontrol.

Vi kæmper for en arbejderregering, hvor landets rigdomme bliver stillet til rådighed for det store flertal af den arbejdende befolkning, og ikke for en håndfuld kapitalister.

Sidste spørgsmål: Med tanke på de diskussioner, der har været inden for FIT, og at det ikke lykkedes at bive enige om en fælles liste, og at andre partier på venstrefløjen ikke lykkedes at komme over spærregrænsen, vil I så prøve at samarbejde med og måske endda integrere disse andre kræfter i jeres kampagne?

På vores sidste landsmøder i FIT har vi foreslået en stor fælles kampagne og har afvist ideen fra de andre lister, som ikke nåede over 1,5 procent, om at støtte FIT, sådan som de normalt har gjort. Faktisk har en række organisationer allerede udtalt sig i denne retning.

FIT har et program for klasseselvstændighed, som adskiller sig fra andre valgalliancer eller brede partier, som er blevet dannet de seneste år mellem reformister og revolutionære (som Syriza eller Podemos).

FIT vil lave en nyt program i forhold til den næste regering, som snart vil blive offentliggjort, og på det grundlag er vi parat til at diskutere med alle strømninger, grupper og enkeltpersoner, som forsvarer klasseselvstændighed og perspektivet om en arbejderregering.

Note: PASO (primarias abiertas simultáneas y obligatorias) er betegnelsen for de primærvalg, som afholdes I Argentina for at afgøre, hvilke partier, der kan stille op i de nationale valg. Systemet blev indført i 2009, og valgdeltagelsen er obligatorisk. Dog kan vælgere på 16 og 17 år undlade at stemme, ligesom vælgere over 70. Primærvalgene kan også afgøre, hvilken liste partiet stiller op på, det vil sige en slags intern opstilling, men bestemt af vælgerne. Retten til opstilling kræver en vælgeropbakning på mindst 1,5 procent.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com