Den 1. maj lukkede og slukkede det hæderkronede renovationsfirma R98 i København. Det var ikke bare en firmalukning, som mange andre. Det var afslutningen på 111 års historie om kommunal skraldindsamling organiseret som en ”koncessioneret” virksomhed. Nu gjaldt det markedsstyring, skraldet var sendt i EU-udbud og skraldemændene ”virksomhedsoverdraget” til private vognmænd.

af Ebbe Rand Jørgensen

Bogen ”Vi tog skraldet” fortæller historien om de 111 år, både om den samfundsmæssige, og tekniske udvikling og ikke mindst aktørerne: Om skraldemænd, direktører, politikere, embedsmænd og private konkurrenter og deres indbyrdes konflikter og diskussioner.

Københavnske Grundejeres Renholdningsselskab (KGR) startede i 1998. Det var problemer med de private vognmænds indsamling af natrenovation (latrin), der fik politikerne på Københavns Rådhus til at gribe ind. Der var behov for en standardisering af materiellet, vogne og spande og en ordentlig hygiejne. En løsning kunne være, som socialdemokraterne foreslog, at lade kommunen selv overtage opgaven. En løsning helt i overensstemmelse med tidens ”kommunesocialistiske” idéer.

Det blev nu grundejerne, der med den selvejende institution KGR fik eneret på opgaven. De fik opbygget en effektiv organisation og bygget anlægget til rengøring af latrinspande. Kommunen ville sideløbende med den 40-årige kontrakt udbygge kloaknettet. Processen blev dog mere langvarig end forventet, (den sidste ”chokoladevogn” kørte i 2008).

I årenes løb kom fokus mere på indsamling af dagrenovation (husholdningsaffald), renholdningsselskabet fik kontrakter på dagrenovationen, og i 1964 fik KGR kontrakt på dagrenovationen i hele Københavns Kommune. I 1972 overtog selskabet, som nu havde skiftet navn til R98, også renovationen i Frederiksberg Kommune.

Teknisk udvikling og faglig organisering
R98 var blevet en betydelig virksomhed, der nu stod for indsamling af husholdningsaffald fra 600.000 husstande og beskæftigede 350 skraldemænd. Skraldemændene blev en fagligt stærk gruppe, som var med til at sætte dagsordenen og sikre sig bedre løn og arbejdsvilkår.

Men virksomheden var også teknologisk førende. De udviklede selv deres eget materiel, moderne komprimatorbiler bl. a. Det skete med deres egne ingeniører og på deres eget værksted, hvor de også vedligeholdt deres biler.

Der udviklede sig en række andre aktiviteter, organiserede i en række datterselskaber, der i modsætning til moderselskabet, – det koncessionerede R98 – var almindelige kommercielle foretagender, der skulle virke på markedsvilkår.

R98 havde en særstilling, der gav dem helt unikke muligheder. F.eks. havde de al ekspertisen, hvor kommunens embedsmænd på en række områder ikke havde den store indsigt.

Men der var klart nogle fordele, både for kommunen og staten. Ikke mindst i forhold til at udvikle ”den danske affaldsmodel”, hvor miljøministeriet kunne trække på R98’s ekspertise. Og København var den storby i Europa, der kunne bryste sig af at have den mest moderne og bedst fungerende affaldsindsamling.

Men det var en torn i øjet på nogle af de private vognmænd, at R98 havde en kontrakt med kommunen, der løb frem til 2020. De private oplevede en unfair konkurrence, måske også fordi R98 gav deres skraldemænd en bedre løn og nogle velfærdsgoder, f.eks. ordentlige omklædningsforhold og adgang til en fælles medarbejderkantine.

En anstødssten var også de mange aktiviteter i forskellige datterselskaber, som i hvert tilfælde formelt set var økonomisk uafhængige af moderselskabet, men hvor der klart var en synergi med R98′ kerneaktivitet – indsamling af dagrenovation. Et eksempel er det – på et tidspunkt – succesrige RGS90, der bl.a. lavede rensning af forurenet jord.

Det var også aktiviteterne i RGS90, der endte som en økonomisk katastrofe, som truede med at trække hele koncernen ned. Et spændende og teknisk avanceret projekt i et stort industrianlæg ved Stigsnæs skulle skabe genbrug af PVC-affald. Anlægget kom aldrig til at køre tilfredsstillende og endte med en økonomisk katastrofe. En medvirkende årsag var, at en forventet EU-lovgivning med skrappe krav om genbrug af PVC-affald aldrig blev til noget.

Den ”gode” udlicitering
Men det var ikke alene økonomiske problemer, der ramte R98. Det, der oprindeligt havde set ud som en fornuftig konstruktion – en 50-årig kontrakt, der gik frem til 2020 – var kommet helt ud af trit med den herskende politiske dagsorden. Nu var normen at sende renovation i udbud med 4 – 5 års mellemrum. Frederiksberg og København var blevet særtilfælde med deres koncession.

Det handlede om at skabe et marked for de private renovationsfirmaer, men også om prisen.

Der var skabt en myte om, at renovationen i København var en guldgrube, og politikerne pressede R98 til at gennemføre besparelser. Kommunen havde netop i 90’erne lavet en kraftig rationalisering af nogle af sine egne tekniske områder, f.eks. belysningsvæsenet og nu ville de fortsætte med R98. Der var ellers gennemgående stor tilfredshed blandt brugerne, men alligevel blev der lavet nogle rationaliseringer.

Men det fjernede ikke presset på R98. De store renovationsfirmaer ville have del i ”guldgruben”. De organiserede sig med firmaet Marius Pedersen i spidsen. Konkurrencestyrelsen og Konkurrencerådet blev inddraget. Der kom en ny regering VKO-regering til, der ændrede nogle regler på området. En lidt indviklet juridisk historie, men det korte af de lange er, at R98 og kommunerne aftalte at afvikle kontrakten og sende renovationen i udbud i etaper over en femårig periode 2006-2011.

Det administrative personale skulle overgå til kommunerne, og skraldemændene skulle virksomhedsoverdrages til de nye skraldefirmaer. Det skulle være et eksempel på den ”gode” udlicitering. Skraldemændene i R98 havde fået tilkæmpet sig lidt bedre løn end deres kolleger i de øvrige firmaer. Der blev forhandlet en ny lønaftale, der skulle sikre, at de kunne beholde en del af deres løn og andre goder.

Renovationsfirmaer stod i kø for at byde på opgaven – skulle man tro. Men da de første distrikter kom i udbud, kom der kun et bud, som i øvrigt ville fordyre renovationen betydeligt.

Københavns Kommune kasserede licitationen, ændrede betingelserne lidt og sendte opgaven i udbud på ny. Denne gang kom også kun et bud, men fra en anden udbyder. Et kontrolbud fra Københavns Kommune udviste en lavere pris, men alligevel valgte man at overlade indsamlingen af dagrenovation i de udbudte distrikter til firmaet City Renovation, et selvskab ejet 100 procent af HCS.

Ikke underligt, at det gav anledning til protester og en strejke. HCS var kendt blandt skraldemændene, som en dårlig arbejdsgiver. Dårligt arbejdsmiljø var en af hovedårsagerne til strejkerne i 2009 i foråret en række omegnskommuner, hvor HCS har renovationen.

Ved de følgende udbud vandt forskellige kendte større renovationsfirmaer de øvrige distrikter.

Men Frederiksberg Kommune valgte en anden løsning. Erfaringerne fra det første udbud fik dem til at indlicitere og opbygge deres egen renovationsafdeling. De konservative på Frederiksberg gennemførte det, som Socialdemokraterne ikke kunne komme igennem med i København i 1898 og ikke turde gennemføre i 2009.

Et helt igennem spændende stykke Danmarkshistorie. For den, der har en faglig eller politisk interesse i offentlig ”forsyningsvirksomhed” er bogen obligatorisk læsning. Et vigtigt bidrag, hvis man vil grave sig dybere ned i diskussionen og de historiske erfaringer om privatisering, udlicitering/indlicitering af kommunale opgaver.

Og så er det en rigtig lækker tryksag, med mange flotte illustrationer af skraldemænd og deres komprimatorbiler, fotos som taler til drengen i os alle.

Vi tog skraldet, af Søren Federspiel, Informations Forlag 296 sider, 299 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com