Der går en lige linje fra fyringer på hospitalerne til milliardprofitterne i medicinalindustrien. Firmaerne nasser på den offentlige forskning og hemmeligholder resultaterne. Den statslige medicinproduktion må udvides drastisk, og vi må have fuld offentlighed om forskning og regnskaber i den private sektor.

Artikelserie om
antikapitalistiske krav

 I foråret arbejdede en arbejdsgruppe i SAP med udviklingen af antikapitalistiske krav. Gruppen bestod af Anders Hadberg, Falle Hjorth og Michael Voss. I første omgang resulterede arbejdet i et arbejdspapir, som er udsendt blandt SAP’s medlemmer, og som er diskuteret i SAP’ Landsledelse.

Arbejdspapiret indgår også i arbejdet i den arbejdsgruppe under Enhedslistens hovedbestyrelse, som skal producere en Krisepjece 2 med fokus på kriseløsninger.

På baggrund diskussionerne i SAP har arbejdsgruppens medlemmer omarbejdet arbejdspapiret til fire artikler, som vil blive bragt i Socialistisk Information.

Denne artikel handler om antikapitalistiske krav i forhold til medinalindustrien. Tidligere er bragt artikler om finans-sektoren,  om energisektoren og en generel artikel om metoden i antikapitalistiske krav. Artiklerne skal ikke læses som ét samlet program, heller ikke som færdigudviklede sektorprogrammer, men som eksempler på, hvordan vi kan gribe udviklingen af antikapitalistiske krav an.

Vi håber, at diskussionerne i Enhedslisten, SUF og på andre dele af venstrefløjen kan udvikle og forbedre dem.
 

Sygeplejersker, sosu-assistenter og andet hospitalspersonale bliver fyret over hele landet. Resultatet er dårligere og senere behandling af patienterne. I alt skal hospitalerne spare en milliard kroner alene i år.
Næsten samtidig med at sparekravene blev offentliggjort, kunne Danmarks største medicinalfirma, Novo Nordisk, offentliggøre det glade budskab, at de i 2009 havde et overskud på næsten 14 milliarder kroner.
Også de andre medicinalfirmaer har store overskud, som kommer aktionærerne til glæde. LeoPharma tjente fra 2005 til og med 2008 hvert år omkring 3 mia. kr. Lundbeck lå lidt lavere i perioden, men nåede da i 2009 op på 2,3 mia.

Dertil kommer andre milliarder, som bliver spildt på markedsføring, dvs. på at udkonkurrere andre medicinalfirmaer, som tilbyder et produkt, der er lige så nyttigt eller unyttigt. I 2009 brugte Lundbeck 4 mia. kr. på markedsføring og Novo Nordisk 11,6 mia.

Skruer priserne op
Fra de fyrede hospitalsansatte til store overskud i medicinalfirmaerne er der en direkte linje. Medicinalindustrien er ikke ramt af krisen, bl.a. fordi de har en sikker afsætning til hospitaler og i form af sygesikringsfinansieret medicin. Priserne drøner i vejret, og medicinudgifterne fylder mere og mere i hospitalernes budgetter. Fra 2000 til 2008 steg udgifterne til sygehusmedicin med 200 procent (Politiken, 18.6.09).

”I dag tager industrien den pris, som markedet er villigt til at betale. Men den pris er skruet højt op og står for det første slet ikke mål med de private virksomheders indsats og udviklingsomkostninger, og for det andet har vi ofte en monopollignende situation via databeskyttelsesrettigheder, og fordi de store firmaer har opkøbt de mindre. Ulovlige prisaftaler firmaerne imellem er velkendte, men kommer i sagens natur kun sjældent til offentlighedens kendskab,” sagde en af landets førende sundhedsanalytikere, Peter Gøtzsche, leder af Det Nordiske Cochrane Institut til ugebrevet Mandag Morgen den 19. marts 2007.

Nasser på det offentlige
Men så skaber medicinalfirmaerne arbejdspladser, udvikler nye mediciner og tjener penge til Danmark på eksport, vil mange sige.

For det første er det en sandhed med modifikationer. Samme år som Lundbeck havde et overskud på 2,3 mia. kr. fyrede de 230 ansatte.

For det andet nasser de på den offentligt finansierede forskning. Den citerede Mandag Morgen artikel fortæller, at den amerikanske journalist og forfatter Merrill Goozner i en bog har påvist, at de største medicinske landvindinger inden for de seneste 15-30 år har deres oprindelse i offentlige laboratorier.

Når medicinalfirmaerne begrunder højere priser med udviklingsomkostningerne, har det ifølge Goozner intet på sig. Som eksempel fortæller han om Bristol-Myers Squibb, en af verdens største medicinalvirksomheder, som tog otte gange så meget for kræftmidlet Taxol, som det offentlige amerikanske National Cancer Institute havde betalt sine forskere for at udvikle præparatet.

Det bekræfter Peter Gøtzsche i samme artikel:
”De største landvindinger er sket ved, at offentlige forskere utrætteligt har fortsat og fortsat med at lede. Medicinalindustrien har skabt den myte, at det er dem, der skaber de største landvindinger, og det er en af deres begrundelser for, at de ofte tager en ualmindelig høj pris for deres medicin. Men det holder ikke, når man ser på virkeligheden.”

Sponsorater styrer
For at være helt sikre på at den offentlige forskning er i virksomhedens interesse har Novo nu købt sig ind på Københavns Universitet. Om det skriver Mandag Morgen:
”For biotek og medicinalselskaber er den offentlige forskning nærmest uvurderlig. Undersøgelser viser, at firmaer, som har sponsoreret universitetsforskning eller samarbejder med universitetsforskere, har opnået højere grader af innovation og performance. Firmaerne får adgang til gratis viden…”

”Virksomhederne sponsorer de forsøg, som har størst markedspotentiale,” udtalte ledende overlæge Lisa Sengeløv til Berlingske Tidende den 8.4. i år. Hun er også formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi.

Forskningssnyd
Også inden for virksomhedernes egne rammer forsker og udvikler medicinalfirmaerne nye mediciner, men de bestemmer selv hvilke, og i praksis er det umuligt at kontrollere, om det er nyttigt, om det er det bedste mulige, eller om det ligefrem er skadeligt.

To undersøgelser i det ansete Journal of American Medical Association har vist, at de offentliggjorte resultater af medicinalindustriens kliniske forsøg ofte er ensidige, sådan at lægemidlernes effekt fremstår bedre end realiteterne, og at bivirkningerne undervurderes. (Berlingske Tidende 10.12.09)

I samme artikel i betegner overlæge Christian Gluud fra Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet denne datamanipulation for forskningssnyd:
”Problemet har været diskuteret de sidste 50 år eller mere, og det tyder på, at der er meget massive kræfter imod den eneste åbenlyse løsning på problemet, nemlig total gennemskuelighed med kliniske forskningsresultater, og da kan jeg kun pege på én faktor – nemlig industriens pekuniære (penge – MV) hensyn, som stilles over en række etiske og medmenneskelige hensyn.”

Big Pharma kører løbet
Den 8.4. i år berettede Berlingske Tidende, at der kommer så mange nye midler på gaden, at lægerne i dag i praksis ikke har mulighed for at teste eksisterende kræftmidlers effekt og bivirkninger, med mindre producenten synes, den er en god ide.

”Der kommer så mange nye lægemidler i øjeblikket, at vi næsten ikke kan nå at udtale navnene. ’Big Pharma” kører stort set løbet,” sagde Torben Palshof, overlæge ved onkologisk afdeling på Århus Universitetshospital og formand for De Multidisciplinære Cancergrupper til avisen.

Med til billedet hører, at udgifterne til lægeordineret medicin også er steget dramatisk. Her kører medicinalfirmaerne intensive kampagner – med belønninger – over for de praktiserende læger. F.eks. er 80 % af lægernes efteruddannelse sponsoreret af medicinalindustrien (Berlingske Tidende 29.8.07).

Offentlig produktion
Sundhed er for vigtig til at overlade til private virksomheder. Når man ser på deres profitter og hospitalernes økonomi, er det åbenlyst også for dyrt at overlade til private virksomheder.

Sundheden et samfundsanliggende. Det gælder hospitalerne, men det gælder også medicin-produktionen.
Faktisk producerer staten allerede i dag medicin. Seruminstituttet producerer vacciner, selv om VKO-regeringen har haft travlt med at afmontere denne produktion.

En folkelig bevægelse for ansatte i sundhedssektoren og deres fagforeninger i spidsen må kræve af en ny regering, at den går en anden vej: Den må styrke og udbygge medicinproduktionen på Seruminstituttet og på nye statslige medicinal-virksomheder.

Dette krav har Enhedslisten tidligere fremsat, og det bakkes op af Peter Gøtzsche:
”Det allerbedste ville være, hvis det offentlige også selv udviklede præparaterne helt til det tidspunkt, hvor de kunne sælges. Så kunne man prisfastsætte dem ordentligt, og så kunne almindelige mennesker få råd til det – også i u-landene, hvor effektiv sygdomsbekæmpelse ville øge mulighederne for, at landene kunne klare sig selv.” (Mandag Morgen, 19.3.07)

Alene det skridt vil på én gang skabe arbejdspladser og skaffe billigere medicin til borgerne og til hospitalerne, fordi der ikke skal trækkes penge ud til profitter. Samtidig vil det give mulighed for at demokratisere arbejdspladsen, så de ansatte får kontrol med alle sider af driften og ret til at afvise beslutninger, som får konsekvenser for deres arbejdsforhold.

Begræns den private sektor
Men en nicheproduktion løser ikke problemet, hvis medicinalfirmaerne fortsat kan sidde på hovedparten af produktionen og styre forskningen efter profithensyn. Umiddelbart må vi kræve yderligere tre indgreb over for medicinalindustrien.

For det første må regeringen sikre den offentlige medicinalproduktion mod at blive underbudt af de private. Det kan ske ved at indføre eneret til de typer medicin, der bliver produceret offentligt.

For det andet må det sikres, at det er det mest samfundsnyttige medicin, der udvikles, og at patienter i Danmark og Den Tredje Verden ikke misbruges som forsøgskaniner. Derfor må der indføres offentlig kontrol med medicinalfirmaernes forskning, finansieret af en særskat på medicinalfirmaerne. De har tydeligvis råd til det.

For det tredje må denne kontrol danne grundlag for demokratiske samfundsmæssige beslutninger om, hvad der er vigtigst at forske i, udvikle og sætte i produktion. Disse prioriteringer må de private medicinalfirmaer også indordne sig under.

Tallene på bordet
Regnskabstallene viser store overskud, men noget tyder på, at vi ikke får hele sandheden at vide. Måske er tallene endnu større. Sidste år fik et amerikansk medicinalfirma en milliardbøde for at betale for lidt i skat i USA (Politiken 28.3.09).

I forbindelse med et marketings-trick med gratis insulin til børn i Afrika oplyste Novo Nordisk, at overskuddet ved at sælge insulin i udviklingslande var minimal, fordi de kun sælger den til 20 % af prisen i de udviklede lande. (Berlingske Tidende 17.2.09). Hvis de kan sælge til en femtedel af normalprisen og alligevel få en – ganske vist – ”minimal profit”, så må profitten ved salg til normalpris være enorm.

Medicinalprofitterne er skabt af de ansatte, og regningen betales af samfundet. Derfor må både ansatte og offentligheden have fuldt kendskab til regnskaberne. Vi vil se, hvor meget de i virkeligheden tjener, og vi vil kontrollere deres sædvanlige undskyldning for de høje priser, nemlig udgifterne til at udvikle nye patenter.
Det vil give mulighed for at sætte ind med en hårdere beskatning, som umiddelbart kan være med til at forhindre nedskæringer i sundhedssektoren og finansiere forbedringer.

Kapitalens modtræk
Medicinalfirmaerne vil råbe og skrige, så snart en regering bare antyder, at den overvejer det mindste af disse skridt på vejen til en billig og samfundsnyttig medicinalproduktion.

De vil påstå, at de går fallit – men nægte at åbne regnskaberne. De vil hævde, at de ikke kan forske videre, men ikke give offentligt ansatte læger adgang til laboratorierne. De vil true med at flytte produktionen til udlandet.
Grækerne fik lidt af denne medicin at smage tidligere i år, da den græske regering satte prisen på alle lægemidler ned med 25 %. Novo Nordisk besluttede straks at ophøre med at sælge sin insulin i Grækenland.
”Så kan vi ikke drive en lønsom forretning, og derfor har vi ikke nogen anden mulighed end at trække en streg i sandet,” sagde koncernchef Lars Rebien Sørensen (Politiken 31.5.10). Det viser, hvor hurtigt det er nødvendigt at reagere med yderligere indgreb. Hvis ikke grækerne selv kan producere insulin, er de afhængige af Novo Nordisk.

Nationalisering
Ofte vil truslerne dog være teatertorden. Selv med et mindre marked og med lidt lavere profit, vil det stadig kunne betale sig at producere og sælge medicin i Danmark – fordi afsætningen næsten er sikret på forhånd.
Men skulle Novo, Lundbeck og de andre forsøge at gøre alvor af disse trusler, er der kun ét svar: Staten må overtage virksomhederne og drive dem videre under de ansattes kontrol.
Det kan blive en nødvendig reaktion på ejernes flugtplaner, men det vil samtidig være et stort fremskridt, som skaffer penge til sundhedssektoren og gør det muligt at forske, udvikle og producere ud fra demokratiske beslutninger om, hvad der er mest samfundsnyttigt.

Det er svært at forestille sig, at en S-SF-regering vil være parat til for alvor at lægge sig ud med medicinalindustrien. Så meget desto vigtigere er det, at Enhedslisten fastholder kravet om offentlig medicinproduktion og også peger på de følgende skridt.

Med sådan en linje kan Enhedslisten give de svar ansatte, patienter, pårørende og resten af arbejderklassen stiller sig, og vi kan være med til at opbygge den aktive bevægelse, som på én gang kan kæmpe kravene igennem og skabe de organiseringer, som kan kontrollere investeringer og drift af en offentligt ejet medicinalproduktion.

Opslået i Sundhed

single.php