Aktivisten Julia Cámara var én blandt millioner af spanske kvinder som strejkede den 8. marts i år. I år blev kvindernes internationale kampdag historisk i Spanien. Her gik 5,3 millioner kvinder ud i en landsdækkende strejke under parolen:” Stopper vi, stopper verden.” Med støtte fra en del fagforbund strejkede kvinderne i et døgn som en protest mod ulighed og seksuel diskrimination.

 

Emma Lundström fra den svenske ugeavis Internationalen talte med Julia Cámara – en af de kvinder, som har gjort strejken mulig.

 

Frøet til en omfattende spansk kvindestrejke begyndte at gro efter sidste års internationale kampdag. Initiativet fik navnet 8M og spredte sig som en løbeild i de sociale medier. Stadig flere faggrupper tilsluttede sig. Her iblandt lærere, journalister, politikere og forskere. Hertil kom yderligere nogle partier, især dem på venstrefløjen.

 

Organisatorerne har under arbejdet med mobiliseringer vendt sig hårdt mod, at nedskæringerne ofte rammer sektorer, hvor især kvinder arbejder, såsom sundhedsvæsnet og skolen. De har også kritiseret det patriarkalske retssystem, og hvordan det rammer kvinder, som har været udsat for seksuel vold.

 

Mobiliseringen førte til, at 8. marts i år blev en dag, hvor kvinderne gik ud på gader og pladser med krav om en reel forandring. De udvandrede fra radio- og tv-stationer, fra lokale parlamenter, klasseværelser og auditorier. De demonstrerede på over 120 pladser rundt om i landet og manifesterede sig blandt andet ved at slå på kasseroller. De fik mange steder den kollektive trafik til at gå i stå, og de fik formodentlig en og anden spanier til at fundere på, hvordan det ville blive, hvis kvinderne gik ud i en længerevarende strejke.

 

En af dem, der har været med til at organisere strejken, er Julia Cámara. Hun er en af lederne af den socialistiske organisation Anticapitalistas (Fjerde Internationale), og hun er også med i Podemos. Hun fortæller, at mobiliseringen op til 8. marts i år var den største, som har fundet sted i Spanien i flere årtier, og at det er den største feministiske mobilisering nogensinde i landets historie.

 

Demonstrationer samlede en million mennesker i Madrid, 600 000 i Barcelona, 300 00 i Zaragoza og 100 000 i Sevilla. Der foregik også store demonstrationer i mindre byer, siger hun og beskriver herefter, hvorledes årets 8. marts – netop på grund af storstrejken – ikke bare har været en demonstrationsdag:

 

– Vi har også haft gang i vældig mange andre aktiviteter i løbet af dagen. Blandt andet strejkekæder, forsamlinger i boligområderne, folkekøkkener og mulighed for at få børnepasning. Kvindelige studerende og lærere har organiseret mange alternative aktiviteter på universiteter og højere læreanstalter. Uhørt mange kvinder valgte at blive væk og strejke gennem hele dagen.

 

Forberedelserne frem mod kvindestrejken begyndte for et år siden, da spanske kvinder blev inspirerede af de argentinske og italienske kvindestrejker.

 

– Vi besluttede, at i år vi ville gøre det samme som dem. Siden blev der afholdt et antal samlende møder i forskellige byer, og i slutningen af september forrige år samledes vi alle til et første landsdækkende møde med sigte på at gennemføre en feministiske strejke, siger Julia Cámara og fortæller, at det på det tidspunkt drejede sig om 150 kvinder, som begyndte at arbejde sammen i et landsomfattende netværk.

 

I januar i år fandt det andet stormøde sted, og der var cirka 450 kvinder til stede, hvilket føltes som en stor fremgang for dem, som havde startet det hele. Julia Cámara forklarer, at der i hver by eller region findes en “8M-gruppe” som omfatter alle kvinder, som vil deltage, uanset om de er organiserede eller ej. Derfor mener hun også, at det ikke er muligt at sige, at nogen specifik organisation har ledet arbejdet med strejken:

 

– Vi ville ikke have, at nogen politisk kraft skulle lede bevægelsen. Bevægelsen leder sig selv. Selvfølgelig er mange af kvinderne, som er involverede i bevægelsen, medlemmer af forskellige organisationer, men det er meningen, at den skal være selvstyrende. For eksempel har vi antaget et etisk kodeks, som siger, at ingen kendte medlemmer af politiske organisationer kan være talsperson for bevægelsen.

 

Ifølge Julia Cámara findes der ingen landsdækkende feministisk organisation i Spanien i dag. Men siden 2015 er der vokset mange nye feministiske fællesskaber frem, som arbejder med udgangspunkt i den lokale virkelighed på forskellige steder rundt om i landet. Fællesskaber, som består af mange unge kvinder.

 

– De har spillet en afgørende rolle i den feministiske mobilisering gennem de sidste tre år. Derfor består 8M-bevægelsen af nogle lokale og regionale grupper, der blev startet i 80erne og af mange nye grupper, som er startet af kvinder i 20’erne, siger hun og fortsætter:

 

– En af den feministiske strejkes iboende muligheder er, at den kan fungere som et politiserende værktøj. Mange mennesker er begyndt at tale om konflikter og undertrykkelse via deres deltagelse i denne proces. Den feministiske mobilisering på universiteterne var enorm, og mange mennesker deltog for første gang i en generalstrejke.

 

Når det gælder landets store fagforbund er Julia Cámata ikke særlig positiv. Hun fortæller, at kun tre fagforbund – de tre største alternative faglige organisationer, CGT, CNT og Intersindical – støttede det feministiske krav om en generalstrejke. De to største faglige landsorganisationer – Comisiones Obereras, CCOO, og Unión General de Trabajadores, UGT – bestemte sig for blot at opfordre til en arbejdsstandsning på to timer den 8. marts.

 

– Dette skabte en vældig forvirrende situation for mange arbejdere, som gerne ville strejke, men troede, at det ikke var lovligt, eftersom CCOO og UGT ikke havde erklæret en strejke, siger hun og tilføjer, at de to største faglige organisationer desuden udviste en meget nedladende attitude overfor den feministiske bevægelse:

 

– Dette viser, at de ikke har forstået det politiske og historiske momentum, vi har i øjeblikket.

 

At kvindedagen blev så stor i Spanien netop i år, tror Julia Cámara skyldes, at den er en del af noget endnu større:

 

– Vi ser hvordan kvindebevægelsen vokser i lande som USA, Argentina, Brasilien, Polen og Italien. Vi er en del af en ny feministisk bølge over hele verden.

 

Julia Cámara bor i byen Zaragoza i den autonome region Aragonien i det nordøstlige Spanien. Der begyndte strejken ved midnat med en symbolsk samling på byens centrale plads.

 

– Vi oplæste de politiske årsager til strejken og sang A la huelga-sangen, siger hun og fortæller om, hvordan grupper af strejkende var ude allerede klokken syv om morgenen. Blandt andet blokerede cyklende aktivister de fleste af de store gader fra 7.00 til 12.00. Klokken otte begyndte grupper at strejke på universitetet og på nogle gymnasier. Ved titiden gik strejkende gennem forretningskvarteret og havde held til at få nogle butikker til at lukke.

 

Hun beskriver, hvordan strejkende arbejdere mødtes med strejkende studerende på universitetsområdet klokken tolv, og hvordan dette blev starten på dagens første demonstration, som samlede omkring 8000 mennesker:

 

– Demonstrationstoget gik til byens centrale plads, hvor vi havde forberedt en frokost for alle strejkende kvinder. Vi spiste sammen og fik kaffe fra en bod med fornødenheder, som blev passet af nogle mandlige frivillige. En feministisk strejke er jo også en strejke mod forbrugerismen, så vi købte intet hele den dag. Selve hoveddemonstrationen begyndte klokken syv om aftenen. Det var her, vi var omkring 300.000 personer.

 

For Julia Cámara er der et minde fra årets kvindedag, som lyser stærkere end andre. Det er det øjeblik, da de strejkende arbejdere gik sammen med de studerendes demonstrationstog:

 

– Der var tusindvis af kvinder, som sang: “Arbejdere og studerende. Forenede og stærke. Sammen marcherer vi frem.” Det var meget følelsesbetonet.

 

I maj-juni skal den nye feministiske bevægelse holde et tredje landsdækkende møde i Spanien.

 

– Vores tanke er, at her skal vi evaluere mobiliseringen, konsolidere bevægelsen og forstærke de koordinerende fora og det landsdækkende netværk, vi har skabt, siger Julia, som mener, at den feministiske strejke kan være en god anledning til at opbygge en stærk feministisk organisation, som kan få politisk indflydelse, og som kan koordinere alle feministiske bevægelser i Spanien. Hun synes, at de som har organiseret kvindestrejken, nu har et ansvar for at gøre bevægelsen stærkere:

 

– Kvindebevægelsen kan ikke nøjes med bare at mobilisere  en enkelt dag: Kampen er global, og vi må være i stand til at presse på for at forandre vores liv for alvor. Vi vil fortsætte med at organisere os, og det tredje landsdækkende møde vil blive et meget vigtigt skridt på vejen.

 

Oversat fra det svenske Internationalen af Peter Kragelund

Opslået i Facebook, Feminisme, Sydeuropa

single.php