Forældre er i klemme, når deres videbegærlige børn spørger om, hvad forældrene gør for at modvirke de igangværende klimaforandringer. Det har to forskere skrevet en bog om: Hvad skal vi svare?

Hits: 361

Der er nok en del forældre, der ville ønske, at de havde været mor og far, dengang Spørge-Jørgen var en lille sød knægt, der holdt sig til lettere absurde spørgsmål a la

 

Hvorfor har en buko ingen vinger?
Hvorfor si’r den buh og ikke vov?
Hvorfor sidder neglen på min finger?
Hvis den sad på næsen, var det sjov.
Hvoffer dit og hvoffer dat?

 

Det går ikke i dag, hvor børn allerede fra 5-6 årsalderen spørger om regnskove, forurenet grund-vand, og om isbjørnene kan overleve. Med alle de videbegærlige børn, da skal forældre stå tidligt op for at være godt informeret, for børnene vil have et ordentligt svar.

 

Værre er det, at der er børn, der, blandt andet takket være skolernes temauger, ved mere om klima-forandringer og forurening, end deres forældre. De børn har ikke tænkt sig at holde mund.

 

Børnenes utallige spørgsmål har fået den norske filosof Arne Johan Vetlesen og den danske sociolog Rasmus Willig til at skrive en bog med titlen: “Hvad skal vi svare? – et perspektiv på det moderne samfunds overdrevent optimistiske syn på teknologiske udviklinger”. Forfatterne har tænkt, at når vore egne børn spørger om miljøet, klimaet og om deres fremtid, så gør andre børn det også. Heraf er så opstået ønsket om at skrive en brugsbog til forældre, der kan være i tvivl om, hvad de skal svare.

 

Den slags bøger er der ikke mange af, så glædeligt, at der er forfattere, der søger at imødekomme behovet.  Om bogen så vil finde vej til de forældre, der brænder for at komme børnene i møde, er usikkert. Til trods for en grundig gennemgang af de miljø- og klimatrusler, der i stigende grad presser sig på, så er bogen ikke fri for vildfarelser, teoretiske betragtninger for de indviede, og der er kun få anvisninger på, hvad forældrene skal svare børnene.

 

Fælder

Bogen gennemgår hvordan vi selv, markedskræfterne og samfundet har drevet os ind i et antal ruser eller fælder, der er medvirkende til et muligt forestående miljøragnarok. Ruserne er blandt andet:

 

–  Håbet om et teknologisk fix, hvor “nogen”, dvs. teknikere eller beslutningstagere, sikkert nok finder på et-eller-andet, der gør, at vi kan fortsætte med at leve som hidtil, helst bedre.

 

–  De sociale medier, der ofte låser opmærksomheden fast i selfies, likes, kattevideoer og cup-cakes, men kun sjældent formidler kontakter og viden, der kan forbedre fx levevilkårene. Vetlesen og Willig synes fx her at glemme den rolle, Facebook havde for udbredelsen af det arabiske forår, samt de talrige tilfælde, hvor de sociale medier har været nyttige redskaber – som jungletrommer – for dem, der ville finde sammen i protest og i kamp mod overgreb og miljøsvineri.

 

–  Der fleste af os er fanget i en fornægtelse af situationens alvor og afviser dystre rapporter om miljøets og naturens tilstand som dommedagsprofetier. Vi bruger hellere tid på Lomborgs glade løgne end på at lytte til de biologer, der fortæller, at fx er antallet af insekter i Vesteuropa i sidste årtier gået tilbage med omkring 75 procent, hvilket kan få katastrofale følger for fødevareproduktionen.  Det er fatalt, når vi bibringer børnene en falsk optimisme om, at det hele ikke er så slemt. Det vil vi jo helst selv tro, men derved svigter vi børnene, der har krav på at vide, hvilken fremtid, der venter dem. For det forholder sig som Barack Obama sagde: “I er den første generation, der for alvor kommer til at mærke klimaforandringerne, og I er den sidste generation, der vil have mulighed for at forbedre dem”.

 

–  Rovdriften på naturen – den indre som den ydre – er én af de farligste ruser, i og med at denne rovdrift er en væsentlig forudsætning for vores materielle og økonomiske velstand. Eller som den norske olieindustri siger det: “Uden olie, intet velfærdssamfund”. At rovdriften forårsager store miljøproblemer erkender mange beslutningstagere, og derfor skal der også produceres endnu mere, for ellers er der ikke råd til at gøre noget ved de miljøproblemer, som rovdriften forårsager.

 

–  Rovdriften på den indre natur viser sig ved den stress der opstår, når flest mulige piskes til at være “konkurrencestatens fodsoldater”, og derved ofte overskrider ens etik, faglige evner, og/eller fysiske formåen.

 

–  Lokkemaden er den kendte: forbruget – hvor noget nødvendigt og meget ganske overflødigt, mens andet er direkte miljøskadeligt – vurderet ud fra produktets livscyklus.

 

–  Forbruget – det nødvendige, såvel som det intetsigende – kan oftest kun opretholdes ved hjælp af fossile brændstoffer. Her er der dog visse lyspunkter, idet en stigende andel af elforbruget kommer fra vedvarende energikilder, og der sker en udfasning – om end den går langsom – af de fossile brændselsstoffer.

 

Blindt og døvt Folketing

Blind og døv for sådanne indvendinger bakkede et Folketingsflertal i december 2015 op om energi-minister Lars Chr. Lilleholdts udsagn om. at “der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget gas og olie der må pumpes op af den danske undergrund” – på trods af Paris-aftalens målsætning om at holde den globale opvarmning et godt stykke under to grader, helst endnu lavere.

 

Det samme flertal sænkede i år registreringsafgifterne for biler markant, og har samtidig sagt ja til, at DSB kan hæve taksterne drastisk.

 

Forældre, der sætter sig for, sammen med børnene og evt. andre i familien, at slippe ud af ruserne, står overfor en kæmpe udfordring. Dels skal der gøres op med (rare) vaner og forbrugs-mønstre. Dels skal der findes alternativer, og sådanne er ikke altid til stede, og findes de, da beror de blandt andet på økonomi, kreativitet, bopæl og talrige andre ting.

 

Man vil blive mødt med et pres fra andre, der kan være udfordret, når der rejses tvivl om den hidtidige levevis. Thi i en sådan tvivl ligger der implicit en kritik af samfundet, af vaner, mønstre og traditioner. I ulvetider som vore, kan det få mange til at afstå fra at søge nye veje.

 

Samvittigheden plager, for familien ville jo gerne. Som et plaster på såret sorteres affaldet, der købes grønstager hos Årstiderne, men man bruger fortsat løs af de værste miljøsyndere: bilkørsel, kød, charterrejsen til Thailand, og juleindkøbet i London. Kraftige reduktioner af forbruget af de tre ting vil hjælpe gevaldigt. Ca. 25 procent af det danske CO2-udslip kommer fra vej- og flytrafikken. Der bruges ca. 9.000 liter for at producere et kilo svinekød, men blot 320 liter til et kilo grøntsager. Miljø- og klimagevinsterne ved en forbrugsomlægning kan ikke ignoreres.

 

Hvad vi siger – og gør

Familien er kort sagt – og der er vi alle – nogle miljøhyklere, for vi siger det ene, og gør ofte det modsatte. Ingen kan sige sig fri, heller ikke veganeren, der køber billige t-shirts, fremstillet af groft underbetalte arbejdere i Bangla Desh.

 

Børnene kan jo se hvordan vi opfører os, og de kan også godt finde ud af, at hvis det fortsætter som hidtil, så kommer det til at gå ad helvede til. Tænker, at når de voksne er færdige med at tage for os af retterne, hvad er der så tilbage til os børn, og de børn vi sætter i verden?

 

Så det ærlige svar vil være: Ja, det går ad H til, og vi forældre er ikke ofre, det er os, der er gerningsmændene. Men til svaret hører også, at vi endnu har (lidt) tid til at forhindre det værste ragnarok i at indtræffe. På nogle områder er det ved at være for sent – fx polerne, der smelter.

 

Det er velgørende, at bogen vil ruske op i danske og norske forældre ved at tage udgangspunkt i børnenes undren og spørgsmål.

 

Global selvmordspagt

Ét af svarene kunne være: “Temperaturen stiger og stiger, og vi udrydder dyr og plantearter i et omfang ikke set tidligere. I ved, at hvis temperaturen stiger udover de to grader, som Paris-aftalen fastsætter, hvad der er mere end sandsynligt, så vil det forårsage ekstremt høje temperaturer i Indien og Pakistan og i dele af Mellemøsten, og millioner af klimaflygtninge vil søge mod køligere egne. Og I ved også, at de højere temperaturer vil forårsage tørke, der udløser talrige skovbrande i jordens lunger – regnskovene langs Ækvator”.

 

Børnene kan finde støtte hos FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, der kalder den igang-værende udvikling for en “global selvmordspagt”. Også den franske socialist Charles Fourier forudså i 1821, at “klodens sundhed er for nedadgående. Individualismen har ført til afskovning og udpining af naturens goder. Klimatiske forstyrrelser er en iboende last i den såkaldte civiliserede kultur, som laver om på alting i en kamp, hvor individuelle interesse står over for kollektive.”

 

Nogle årtier senere kom Marx til og påviste, at kapitalismen i dets mange forskellige former – det gjaldt også den stalinistiske variant af statskapitalismen – driver rovdrift på naturen.

 

Alt dette er sløret på grund af den forførende fortælling, liberalismen har haft held til at snøre os med. En fortælling, der handler om frie valg, et komfortabelt liv og demokratiske rettigheder. Så  tænker vi, at så kan det ikke være så slemt. Måske ikke for os, her i det nordeuropæiske smørhul.

 

Kapitalistisk profitjagt

Ét af bogens helt store plusser, er dens kvalificerede kritik af den kapitalistiske produktionsform som det helt centrale omdrejningspunkt til forståelse af klimakrisen. Når kapitalen blot har kort-sigtet profit som målet, da bliver mennesket blot et middel til denne målopfyldelse, ganske som andre naturressourcer.

 

Så vidt så godt, men kan far og mor bruge Marx’ kritik af produktionsformerne til ret meget, når børnene spørger om, hvorfor der er mere plastik i havet end fisk? Næppe. Her er bogen ikke til så megen nytte, og de anvisninger forældre har brug for, de kommer først på side 149, og er alt for få og spredte. Der gives således ingen konkrete bud på, hvad der skal svares børn alt efter alderstrin, og evne til at kapere det, der fortælles. Intet barn er tjent med skrækscenarier, der blot får fremtiden til at se endnu mere grufuld ud. Ej heller kan de bruge alenlange udredninger om konsulentbranchens profitgivende nedbrydning af samfundets viden og indsigt til noget.

 

At der skal skæres markant ned for forbruget, og at der skal opstilles alternativer, er oplagt – hvor sådanne findes. Men det gør det ikke alle steder, og ikke alle familier kan undvære bilen, og heller ikke alle egner sig til at leve som veganere. Mange har heller ikke råd til det, eller ved ikke, hvordan det gribes an. Rådet om at fravælge bøffen, bilen og charterturen er derfor lidt letkøbt.

 

I pagt med naturen

Men, men – der skal jo begyndes et sted, så start her, men tro ikke, at det er nok. Skal omstillingen være reel, så handler det også om at skære ned på den tid, der bruges på arbejdsmarkedet og den stressende tur på motorvejen. Så er det om at bruge mere tid på familien, at stræbe efter at være selvforsynende, at fremme det lokale engagement (med et globalt perspektiv), og at give fanden i prestige og socialt blær. Og ikke mindst forstå, at konkurrencestaten fører til kollektivt selvmord, mens det, der skal redde os og kloden, er samarbejde, og en forståelse for, at tilværelsen skal være til det fælles bedste.

 

At give børnene kærlighed og omsorg for naturen, er lige så vigtig som alt det andet her nævnte. Det fremhæves flere gange i bogen, og tak for det. For uden en sådan kærlighed – og den skal skabes så tidligt i barnets liv som muligt – så ved børnene heller ikke, hvad det er, de skal drage omsorg for, når de bliver voksne, og sidder med ansvaret. Den nedlæggelse af skovbørnehaver, som mange kommunale djøf’ere gennemfører i disse år, er ødelæggende for børns kærlighed og forståelse for den natur, de skal siden værne om.

 

Ud af kærligheden til livet og naturen springer indignationen og harmen, når liv – alle liv! – krænkes. Det er nødvendigt at være indigneret over tingenes tilstand, hvis man vil ændre noget, for ud af harmen, indignationen og kærligheden til livet vokser (i bedste fald) den politiske handling. Vi har brug for civile ulydigheds-bevægelser, som fx den spanske Los Indignados.

 

Tag ansvar!

Det værste er ligegyldighed og dovenskab, når man siger, “jeg kan ikke gøre noget ved det, så jeg passer mine egne sager”. Med denne holdning mister mennesket noget af det væsentlige ved at være til: Evnen til at påtage sig et engagement i den verden, man er en del af.

 

Alt for længe har mennesket lydigt underkastet sig (falske) autoriteter, fordi det var bekvemt, og fordi der fulgte så mange materielle fordele med. I flugten fra friheden (1963), skriver den tyske  psykolog Erich Fromm: “Hvis evnen til at være ulydig markerede begyndelsen på menneske-hedens historie, så kan lydigheden meget vel …føre til afslutningen på menneskeheden historie”.

 

Også ulydighed opfordrer Vetlesen og Willig til i deres kampskrift. Blot lidt ærgerligt, at de ikke går mere i dybden med de midler, der skal bruges i kampen, og så til gengæld brugte mindre plads på de mere overordnede og teoretiske betragtninger. De kan såmænd være gode nok, men som bekendt har filosofferne længe nok beskrevet verden, nu skal den forandres.

 

At forandre verden er måske det, tre elever fra Langebjerg Skolens 6. klasse er i gang med i denne video.

 

Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen: Hvad skal vi svare? Hans Reitzel, 209 sider, 182 kr.

 

 

Rasmus Willig, lektor i sociologi ved Roskilde Universitet. Har udgivet Til forsvar for kritikken (2007), Umyndiggørelse (2009), Kritikkens U-vending (2013) og Afvæbnet kritik (2016).

 

Arne Johan Vetlesen, filosofiprofessor ved Oslo Universitet. Har tidligere bl.a. udgivet Omsorgens etik (2000), Hvad er etik? (2008), Angsten for opdragelse (2014) og Om ondskab (2017).

 

 

Opslået i Anmeldelse, Facebook, Klima

single.php