Folk, der af forskellige årsager er røget ud af arbejdsmarkedet, skal ind igen – koste hvad det vil. Adskillige sager viser, at ledige skal igennem et system, der ofte kun gør dem mere syge. Socialpolitikken – sociale indsatser bredt set, er reelt afskaffet af de seneste års skiftende regeringer – uanset partifarve. Det hele handler om beskæftigelsespolitik.

 

En socialpolitik bør tage sit afsæt i det enkelte menneske, familiens behov og situation og være helhedsorienteret. Eksempelvis kan en helhedsorienteret indsats flytte udsatte familier fra et liv med tunge sociale problemer – og dermed mærkbar reduktion af de kommunale udgifter – til et mindre belastet liv – ja, måske endda blive selvforsørgende.

 

Systemet med sociale problemstillinger og indsatser blev koblet sammen, da strukturreformen startede i 2007, så ledige og folk med sociale problemer nu er i det samme system. En undersøgelse fra midten af dette år, som Dansk Socialrådgiverforening stod bag, viste, at helt op mod 90 procent af kontanthjælpsmodtagerne har fysiske og/eller psykiske helbredsproblemer som medvirkende årsager til, at de står uden for arbejdsmarkedet.

 

Beskæftigelse er for folk med det problem, at de ikke har et job og skal have et. Men der er også folk, der har haft et job, men som er blevet syge og ikke kan mere. De er socialt udsatte, hvis problemstillingerne er større end mangel på arbejde.

 

Mere syg af systemet

Socialistisk Information har mødt to fra denne “jobcenter-problematik”. De to har været igennem lange ressourceforløb, der ikke har ført til det, de ønsker. Tværtimod har det gjort deres situation værre. De to er Gitte og Carina. De kommer henholdsvis fra Københavns Kommune og en omegnskommune. De ønsker ikke deres fulde navn omtalt her, men er redaktionen bekendt. De kender hinanden fra “migrænegruppen”, som de siger.

Gitte ser ingen anden løsning for hende end førtidspension. Carina, der er pædagog, vil gerne have et fleksjob. De har begge været ude af job i lang tid af forskellige årsager.

 

Carina siger:

 

“Jeg har via jobcentret i 4 år været gennem forskellige forløb uden noget resultat. Jeg har haft 8 sagsbehandlere med hver deres plan med mig. Sidste år fik jeg at vide, at en afgørelse skal findes inden for et år. Og nu – intet er der sket! Heldigvis har jeg nu fået min fagforening, BUPL, involveret. De klager nu på mine vegne, men det kan tage op mod et år for at få det igennem”.

 

“En af mine efterhånden 8 sagsbehandlere sagde pludselig engang til mig: “Nu skal du starte fuldtidsarbejde på mandag.” Og en anden: “Du kan jo bare melde dig ud af systemet”. Men hvordan skulle jeg så kunne leve. Jeg er syg. Det trækkes i langdrag igen og igen. Jeg er blevet mere syg af systemet. De holder mig væk fra arbejdsmarkedet på grund af den måde, de har behandlet sagen på. Tæt på en afgørelse, og så skal der lige laves en ny prøve. Her har BUPL været gode i min sag, og de tager nu med til hvert møde, hvis jeg ønsker det.”

 

Lyt til fagfolk
Samstemmende siger Gitte og Carina, at deres lægepapirer er fyldestgørende. Det kommunale jobcentersystem ser bort fra lægefagkundskaben og finder hele tiden huller. De undgår, hvad lægen skrev og skriver om helbred og situation. Og det er svært at få førtidspension og fleksjob.

 

Det afhænger af kommunen, og kommunerne er forskellige på trods af den nationale lovgivning. De holder igen med den oplagte løsning for mange, såsom tildeling af førtidspension, fordi disse ydelser er dyre for den kommunale økonomi. Modsat de midlertidige ressourceforløb, som er billige.

 

Fagfolk som speciallæger, læger og psykologer siger oftest, at det er formålsløst at forsøge at udvikle en arbejdsevne, der reelt ikke eksisterer. Der lyttes ikke – som tidligere – til udtalelser og undersøgelser fra fageksperter, der har været inde over de enkelte sager. At fagligheden skal i centrum i afgørelser om førtidspension er et krav, som Dansk Socialrådgiverforening stiller.

 

Fagforeningen har undersøgt, hvem der konkret sidder med de endelige afgørelser i sager om førtidspension i en række kommuner. Det er vidt forskelligt, og det er afgørelserne også. Disse forskelle er problematiske, siger såvel socialrådgiverforeningen som eksperter. Socialrådgivernes fagblad, Socialrådgiveren, skrev tidligere på året: “Hvis man kigger på tal fra Danmarks Statistik, viser det sig fx, at langt flere får førtidspension i Norddjurs Kommune end i Hvidovre. I Norddjurs træffes afgørelser af en vifte af fagfolk med forskellig social- og sundhedsfaglig baggrund, mens der i Hvidovre sidder to chefer uddannet i offentlig ledelse med afgørelsen.”

 

I langddrag
“Størstedelen af mit voksne liv har jeg kun haft job få måneder ad gangen,” siger Gitte.

 

Arbejdsmedicinsk Klinik lavede for nogle år siden en grundig undersøgelse af hende og anbefalede førtidspension og skrev direkte, at det var skadeligt fortsat at være klient i jobcentret.

 

”Jeg  var tæt på at få den pension, men en ny lov sagde stop. Nu skulle alle under 40 år eller tæt derpå ses som en arbejdskraft og ikke være berettiget til førtidspension. Jeg var 42 år på det tidspunkt. Det gjorde mig mere syg, endnu mere”

Fagpersonernes alarmklokker ringede, men de skiftende sagsbehandlere gjorde det ikke lettere for Gitte:

 

”Min sag blev og bliver kørt i langdrag. Jeg forstår det ikke. Det er samfundsmæssigt dyrt. Jeg er pt på ledighedsydelse – ikke kontanthjælp. Det er lidt bedre. Jeg vil have min fagforening, HK, mere ind i sagen”

 

Og Carina supplerer:

 

“Jeg er på ressourceydelse, samme niveau og heldigvis modsat kontanthjælp uafhængig af min partners indkomst”

 

Ville undersøge hele famililen

Og samstemmende siger de to, at forløbene har gjort dem svagere, bevidste om hvor lidt de kan, men også gjort dem vrede.

 

“Kontakten til jobcentret har stresset mig yderligere, og jeg bruger mere medicin,” siger Gitte, og Carina tilføjer:

 

“Jeg har sværere ved at rumme mange ting. På et tidspunkt ville jobcentret undersøge min familie – mit barn og min kæreste. Det gik jeg til BUPL med, så fagforeningen heldigvis fik det forhindret. De, der skulle lave undersøgelsen af familien, var nogle andre end jobcentrets folk, og de syntes også, det var mærkeligt.”

 

De to kvinder har i  disse ressourceforløb været udsat for det samme med at skulle have lavet en funktionsbeskrivelse i hjemmet.

 

Gitte fortæller:

 

“Det var en anden udbyder, der skulle ud i folks hjem. Før den er lavet, kan sagerne ikke komme videre. Det at der kommer nogle ud i hjemmet i sager, hvor det handler om noget andet, er grænseoverskridende. Det er ydmygende. Kan de finde noget? Hvad kan man fysisk? Angst, migrænen, stresset med videre bliver ikke mindre.

 

Carina er enig og tilføjer:

 

”De lange ressourceforløb, ventepositionen, at stå til rådighed for indkaldelser, og ind imellem dette prøver man at få et liv til at fungere. Det er noget af en udfordring. Det er min erfaring”.

 

Fortsat ressourceforløb

BUPL har i Carinas tilfælde fået igennem på jobcentret, at der skal gives en måneds varsel for mødeindkaldelserne på jobcentret. De to kan hurtigt blive enige om, at det skal være slut med meningsløse ressourceforløb. Hvis der ikke er et reelt udviklingsperspektiv, skal borgerne/klienterne have førtidspension og fleksjob uden først at være igennem et langt ressourceforløb. Der er også formålet med den ændring af reglerne om førtidspension og fleksjob, som i år er blevet vedtaget i Folketinget efter omfattende kritik.

 

Hver anden i ressourceforløb har brug for en social indsats, og kun hver femte får det, viser regeringens evaluering af førtidspensionsreformen. Formålet med ressourceforløbet var at koordinere indsatsen på tværs af beskæftigelsesforvaltningen og socialforvaltningen

 

Den nuværende socialpolitiske indsats handler om at komme i job, i beskæftigelse. Det medfører en masse undersøgelser og samtaler for at blive vurderet til at kunne arbejde blot et par timer om dagen – måske i et job, der ikke er eller bliver et reelt job. Ingen vil ansætte en, der har massive problemer – psykisk som fysisk, og som mangler kompetencer.

 

”Det stresser folk og lykkes det ikke at komme i arbejde, ender man i kontanthjælpssystemet. Her må man intet eje. Alt skal sælges – eksempelvis hvis man har en andelsbolig eller ejerbolig. Igen skal der et hav af undersøgelser til, ”siger Gitte.

 

”Det kan medføre, at folk her bliver sygeliggjorte, mistænkeliggjort, og at nye fattigdomsydelser venter. Og det smitter af på børnene, hvis der er børn i pågældendes liv,” slutter Carina.

Opslået i Facebook, Socialt og Bolig

single.php