Finder en flygtning et nyt hjem, når mennesker af forskellige grunde tvinges på flugt? Ser befolkningen i det nye land flygtningen som "kommende borger" eller som nuværende "fjendtlig fremmed"?

af Svend Vestergaard Jensen

Er menneskerettigheder umistelige, når de nu en gang er vedtaget? Hvilke rettigheder er der selv for store mindretal i et majoritetssamfund? Nationalstaten – for sig selv og alligevel i samspil med andre nationalstater på disse felter?

Det er nogle af de spørgsmål, som Hannah Arendt stillede for 70 år siden. Som tysk jøde blev hun selv tvunget på flugt. Hun var filosof og politolog – født 1906 i Tyskland og død i New York i 1975. Hannah Arendt er bogaktuel på Informations Forlag med bogen “De retsløse og de ydmygede”. Bogen er samlet i tre dele. De kredser om flygtningenes problemer i kampen for at få styr på sig selv, fanget i et juridisk net i de nye lande, i en nødstilstand og tvunget til at flygte uden at have gjort noget forkert.

Siden Hannah Arendt skrifter er der trods alt sket fremskridt, men mekanismerne, hun beskrev, trives i dag rundt om i verden – uden tvivl. Omfanget og antallet mellem de to verdenskrige er næsten det samme som i den nuværende situation med fordrevne. Deres mangel på rettigheder ligner de vilkår, som også tidligere gjaldt for mennesker på flugt. Som da jøder som Hannah Arendt flygtede til Frankrig. Efter at tyskerne havde invaderet landet i 1940, behøvede den franske regering ikke at gøre andet end at udskifte “firmanavnet”: “Vi blev fængslet, fordi vi var tyskere, nu forblev vi fængslede, fordi vi var jøder”.

Nyankommen
Det er flygtningelivets fænomenologi, Arendt beskrev. Ens identitet som udefra kommende. En fremmed og anderledes, en udsat, en statsløs – noget hun selv som flygtning oplevede. En betegnelse hun ikke kunne lide. Hun foretrak begreber som “immigrant”, “nyankommen”, for dilemmaet er, at en flygtning ikke er et menneske med rettigheder og juridisk status, som en nations indbyggere normalt har. Begrebet i en sådan situation betød meget for Hannah Arendt. “Flygtning” refererer til flugten, “statsløs” til et politisk system, der ekskluderer mennesker, der er født et sted på jorden, hvor der ikke gives et pas, som garanterer beskyttelse og rettigheder.

“Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedrede”. Svingende mellem yderpunkter, mellem optimisme og det modsatte – måske med selvmord som konsekvens.

Uønskede
Stater er i dag bundet til menneskerettigheder i kraft af internationale konventioner, der ofte er en del af national lovgivning. Ganske irriterende for nogle regeringer. Vi behøver blot at se på Danmarks nuværende regering og dens integrationsministers køren på kanten af disse.

Men uanset konventionerne forblev de fremmede – ja, fremmede. Jøderne skulle bestandig bevise deres ikke-jødiske karakter, men ikke desto mindre lykkedes det dem at forblive jøder. Den jødiske historie i de enkelte nationer var fortroppen i disse nationers folk, hvis de bevarede deres identitet. Nationerne forfulgte jøderne mere eller mindre. Palæstina blev et “deportationsland” – som ikke blev nogen lykke heller. De europæiske folkeslags fredelige sameksistens gik i stumper og stykker, da – og fordi – de tillod, at deres svageste medlem blev ekskluderet og forfulgt – som Arendt så rammende beskriver.

Når flygtningene først havde forladt deres hjemlande, vedblev de at være hjemløse. Når først de havde taget afsked med deres stat, blev de statsløse. Når først flygtningene var blevet berøvet deres menneskerettigheder, var de retsløse, og de blev – som Hannah Arendt beskriver – jordens bærme, jordens udstødte. Jordens bærme var jøder, trotskister og så videre. De, der af deres forfølgere blev udpeget som uønskede, blev Europas uønskede.

Tabene
For disse regimer eksisterede der ikke noget sådant som umistelige menneskerettigheder. Der kom særlige regler for dele af befolkningen med de konsekvenser, det fik. Regeringer vidste godt på den tid, at mindretal inden for nationalstater før eller siden enten måtte assimileres eller likvideres. Hitler kunne proklamere, at “retfærdighed er, hvad der er godt for det tyske folk”.

Det første tab, som de rettighedsløse blev udsat for, var tabet af deres hjem, som også er tabet af hele den kontekst, et menneske er født ind i. Det andet tab var tabet af statslig beskyttelse. Ikke blot tabet af juridisk status i sit eget land, sit oprindelsesland, men i alle lande.

Tabene medførte, at de ikke længere tilhørte noget bestemt fællesskab, ligesom der heller ikke eksisterede nogen lov for dem. Svært – for som Hannah Arendt skriver – er vi begyndt at leve i En Verden. Tabet af “menneskeret” betød tabet af nogle af de vigtigste kendetegn ved det menneskelige liv.

Bogen skrevet i årene 1941-44, men kan der nikkes genkendende til det i dag? I hvert fald reflekterer Hannah Arendt over noget, der er ligeså aktuelt i dag, som da det blev skrevet. Langt væk, men alligevel nærværende.

Hannah Arendt: “De retsløse og de ydmygede – essays om flygtninge og statsløshed”
Informations Forlag. 160 sider, 200 kroner

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com