Under sloganet ’En anden verden er muligt’ samledes 100.000’er af aktivister til ’Verden Sociale Forum’ (WSF) i løbet af årtusindets første årti. Men kan WSF overleve ind i et nyt årti?

af Pierre Rousset

Ovenpå en periode med en bemærkelsesværdig vækst er processen omkring Verdens Sociale Forum. (WSF) gået i stå. Status over de senere udgaver af WSF er imidlertid meget modsætningsfuld – temmelig forsimplet kan man sige, at den er politisk negativ i forhold til WSF i Nairobi i Kenya i 2007 og politisk positiv i forhold til WSF i Belém i Brasilien to år senere.

Det spørgsmål, der rejser sig, drejer sig ikke primært om antal. Succes afhænger nemlig ikke – eller ikke kun – af antallet af deltagere. Det er et politisk spørgsmål: Hvad er meningen med WSF? Svaret virkede indlysende i starten af årtusindet, men er det ikke længere.

I starten var der en livlig interaktion mellem forumprocessen og store anti-globaliseringsmobiliseringer, sociale kampe og international kampagner. En synergi, som nåede et højdepunkt med den mobiliserende og populariserende rolle, som Det Europæiske Sociale Forum (ESF) i Firenze, Italien og WSF i Porto Alegre, Brasilien spillede i forberedelserne til anti-krigsdagen i marts 2003. Udbredelsen af WSF var på det tidspunkt fænomenal: På få år havde det taget form i Europa og Latinamerika, og derefter i Asien, Nordamerika og Afrika. WSF havde fået rødder nationalt og lokalt og ’Netværket af Verdens Sociale Bevægelser’ spillede en dynamisk rolle . WSF’s mangfoldige ekspansion blev drevet frem af en dynamisk kombination af vækst og radikalisering. Og i sammenhæng med foraerne blev der rejst spørgsmål, som den traditionelle arbejderbevægelse endnu ikke havde været i stand til at besvare.

I dag er forumprocessen – med enkelte undtagelser – i det store hele løsrevet fra kampe og internationale kampagner. Der er blevet skabt andre rammer for at forholde sig til klimakrisen eller den såkaldte finanskrise, uden at WSF har fungeret som talerør.

I Malmø i Sverige i 2008 var der en stor dynamisk anti-globaliseringsdemonstration på samme tid som ESF, men uden synergi mellem de to begivenheder. I Europa har ESF ikke været i stand igen til at spille rollen som dem, der giver bevægelsen fremdrift, ligesom man gjorde i kampagnen mod Bolkenstein-direktivet (servicedirektivet/EU’s direktiv om serviceydelser, red). Det er muligt, at processen bibeholder sin vitalitet i Nordamerika, men den er gået i stå i Asien og har dårligt nok været i stand til at omdefinere sig selv i Europa. Og selvom Netværket af Verdens Sociale Bevægelser stadig vedtager politik, hvis indhold er vigtigt, som f.eks. i Belém, er netværket ude i en langvarig krise.

De seneste år er nogle nye tiltag blevet afprøvet for at sikre en mere effektiv forumproces: tematiske møder indenfor foraerne, definitionen af ”akser” omkring hvilke intiativerne grupperes, forslag om samarbejde mellem beslægtede workshops for at forøge erfaringsudvekslingen mellem deltagerne og gøre programmet mere overskueligt, opfordringen til ”strategisk” refleksion, osv… Men selv om disse eksperimenter er nok så interessante, kan reformer af WSF’s interne procedurer i sig selv ikke nok til at rette op på en politik, der er forældet.

Forumprocessen er stadig det vigtigste samlingspunkt for en lang række af bevægelser – på globalt plan og i mange lande. Men kan WSF derudover siges at udgøre en ”bæredygtig model”? WSF modstod den voldsomme ideologiske offensiv, som fulgte i kølvandet på angrebene 11. september 2001, og det er ikke betydningsløst. Men kan forummet også stå imod påvirkningen fra den kapitalistiske krise? Uanset hvordan WSF klarer sig, er der så noget at lære fra processen, som bør bevares for fremtiden?

Forumprocessen står ikke bare overfor en midlertidig tilbagegang. Den trues af en kombination af faktorer: en stærk tendens til institutionalisering, ”neutralisering” af aktivistgrupper, politiske forskelligheder og en udfordring af WSF’s funktionsmåde: den ”dynamiske konsensus”…

Mumbai, Nairobi og Belém
Den politiske situation og de dynamiske sociale bevægelser i værtslandet og -regionen afspejles både i de årlige fora, og i kvaliteten af den forberedelse, den nationale organisations komité er i stand til at sikre.

Man kan kaste lys over denne pointe ved at sammenligne de tre udgaver af WSF i Mumbai i 2004, i Nairobi i 2007 og i Belém i 2009. Alle 3 fora havde som udgangspunkt et fælles træk: et stort antal deltagere og de mange møder mellem aktivister, som disse fora gjorde mulige. De illustrerer også alle tre processen med global ekspansion fra de oprindelige lande i Latinamerika og Sydeuropa til Asien og Vestafrika (Bamako, 2006) og Østafrika (Nairobi i 2007).

WSF i Mumbai har i højere grad end noget andet globalt forum fået ry for at være et socialt forum, fordi bevægelserne gjorde Forummet til deres eget, fordi den kollektive deltagelse var så stor, og fordi de mest undertrykte var så synlige. Man mødtes i en fjendtligt indstillet by uden at nyde godt af støtte fra regeringen, og med meget mere stramt udvalgte kilder til international økonomisk støtte, end man var vant til i WSF. På det organisatoriske niveau var Forummet fuldstændig uafhængigt. Dets succes blev gjort mulig gennem at inddragelsen af en lang række organisationer, som normalt ikke arbejder sammen og gennem en lang forberedelsesfase. Det satte fagforeninger og folkelige sammenslutninger i stand til at deltage fra alle hjørner af det indiske subkontinentet.

Man kan sige, at WSF i Nairobi på mange måder var Mumbais modsætning. De mest institutionaliserede organisationer, herunder de kirkelige organisationer, dominerede processen. Forummet var tæt knyttet til de statslige myndigheder, og organiseringen blev delvist drevet af store selskaber. Organiseringen var ikke lavet med henblik på at inddrage de fattigste: Der var dyre indgangspriser, dyr mad, meget lidt gratis rent vand. Det marked, som vi bekæmper, var allestedsnærværende. Forummet gav uden tvivl afrikanske bevægelser en sjælden mulighed for at mødes – og for at mødes med internationale bevægelser. Men i udviklingen af WSF udgjorde det et virkeligt politisk tilbageskridt.

Ovenpå Nairobi forekom WSF Belém at være en genfødsel af processen. Den meget stærke brasilianske deltagelse viste, at det dækkede et behov: De dystre udsigter for Amazonas-regnskoven blev rejst som politisk problem; Forbindelsen mellem økologiske og sociale spørgsmål var mere central på dette forum, end det havde været de tidligere år, og der var tilslutning til kampen for rettigheder for oprindelige folk. Forummet var en mulighed for den latinamerikanske venstrefløj til at føre grundlæggende diskussioner om de modsatrettede linjer, regeringerne Lula og Chavez fører. Alligevel var WSF i Belém langt fra en kopi af Mumbai. Vægten af statsfinansiering var stor, og tilstedeværelsen af regeringsrepræsentanter tydelig. Men dynamikken i de regionale bevægelser fra Amazonas og de latinamerikanske bevægelser gav forummet et ægte aktivistisk politisk indhold.

Fremtiden for WSF afhænger derfor delvist af det land, hvor det mødes, af hvordan de nationale og regionale bevægelser involveres, og af de politiske emner som rejses. I Nordamerika og Mellemøsten fremstår problematikker som krig og indflydelsen fra den globale kapitalistiske krise for eksempel med større styrke lige nu end i Brasilien.

WSF, venstre-regeringer og de sociale bevægelser
Visse globale politiske begivenheder har påvirket dynamikken i anti-globaliseringsbevægelsen. Så længe slagene mod bevægelsen kom udefra – stramningerne efter 11. september 2001, undertrykkelsen af demonstrationerne i Göteborg, Sverige, og Genova i Italien – er bevægelsens radikalitet blevet bevaret på internationalt plan. Men to væsentlige politiske vendepunkter har undermineret den indefra.

WSF-aktivisterne var i starten delt i centrale lande i holdningen til venstrefløjs- eller centrum-venstre regeringer af socialliberalt tilsnit. Det var især tilfældet i Italien i forhold til Prodi og Rifondazione Communistas (PRC) deltagelse i regeringen. Men det gælder også i Brasilien i forhold til Lula, i Sydafrika i forhold til ANC og i Vestbengalen, en vigtig indisk stat som regeres af CPI-M.

Den åbenbare fiasko i Italien med Berlusconis tilbagevenden til magten og valgnederlag for PRC og de voldsomme dønninger fra finanskrisen har ikke haft held til at genoprette den dynamiske enhed fra før. Det afspejler delvist den fortsatte svækkede tilstand de sociale bevægelser befinder sig i, men det afslører også, at uenighederne om ”det mindste onde”, om støtte til Prodi overfor Berlusconi ikke bare er midlertidige uenigheder, men mere dybtgående.

Modstanden mod liberalismen er blevet delt under presset af finanskrisen: En side af bevægelsen “globaliserer” sine alternativer, en anden moderer i modsætning hertil sine ambitioner. For eksempel siger Peter Wahl, medstifter af ATTAC i Tyskland og medlem af NGO’en Weed, at vi kun kan vælge mellem forskellige varianter af kapitalismen. Han sætter sin lid til de reformistiske dele af eliterne og opfordrer civilsamfundet til at øve indflydelse, så morgendagen kapitalisme kan blive mere fair.

Det andet eksempel er Frankrig, der oplevede en bemærkelsesværdig bølge af radikale mobiliseringer med f.eks. tilbageholdelse af ledende myndighedspersoner i løbet af den første halvdel af 2009. Mobiliseringerne inddrog alt fra universiteter til bilfabrikker, og det i en sådan grad, at eliterne var bekymrede for en social eksplosion á la Grækenland eller et nyt maj ´68. Det var muligt og nødvendigt at tage initiativ til at understøtte en sammensmeltning af disse kampe. Frygten for at bevægelsen kom ud af kontrol tvang fagforbundene til at handle, et faktum uden sidestykke i Frankrig i meget lang tid, og man organiserede … en national aktionsdag hver anden måned! Efter en ubestridelig succes i starten; begyndte deltagelsen i disse gentagne dage selvfølgelig at falde. Ønsket om at skabe fagforeningsenhed blev brugt til at kanalisere og afmontere bevægelsen. Regeringen så klart, at den ikke behøvede at gøre noget ud over at vente på at manglen på perspektiv ville demobilisere bevægelsen.

Den franske anti-globaliseringsbevægelse skulle have støttet kampene og understøttet deres synergi. Men den var lammet. Der opstod en voldsom uoverensstemmelse mellem CGT-fagforeningens afdelinger i bilfabrikkerne – som var i kamp – og deres ledelse som blev beskyldt for passivitet. Ikke desto mindre er det denne ledelse, som er repræsenteret i ledelsen for de sociale fora (CIFS) – ikke arbejderne.

Vi kan selvfølgelig ikke fælde dom over fagforeningsledelsens valg ved udelukkende at modstille “basis” og ”fagforeningstoppen”. Men for nu at sige det lige ud: Venstrefløjens eller fagforeningernes realpolitik dækker ofte over ”neutraliserende” processer, over tilpasning og klassesamarbejde. Stillet overfor krisen sætter fagforeningsbureaukratierne og andre mere eller mindre institutionaliserede bevægelser bremserne i, når det gælder politisering og udvikling af aktivisme. Krisen bestyrker deres frygt for radikalisme.

Den korte periode med enstemmig anti-globalisering er slut. Hvordan kan man så under disse betingelser fortsætte med at opbygge den bredest mulige kampenhed? Svaret er ikke enkelt – og det er helt sikkert ikke det samme i forskellige lande og regioner. Det er endnu mindre simpelt, fordi de rum, vi har til diskussion, er golde og begrænsede.

Fra top til bund i WSF – i Den International Komite såvel som på mange andre møder i anti-globaliseringsbevægelsen – diskuteres mangt og meget, men ikke hvordan man opbygger kampe, selv om det burde være hovedprioritering, og selv om vi har brug for – især her – at udveksle analyser og erfaringer!

WSF’s internationale komité tillader sig sågar den luksus at organisere en ”strategisk” refleksion, hvor politiske uenigheder bliver udglattet. En ufattelig afpolitisering af strategien… uden debat. En dynamisk proces, hvor der kunne skabes konsensus, bliver erstattet af en autoritær måde at fungere på.

Det er klart, at der kommer opfordringer til at reagere på den kapitalistiske krise. Én af de mest radikale kom fra de asiatiske bevægelser forsamlet i Beijing. Visse udtalelser følger denne radikale linje, f.eks. den, som ’Netværket af Verdens Sociale Bevægelser’ vedtog i Belém eller udtalelsen fra Fillipinerne. Men i de fleste tilfælde er udtalelserne intetsigende til trods for, at man kunne forvente en uddybning af den oprindelige radikalisering fra WSF’s første år..

Arv og fremtid
Er WSF nyttig for kampen? Det var, og det forbliver hovedspørgsmålet. De bedste udtalelser – og der er nogle gode! – er ubrugelige, hvis de omsættes til mobilisering. Skabelsen af WSF var et positivt brud med de rutineprægede internationale NGO-konferencer. Men jo mere forummet mister forbindelsen med de sociale kampe, jo mere bliver det selv institutionaliseret. En proces der er meget fremskreden på topniveau i Den Internationale Komite, men stadig delvist udskudt på selve forummerne af den dynamik, der eksisterer i de bevægelser, som deltager.

For (nye) deltagere er oplevelsen af foraerne stadig overvejende positiv. Men WSF processen er ekstremt kostbar med hensyn til økonomi og de militantes energi. Og de omkostninger kan ikke forsvares, hvis kampene ikke længere drager tilstrækkelig nytte af dem.

Hvad der end bliver af WSF, har det været en historisk erfaring, hvis positive landvindinger ikke bør blive glemt. Forummet åbnede et rum for samarbejde og erfaringsudveksling, hvor hele spektret af modstand mod varegørelse af verden kunne findes. Det støttede en synergi mellem kampe, på et tidspunkt hvor hverken arbejderbevægelsen eller de poltisk-militære organisationer længere spillede den rolle som centrum for kampene, som de gjorde i sidste århundrede. Det har givet form til en anti-globalisering, der kombinerer gammel solidaritet (Nord-Syd) med nye former for solidaritet (”horisontal”) og har dermed givet kulør tilbage til en internationalisme, som havde mistet sin glans.

Erfaringen fra WSF kan altså hjælpe til at overvinde nogle strategiske blindgyder. Hvordan kan vi for eksempel forbedre styrkeforholdet, når massive strejker ikke har vist sig tilstrækkelige til permanent at blokere de neoliberale mod-reformer? Forumprocessen, herunder den på det lokale niveau, giver mulighed for at forestille sig territoriale mobiliseringer: Den fælles aktion fra en hel befolkning i og udenfor arbejdspladserne, hvilket rækker et godt stykke ud over solidariteten mellem folk i strejke. Den ”territoriale” strejke er blevet afprøvet i mange lande i den tredje verden, men i få i den ”første verden”. Det er ikke for ingenting at ”Alle sammen” (tous ensemble) blev så populært et banner i disse globaliseringstider. Erfaringen fra foraerne, en permanent smeltedigel af multilateral solidaritet, giver stof til eftertanke og konkret refleksion over sådanne spørgsmål i fremtiden.

Pierre Rousset er medlem af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) og af Fjerde Internationales ledelse. Han har deltaget i bevægelsen for global retfærdighed, siden den startede.

Artiklen er oversat fra engelsk af Bodil Olsen og bearbejdet af Bodil Rasmussen
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com