Alle meningsmålinger tyder på, at en borgerlig Venstre-ledet regering kommer til magten efter det kommende valg. I den forgangne uge blev en såkaldt ”angrebsplan” for Venstres folketingsvalgkamp lækket. Den afslører, hvilken politik vi kan forvente os af en borgerlig regering i offensiv. Ikke overraskende har den nuværende regerings højreorienterede økonomiske politik skabt et springbræt for en ny borgerlig offensiv.

 

I sidste uge blev en såkaldt ”angrebsplan” fra Venstre lækket. Den indeholdt en manual i, hvordan Venstre folketingskandidater skulle fremføre partiets politik i den kommende valgkamp. Selvom planen blev udstillet for sine pinagtigt forkerte og underlødige angreb på de andre partier, så viser lækket hvilke brudflader Venstre-toppen vil bruge i angrebet på regeringen.

Venstres hårdeste angreb på regeringen er tilsyneladende, at regeringen ikke gennemfører Venstres politik hele tiden. Regeringens kurs har været en zig-zag kurs, hvor den har lavet det fornuftige med Venstre og det ufornuftige med Enhedslisten. Regeringen angribes for ikke at være gået reform-amok nok; regeringen har efter Venstre-toppens mening ikke været asocial nok.

Selvom man kan glæde sig over, at Venstre vil opreklamere Enhedslistens politiske fodaftryk, så er dette en meget sigende og bekymrende melding. For selvom Enhedslisten har gennemført gode forbedringer i finanslovene for 2012 og 2015, så er sandheden, at regeringen har gennemført ’reformsporet’ – hovedlinjen i sin økonomiske politik – sammen med Venstre og skiftende borgerlige partier. Denne hovedlinje har højst sandsynligt banet vejen for en hurtigt exit for Thorning-regeringen. Men – værre endnu – har den tydeligvis også givet en mulig kommende Venstre-ledet regering et solidt afsæt for en skærpet borgerlig offensiv ad samme linjer som SR(SF)-regeringen.

En nyliberal offensiv
Der er en overhængende risiko for, at den borgerlige fløj vinder, og det vil betyde, at en kommende regering vil blive ledet af Venstre. Som regeringsparti med den afgørende stemme er Venstres forberedelser til valgkampen afgørende for at forstå, hvordan en ny borgerlig regering vil bruge sine første 100 dage. Ifølge partiet selv, vil Venstre arbejde efter en 5-punktsplan indeholdende:

 

  • Et nyt kontanthjælpsloft og skattelettelser til lave arbejdsindkomster

  • Systematisk sænkning af skatter og afgifter på erhvervslivet

  • Tilpasning af udlændingelovgivningen til erhvervslivets interesser, så den brugbare arbejdskraft får adgang til Danmark, mens uarbejdsdygtige flygtninge og indvandrere

  • Mere politi, strengere straffe for børn og unge

  • Styrkelse af sundhedsvæsenet

Derudover har Venstre bebudet, at partiet vil indføre et udgiftsstop på offentlige udgifter. Det betyder ifølge partiet selv, at udgifterne skal følge prisudviklingen og derved kan fastholde udgifterne til det nuværende nominelle niveau af velfærd. Det er dog af de fleste økonomer blevet skudt ned som blændværk, fordi nulvækst vil føre til færre ansatte i den offentlige sektor.

Om Venstre kan gennemføre denne nyliberale offensiv afhænger af magtforholdet mellem de borgerlige partier efter det kommende valg. DF’s størrelse og rolle vil være afgørende for Venstres evne til at få gennemført nulvækstpolitik og afgifts- og skattesænkninger til erhvervslivet. DF har siden 2013 sagt, at partiet ønsker en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct. Det er uforeneligt med nulvækst. Men DF kan dog forventes at falde til patten og diskret gøre det modsatte, som de gjorde det ved samtlige finanslove og aftaler under seneste VK-regering. Ellers har Løkke også mulighed for at gå til de Radikale, når der skal forhandles større reformer. Partiet har forlængst sagt farvel til det sociale i sin socialliberale fortid.

SR-regeringens svigt
Hvorfor har Thorning-regeringens reformpolitik banet vejen for en styrket Venstre-ledet regering? Det har den af to grunde:

For det første har de aftaler, som er indgået i perioden, bundet regeringspartierne til en række løfter, som afmonterer den væsentligste kritik fra disse partier, når en V-ledet regering vil gå endnu videre ad samme spor.
Med skattereformen, førtids- og fleksjobsreformen samt kontanthjælps- og SU-reformen har Socialdemokraterne, de Radikale og Socialistisk Folkeparti accepteret at lade overførselsindkomstmodtagere betale for skattelettelser til toppen og for underskuddet på de offentlige finanser.
Med skattereformen accepterede de samme partier, at ejendomsværdiskatten fastfryses indtil 2020. Med Vækstplan DK erklærede partierne, at ”regeringen vil ikke pålægge erhvervslivet nye generelle forhøjelser af skatter og afgifter”. Med andre ord: Kriseregningen vil ikke blive betalt af de rigeste boligejere eller erhvervslivet.
Endelig har S bundet sig til en dagpengekommission, hvis opdrag er helt skævt, når et forslag til nyt dagpengesystem ”ikke må indebære højere strukturel ledighed, lavere strukturel beskæftigelse, svækkelse af de strukturelle offentlige finanser eller den finanspolitiske holdbarhed” under de betingelser, som den verdensfjerne regnemaskine lægger til grund.

For det andet har partierne S, SF og R dermed svigtet den modstand mod VKO-politikken, som bar partierne til magten i 2011. Ved fra starten at kaste hovedkravene fra bevægelsen mod regeringen bort og omfavne VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, skabte regeringen resignation og sendte de desillusionerede i armene på Venstre, Dansk Folkeparti og sofaen. Indtrykket af, at der ikke er noget alternativ til en kapitalistisk kriseløsning, er blevet mejslet i sten med S’s og SF’s svigt.

På alle væsentlige stræk har S, R og SF gennemført en liberalistisk dagsorden, der har efterladt Løkkes parti med den simple opgave at råbe: I er ikke gået langt nok!

Enhedslisten er den eneste reelle opposition
Hvis man tror, at S og SF af sig selv kommer tilbage til en markant venstredrejet profil som oppositionspartier, så må man tro om igen. I det seneste skred mod højre under Thorning-regeringen har begge partier bundet sig op på en række væsentlige områder gennem aftaler med Venstre. Disse bindinger kan ikke uden videre afsværges, blot fordi regeringsmagten skifter. Det gælder således også ideologien om, at arbejdsløse og lønmodtagere generelt skal stilles dårligere overfor kapitalens umættelige behov for profit. En forsmag på dette er beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensens (S) udtalelse om, at sanktionerne overfor ledige, der ikke lever op til rådighedsforpligtelsen, skal strammes.

Det efterlader Enhedslisten som det eneste reelle oppositionsparti. Naturligvis skal Enhedslisten søge alle de alliancer og fælles fronter med S og SF, som det overhovedet er muligt at presse dem til. Og partiet skal sammen med de to borgerlige arbejderpartier forsøge at mobilisere modstand mod den nyliberale offensiv, som en V-ledet regering vil indlede. Men Enhedslisten må ikke blive efterladt skuffet, forundret og passivt tilbage, når det viser sig, at ledelserne i S og SF ikke helhjertet bekæmper en Løkke-regerings asociale reformer. For når Løkke efter de første 100 dage har udboret den kurs, som SRSF-regeringen med sin reform-amok lagde for dagen, så kan det ikke overraske Enhedslisten, at de borgerlige arbejderpartier hellere opgiver kampen og indgår asociale forlig end at styrke modstanden og mobiliseringerne mod en kriseløsning på kapitalistklassens præmisser.

Enhedslisten står dermed over for en kæmpe opgave i den kommende periode. Det bliver ikke en ”venten på næste SR-regeringen”. Tværtimod må Enhedslisten anse den kommende periode for en lang offensiv, hvor partiet skal omsætte sin parlamentariske fremgang, sin øgede organisatoriske styrke og sin position som eneste reelle alternativ til venstre til at sætte en dagsorden i arbejderklassens bevægelser og organisationer.

SAP’s forretningsudvalg, den 5. december 2014

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php