Hvad kan venstrefløjen lære af udviklingen i Grækenland og Syrizas rolle?

af Mikael Hertoft

Grækenland har været i en turbulent tid, siden –Syriza fik regeringsmagten i januar. Omdrejningspunktet var grækernes forsøg på at gøre sig fri af EUs diktater – og føre en politik som dels var social, dels kunne sætte produktion og arbejde i gang og endelig kunne give Grækenland et råderum for selv at bestemme over sin fremtid. Tsipras vandt Folkeafstemningen om at sige nej til EUs politik i juli og sagde ja 14 dage senere. Han valgt valget i september, men har tabt kampen for Syrizas valgprogram.Partiet Syriza leder stadig regeringen – men nu med den opgave at gennemføre EUs memorandum-politik.

Under administation
I begyndelsen af juli blev den græske regering tvunget til at gøre lige præcis det, den ikke ville gøre: Den accepterede at Grækenland blev sat under administration af EU og den accepterede en neoliberal politik, bestående af privatiseringer, hævelse af pensionsalderen og ”reformer af arbejdsmarkedet” (dvs. at binde fagforeningerne og svække overenskomster). Alt dette for at få en forlænget låneaftale: Et tredje memorandum.

Det er et massivt nederlag på mange måder. Der er ingen tvivl om, at det er et nederlag, for økonomisk fornuft fordi den økonomiske ødelæggelse, som EU og IMF udsætter grækerne for, ikke vil føre til hverken økonomisk genopretning eller afbetaling af gælden.

Det er et nederlag for demokratiet, fordi en folkevalgt regering – oven i købet med en utvetydig, legitim folkeafstemning i ryggen – bliver tvunget til at føre en politik mod dets eget folks og sin egen vilje.

Det er også et nederlag for EUs politiske maskine, som viser sig at være bedre til at forstærke kriser end til at løse dem, og som har vist sig helt elendig til at tackle den økonomiske krise. Derfor er det også et nederlag for de kræfter, som mener, at EU skal reformeres og blive til en maskine for progressiv forandring, social ligestilling og grøn omstilling. Det er jo synspunkter, som har domineret i SF i efterhånden mange år, og som også er en diskret del af Alternativets politiske program.

I landene i EU er der også mange på venstrefløjen, der vil reformere og bruge EU inklusiv flertallet i mange af de partier, der udgør Europæisk Venstreparti (European Left), som Enhedslisten er medlem af. Men foreløbig er det mislykkedes i ekstrem grad at få EU til at føre en fornuftig politik også i forhold til Grækenland.

Nederlag for Syrizas politik
Efter at Tsipras havde indvilget i at gennemføre EUs memorandum-politik stod han overfor to problemer som regeringsleder. Det ene var, at han ikke kunne forvente at højrefløjen i Grækenland – Nyt Demokrati, Pasok, Potami mm. ville støtte ham i længden. Det andet var at han vidste at en stor del af hans eget parti og hans egen parlamentsgruppe ikke støttede hans linje.

Han spillede derfor højt spil og udskrev nyvalg. Venstrefløjen i partiet ville ikke kunne stille op på Syrizas lister og var tvunget til i huj og hast at danne et nyt parti ”Folkelig Enhed”.

Valgdagen kom den 20. september og det viste sig, at Tsipras vandt det høje spil.
Syriza tabte kun 4 mandater og det lille støtteparti Anel kom fortsat ind, så de to partier fortsat har flertal i det græske parlament.

Det nye venstrefløjsparti kom slet ikke ind – de fik 152.000 stemmer, men manglede nogen få tusinde stemmer i at kommer over 3 % spærregrænsen. Kommunistpartiet stod stille på sine 5,5% af stemmerne.
Tsipras kunne fortsætte som premierminister.

Intet er forandret i det parlamentariske styrkeforhold– men alt er alligevel forandret. Først og fremmest var valgprocenten meget lav. 773.000 færre stemte i september end i januar. Stemmeprocenten faldt fra 63,6 til 56,6 procent.

Det græske valgsystem er jo specielt, på den måde at det største parti får 50 ekstra mandater – så i realiten så regerer Tsipras på en meget lille del af den græske befolknings stemmer. Der er ca 10 millioner vælgere og de to partier i koalitionen fik tilsammen 2,2 millioner stemmer – og regerer altså på 22% af vælgermassen.

Mens Syriza i januar vandt på et stort folkeligt håb og på folkelig aktivitet, så vandt det samme parti i september på folkelig apati og en lav stemmeprocent.

Og nu er der. som Politiken konstaterede med glæde i sin leder om valget, et overvældende flertal af medlemmer i det græske parlament som støtter EUs memorandumpolitik – en skærende modsætning til de 62 procent af den græske befolkning som stemte imod den til folkeafstemningen i juli. Der var 3,5 millioner grækere, der sagde nej i den folkeafstemning, hvor stemmeprocenten også nåede 62,5 procent.

Situationen er nu, at privatiseringerne vil fortsætte og tage til – af de store havne, lufthavne og el-væsenet; centrale dele af samfundets infrastruktur. Når det er gennemført, bliver Grækenland en art koloni, hvor udenlandske interesser bestemmer over infrastruktur og produktionsenheder, og befolkningen bliver en slags livegne i eget land, der må betale for brugen af veje, el, vand, mad osv., til de udenlandske ejere. Fagforeningernes rettigheder skal svækkes gennem ”reformer”.

Pensionsalderen sættes op i et land, hvor mange familier i flere år har levet af pensionsindkomsterne, fordi de unge har mistet deres indtægtsgrundlag.

Manglen på en Plan B
Syriza har hele tiden forhandlet ud fra den forudsætning, at man ville finde et kompromis med EU. Jeg har haft mulighed for at diskutere denne strategi med repræsentanter for Syriza ved flere lejligheder. Jeg – og andre danskere, som f.eks. Kenneth Haar – spurgte igen og igen: Hvad er Plan B? Hvad gør I når/hvis EU og IMF afviser at lave et acceptabelt kompromis med jer?

Vi fik altid at vide, at der var ikke nogen Plan B: EU ville gå med til en aftale, for det var det eneste fornuftige – det eneste der kunne rette økonomien op.

Vi blev ved med at sige at det var mere end muligt – det var det mest sandsynlige – at EU ikke ville bøje sig for den nye græske regerings krav, og at man derfor måtte forberede sig på et brud med EU. Der var også mange på Syrizas venstrefløj, der søgte et alternativ.

Hvad kunne være en Plan B? Den diskussion har venstrefløjen i Syriza forsøgt at rejse. Jeg vil her blot nævne to centrale figurer: Costas Lapavitsas, medlem af parlamentet for Syriza og økonom, og Stathis Kouvelakis, medlem af Syrizas centralkomité.

Kort sagt har de foreslået en politisk linje med stop for betaling af gælden, kontrol af kapitalbevægelserne og renationalisering af bankerne, kombineret med folkelig mobilisering og fastholdelse af Syrizas sociale program.

Kunne det ikke føre til at Grækenland blev tvunget ud af Euroen, og midlertidigt eller permanent måtte etablere en anden valuta?

Jovist, men det alternativ var mindre slemt end at blive gjort til livegne inden for rammerne af euroen. Grækenland har muligheder for fuld fødevaresikkerhed baseret på landets egne ressourcer, og med en drachma, som måske ville være lidt for billig, ville Grækenland hurtigt kunne etablere sig som et attraktivt turistmål. De sociale bevægelser kunne udgøre udgangspunktet for en ny organisering af produktionsmidlerne, såsom efterladte fabrikshaller, og kunne dermed bidrage til landets produktivitet.

Det er klart, at dette alternativ ikke er blevet fuldt udviklet – og slet ikke blevet afprøvet. Men at tænke over det er vigtigt, for at påpege, at der er et alternativ til at bøje sig for EU.

Det er en spændende diskussion, og den har kunnet følges på engelsk blandt andet i International Viewpoint, 4. Internationales onlinetidsskrift.

Efter al balladen i forsommeren sagde den tidligere græske finansminister Varoufakis at Syrizas daværende inderkreds havde drøftelser om eventuelt at forlade euroen – en plan B. Men en sådan plan kan ikke være en hemmelig drøftelse blandt nogen få efter hårde forhandlinger. Den må nødvendigvis være en offentlig og bred forberedelse af befolkningen på hvad den skal gøre, hvis bruddet kommer.

Nu ved vi hvad plan B blev: Når EU ikke ville bøje sig, så gjorde Syriza det.

Hvad så nu?
For venstrefløjens forskellige strømninger vil det i en lang periode fremover være vanskeligt at komme i offensiven, fordi man har haft en regering der formelt er venstreorienteret, men fører EUs memorandumpolitik.

Håbet om en anden fremtid er falmet og nu er det eneste håb der tilbage at Syriza regeringen vil gennemføre EUs memorandum mere humant og socialt end et konservativt parti ville.
Dette er imidlertid næppe muligt – da memorandumpolitikkens kerne er at flytte magt og penge fra de fattige over til den internationale finanskapital.

Reform eller revolution?
Der er blevet sagt meget sludder om spørgsmålet om reform og revolution. Men erfaringerne fra Grækenland her i 2015 kaster et klart lys på spørgsmålet.

Spørgsmålet om reform og revolution handler ikke om hastighed af udviklingen, det handler ikke om tålmodighed eller utålmodighed, og det handler ikke om vold.

Den revolutionære socialist arbejder på at fremkalde et brud med det eksisterende system og et brud med den herskende klasse. Socialdemokratiske strømninger verden over, og ofte også kommunistiske, er gang på gang veget tilbage fra skridt, der kunne føre til et brud med borgerskabet. Revolutionære strømninger forstår derimod, at i et samfund i krise kan et brud med den herskende klasse være den eneste vej til at bringe samfundet fremad og ud af krisen.

Et sådant brud har kun en chance for at lykkes, hvis det er båret af en stærk folkelig vilje til forandring og bevægelse for at komme ud af krisen: Fødevarekomiteer, selvhjælpskomiteer, osv. – sådanne strukturer spiller en rolle i næsten alle revolutioner.

Reform og revolution handler ikke om at indgå kompromiser. Både revolutionære og reformister indgår fra tid til tid kompromiser. Det handler derimod om at stå fast og kæmpe, når ret tid er.

En væsentlig forskel på revolutionær politik og reformistisk politik er, hvad man ser som den væsentligste arena. Den reformistiske politik søger et forhandlet kompromis, og den væsentligste arena/kampplads er derfor forhandlingslokalet, som ofte er omgærdet af stor mystik og hemmelighedskræmmeri. Når man går ind til forhandlingerne, vil man ikke vise modstanderne sine kort, og derfor kan man heller ikke fortælle folket, hvad man vil.

Den revolutionære politik derimod ser hele samfundet som en kampplads og ser den brede befolkning som den aktive kraft. Det politiske parti må derfor gå åbent ud med en klar politik til befolkningen. Det må være til at stole på, når det siger, at det det vil forsvare den brede befolknings sociale og økonomiske interesser, og det må lægge stor vægt på at stille forslag, som er egnede til at mobilisere og organisere befolkningen.

Hemmelige forhandlinger gavner de herskende finanskapitalister og bureaukrater, og skader arbejderne. Vi må konstatere, at Syriza i det første halve år af sin regeringsmagt lod sig fange i en fælde af forhandlinger og bonede gulve.

Den underlige folkeafstemning
Det mest underlige i hele det græske forløb var folkeafstemningen den 5. juli. Her bad Alexis Tsipras om et mandat til at afvise EUs diktat, og blev mødt med både folkelig opbakning og begejstring. Et massivt flertal på 62 procent stemte nej til EUs forslag, og således havde Syriza vel i princippet et mandat for en mere radikal politik. Men de sprang op som en tiger og faldt ned som et lam. Mindre end 14 dage efter havde Syriza bøjet sig for EU.

Hvorfor? Hvad skulle den pantomime til for? Man kan måske se det som et sidste forsøg på at presse EU. Tsipras havde strøget pressefolderne, var gået ind til tante Merkel med en slank attachétaske, hvor der var afstemningsresultatet i et lille chartek og i et andet en aftale på græsk, tysk og engelsk, som Tsipras gerne ville have at fru Merkel underskrev: Løsningen på krisen. Men Merkel var ligeglad.

Her er en anden forskel på revolutionære og reformister. Både revolutionære og reformister benytter sig af at aktivere befolkningen – det som vi i gamle dage på venstrefløjen med et forfærdeligt ord kaldte ”mobiliseringer”. Men for den reformistiske politiker er det blot et supplerede redskab til at opnå stærkere position i forhandlingerne. For den revolutionære er aktiveringen af befolkningen kernen i den politiske linje.

Håbet er falmet
Nu er venstrefløjens ”nye håb” Syriza blevet til et strømlinet og topstyret parti, som er i gang med at gennemføre den politik, EU kræver. Venstrefløjen i partiet har forladt det – inklusive partiets ungdomsorganisation, en lang række parlamentarikere og en stor del af centralkomiteen og aktivistbasen – det er blevet socialdemokratiseret. Venstrefløjen udenfor Syriza har ikke formået at samle utilfredsheden op. Det vil tage langt tid for den græske modstand mod EUs nedskæringspolitik, at komme sig over det slag.

For den europæiske venstrefløj må dette føre til omfattende diskussioner og selvrefleksion. Det næste sted, hvor slaget skal slås, kan blive Spanien med Podemos, og der er brug for, at de lærer af Syriza.

I Danmark håber jeg, at Enhedslisten lærer noget af det her. Det bekræfter den anti-EU-linje, som har udmærket partiet siden dets start. Alle kan lære, at man aldrig skal gå til forhandlinger uden vide, hvad man vil gøre, hvis modparten siger nej til ens krav!

Hvis vi skal gøre os håb om at stille os i spidsen for forsvaret af befolkningens sociale og økonomiske interesser, og i forlængelse af det, for samfundsforandringen, så skal vi opbygge et parti der på bred basis kan igangsætte og fremme folkelig aktivitet.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg, Mikael Hertoft.

Artiklen har tidligere været bragt i Solidaritet.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com