Fra maj 2010 blev spørgsmålet om gæld et centralt anliggende for Grækenland og for resten af eurozonen. Det første program, som trojkaen påtvang, forårsagede en voldsom stigning af Grækenlands statsgæld. Det samme gjorde sig på forskellige måder gældende i Irland (2010), Portugal (2011), Spanien (2012) og Cypern (2013).

 

De politiske tiltag, der blev dikteret af de europæiske ledere, har følgende seks formål.

 

1. En økonomisk redningsaktion over for de private banker ved hjælp af offentlige midler, for at undgå de ødelæggende konsekvenser af deres egen private kreditboble.

 

2. Give de nye statslige kreditorer, der erstattede de private kreditorer, enorme magtbeføjelser i forhold til regeringer og offentlige institutioner i perifere lande, så de kan tvinges til at gennemføre meget drastiske nedskæringer, liberalisering, privatiseringer og stærkere kontrol ovenfra.

 

3. Fastholde eurozonens ydergrænse – med andre ord holde Grækenland og andre perifere lande inden for eurozonen, der er et magtfuldt instrument i de multinationale selskabers hænder og for de store økonomier inden for zonen.

 

4. Give en neoliberal politisk tilgang en langt stærkere placering især i Grækenland, men også i de andre perifere lande i eurozonen, for at statuere et eksempel over for alle europæiske befolkninger.

 

5. Styrke en autoritær regeringsform over hele Europa, uden at ty til nye eksperimenter med fascistiske eller nazistiske regimer eller noget, der ligner Francos, Salazars eller det græske oberststyre.

 

6. Svække arbejdernes lovsikrede rettigheder og sænke lønnen for at gøre europæiske varer og tjenesteydelser konkurrencedygtige på verdensmarkedet og for at forhøje profitterne.

 

En stor del af den yderste venstrefløj, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet, har stadigvæk en misforstået forestilling om, hvad EU-integration er, og hvad eurozonen indebærer. For at sige det lige ud, så ser det ud til, at de ser flere fordele end ulemper ved at være med i EU. De mener, at EU, og også eurozonen, kan danne rammen om en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk politik, med lidt mindre uretfærdighed og en slags keynesiansk genstart af øonomien.

 

Dette er grundlæggende forkert.

 

Vi må sige det klart og tydeligt: EU er ikke bare et neoliberalt integrationsprojekt. Det er også storkapitalens projekt. Det er et redskab til at integrere Europas befolkninger i et stort fælles marked, hvor de skal konkurrere med hinanden, og hvor de også skal konkurrere med alle andre befolkninger i verden.

 

Der har i løbet af det 19. og det 20. århundrede været tre fejlslagne forsøg på at forene Europa: det første med Napoleonskrigene i begyndelsen af det 19. århundrede, det andet og det tredje anført af tysk kapital, der førte til Første og Anden Verdenskrig. Det fjerde forsøg er det lykkedes storkapitalen i kontinentets store økonomier at føre fredeligt ud i livet. Det er ikke kun en sejr for det tyske borgerskab, det er også en sejr for borgerskaberne i de øvrige vigtige europæiske lande, og også for borgerskaberne i de perifere lande, der ikke har nogen selvstændige nationale planer.

 

De europæiske borgerskaber bruger relationerne mellem center og periferi inden for EU som et redskab i klassekampen.

 

Det er den lære, der kan drages af Tsipras-regeringens fiasko med hensyn til at bryde lænkerne i den barske nedskæringspolitik. Det er også nødvendigt at se de begrænsninger i øjnene, som den socialistiske mindretalsregering i Portugal under Antonio Costa har måttet indordne sig under.

 

Alternative politiske initiativer i folkets interesse skal på samme tid tage nedskæringer, statsgæld, private banker og eurozonen i betragtning, og bekæmpe autoritære tendenser, uden at glemme klimakrisen og økologiske kriser, den humanitære krise, som Europas politik med at styrke bevogtningen af sine grænser har været årsag til, krisen i Mellemøsten, den yderste højrefløj og racismens fremgang. Efter valget af Donald Trump, og også efter den venstreorienterede bevægelse kom på banen omkring Bernie Sanders, så må den yderste venstrefløj i Europa, feminister og økosocialister skabe kontakt til modstandskræfterne i USA.

 

Hvis man ser på erfaringerne fra 2015, så er det vigtigste at styrke et autentisk økologisk og socialistisk alternativ, der bryder med EU, sådan som det ser ud i dag.

 

Hverken EU eller eurozonen kan reformeres.

 

Den første lære kommer af Syriza-regeringens kapitulation: Selv om befolkningen og myndighederne havde opbakning til at bryde med nedskæringsprogrammerne, så kan der ikke gøres op med kreditorernes og de store selskabers overgreb på menneskerettighederne, med mindre man griber til stærke forholdsregler i form af et ensidigt forsvar.

 

Når dette er sagt, så må det også understreges, at vejen ud af krisen ikke er en nationalistisk vej. Lige så meget som tidligere, så er det nødvendigt med en internationalistisk strategi, der skaber bånd mellem alle dem, der går imod den nuværende form for integration, der er totalt underlagt storkapitalens interesser.

 

Hvis Syriza havde haft en korrekt strategi i 2015, ville et vendepunkt have været muligt. Det skete ikke. Den styrke, som en folkelig mobilisering kan skabe, vil uden tvivl være af afgørende vigtig betydning. Hvis presset for virkelig, kompromisløs forandring ikke fylder gaderne, de forskellige bydele og arbejdspladserne, så vil fremtiden ligge hen i tåge.

 

Ti forslag til social mobilisering og aktiviteter, der må iværksættes umiddelbart og samtidigt af enhver regering, der handler ud fra befolkningens sande interesser.

 

For det første: En venstreorienteret regering skal, i overensstemmelse med de løfter, som den tidligere har givet, klart og åbent nægte at adlyde EU-Kommissionen

 

Det var i 2015 tydeligt for enhver, at de sociale bevægelser i Europa ikke havde videre held med at opfordre til demonstationer, der nok fandt sted i et vist omfang, men slet ikke med den nødvendige styrke.

 

Det er dog også sandt, at Syrizas strategi ikke omfattede opfordringer til bred mobilisering i Europa, og ikke engang i Grækenland. Og da Tsipras-regeringen endelig opfordrede til mobilisering i forbindelse med folkeafstemningen 5. juli 2015, så blev den fælles vilje hos 61,5 procent af de græske vælgere, der nægtede at acceptere kreditorernes krav, ikke respekteret.

 

For det andet: En vilje til at opfordre til folkelig mobilliseringbåde på nationalt og på europæisk plan

 

Lad os huske på, at fra begyndelsen, i slutningen af februar 2015, og helt indtil slutningen af juni 2015, fremsatte Yanis Varoufakis og Alexis Tsipras erklæringer med henblik på at overbevise den offentlige mening om, at en aftale var inden for synsvidde, og at situationen udviklede sig i en gunstig retning.

 

Tænk, hvis de i stedet, efter hver eneste vigtig forhandling, havde forklaret, hvad der var på færde, gennem pressemeddelelser, udtalelser til medierne, og erklæringer ved offentlige begivenheder – foran de europæiske institutioners hovedsæde i Bruxelles, eller andre steder. Tænk, hvis de havde løftet sløret for, hvad der virkelig foregik. Det ville have ført til, at tusinder eller titusinder havde samlet sig, og de sociale medier kunne have videreformidlet denne alternative fremstilling til hundredtusinder af borgere.

 

For det tredje: Sæt en analyse af gælden i gang med borgerdeltagelse

 

Situationen er forskellig i EU-landene, og selvfølgelig inden for eurozonen. I nogle europæiske lande – som f.eks. i Grækenland – er det et ekstremt påtrængende og højt prioriteret anliggende at standse tilbagebetalingen af gæld for at slå fast som en ubetinget prioritet, at sociale behov skal imødekommes, og der skal gives garantier for overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder. Det er også kernen i en selvforsvarsstrategi. I Spanien, Portugal, Cypern og Irland afhænger det af magtbalancen og den aktuelle økonomiske situation. I andre lande er det muligt at foretage en analyse først og siden træffe beslutning vedrørende standsning af tilbagebetalingerne.

 

Analysen skal tage tage hensyn til, hvad den Græske Komité for Sandheden om Gælden nåede frem til – en komité, der var blevet oprettet af formanden for det græske parlament i april 2015. Begreberne uretmæssig, ulovlig, ikke bæredygtig og odiøs gæld skal anvendes ved analysen af offentlig gæld.

 

Et redskab i hænderne på en venstrefløjsregering, der kan anvendes mod den Europæiske Centralbank: Stop for betaling af de statsobligationer, der var akkumuleret af den Europæiske Centralbank under den ’kvantitative lempelse’. I Spaniens tilfælde ejede Centralbanken f.eks. spanske statsobligationer for i alt 253 milliarder euro. (se https://www.ecb.europa.eu/mopo/implement/omt/html/index.en.html)

 

For det fjerde: Skab kontrol med kapitalstrømme

 

For det femte: Socialisér den finansielle sektor og energisektoren

 

At socialisere den finansielle sektor betyder ikke bare at udvikle en offentlig centralbank. Det indebærer en forordning om et offentligt monopol på den finansielle sektor, herunder banker, forsikringsselskaber og andre finansielle selskaber. Det vil sige en socialisering under borgerkontrol. Med andre ord en forandring af den finansielle sektor, så den bliver en offentlig tjeneste.

 

Socialisering af energisektoren vil selvfølgelig også fortsat være højt prioriteret under den økologiske omstilling. Økologisk omstilling kan ikke finde sted uden et offentligt monopol over energisektoren, både med hensyn til produktion og distribution.

 

Socialiseringen af den finansielle sektor og energisektoren skal gennemføres ved simpel ekspropriation uden kompensation.

 

For det sjette: Oprettelse af en supplerende, ikke-konvertibel valuta, samt den uundgåelige debat om et farvel til euroen

 

Hvad enten det drejer sig om at forlade eurozonen eller blive i den, er det nødvendigt at oprette en ikke-konvertibel supplerende valuta. Med andre ord en valuta, der kun skal bruges lokalt, i forbindelse med transaktioner inden for landets grænser, f.eks. ved udbetaling af forhøjede pensioner, lønforhøjelser til offentligt ansatte, skatter, offentlige tjenester osv.

 

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om debatten om eurozonen. I mange lande er udtræden af eurozonen en valgmulighed, der må forsvares af politiske partier, fagforeninger og andre sociale bevægelser. Mange eurozone-lande vil ikke være i stand til reelt at bryde med nedskæringspolitikken og sætte en økologisk omstilling på dagsordenen uden at forlade eurozonen.

 

For det syvende: En gennemgribende skattereform

 

Fjern alle afgifter på basale forbrugsvarer og tjenester, som f.eks. mad, elektricitet og vand (op til et vist niveau pr. person), samt andre basale nødvendigheder. Og på den anden side skal afgifterne på luksusvarer og tjenester og lignende forhøjes. Det er også nødvendigt at forhøje skatten på profitter og indkomster over et vist niveau – med andre ord, en progressiv skat på indkomster, formuer og luksusboliger. Boliger, der er beboet af ejeren selv, er undtaget. En skattereform skal have øjeblikkelige virkninger: En sænkning af direkte og indirekte skatter, der er til at tage og føle på for det store flertal, og en lige så klar stigning for de rigeste 10 procent og for de store selskaber. Der skal endvidere tages effektive forholdsregler over for svindel og skatteundragelse.

 

For det ottende: Afprivatisering – tag kontrollen over privatiserede foretagender tilbage

 

Alle dem, der har tjent på privatiseringer, skal kun, eller slet ikke, kompenseres med et symbolsk beløb som en passende gestus. Det vil styrke og udvide de offentlige tjenester under borgerkontrol.

 

For det niende: Iværksæt en en omfattende nødplan til skabelse af samfundsnyttige jobs og for retfærdighed

 

Nedsæt arbejdstiden uden lønreduktion. Ophæv asociale love og vedtag love, der kan råde bod på ågerrenter ved boliglån (vedrører især lande som Spanien, Irland og Grækenland). Det kan sagtens bringes i orden lovgivningmæssigt, så fogedretten undgås (for at beskytte skyldnerne mod tvangsauktion). Parlamentet kunne f.eks. vedtage en lov, der annullerer prioritetsgæld under 150.000 euro, og på den måde sætte en stopper for disse håbløse situationer. Et meget omfattende program for offentligt forbrug skal gennemføres for at stimulere beskæftigelsen og samfundsnyttige aktiviteter ved at fremme lokale initiativer.

 

For det tiende: Tag initiativ til en ægte forfatningsproces

 

Det har ikke noget at gøre med forfatningsændringer inden for rammerne af de eksisterende parlamentariske institutioner. Det indebærer opløsning af parlamentet og valg til en grundlovgivende forsamling ved direkte valg.

 

Et brud med nedskæringspolitikken kan ikke gennemføres, uden at der straks fra begyndelsen gribes til radikale forholdsregler over for storkapitalen. Økosocialisme må være helt i centrum af debatten, ikke gemmes til senere.

 

Artiklen er Eric Toussaints foredrag ved konferencen Europe after Brexit, som blev afholdt I London den 22. september 2018.

 

Eric Toussaint, professor ved universitetet i Liège, er formand for CADTM i Begien (Komiteen for ophævelse af den Tredje Verdens gæld) og medlem af ATTAC-Frankrigs videnskabelige komité. Han har et omfattende forfatterskab om gæld, finanssektoren og den tredje verden. Han er medlem af Fjerde Internationales ledelse.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

Opslået i EU, Facebook

single.php