Syriza var tæt på at vinde valget i juni 2012, fordi partiet afviste de brutale spareprogrammer, der blev tvunget ned over hovedet på det græske folk. Men hvad er Syrizas alternativ nu?

af Jody Betzien, Sibylle Kaczorek, Yannis Bournous

Efter valget blev der dannet en alliance af tre partier: Grækenlands traditionelle konservative parti Nyt Demokrati, socialdemokratiet Pasok og en højrefløj i Syriza, som havde forladt partiet. Denne alliance gik ind for yderligere sparetiltag.

Sibylle Karczorek og Jody Betzien fra Socialist Alliance i Australien interviewede Yiannis Bournous i Athen den 12. december 2012 for webmagasinet links. Yannis er ledende medlem i venstrefløjskoalitionen Syriza – Grækenlands hurtigst voksende venstrefløjsparti. Han er også et med i landsledelsen af Synaspismos, som er den største af Syrizas medlemsgrupper. Endelig er han medlem af ledelsen i det Europæiske Venstreparti (hvor også Enhedslisten er medlem).

I midten af oktober gav Syrizas leder Alexis Tsipras et radio-interview, og på det tidspunkt sagde han, at “tre-parti-konsortiet ville kollapse, og derefter ville landets fremtid blive styret af sunde kræfter”. Hvor meget tættere er koalitionen kommet på at kollapse?

Tja, for det første har vi her i Grækenland i lang tid oplevet, at man aldrig kan lave sikre forudsigelser om specifikke tidsforløb. Da Syrizas leder kom med denne udtalelse, var det et udtryk for de bevægelser, vi så i samfundet – nemlig at selv dem der i juni, valgte at støtte de partier, som gik ind for EU’s memorandum og bailout-aftalerne, nu helt klart skridt for skridt begynder at indse, at valgløfterne fra Nyt Demokrati og de to andre partier i regeringen kollapser.

Koalitionsregeringen stemte for det såkaldt tredje memorandum. De gennemførte et nyt sæt af sparetiltag, som bragte mindstelønnen i den private sektor under 500 euro om måneden. De ødelægger enhver mulighed for, at borgernes grundlæggende behov kan dækkes inden for rammerne af velfærdsstaten og det sociale system.

Det er derfor, vi så spirerne til sociale mobiliseringer pible frem efter september i form af de første generalstrejker.

Det er derfor, Syriza officielt erklærede, at vi kæmper for, at regeringen skal gå af. Vi gør det på to niveauer. Det første er det parlamentariske niveau: Vi er nu det største oppositionsparti, og det betyder, at vi på den ene side gør alt hvad vi kan for at sætte en stopper for de reaktionære super-spareøvelser, og på den anden side fremfører vi alternativer.

Det er f. eks. også derfor, at Syriza allerede har stillet forslag om en ny lovpakke, der omhandler de meget forgældede husholdninger, og hvordan vi kan mindske byrden på disse husholdninger i forhold til deres lån i private banker. Vi gør det samme for de dybt forgældede små og mellemstore virksomheder, som traditionelt set er rygraden i den græske økonomi.

Men på den anden side, uden for parlamentet, prøver vi også at sætte gang de sociale kampe. Fra det øjeblik, Syriza opstod som en mulig kandidat til regeringen, gjorde vi det klart, at selv hvis vi vandt valget og det lykkedes os at etablere det, vi kalder en venstrefløjsregering – anti-memorandum-regering – ville en sådan regering (selv med mange stemmer bag sig) ikke være i stand til at gennemføre dybtgående forandringer i den græske økonomi uden en stærk folkelig opbakning.

Det vil sige, at vi ikke forsøger at reproducere den klientel-stat, som har præget det politiske system de sidste 35 år siden diktaturets fald, men derimod at etablere et nyt forhold til samfundet. Det er et stort spørgsmål for os.

Hvem er de sunde kræfter, der refereres til?

Jeg mener, at alle politiske kræfter fik et nyt politisk budskab efter de to på hinanden følgende valg i maj og juni.
Super-spareprogrammerne, som Pasok og Nyt Demokrati gennemførte i de sidste tre kabinetsperioder nedbrød de sociale relationer for mange sociale kategorier, sociale klasser. Og det førte til et historisk brud på båndet mellem de to partier, som har skiftedes til at dele magten – hvor under- og middelklassen i det græske samfund leverede det, vi kalder sving-stemmer.

De sociale kræfter, der hjalp de to partier til at få absolut flertal gennem de sidste 30 år, hvor de skiftevis var i regering eller det største oppositionsparti.

Så det, vi taler om nu, er et fuldstændig anderledes politisk billede.

Den græske socialdemokratiske model er ved at bryde sammen. Når det gælder Pasok, er de nu nede på 5 eller 6 procent af stemmerne i meningsmålingerne. Og Nyt Demokrati: Til trods for at de vandt valget, vandt de med det dårligste resultat i historien. Det betyder en frigørelse af sociale kræfter.

Så det, vi mener med vores projekt for en alternativ regering, er en ny forbindelse med disse frigjorte sociale kræfter. Uanset hvordan de stemte før i tiden.

I mange tilfælde har Syrizas repræsentanter argumenteret for, at det ville ødelægge den græske økonomi at forlade eurozonen. Hvad siger du til kritikken fra nogle dele af venstrefløjen, som argumenterer for, at det er mere radikalt at forlade euroen?

Syrizas vigtigste slogan er: ”Ikke flere ofre for euroen”. Med den seneste udvikling på europæisk niveau kan vi tydeligt se, at der aldrig har været en trussel om en græsk exit – det de kalder en ”GR-exit”.
Det er blevet brugt som et argument for på den ene side at afpresse de græske vælgere og på den anden side som et argument for at overbevise skatteyderne i de øvrige europæiske lande om, at de bidrag, der gives gennem EU’s såkaldte støtte-mekanismer (som faktisk er et bidrag for at redde tyveknægtene i de private banker) bliver brugt til at sikre, at eurozonen ikke går i opløsning.

På samme tid fortalte de via mainstream-medier det græske folk, at GR-exit ikke ville være et problem for Tyskland eller resten af eurozonen, men blot ville føre til ødelæggelsen af det græske samfund og den græske økonomi. Det har været en kæmpe smædekampagne, og vores svar var, at en venstrefløjsregering ville gøre alt, hvad der stod i dens magt for at forsvare velfærd og sociale ordninger.

Hvis du prøver at svare på det forkerte spørgsmål – hvor rigtigt svaret end måtte forekomme – giver du stadig svar på det forkerte spørgsmål. Så der er ikke noget spørgsmål om at opløse eurozonen, og der har aldrig været sådan et spørgsmål. Der kan have været nogle neoliberale fundamentalistiske kristendemokrater fra Bayern eller Finland eller Holland, som har støttet den idé, men det har været marginalt fra starten af, og truslen har reelt ikke eksisteret.

Men hvad er essensen af spørgsmålet og den såkaldte venstreorienterede kritik af vores ståsted imod en GR-exit eller en opløsning af eurozonen? Den såkaldte venstrefløjskritik, som støtter en tilbagevenden til drakmen, er en helt og holdent keynesiansk tilgang. Jeg vil kort forklare hvorfor: Teorien bag en såkaldt venstreorienteret position for at forlade euroen er, at vi vil forlade euroen, vende tilbage til den nationale møntfod, og så kan vi efterfølgende lave en devaluering. For det første ville dette føre til en endnu større nedgang i lønninger og pensioner.

Men, siger man, så kan vi blive mere konkurrencedygtige i forhold til eksport, og så vil de store eksportører, som profiterer af den øgede eksport, på magisk vis redistribuere denne rigdom.

Dette er 100 procent ren keynesianisme. Det har intet at gøre med et radikalt ståsted med hensyn til spørgsmålet om eurozonens og økonomiernes eksistens og funktion. Og faktisk giver det svar på det forkerte spørgsmål. Det spiller modstanderens spil ved at gøre møntfoden som det største spørgsmål.
Det, vi ønsker at forandre, er ikke møntfoden. Det er de sociale relationer og den magtbalance, som denne møntfod repræsenterer.

Det er derfor, vi taler for mere end en national kamp. Vi ved, at det nationale niveau er fundamentalt for klassekampen. Men på den anden side anerkender vi, at selv om vi vinder i Grækenland og vi etablerer en venstreorienteret regering, så vil den stå som en ”village gaulois [dvs. isoleret], hvis vi ikke ser gradvise forandringer i magtbalancen og styrkeforholdet mellem de forskellige kræfter i det mindste på europæisk niveau.

Det vil blive en historisk tumult, fordi der pludselig vil blive en regering til at give modstand mod det neoliberale autoritære projekt. Men på den anden side har vi talt for, at der blev skabt en europæisk modstand. Det er derfor, at mobiliseringen den 14. november i hele Europa er meget vigtig. Efter min mening var det et historisk gennembrud for de sociale bevægelser i Europa.

Jeg tror at occupy-bevægelsen [besættelse af centrale pladser, o.a.] gødede jorden for udviklingen af en ny type af internationalisme i de sociale kampe. Selv reformistiske fagforeninger mobiliserer nu i den retning. Dette er, for os, yderst vigtigt, fordi uden en koordineret og massiv europæisk modstand kan vi tage nogle af de første skridt, men vi kan ikke fortsætte med dyberegående forandringer.

Syriza er også blevet kritiseret fra venstre for at ville genforhandle Grækenlands gæld i stedet for at nægte at betale den tilbage. Kan du forklare, hvad der er Syrizas politik?

Spørgsmålet om gæld er, i vores øjne, et politisk spørgsmål og ikke et teknisk spørgsmål. Gælden er blevet brugt som undskyldning for alle spareprogrammerne. Grækenland havde gældsproblemer lige som mange andre europæiske stater har haft i mange år. Selv Tyskland har en offentlig gæld, der overstiger kriterierne i stabilitetspagten.

Så vi mener, at man må komme med et politisk svar på et politisk problem. Lige fra starten har vi sagt, at det ikke kun er en sag for Grækenland. Det er en europæisk krise i den måde, som euro-zonen blev skabt.
Så derfor har vi insisteret på, at der ikke findes en national løsning på et europæisk problem. Derfor har vi sammen med andre venstrekræfter i Europa foreslået, en europæisk aftale om gældskrisen, som omfatter alle forgældede lande. Den skal følge den model, der blev aftalt for Tyskland i 1953 efter Anden Verdenskrig.

Det indebærer to ting. Den ene er en sletning af en del af gælden. Vi har foreslået en gældsrevision for at få klarlagt, hvilken slags gæld vi har. Hvilken del, der skyldes korruption eller spekulative renter i fortiden og den slags ting.

Men samtidig må man beskytte de små investorer, ligesom husholdningerne, som har brugt deres livslange opsparing på at købe statsobligationer eller værdibeviser i socialfonde, som ejer statsobligationer. Derfor siger vi, at vores program og strategi er klasseorienteret. Man er nødt til beskytte dem, der ikke har skabt krisen, og straffe dem, som gjorde det. Samtidig kræver vi en bedre ordning for tilbagebetaling af resten af gælden, på linje med aftalen for Tyskland i 1953. Det indebærer en forudsætning om vækst. De år, hvor vores land kommer ud med en positiv vækstrate, kan vi betale tilbage. De år, hvor vi er i en dyb recession, som vi har været i de sidste seks år, kan vi ikke betale.

Man behøver ikke være økonom for at forstå dette. Hvis man har recession og samtidig skal betale renter og afdrag på lån, og samtidig finde penge til at skabe offentlige investeringer til jobskabelse; det er umuligt. Så vi må træffe et valg. Hvis man ønsker at redde hele Europa, så må man træffe nogle valg. Vores valg er at forsvare og foreslå en politik, som kan føre Europa ud af krisen: jobskabelse, offentlige investeringer, social kontrol med strategiske virksomheder (bankerne, energisektoren, transport osv.), og samtidig sikre en grundlæggende social service osv.

Men dette er selvfølgelig ikke nok, for vi erkender, at krisen er strukturel. Vi siger, at de europæiske traktater har ført Europa derhen, hvor vi står nu. Vi har brug for en grundlæggende ændring af traktaterne, og vi skal have en grundlæggende ændring af vedtægterne for den Europæiske Centralbank, så den som en sidste udvej kan låne ud direkte til overforgældede stater til en meget lav udlånsrente, sådan som man gør nu i forhold til de private banker. Det Europæiske Venstreparti har lavet et officielt forslag om at oprette en offentlig europæisk bank for social og økologisk udvikling. Denne bank skal direkte finansiere offentlige investeringer rettet mod en økologisk holdbar udvikling og jobskabelsesprojekter til en rente på nul eller meget lav rente.

Tsipras er blevet citeret for, at “nedskæringer har ikke slået fejl, fordi de ikke er blevet gennemført, men netop fordi de blev gennemført.” Hvad er Syrizas alternativ til nedskæringer?

Som du ved, er dette første gang i vores historie, hvor vi er tvunget af samfundet selv til at have meget konkrete alternativer til ”i morgen”. Det er nyt for et venstrefløjsparti i Grækenland.

Dette spørgsmål er grundlæggende. Der vil være akut behov for at finde finansiering, hvis vi danner en venstrefløjsregering. Det betyder for eksempel, at et forslag vil være at indføre en ekstraordinær skat, en akutskat på storkapitalen, de store virksomheder og de rige.

Samtidig må vi have en meget hurtig og effektiv strategi til at ændre skattesystemet i Grækenland, et skattesystem som faktisk er i modstrid med forfatningen. Den siger, at skattebetalingen i Grækenland skal være progressiv. Hver borger skal bidrage i forhold til hans/hendes formåen.

Trods dette blev den årlige beskatning af de store virksomheders profitter nedsat af den tidligere statsminister George Papandreou fra PASOK. Det er sket samtidig med, at arbejdernes lønninger og arbejdsvilkår er blevet skåret ned.

Jeg har læst en official analyse, som sagde, at i løbet af de sidste to år med recession er indtjeningen hos de 500 største græske virksomheder steget med 19 procent. Det viser, at noget må ændres omgående.
Så en grundlæggende målsætning er at få de rige og ikke de fattige til at betale, for de nederste og middelklassen kan ikek bidrage mere. De har mistet deres boliger, deres arbejde. i Athen kan man finde 25.000 hjemløse. Antallet af selvmord på grund af personlig tragedie er blevet skyhøj. Det viser meget klart, at vi er nødt til at gennemføre en radikalt anderledes politik med hensyn til, hvordan vi får penge i statskassen. Vi har brug for en aftale for at beskatte de store ejendomsværdier, som ejes af kirken, som er den største ejendomsbesidder i Grækenland. Vi har brug for en aftale for at beskatte de store skibsejere. De ejer den næststørste handelsflåde i verden, og de er officielt skatteunddragere på grund af 70-75 forskellige skatteundtagelser, som de nyder godt af i kraft af den tidligere regerings beslutninger.

Hvis man ikke kører frem med klasseorienterede løsninger, kan man aldrig komme ud af den tragiske forfatning, som den græske økonomi befinder sig i dag, for pengene kan ikke findes andre steder.

Det fascistiske parti Gyldent Daggry står aktuelt til omkring 13 procent. Det er blevet sammenlignet med fascismens fremvækst i Tyskland i1930’erne. Hvordan svarer Syriza igen i denne situation?

Fremgangen for Gyldent Daggry er et komplekst fænomen. Det kan ikke bare forklares med, at 500.000 græske vælgere blev fascister fra den ene dag til den næste.

Gyldent Daggry præsenterede sig som en systemkritisk, radikal løsning. Det er for eksempel derfor, mange unge stemte på dem. Grobunden for fremvæksten af nyfascistiske ideer blev først lagt af PASOK-regeringen og ved at gøre racistisk og fremmedfjendsk retorik almindelig i den politiske debat.

Folk blev vænnet til fremmedfjendske ideer af en ”socialistisk” regering. Det blev meget nemt at gribe til den slags løsninger, hvis man kombinerer den almindelige krise og samtidig forkaster det, som folk opfatter hele det politiske system.

Gyldent Daggry er et komplekst netværk, de er ”nationalsocialister”, hvad angår visse aspekter af økonomien. De kræver for eksempel nationalisering af bankerne. Men samtidig er det meget modsætningsfyldt. I deres officielle erklæringer i parlamentet har de bedt regeringen om ikke at indføre nye skatter på skibsrederne, fordi de hævder, at de også er ”patrioter, som kan redde vores fædreland”.

Vi ved, at de har arbejdet i og øget deres indflydelse gennem gymnastikklubber, fodbold-hooligans, blandt sikkerhedsfolk og eliteenheder i hæren. I den forstand er de er også involveret i kriminelle aktiviteter og ikke kun i kraft af deres voldelige overfald.

Så det er et komplekst netværk, som det ikke er let at imødegå og stoppe. De er også ekstremt fjendtlige over for arbejderkampe. For eksempel havde vi sidste år en meget stor strejke blandt de ansatte på stålværket Halyvourgia. Gyldent Daggry var imod strejken, men til en vis grad ændrede de holdning i Athen og bragte noget mad til de strejkende, men samtidig var de officielt imod strejken, og på en fabrik opfordrede de arbejderne til at genoptage arbejdet.

Gyldent Daggry er et produkt af den kapitalistiske krise, men samtidig præsenterer de sig selv som en systemkritisk kraft, selv om de ikke er det. Hvad har vi gjort? Et komplekst problem, som kræver en mangesidet strategi. Det er så simpelt, som for eksempel nogle anarkister tror, at man bare kan oprette rivaliserende bander og have nazibander og anti-nazibander, som slår hinanden ned hver nat.

Vi har prøvet at opbygge brede antifascistiske komiteer i for eksempel skoler, i samarbejde med lærernes fagforening eller i lokalområder især i Athen, hvor problemet er størst. Og i områder i samarbejde med de lokale beboere, som er kunstnere og intellektuelle, prøver vi at arbejde med kulturelle events og på den måde opbygge en anden kultur.

Men en anden vigtig ting er de solidaritetsnetværk, som vi har opbygget i lokalområderne. De er ikke kun vigtige for folks overlevelse, så de får hjælp fra disse netværk, men også for at en ny slags social organisering, som bygger på solidaritet. Fordi nazisterne bygger på frygt, på folks isolation, på frygten for kriminalitet, på den frygt, der kommer af sult og den slags.

Det, vi prøver at fremme, er en kollektiv måde til at tackle sociale problemer, og det betyder, at man arbejder sammen med sin indvandrernabo. Det er ikke filantropi, det er ikke et vertikalt forhold, det er ikke et magtspil mellem den, der har og tilbyder, og den, der ingenting har, men er afhængig af ham over dig.

Det er et horisontalt forhold. I vores solidaritetsnetværk bygger forholdet – udover tilbud om gratis mad og tøj – på ideen om bytte uden penge. Bytte ting, men også tjenester. Hvis din indvandrernabo har arbejdet i byggeindustrien og nu er arbejdsløs, så kan han komme og male dit hus, og til gengæld giver du ham en flaske olivenolie eller tilbyder at passe hans børn gratis. Dette er også udtryk for nogle refleksioner, som afspejler mere strategiske overvejelser. Hvis du snakker om en socialistisk vision med frihed og demokrati, så må du fremme den samfundsmodel ved at åbne små vinduer, som viser det i praksis.

Vi ønsker ikke at erstatte de statslige opgaver. Vi siger dette klart til folk, som deltager i solidaritetsnetværk, at vi erstatter ikke et offentligt hospital ved at lave et frivilligt sundhedscenter. Vi hjælper hinanden med kollektivt at overleve, men samtidig opmuntrer vi folk til kollektivt at kræve, at deres basale behov bliver opfyldt.

Dette er også et våben mod fascismen, fordi det er et kollektivt svar, et kulturelt svar på den model, som Gyldent Daggry bruger for at styrke sig.

Der har været rygter om, at fascisterne har forbindelse til politiet. Hvad kan du sige om det?

Vi har beviser for, at det ikke kun er en anklage. Der har været gentagne tilfælde, ikke kun hvor uropolitiet stiltiende har accepteret fascister i slagsmål med anti-fascister, men også i demonstrationerne. Der har været gentagne beviser på motorcykelbetjente, som har tegninger på deres hjelme af gamle græske symboler, som blev brugt af nazisterne, eller af royalistiske symboler osv.

Vi har gentagne tilfælde af racistisk vold fra politiets side. Disse sager er blevet internationalt kendte gennem Amnesty international. i et tilfælde, hvor anti-fascistiske demonstranter stødte sammen med medlemmer af gyldent Daggry, blev 15 anti-fascister arresteret og tortureret. The Guardian offentliggjorde en artikel om dette og om brugen af elektrochok-pistoler og andre former for ydmygende taktik.

Svaret fra ministeren for borgerbeskyttelse, som det hedder, var en offentlig erklæring om, at han vil retsforfølge The Guardian for misinformation. Et andet tilfælde var to steder i Grækenland, hvor parlamentsmedlemmer fra Gyldent Daggry deltog i angreb på indvandrere på et loppemarked og ødelagde deres boder og smed dem ud. Der er bevis for, at i det ene tilfælde, i byen Messologi, var politifolk i civilt tøj med i Gyldent Daggrys bande.
Der er blevet udstedt ordre om at undersøge sagen, men vi er efterhånden vant til, hvad der kommer ud af det.
Der har også været en meningsmåling efter valget, som viste, at på bestemte valgsteder i Athen tæt på politistationer, var der anslået omkring 50 procent af politistyrken med tjeneste i Athen, som stemte på Gyldent Daggry.

Det bliver styrket af teorien om de “to yderfløje”, som med stor fare bliver brugt af alle partier i parlamentet – desværre også af Demokratisk Venstre. Det er et teoretisk skema, hvor der er to ekstremer – på den ene side Gyldent Daggry, og på den anden side Syriza og alle, som demonstrerer og står imod.

Regeringen ikke alene bruger denne retorik, men har også indtaget et klart standpunkt midt imellem de to yderpunkter. Erklæringen fra minisiteren for borgerbeskyttelse har været virkelig provokerende.

Og den anden risiko er, at det ofte bliver gentaget af folk på venstrefløjen. For eksempel erklærede generalsekretæren for det kommunistiske parti KKE eftervalget i juni, at vi ikke skulle være bange for Gyldent Daggry, fordi nu hvor de sidder i parlamentet, vil de gå i slips og jakkesæt og blive en del af systemet.
Det er en tragisk misforståelse. For historien har bittert bevist, at når institutioner kommer i berøring med fascismen, så vil institutionerne tilpasse sig fascismen og ikke omvendt.

Vi har afvist det argument siden før valget. Vi sagde, at selv hvis man ikke var enig med Syriza, selv hvis man opfatter Syriza som fuldstændig i modsætning til sine interesser, så skalman ikke stemme på Gyldent Daggry. Det blev sagt klart af vores kandidater og af vores leder. Vi er det eneste parti, som understregede denne holdning.

Ud fra de seneste meningsmålinger er Syriza det største parti. Hvornår forventer Syriza, at der kommer valg? Vil det komme før tid?

Vi er på en måde tilbage ved det første spørgsmål. Vi er ikke noget orakel. Helt seriøst, så afhænger alt i vores øjne af den sociale mobilisering og organiseringen i modstandsbevægelsen. Hvis der er folk i bevægelse, som lægger pres på regeringen, så kan udviklingen gå hurtigt. Hvis der ikke er mobiliseringer, så vil vi ikke se en hurtig udvikling, og så kan de her folk blive siddende ved magten i længere tid.

Jeg sagde, at officielt har vi sagt, at vores politiske mål lige nu er at vælte regeringen, men det kan kun ske gennem socialt pres. Hvornår det end sker, så vil vi være parate og gøre det klart, at vi klar til at tage vores historiske ansvar.

Til maj afholder Syriza en stiftende kongres og etablerer sig som et nyt enhedsparti med mange tendenser. Er det et Syriza, som forbereder sig på valg?

Siden valget i juni 2012 har Syrizas medlemmer været i en periode med konstant forberedelse af valg. For os betyder det at være en del af modstandsbevægelsen og ikke bare organisere valgkampagne. Det var den sociale mobilisering, som sparkede to regeringer ud og gennemtvang valg.

Det er dette, vi prøver at gennemtvinge nu. Efter at have takket 27 procent af vælgerne for at tildele Syriza et sådant stort ansvar, erklærede vi dagen efter valget, at i organisatorisk forstand var Syriza et parti for 4 procent. Vi har brug for at udvikle os selv på en måde, at vi kan opbygge et åbent, inkluderende, demokratisk, radikalt venstrefløjsparti. Ike kun for at favne de 27 procent, som allerede har stemt på os, men også for at få en endnu større appel.

Det hænger sammen med de nye sociale alliance, som er blevet støttet i den seneste periode. For os er det en meget stor udfordring, om vi vil eller ikke vil være i stand til at omdanne Syriza til et mere sammenhængende politisk subjekt.

Vi gennemgår en historisk periode, hvor modellen med partier med ”ideologisk renhed” har slået fejl. Det står endnu mere klart efter det sidste valg, hvor den monolitiske og sekteriske holdning hos KKE førte partiet ud på et politisk og vælgermæssigt sidespor. Vi tror på politisk enhed og enhed for sociale behov. Det er det, vi prøver at opbygge.

De første tegn i denne forberedelsesperiode er gode. Syriza har næsten tredoblet sit medlemstal siden valget. Vi er nu over 30.000 og på vej til 40.000 medlemmer. Det er ikke meget stort, men det er har stor betydning. Det er det højeste medlemstal, som et venstrefløjsparti, til venstre for Socialdemokratiet, har haft i Grækenland i de sidste 20 år. Den kvalitative analyse af de nye medlemmer viser klart, at der er en bredere social grobund for at sprede den pluralistiske og radikale venstrefløjs ideer. Dette er dent grundlæggende mål for den kommende periode. Vi henvender so til folk, der kommer fra alle mulige politiske baggrunde. Vi tror på, at dette er en historisk periode, hvor vi kan møde folk, der kommer hele det politiske spektrum, på et grundlag, der handler om at forsvare de grundlæggende sociale behov. Selvfølgelig undtaget den yderste højrefløj.

Skridt for skridt giver det os optimisme og styrke til at fortsætte denne samlingsproces, hvor vi omdanner Syriza frem til den stiftende kongres.

Vi har tilsvarende positive tegn i valget hos forskellige fagforeninger, hvor venstrefløjens enhedslister, som vi prøver at stable på benene, går frem. Dette er meget vigtigt for os, fordi et af vores vigtige mål er at overbevise folk om, at den traditionelle fagforeningsmodel fra det seneste årti – med korruption, bureaukrati og konservatisme – må laves om.

Den eneste vej til forandring er at styrke de kræfter, som har en alternative plan for, hvad fagligt arbejde betyder i dag. Hvordan kan det for eksempel være et tilbud til de løst ansatte arbejdere, som der findes rigtig mange af i Grækenland, men som ikke er en del af fagbevægelsen?

Der er positive tegn, og vi tror, at i hele denne overgangsperiode frem til gendannelsen i slutningen af maj eller starten af juni vil vi være i stand til at udvide denne indflydelse.

Interviewet blev bragt 14. december 2012 hos det australske webmagasin links. Oversat af Bodil Olsen og Karina Skov.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com