Arbejderbevægelsen og venstrefløjen bør genrejse debatten om magtforholdene på virksomhederne.

af Lene Torkildsen

Debatten bør følges op af krav om demokratisering af arbejdsmarkedet, ikke som et ”revolutionært paradeforslag”, men forslag som tager udgangspunkt i almindelige tillidsfolks problemer og på en konkret og nærværende måde udfordrer den nuværende samfundsmodel.

Når der opstår krise i samfundet, som den vi ser i øjeblikket, er det naturligt at flere mennesker bliver opmærksomme på de økonomiske faktorer, der skaber arbejdsløshed og store krak.

Men krisen giver også anledning til at stille spørgsmålstegn ved selve måden, man driver virksomhederne på. Både når ledere og aktionærer forgylder sig selv, mens menige medarbejdere presses til at gå ned i løn eller sparkes ud, og ikke mindst når staten går ind med hjælpepakker og andre støtteordninger – så er det oplagt, at der skal stilles krav til, hvordan pengene bruges.

Vi skal stille spørgsmålstegn ved
– at de ansatte er fuldstændig uden for indflydelse, når ejerne vælger at lukke en produktion, outsource den eller flytte den til et 3. verdens land med lave lønninger.
– at de ansatte ikke kan bestemme om et overskud skal gå til aktionærerne, kæmpebonus til direktøren eller til sikring af virksomheden.
– at de ansatte ikke har meget at skulle have sagt, når det gælder rationaliseringer og kontrolsystemer, der gør arbejdsdagen til et helvede, og er magtesløse, hvis ledelsen undlader at efteruddanne folk og foretage fornuftige og langsigtede investeringer.

Det handler ikke kun om den private ejendomsret til arbejdspladserne, men også om de ansattes ret til medbestemmelse omkring organisering af arbejdet og måden der produceres på. For også i statslige, kommunale og tidligere tiders kooperative virksomheder, hylder man princippet om arbejdsgiverens eneret til at lede og fordele arbejdet.

Man kan ikke lede en virksomhed i plenum …
På et fagforeningstræf i HK for et par år siden, deltog Lisbeth Knudsen, chefredaktør og koncernchef for Berlingske Media. Debatten kredsede om folks frustrationer over ledelser, der undlader at informere og som træffer beslutninger henover hovedet på medarbejderne. Pludselig snakkede vi om ”arbejdsgivernes ledelsesret”. Fru Knudsen afviste hurtigt og arrogant tanken om medarbejdernes indblanding: ”Man kan ikke lede en virksomhed i plenum!”

Naturligvis kan man ikke det. Det kræver stor viden, indsigt og dygtighed at drive en virksomhed. Det er ikke tilfældigt, at begrebet ledelse og ledelsesteori er blevet en videnskab i sig selv. En dårlig leder kan gøre hverdagen til et helvede på en arbejdsplads, mens en god leder der forstår at lytte til sine medarbejdere kan få tingene til at glide. Der er ikke noget galt med at have ledere. Blot ville det være befriende, hvis de ansatte havde mulighed for at vælge dem selv og for at skifte dem ud, hvis de ikke duede.
Medarbejderne kan organisere sig og optræde kollektivt, og de kan vælge en tillidsrepræsentant. Ofte med tilsvarende eller endog større kompetencer end diverse mellemledere. Men de har ikke meget at skulle have sagt. Det afhænger i hvert fald af styrkeforholdet på arbejdspladsen.

Ungdomsradikaliseringen i 1970’erne fandt også vej til de danske arbejdspladser og satte skub i debatten om demokrati og ledelsesret. Det var en periode hvor Socialdemokratiet diskuterede Økonomisk Demokrati. Et temmelig blodfattigt projekt, men set i bakspejlet, dog et tegn på at reformismen stadig havde visioner om samfundets forandring.

I 1970 kom den største revision af SU-aftalen, som gav samarbejdsudvalget nogle besluttende beføjelser. Derimod var og er der ingen sanktioner, hvis arbejdsgiveren ikke efterlever disse beslutninger. Aftalen i dag er stort set baseret på de samme uforpligtende hensigtserklæringer.
Kontrol eller uddelegering af ansvar
Arbejdsgiverne har et dilemma, der er blevet tydeligere efterhånden som uddannelsesniveauet i samfundet stiger.

Veluddannede mennesker kan ikke lade være med at forholde sig til organisering af arbejdet.
Det er specielt grelt, hvis medarbejdernes forslag eller påpegning af fejl og problemer bliver ignoreret. Det skaber ligegyldighed og afmagt og dermed manglende engagement.

Derfor bevæger ledelsesretten ude i virkeligheden sig hele tiden frem og tilbage.

Arbejdsgiverne kan groft sagt gøre to ting. Enten give de ansatte en hel masse ansvar for selv at tilrettelægge arbejdet, eller de kan indføre kontrolsystemer, så de kan overvåge, om der er nogen som dovner den. Man kan kontrollere medarbejderen gennem computersystemer, overvågningskamera eller udmåling af ydelser i minutter, ofte noget man benytter sig af i det offentlige men også i rengøringssektoren, postomdeling osv. Kontrol og overvågning gør arbejdet til en belastning og er ekstremt demotiverende.

Uddelegering af ansvar er klart det mest begavede og med til give arbejdet mere indhold for den ansatte. Det kan være i form af selvstyrende grupper, visse former for akkordarbejde i byggeriet, hjemmearbejde eller projektarbejde osv. Uanset hvilken form, giver det imidlertid sjældent indflydelse på de vigtige beslutninger. F.eks. hvor meget personale der skal være til at udføre en bestemt opgave, hvilke hjælpemidler der skal investeres i … altså hvor meget man vægter arbejdsmiljøet, ansættelses- og afskedigelseskriterier osv. De moderne arbejdsformer med hjemme- og projektarbejde kan betyde grotesk udnyttelse , og ansvar uden indflydelse fører i mange tilfælde til udbrændthed og stress.

Selvstyrende grupper risikerer at sætte arbejdersiden i et dilemma. Det kan give et indbyrdes hierarki. Man får en masse ansvar, der fører til, at man presser sig selv op i tempo. Det bliver arbejderne selv, der presser de svage ud, fordi de ikke kan følge med, frem for at arbejdsgiverne tager de tunge beslutninger. Arbejdsgivere indfører ”Månedens medarbejder” i bedste sovjetstil, for at skabe indbyrdes konkurrence. Lean-ideologien, (den japanske Toyota model, der handler om at undgå spild og at opøve ekstremt hurtige omstillingstider) underviser i hvordan man kan videofilme de bedste arbejdere, når de udfører en omstilling, så andre kan efterligne og ensrette deres bevægelser.

”Hvis danske virksomheder med høje lønninger skal klare sig i globaliseringen, må danske arbejdere nødvendigvis være ekstra produktive og ekstra kreative”. Det er et mantra vi hører fra alle sider. Ofte er det arbejderne selv, der finder på nye ideer og bedre metoder til at undgå fejl. Men arbejdsgiverne stjæler ideerne og belønner måske arbejderen med en kortsigtet bonus. Sjældent i form af flere rettigheder.

Opgaven er at udfordre ledelsesretten
Tillidsfolk og fagforening har derfor et stort ansvar for at give denne udvikling et kvalificeret modspil. I princippet er det fyringsgrund for en tillidsmand, hvis han eller hun blander sig i ledelsesretten. Alligevel er det, det der bør gøres. Lige til den yderste grænse.

Tillidsrepræsentanten skal bruge sammenholdet til at blande sig i tilrettelæggelse af ferier og fridage, uddannelse, arbejdstider og den daglige arbejdsgang, så man får en hverdag der er til at holde ud. Der skal stemmes om det på medlemsmøder, hvor ledelsen ikke er til stede. Tillidsfolkene skal tage ansvar for, at der sendes folk på kursus, så man undgår at fyre folk, tage ansvar for at lære hinanden op og hjælpe hinanden – også hvis enkeltpersoner har problemer. Vi ved godt at de sociale hensyn bliver begrænset, efterhånden som bemandingerne skæres ind til benet, men ved at have nogenlunde aftalte normer, kan man i det mindste modvirke individuel tempoopskruning, ogat arbejdsgiverne spiller kollegerne ud imod hinanden.

Men bliver tillidsfolk ikke bare sovset ind i systemet på arbejdsgivernes betingelser med konkurrencehensyn og markedsvilkår, i stedet for at varetage arbejdernes interesser? Jo da, faren er bestemt altid til stede. Fagligt engagement, demokratiske diskussioner, åbenhed og politisk bevidsthed blandt medarbejderne kan være med til at modvirke det.

Men min påstand er, at det grundlæggende er progressivt og udviklende, hvis medarbejderne kræver eller direkte tiltager sig ledelsesret.

Arbejderbevægelsen må gå et skridt videre og stille krav om politiske reformer, som udfordrer magtforholdene på arbejdspladserne. Når der er krise i samfundet, må ledelsesretten på dagsordenen som et alternativt samfundsprojekt. For de mest ansvarlige i en virksomhed er hverken direktionen, aktionærerne eller den kapitalfond, der evt. står bag. Det er medarbejderne, for det er dem som ønsker at bevare og udvikle produktionen.

En sag for arbejdsmarkedets parter?
Socialdemokratiet og store dele af fagbevægelsen siger, at ledelsesretten ikke er et politisk projekt, men en sag for arbejdsmarkedets parter.

Men frivillige aftaler er flere gange blevet suppleret med lovgivning. I 1960’erne kom lov om medarbejdernes repræsentation i virksomhedsbestyrelser (A/S), senere loven om arbejdsmiljø og sikkerhedsrepræsentanter samt loven om ligebehandling (1991).

PÅ samme måde kan og bør der stilles krav til arbejderpartierne om, at en ny regering gennemfører en demokratiseringsreform på arbejdsmarkedet i form af lovfæstede rettigheder omkring medindflydelse på virksomheder. Arbejdsgiverne vil naturligvis være imod. De var også imod indførelse af mange af de arbejdsmiljøtiltag, der blev indført under Nyrupregeringen i 90’erne og har i praksis boykottet og trukket beslutninger i langdrag. Og det vil de altid kunne gøre så længe, der ikke er en aktivitet og en opbakning ude på arbejdspladsen.

Man kunne starte i det små med at gøre SU-aftalen mere forpligtende ved at give medbestemmelse på flere områder frem for det løse ord medindflydelse. Der kunne indføres reelle sanktioner over for arbejdsgivere, som ikke overholder bestemmelserne. Der kunne gives bedre beskyttelse af tillidsrepræsentanter, lovfæstet tid til deres arbejde og større indsigelsesret i forbindelse med afskedigelser. Danmark er på disse områder langt tilbage for lovgivningen i både Norge og Sverige.

Virkelige reformer på arbejdsmarkedet sker kun, hvis styrkeforholdet er i arbejdernes favør. Det er de bestemt ikke i øjeblikket. Alligevel er det vigtigt at venstrefløjens politiske alternativ ikke kun handler om mere velfærd, miljø og bedre fordeling af goderne, men også om flere demokratiske rettigheder på arbejdspladsen.
Det er der ude, værdierne skabes.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com