Efter et årti med flere folkelige opstande og hyppige udskiftninger af præsidenten, synes Ecuador at være kommet ind i et mere stabilt leje med et stort flertal for en venstredrejet politik.

af Rolf Bergkvist

Valget i Ecuador 21. april 2009 blev en overlegen sejr for præsident Rafael Correa. Ifølge de første prognoser fik han mellem 51 og 55 procent af stemmerne. Derefter fulgte den tidligere præsident, Lucio Gutíerrez, med mellem 27 og 30 procent. Det store forspring over for de andre kandidater betyder, at der for første gang siden genindførelsen af demokratiet i 1979 ikke bliver nogen anden valgomgang.
 

Fakta om Ecuador
Indbyggertal: Ca. 14,5 millioner
Antal mobiltelefoner: 10 millioner
Andel indbyggere under fattigdomsgrænsen: 38%
Andel fattige blandt oprindelige folk: 85%
Antal præsidenter 1996-2006: 7

[Kilde: World Socialist Web Site, CIA World Factbook m. fl.]

 

Også i parlamentsvalget var det Correas parti, Allianza País, der løb af med sejren. Mindst 61 af de 124 mandater går til partiet. Sammen med MDP, der står til syv mandater, kommer præsidenten til at have et klart flertal i parlamentet. Den borgerlige opposition er derimod splittet og svækket. Gutiérrez’ parti Sociedad Patriótica får 23 mandater, fulgt af det socialkristne PSC med kun seks mandater og bananbaronen – landets rigeste person – Alvaro Noboas PRIAN med fire mandater.

– Jeg vil arbejde for de fattiges vilkår, lovede Correa, da han erklærede sig som vinder. – Medborgerrevolutionen er på fremmarch og intet kan stoppe den.
Correa vandt præsidentvalget i 2006 efter ti år med store folkelige protester mod den rådende nyliberale politik. I 1997 udbrød der et revolutionslignende oprør, der afsatte den daværende præsident Bucaram. Hans efterfølger, Jamil Mahuad, måtte flygte fra præsidentpaladset i slutningen af januar 2000 som følge af et nyt masseoprør med Conaie i spidsen – de oprindelige folks paraplyorganisation. Nogle år senere, i april 2005, blev præsident Lucio Gutiérrez afsat efter store protester fra især middelklassen i hovedstaden Quito.

Afviste marxismen
Da Correa vandt præsidentvalget 2006 i kamp med Alvaro Noboa, var hans valgløfte en ”medborgerrevolution”. I starten af 2007, da han tiltrådte som præsident, udtalte han sig positivt om en socialisme for det 21. århundrede, hvilket han lidt vagt definerede som at give mennesket førsterang frem for kapitalen. Siden har han dog afvist såvel marxismen som klassekampen som elementer i den socialisme, han går ind for. Snarere har han f.eks. under det sociale forum i Belem i januar i år betonet social retfærdighed, etnisk ligestilling, garantier for de forskellige folkeslags overlevelse, udvikling i harmoni med naturen og en velfærdsstat, der forsvarer samfundets fattigste. Blandt forudsætningerne for dette er uafhængighed af de store udenlandske selskaber og at staten spiller en større rolle end hidtil.

I praksis har Correa bl.a. givet flere penge til skole-, pleje- og omsorgssektoren. I finansloven 2003-2004 var der således afsat 14 millioner dollars til skoleområdet, mens tallet var steget til 274 millioner i 2007-2008. På samme måde er støtten til boligudbygning øget fra 22 millioner i perioden til i dag 500 millioner. Inden for olie- bygningssektoren har regeringen desuden statsliggjort en række udenlandske selskaber fra USA og Brasilien. Den har brudt de diplomatiske forbindelser med nabolandet Colombia (en af USA vigtigste allierede i Sydamerika) efter et militært angreb mod en colombiansk guerillalejr på den ecuadorianske side af grænsen, og opsagt aftalen, der i årtier gav USA ret til at udføre spionoverflyvninger fra Mantabasen i Ecuador. Endelig har regeringen efter en folkeafstemning indført en ny og mere demokratisk grundlov.

På trods af dette har især de oprindelige folks organisationer været meget kritiske over for regeringens mine- og oliepolitik, som de mener har tilladt udenlandske selskaber at udsuge landets naturressourcer. Den 20. januar i år demonstrerede f.eks. 40.000 personer imod regeringens nye minelov.

Klassekampens sejr
Selv om Correa ikke selv er så begejstret for klassekamp, er det netop den sociale kamp, der har givet ham præsidentposten. Efter at have taget en bachelorgrad ved universitetet i Ecuador i 1987, fortsatte han i 1991 med økonomistudier ved det katolske universitetet i Louvain i Belgien, hvorefter han tog en doktorgrad i økonomi ved universitetet i Illinios, USA 1999-2001. I 2005 blev han finansminister i den daværende nyliberale regering i Ecuador.

Hans erklærede medborgerrevolution kommer – ligesom det konkrete indhold i det 21. århundredes socialisme– også fremover til at være helt afhængig af de sociale kampes udvikling og af den folkelige organisering udenfor præsidentpaladset.

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com