Kritisk støtte eller positiv opposition til demokraternes Barack Obama? USA's socialister har altid stået i et dilemma i forhold til det reelt eksisterende to-partisystem.

af Bjarke Friborg

Den amerikanske venstrefløj er lille, men den findes. Og mens fagforeningerne støtter Obama med millionbeløb og demokraternes præsidentkandidat skaber begejstring blandt krigsmodstandere, humanistisk indstillede liberale og USA’s afro-amerikanske befolkning, raser diskussionen i de socialistiske tidsskrifter, blogs og aktivistmiljøer.

Er Obama blot endnu et figenblad for den del af venstrefløjen, der gang på gang leder progressive væk fra skabelsen af et reelt alternativ og hellere lader dem drukne i Demokrat-sumpen? Eller er han tværtimod en budbringer om nye tider og en katalysator for det håb, der kan skabe plads til noget større? Socialistisk Information har set nærmere på nogle af de mest typiske holdninger, der er udbredt på venstrefløjen.

»Kritisk støtte«
Det venstreorienterede ugeblad The Nation, der med et oplag på over 180.000 er det primære samlingssted for den progressive offentlighed i USA har lagt sig på en linje, der falder i kategorien »kritisk støtte« til Obama. Samtidig med at de åbent støtter hans kandidatur, kritiserer de ham jævnligt, ikke mindst for den del af hans retorik, der forsøger at udglatte modsætningerne overfor den konservative lejr og dens mange fejltagelser gennem de sidste otte år. Han bliver også kritiseret for sin uvilje mod at fremlægge konkrete og radikale bud på indenrigspolitiske løsninger, der vil udfordre Demokraternes højrefløj.

I august trykte bladet et opråb fra en række prominente personligheder tæt på Demokraternes venstrefløj, der udtrykte bekymring for, om Obama virkelig ville leve op til sit budskab om forandringer efter valgdagen. Samtidig advarede det åbne brev imod en mere »varsom og midtsøgende kurs« i sidste par måneder frem til valgdagen, som Demokraterne har for vane at gøre. Hovedfrygten er her risikoen for, at begejstringen vil gå ud af ballonen, hvis Obama ser ud til at have glemt sine tidligere løfter om radikale og til dels drastiske reformer.

Behov for et alternativ
Mens USA’s liberale og moderat venstreorienterede med andre ord primært nærer håb om en reformpræsident, er debatten blandt socialister fokuseret på de bevægelser og kræfter, som præsidenten i større eller mindre grad vil være nødt til at forholde sig efter valget. Malik Miah fra magasinet Against the Current og Barry Finger fra tidsskriftet New Politics er begge tilknyttet miljøet omkring den socialistiske organisation Solidarity, der traditionelt er tæt på Fjerde Internationale. De har hver deres indfaldsvinkel, men deler den samme kerneopfattelse, at der er behov for et socialistisk alternativ.

Malik Miah, der også er en af Against the Currents redaktører, er den mest optimistiske, idet han ser Obamas kandidatur som en afspejling af fundamentale samfundsændringer, der peger i en anden retning end tidligere. At en sort mand eller kvinde kan blive valgt til præsident er et direkte resultat af reelle forandringer, som hverken er kun kosmetiske eller midlertidige. I stedet for »kritisk støtte« i stil med The Nation, går Malik Miah derfor ind for en såkaldt »positiv opposition«.

»Positiv opposition«
»Jeg kan hverken stemme på en demokratisk eller en republikansk kandidat, da begge partier repræsenterer den herskende klasses interesser. Som socialist kan jeg ikke stemme på hverken en kvinde eller en afro-amerikansk kandidat i spidsen for noget parti, der er ansvarligt for angrebskrige og besættelse i Afghanistan og Irak, og som truer Iran og Palæstina,« slår Malik Miah fast i et af sine indlæg i bladet.

»Jeg er helt overbevist om, at vi er nødt til at bygge et masseparti med udgangspunkt i arbejderklassen, et venstreorienteret politisk parti, der kan forsvare den arbejdende befolknings interesser. Derfor er jeg imod »kritisk støtte« til Obama. Men eftersom vi endnu ikke har hverken et arbejderparti eller et venstrefløjsparti med masseopslutning, har vi en udfordring i at rejse klassespørgsmålene i forbindelse med en valgkamp. Det betyder, at vi skal forholde os positivt til Obamas støtter og hans kampagne på de større linjer. Det betyder også, at vi skal deltage i kampagnens begivenheder og tale med hans unge tilhængere omkring kommende antikrigsarrangementer, solidaritet med strejkende arbejdere og for en offentlig sygeforsikring,« mener Miah .

»Bryd helt med Demokraterne«
Barry Finger er redaktør for tidsskriftet New Politics, der argumenterer for en hårdere linje over for Demokraterne og advarer i debatten i Against the Current imod illusioner om, hvad der kan opnås ved et for nært forhold.
»Alternativer på venstrefløjen kan ikke vokse ud af det Demokratiske parti, fordi det som forsvarer af den rådende magtstruktur enten kapitulerer over for højrefløjen, eller skaber halve løsninger, der kun kan betyde øget frustration i befolkningen. Progressive alternativer kan kun opstå ud af de folkelige bevægelser, der ikke har nogen andel i at bevare status quo – og som derfor står frit til at kæmpe for noget andet.«
For Finger er det magtpåliggende med et klart brud med Demokraterne.

»Uden at bryde med traditionen for at støtte Demokraterne vil arbejderklassen stadigvæk fortsætte med at blive drevet væk fra politik i det hele taget, eller i retning af det raseri og de frustrationer, som højrefløjen vil kunne høste af. Demokraterne er i dag den største forhindring for at skabe et kæmpende alternativ, der kan skabe globale institutioner i arbejderklassens og menneskerettighedernes tjeneste, bekæmpe privilegier og ophobning af rigdomme samt bane vej for et bæredygtigt miljø, hvor det uregerlige imperium vil være afmonteret,« skriver New Politics-redaktøren.

En uafhængig socialistisk bevægelse
På trods af forskellene, deler Malik Miah og Barry Finger dog overbevisningen om, at det er nødvendigt at bygge et uafhængigt socialistisk alternativ. Heller ikke Finger er imod at forholde sig aktivt til hverken De Grønnes, Ralph Naders eller Obamas valgkampe, så længe det sker med et klart formål.

»Socialister i USA findes i dag kun i form af politiske propagandagrupper. Vi er ikke i stand til at tilbyde et politisk alternativ, der har mulighed for at blive repræsenteret i de folkevalgte organer og at kunne tilfredsstille de undertrykte og udbyttedes politiske behov. Enhver kampagne, som socialister måtte vælge at deltage i, f.eks. De Grønnes eller Ralph Naders præsidentvalgkampe, skal derfor ses i forhold til muligheden for at udbrede vore synspunkter og for at rejse en militant kampagne imod de store selskaber, med en forankring i et bredere miljø på nationalt plan. Det Demokratiske parti har stadigvæk folkelig støtte i store dele af den amerikanske befolkning, ikke mindst efter de usædvanligt katastrofale år under Bush-administrationen. Det er klart, at arbejderklassen ikke uden videre vil melde overgang fra et kapitalistisk parti til socialismen. Men det er også klart, at bevægelserne omkring De Grønne og Ralph Nader ikke er den endelige form, som et nyt parti er nødt til at udvikle sig hen imod, hvis vi skal kunne få opfyldt nogle af vore ønsker. Det afgørende for os som socialister, er at vi har brug for et apparat, der kan begynde med at slå hul i de indgroede vaner med at indordne sig vælgermæssigt.«

Malik Miah er ikke uenig i dette.

»At vælge den første afro-amerikanske præsident vil være et relativt fremskridt, ligesom med de første sorte borgmestre for 40 år siden. Men det er ikke nogen løsning på de underliggende klasse- og sociale spørgsmål. Udfordringen forbliver at bygge et arbejderparti med masseopslutning, der kan bane vej for en styreform med udgangspunkt i arbejderklassen, lyder opsummeringen fra den socialistiske tidsskriftredaktør.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com